Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Drømme om Indian Summer

 

 
FORUM/31.7.99 Nætterne i Indien er som at svømme i et blødt hav af blide vinde. En gavmild tilhyldning af kroppen i ro. Cellerne synger og huden er feberhed følsom. Millimeter for millimeter kan man mærke en sveddråbe langsomt bane sig vej fra halsen, ned ad kravebenet, mellem brysterne for at blive duppet op af tøjet. Nætterne i Indien vækker kroppen af en nordisk vintersøvn.

Nætterne i Indien er larmende. De nyeste Bollywood schlagere skriger skingert fra dårlig højtalere. Søvnen er tung og dyb og en perlekæde af sveddråber om halsen strammer til og man kravler op igennem lag efter lag af sære drømmebilleder og lyde for at tvinge øjnene åbne. Viften i loftet er død. Det er en tropisk sort nat. En kakerlak sprinter hen over halsen og hjertet hamrer af vild forskrækkelse.

Nætterne i Indien er at sidde på en trappe i en stor tempelgård, lidt skjult af mørket for ikke at blive opdaget af nysgerrige børn og utrættelige tiggere. Og nyde lyden af tempelelefantens bløde fødder på de lune marmorfliser, mens den går tre gange rundt om elefantguden Ganesh' helligdom for til sidste at snurre tre gange rundt om sig selv. Og høre kvinder, der småsnakker det rullende runde vokallydende tamilsprog mens børnene løber rundt. Og se at der foran hvert tempel for Shiva, Ganesh, Mookambika, Laksmi osv. flammer en lille ild. Og betragte folk gå hen til deres yndlingsgud, røre gudebilledet tre gange og føre hånden op til panden, sætte håndfladerne sammen foran brystet og bøje hovedet.

Jeg sad i gården i Arunachaleswarertemplet i byen Tiruvannamalai i Tamil Nadu i det sydlige Indien og lyttede, kiggede, mærkede. Det ældgamle tempel ligger for foden af Arunachalabjerget. Templet er et af de fem Shivatempler, der hver er forbundet med et bestemt element - her ild. Et andet tempel i Tamil Nadu - Chidambaram - er f.eks. forbundet med elementet æter. Katie, en Indiensrejsende gennem mange år fortalte, “Det helligste inderste sted i templet - sanctum sanctorum - det rum som indeholder dét, som næsten ingen mennesker er værdige til at kaste deres blik på, indholder, ja, indeholder ingen ting. Æter. Det er meget mærkeligt.”

Templet og Tirumvannemalai er også berømte fordi guruen Ramana Maharishi havde sin gang og sit ashram ved foden af bjerget - og brugte bjerget som meditationsobjekt: “Iagttag Arunachala og mist dit jeg”.

Det siges at Arunachala-bjerget er Shivas lingam (lem). Ved særlige festlige lejligheder, hældes der ghee på toppen af bjerget hvorefter der sættes ild til. Det må i sandhed være et syn for selve guderne at se den flammende bjergtop. At gå rundt om foden af bjerget i stilhed og meditation og bede ved hver af de over 30 små templer og helligdomme siges at fjerne al synd, opfylde alle ønsker og befrie én fra det evigt gentagne genfødsel og død. Shiva tilbedes ved at tilbede hans lingam. På turen rundt om bjergfoden er hver en bule på vejen, hver sten, hver myretue, hver træstump en helligdom, der tilbedes og der er et lille tempel. Således hedder nogle af disse: Nirudhi Lingam, Suriya Lingam, Varuna Lingam, Chandra Lingam, Kubera Linga, Eesanya Lingam, osv.osv.osv. Der kastes hellig aske og farvet pudder på disse lingams og friske guirlander af jasminblomster hænges på.

Blev jeg befriet for mine synder? Fik jeg alle mine ønsker opfyldt? Er jeg trådt ud af den evige cyklus af død og genfødsel? Sikkert ikke. Men ét er sikkert, i denne kolde nordiske sommer længes jeg efter de indiske nætter.

Annette Nielsen er redaktør af FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk