Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Frie Iranske Kvinder

 

 
Jeg mødte Behnaz til en cafe-oplæsning med en kurdisk forfatter. I en pause i oplæsningen var hun sprunget hen til mikrofonen og havde benyttet lejligheden til at gøre reklame for koncerten med den iranske sangerinde Marzieh, der skulle finde sted på kvindernes internationale kampdag.

I skal ikke være bange for at komme, sagde hun til publikum. Musikken er fantastisk, og Bente Hansen kommer og taler, så der er også noget for jer danskere. Bagefter gik Behnaz rundt ved bordene og delte løbesedler ud. Klædt i en kort nederdel, vinterstøvler, smilende og med rød læbestift gjorde hun opmærksom på Foreningen af Frie Iranske Kvinder, der arrangerede koncerten med den verdensberømte iranske sangerinde. Vi aftalte at mødes.

I dag har hun taget 23-årige Arezu med. Arezu´s kulsorte hår er langt og tykt. Hun er klædt i en stram, kort nederdel, sorte strømper, figursyet jakke og med en fiks skuldertaske - indkøbt i London - over skulderen. En magtfuld udstråling og en duft af parfume fylder rummet.

Arezu Kamali-Rousta læser logistik på Handelshøjskolen. Hun kom til Danmark som 12-årig sammen med sine forældre, der efter præstestyrets overtagelse ikke kunne blive i Iran. Hun har været medlem af Foreningen Frie Iranske Kvinder i Danmark i et år.

Vi prøver at samle de iranske kvinder i Danmark til organiseret modstand mod styret i Iran. Kvinder har INGEN frihed i Iran. Den iranske regering er imod at kvinderne udvikler sig uddannelsesmæssigt og politisk, så jeg synes, det er vigtigt at unge iranske kvinder støtter foreningen. Alle kvinder for den sags skyld, for fundamentalismen er ved at blive en trussel mod kvinder i hele verden.

33-årige Behnaz Zakeri var gravid i 7. måned, da hun for 11 år siden flygtede fra Iran med sin politisk aktive mand. I dag har hun to børn og en plejedatter og arbejder som kontorfunktionær i Københavns Kommune.

Jeg plejer at sige, at vores forening er en stor chance for danskerne til at finde ud af, at iranske kvinder ikke nødvendigvis sidder passive og finder sig i undertrykkelsen. Medierne er fyldte med billeder af enten tavse tilhyllede arabiske kvinder eller skrigende, fanatiske muslimer. Når man siger, man kommer fra Iran og er muslim, så er det et af de to billeder, der dukker op hos folk. Man hører aldrig om de kvinder, der kæmper både mod mændenes dominans og den fundamentalisme, der i dag i nogle lande har drejet Islam i den forkerte retning.

For både Arezu og Behnaz er kampen for kvinders rettigheder og kampen mod fundamentalismen kernen i det politiske arbejde, de udfører. For en iraner er dette ikke mærkeligt. Stort set alle de 8000 iranere i Danmark følger opmærksomt udviklingen i deres hjemland, og for dem er diskussionen om landets politiske situation og fremtid ligeså naturlig som samtaler om opvask og tøjindkøb.

Danskere på min egen alder undrer sig, over at det politiske fylder så meget i mit liv, siger Arezu. De forstår det først, når jeg får lejlighed til at fortælle om tilstandene i Iran. At der er forbud mod at kvinder synger. At der er masser af musik, man ikke må høre. At der er forbud mod at se udenlandsk TV. At kvinder skal gå med slør. At mænd ikke må gå med korte ærmer o.s.v. o.s.v.

Så bliver de faktisk imponerede over, at der er nogle af os muslimske kvinder, der gør noget ved sagen. Som om de slet ikke var klar over, at langt de fleste muslimske kvinder ikke accepterer at blive undertrykt og kun blive betragtet som religiøse væsener. Den viden mangler i Danmark, hvor vi i årevis hart hørt om indvandrernes og flygtningenes manglende muligheder og om muslimerne og Islam på den mest negative måde,
sukker Arezu.

For Behnaz var det i starten et stort problem på hendes arbejdsplads, når hun ville tale om forholdene i Iran.
De troede, jeg var politiker, og sagde, at nu snakker hun det der politikersnak igen. Men jeg ønsker jo bare at sige noget om mig selv. At jeg IKKE er som de fleste danskere tror, arabiske kvinder er. Jeg er aktiv og vil gerne leve det liv, de fleste kvinder her tager for givet.

Hverken Behnaz eller Arezu passer ind i danskernes traditionelle billede af arabiske kvinder. Selvom Behnaz har mand, tre børn og arbejde, svarer familiens telefon kun sjældent. Der er politisk arbejde og en masse venner, der skal passes.

Arezu har travlt med studierne på Handelshøjskolen. Allerede som 14-årige begyndte hun at dyrke kampsporten taekwondo, og nu har hun det røde bælte. Det giver hende en god kondition og muligheden for at forsvare sig selv i enhver situation. Det er klassisk musik, der lyder i hendes hjem, men hun har spillet saxofon, siden hun var 14. En interesse hun har overtaget fra sin far, der spillede ved mange af de jazzfestivaler, der fandt sted i Teheran, før præstemørket sænkede sig over byen og landet.

Reaktionerne fra danskere, der hører man er fra Iran er selvfølgelig forskellige, men omfanget af imødekommenhed synes at afhænge af graden af, hvor meget "den fremmede" har overtaget danske attituder.

De fleste tror, jeg er 2. generations indvandrer. Når jeg nu går på Handelhøjskolen og taler flydende dansk, må det nødvendigvis være, fordi jeg er født i Danmark, siger Arezu. Selv min lærer på Handelshøjskolen troede ikke på mig til en eksamen, da jeg sagde, at jeg var 1. generation. Mange siger til mig, at selvom jeg ikke ligner en dansker, så er mine holdninger og min måde at være på meget dansk. De tror, det må være, fordi jeg er præget af min opvækst i Danmark. Det er det selvfølgelig tildels.

Men jeg prøver at forklare, at min måde at tænke på ikke er udviklet alene i Danmark. De første 12 år af mit liv levede jeg i Teheran med forældre, der har givet mig de værdinormer, som jeg efterlever i dag. Mine idéer om, at en kvinde skal kunne leve sit liv, som hun vil med hensyn til uddannelse og personlig frihed, dem har jeg fra min iranske mor. Det typisk danske i deres øjne er altså i ligeså høj grad iransk.


Den frihed og de muligheder danske kvinder har, bliver for Arezu og Behnaz en målestok for iranske kvinders fremtid. Lige nu er arbejdet for de iranske kvinders rettigheder og samarbejdet med den iranske modstandsbevægelse en vigtig del af deres liv. Arbejdet er ikke let. Telefonsamtaler i Iran bliver aflyttet, antenner og paraboler skal holdes skjult, og aflytningen af modstandsbevægelsens fem radiostationer skal foregå med den største forsigtighed.

De nye kommunikationsmidler, fax og Internettet, er imidlertid sværere at kontrollere. Selvom Internet er forsøgt forbudt af regeringen, er det lykkedes universiteter og forskningscentre at beholde deres net-adgang. Disse adresser benyttes af iranske kvinder og exil-iranere til at holde kontakt. De iranske kvinder bliver forsikrede om, at exil-iranerne er ved at dygtiggøre sig til at overtage landet, når det igen bliver demokratisk.

Arezu vil tilbage til Iran. Hendes planer er at blive indkøbschef i et større firma. For Behnaz og hendes mand er det sværere. Børnene går i 2. og 5. klasse i en dansk skole og har aldrig været i Iran. Men kufferten står altid pakket. Og kommer vores familie ikke tilbage, fordi vores børn bliver større, får en uddannelse og bliver gift her i Danmark, så er der andre, der vender hjem. De iranske kvinder, der lever i exil nu, er klar til at overtage de politiske poster i Iran, når modstandsbevægelsen har vundet, siger Behnaz.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk