Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ingen grænser i Sarajevo

 

 
FORUM/13.5.98 "Grænser, kultur og krig: Sarajevo - jeg ved ikke noget om det. Jeg har ikke nogen viden at dele med jer om det. Det er en slags virkelighed, som jeg ikke begriber. Grænser, kultur og krig: Sarajevo."

- Der er ikke nogle indre grænser i Sarajevo, for der bor ikke forskellige etniske grupper i Sarajevo, siger Nebojsa Savija fra kunstner/græsrodsgruppen Ambrosia i Sarajevo.

- De eneste grænser, der var i Sarajevo før krigen, var grænserne mellem to mainstream musikkulturer - Raja og Papak. 'Raja' er dem, som var 'in'. Folk, som tilhørte en eller flere vennegrupper fra arbejdet, gaden, cafeen osv. Det vigtigste i Raja var humoren.

- Raja kulturen byggede på, at gøre grin med tingene. Den værste synd var at hengive sig alvorligt til noget. 'Papak', den anden mainstream-musikkultur i Sarajevo før krigen, var bonderøvene. De primitive, som kom ned af bjerget og ind til byen og ikke vidste, hvordan man skulle opføre sig. De kunne for den sags skyld godt være født i byen, men stadig være bonderøve. Men Papakker var også 'Raja' inden for deres fællesskab. Så der var faktisk Raja overalt, fortæller Nebojsa Savija.

For Nebojsa var grænsen mellem de to grupper den eneste grænse i Sarajevo før krigen. Han nægter at acceptere de nuværende grænser mellem de etniske grupper kroater, serbere og bosniere som legitime grænser. Ved at postulere at musikkens grænser var de eneste grænser i Sarajevo før krigen i Ex-Jugoslavien,laver Nebojsa et tankerum, som viser grænsernes tilfældighed - de kan trækkes på alle mulige måder.

- Ambrosia anerkender ikke nogen grænser i denne verden. Ingen kan sige, hvor Ambrosia begynder, og hvor det slutter. Det er essentielt set en grænseoverskridelse, en udvisken af grænserne. Ambrosia er uendelig langt fra Sarajevo i Sarajevo. Ambrosia er ren skizofreni, fabler Nebojsa.

Den eneste politik Nebojsa er interesseret i, er fortsat at producere omstændigheder, hvorunder Ambrosia kan eksistere.
Ambrosia repræsenterer, hvad man kan kalde en postmoderne strategi for overlevelse og forholden sig i en ikke fungerende nationalstat.

Nebojsa Savija er fra Sarajevo. Han opholdt sig i Slovenien, da optrækkene til konflikten mellem de jugoslaviske regioner begyndte. Han tog tilbage til Sarajevo, for dér skete i hvertfald ikke noget, mente han.

- Det er det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Det blev umuligt at forlade Sarajevo. To måneder efter blev jeg mønstret og skulle tjene militært med uddannelse af rekrutter, som skulle sendes i kamp. Jeg var heldig. Jeg har en uddannelse som maskiningeniør, så jeg fik lov til at blive i Sarajevo, fortæller Nebojsa, som nu læser filosofi og antropologi på universitetet.

Ambrosia har eksisteret siden 1994. Gruppen er opstået ud af mødet mellem en gruppe mennesker samlet omkring tre alternative projekter i Sarajevo. Musikgrupperne Vibro og Invisible Fields og multimedieperformancegruppen Twilight Whisper.

- 1993 og 1994 var kulturrevolutionære år i Sarajevo. Radioen ZID bidrog meget til revolutionen. Men den var ikke det eneste organ. Der var mange forskellige tiltag. Der kom et reelt fungerende rockmiljø igang. Skuespillere organiserede sig. Der blev opført en masse teater. Den første filmfestival blev organiseret. Det er svært at beskrive alle de kulturelle aktiviteter, der foregik i den periode, siger Nebojsa.

- De fleste initiativer kom 'fra neden'. Fra enkeltpersoner. At skabe alternative kulturer var den eneste måde at overleve på som 'urbant væsen' i Sarajevo. Det var den eneste form for kultur, som var tilstrækkelig langt fra nationalistisk mentalitet til, at den, i det mindste midlertidigt, kunne standses, fortæller Nebojsa.

To gange har Ambrosia organiseret festivalen "Forbidden Fruits of Civil Society" i Sarajevo. 80 mennesker fra Holland, Spanien, Tyskland, Slovenien og USA deltog.

- Ikke almindelige mennesker, men de, som for mange i Sarajevo repræsenterer selve Vestens dekadence: besættere, punkere, homoseksuelle, feminister, øko-freaks, anarkister, antifascister og andre utilpassede størrelser. Disse grupper set i Sarajevo var utænkeligt. For de viser mennesker, som skaber deres egen overlevelsesstrategi for at undgå den dominerende normalitet, fortæller Nebojsa.

Nebojsas fokus på de utilpassede størrelser og manglende accept af grænsedragning udtrykkes i kunstneriske projekter som installationskunst, happenings, videoer mv.

Ambrosias projekter er med til at skabe en anden virkelighed, en anden historie end den, hvor billedet af Ex-Jugoslavien er indbegrebet af nationalisme og mennesker undertrykt af en politisk totalitarisme.

Projekterne viser en overskridelse af kategorier - af grænser mellem kategorier - gennem skabelsen af visuelle, æstetiske, kunstneriske udtryk. Der skabes et eller flere rum som repræsenterer grænsedragninger som absurde og arbitrære.

Nye kulturelle veje findes som perspektiv mod fremtiden i opgøret med - og udstillingen af - eksisterende grænser mellem mennesker. Der fortælles historier - laves narrativer, om man vil - som tjener til potentiel identifikation hos iagttageren.
Gennem brug af kunst og kommunikative teknologier rokkes der ved en identitet defineret af nationalisme og etnicitet.

Ambrosias projekter eksemplificerer det indre, dialektiske forhold mellem individ og social kontekst. Ambrosias kulturelle produktion bliver både produktion og destruktion af kultur.

Muligheden for en identitet, som ikke er opdelt gennem nationale, etniske og regionale tilhørsforhold repræsenteres. Ved at skabe en 'Ambrosia reality' skabes en virkelighed, som nægter at blive fastholdt som noget bestemt, som ikke kan kortlægges og defineres.

Ensheden og sammenholdet og dermed identiteten inden for Ambrosia forandrer sig hele tiden. Den transformeres gennem en aktiv forholden sig til det udenfor, som den samtidig også er en del af. Identiteten skabes via interaktion. Den vises som en aldrig afsluttet proces mellem individ og social kontekst.

Ved at lirke ved og irritere den nationalt og etnisk definerede identitet undermineres og irriteres den fastlåste identitet. Den tvinges til at indgå kompromisser, at se andre billeder. Der gøres op med den identitet, som bæres eksklusivt. Der rokkes ved den identitet, der gennem udelukkelse af andre giver en sikkerhed om eget tilhørsforhold.

- Efter krigens afslutning er frugten af kulturrevolutionen ikke død. Der er en musikscene for rock og alternativ musik i Sarajevo. Der er omkring 50 bands, to selvstændige teatre og adskillige uafhængige kulturtidsskrifter, siger Nebojsa.

- To af disse er tæt knyttet til Ambrosia. Eksempelvis 'Album', som forsøger at overskride de indre grænser i Bosnien-Herzegovina. Tidsskriftet skrives på alle de sprog som bruges i B&H - bosnisk, serbisk og kroatisk, og skrives både med kyrilliske og latinske bogstaver. Bidragsydere er også fra begge dele af Bosnien-Herzegovina.

Det er et eksempel på Ambrosia i aktion. Og det er sådan, Ambrosia skal opleves. Selve det, at fortælle om Ambrosia er imod Ambrosias ånd.

- I fortælling bindes Ambrosia fast i noget, det ikke vil være. Ambrosia kan ikke siges, det kan kun demonstreres. At sige at Ambrosia er en kulturel organisation eller en eller anden form for NGO siger ingenting. Men placerer det bare i en position, hvor der skal konkurreres med andre ngo'er om penge i et politisk spil, som ikke anerkendes af Ambrosia, understreger Nebojsa.

- Ambrosia er historien om dem, som anerkender sig selv og den tradition de bærer, udelukkende ved at blive fri for den, slette den, skrive hen over den, siger Nebosja.

Connie Svabo er stud.mag i filosofi og psykologi på RUC. Hun er pt på studieophold i Barcelona.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk