Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ét menneske i to sprog

 

 
Et flertal af staten Californiens indbyggere har netop stemt "ja" til at afskaffe store dele af modersmålsundervisningen i skolesystemet - se links nederst på siden. I Danmark er modersmålsundervisning også løbende til debat.

Jette Elbæk Maressa fortæller her, hvordan hendes børn navigerer det tosproget rum dansk/italiensk. Tosprogethed er ikke et problem, synes hun, snarere en berigelse.


Første gang Kristine blev tilbudt et glas saftevand kiggede hun undrende: Saftevand??? Hvad er det for noget?

Kristine var fire år og lige startet i dansk børnehave, hun manglede ord for en så selvfølgelig ting som saftevand. En hurtig gennemgang af hele det italienske ordforråd gav ikke noget resultat. Saftevand findes ikke.

Pædagogerne havde svært ved at forstå det. For der må da være et eller andet ord på italiensk. Ethvert barn ved da, hvad saftevand er.

Men det ved ethvert barn ikke, og eksemplet illustrerer meget godt, at når man lever med to sprog, lever man også i to kulturer. Og det betyder, at de ord og begreber, som findes på det ene sprog ikke nødvendigvis kan oversættes til det andet. Måske eksisterer de slet ikke som tilfældet saftevand. Det findes ikke helt på samme måde på italiensk. Og hvad skal man så ty til for at forstå, når man er fire år og kun har boet i Italien, men nu skal til at tilegne sig hele den kultur, som ligger bag det sprog, som hidtil kun har været levende derhjemme sammen med mor.

Kristine var længe om at tale. Forældrene ventede spændt: Ville de første ord blive italienske – det sprog, som omgivelserne talte, som far talte – eller ville det være dansk – modersmålet, eventyrene fra godnatlæsningen, sangene –alt det, som dagen gik med derhjemme sammen med mor.

Ikke overraskende blev det en blanding. Kristine valgte simpelt hen det letteste ord fra de to sprog, sagde pane i stedet for brød, men hår i stedet for cappelli. Senere blev det blandet sammen, og det kunne der komme nogle ganske morsomme sætninger ud af som: "Undertande" (en blanding af underbukser og mutande) , "kommer io" eller "ancora vand".

Vi rettede ikke, men gentog på enten helt italiensk eller helt dansk hvad hun havde sagt. Efterhånden blev Kristine da også tosproget. To parallelle sprogspor er lagt ud i hjernen, og det er meget sjældent, at de krydser. Men det kan selvfølgelig ske, som det kan ske for hele familien, der til daglig lever med to sprog.

En konversation under aftensmaden må være næsten absurd for andre at overvære. "Giv mig lige mælken. " "Prego il latte." "Kristine bed far tage kniven med". "Papa la mamma vuole il coltello."

Skiftene sker på mikrosekunder. Uden tanke uden tøven, for sproget ligger i kroppen og kommer ud, når der kaldes på det.

Og kroppen følger med. Det er svært, for ikke sige umuligt at give mutte svar på italiensk. Man liver op, man gestikulerer, bruger mimik, kindkys og kærlige berøringer. Afsender og forstår andre signaler, alle de skjulte budskaber, som ikke kommer ordret til udtryk i sproget, men som alligevel er vigtige for forståelsen.

Mangler de, bliver man let mistolket – og når man glemmer at skifte, men fører dette kropssprog og den væren med over i det forkerte talte sprog kan det gå galt. Kristines venner viger tilbage for kindkys, klap og kærlige berøringer. Sådan omgås danske børn ikke.

Kristine er ni år nu og har fundet ud af bruge sproget som magt mod sin far. Når hun er vred, nægter hun at tale italiensk med ham. Eller når kroppen ikke kan finde ud af at være i to sprog på én gang, specielt når de to sprog vil i hver sin retning. I Italien går vi ind i vandet og ud på land. I Danmark gå vi ud i vandet og ind på land. I Italien går skuespillerne ud på scenen. I Danmark kommer de ind på scenen. Orienteringen er en anden.

Lillebror Arnbjørn har det på mange måder lettere. Han er syv år og ser op til sin far og er stolt over at være "italiensker". Dansk er ikke noget problem, det taler vennerne i skolen, så at bruge det som magtmiddel over for mor, giver ikke rigtig nogen mening. Han var kun to år, da han kom til Danmark og ordforrådet var mildt sagt begrænset. Efter en måned, tog far til Italien for at hente flyttelæsset. Arnbjørn blev passet på et studenterkollegium og begyndte at tale. Dansk. Efter ti dage kom far tilbage, og så fortsatte Arnbjørn på italiensk. Siden har han aldrig haft problemer.

Han skal måske lede efter et ord som figenkaktus på dansk. Her falder det italienske mest naturligt. Og der er næppe tvivl om, at han kender flere italienske ord inden for kategorierne søm, skruer, hammer, vinkelsliber og hvad der ellers udveksles af mand til mand snak, når far og søn arbejder sammen. Og hvor han kan nyde at være mand som mænd nu er det i et land, hvor selv selvbevidste kvinder sjældent klager over mandens manglende deltagelse i husarbejdet.

Til gengæld sørger tanterne og farmor hver sommer for, at Kristines ordforråd udvides med adskillige flere benævnelser for beklædning, end moderen til daglig råder over.

At være ét menneske i to sprog er en balancekunst. En konstant skiften mellem to kulturer, hvor den ene ikke er mere gyldig end den anden. Men hvor de hver især repræsenterer deres rigdom, deres historie, mennesker og måder at være sammen på.

Forståelsen for dét er ofte forbløffende ringe. I omgivelserne mødes vi med et: "ja, men hvis I nu bare talte dansk, så blev børnene da gode til det." Det to-sprogede valg kræver sikkerhed og mod. Viljen til at ville forbinde to verdener og parathed til at svare på spørgsmål. "Hvad taler I om nu?" "Hvorfor taler I ikke bare dansk" - præcis de samme spørgsmål, som vi fik stillet i Italien bare med omvendt fortegn.

Tosprogethed betragtes som et problem, frem for en mulighed og en rigdom. Med to sprog bliver man ét menneske med to identiteter. Siger og gør ting på det ene sprog, som vil falde unaturligt og kejtede på det andet. Des dybere man trænger ind i sproget, des større bliver forståelsen, oplevelsen og erfaringen af, at verden er rummelig, og at én måde at leve på ikke nødvendigvis er den eneste rigtige.

Man ikke taler et sprog. Man ér sproget.

Jette Elbæk Maressa er journalist og lever i er en to-sproget familie - italiensk og dansk. De har valgt "en person et sprog strategien". Det vil sige, at faderen taler italiensk med børnene, og moderen taler dansk. Forældrene taler italiensk sammen, derved lytter børnene mest muligt til italiensk.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk