Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Bryster, perler og postkort

 

 
Når man går langs stranden i Bakau i det vestafrikanske land Gambia, mødes man af ihærdige, gambianske mænd, der ernærer sig af at sælge postkort til de soldyrkende, lyserøde turister fra Nordeuropa. De postkort, der ifølge sælgerne er størst efterspørgsel efter, og som oftest er udsolgt, forestiller unge afrikanske kvinder med dådyr øjne, perlemors-smil og bryster, der som enorme, bristefærdige frugter knejser højt over slanke brune maver.

De vidunderlige skabninger ses foran landsbybrønde, slentrende mellem lerhytter, eller siddende ved flodbreder omgivet af farvestrålende vasketøj. Beskeden til betragteren er forjættende: her er et samfund, hvor unge kvinder går topløse omkring i den tropiske sol og udfører deres daglige gerninger i en blid strøm af indladende smil og kokette blikke.

Postkortene ender hos modtagere i Hamburg, Uppsala eller på Østerbro, hvor de giver fornyet næring til den århundrede gamle europæiske fantasi om det sorte Afrika, som det mørke, dampende kontinent, hvor urskov, libido og trommedans går op i en højere primitiv enhed. Postkortene signalerer, at under den afrikanske tropesol trives seksualiteten endnu utvungen af den 'Kulturens Byrde' der kuer de kølige nordlige civilisationer. Men postkortene lyver.

Under mit feltarbejde i Gambia, så jeg rigtig nok ofte kvinder i gambianske landsbyer gå omkring og udføre dagens arbejde kun iført en lappa, et farvet stofstykke, der vikles om livet fra navlen og ned til knæene. Men selvom både unge og gamle bryster er tilstede i landsbyens offentlige rum, ligger betydningen af denne nøgenhed fjernt fra det som postkortene antyder.

Lad mig illustrere ved hjælp af følgende lille historie, fortalt af Mariamma, som var min tolk og kollega under den del af mit antropologiske feltarbejde, der foregik i en Jahanka landsby i det østlige Gambia.

"Mænd er underlige. Lad mig fortælle dig en sjov historie om en mand, jeg engang kendte." Vi går på en lille sti gennem bushen og det pudderlette sand fra Sahara ligger som et gult tæppe i luften omkring os. Mariamma har genoptaget emnet 'Mænd' - et fænomen, vi dagligt vender tilbage til med fornyet undren.

"Det var engang, jeg gik på en vej ligesom denne her. Det var en øde vej mellem to landsbyer. Jeg følges med denne her mand, som er en fjern bekendt. Der er ikke andre mennesker end os, og der er helt stille i bushen. Det eneste, man hører, er vores skridt hen over stien. Og dog - der er een lyd til. Mine perler.

Om maven har jeg, som du ved, kvinderne har her, en lædersnor med lerperler. Når jeg går, støder perlerne imod hinanden og frembringer en lille klikkende lyd. Pludselig vender manden sig imod mig og siger:
'Åh, jeg kan høre dine perler. Lyden gør mig vanvittig. Se engang hvad det gør ved mig - jeg kan næsten ikke gå!'

Jeg vender mig om og ser på ham. Han har en lang, broderet kjortel på, men jeg kan tydelig se den .. det blå stof rejser sig som et telt på hans mave. Manden ser på mig:'Jeg må have dig nu,' siger han. 'Dine perler har gjort mig skør af kærlighed'." Mariamma ler: "Tænk engang, bare på grund af lyden af de perler!"

Historien - hvis videre udvikling i øvrigt blev afbrudt af en æselkærre, på hvis lad mandens to koner befandt sig - gav anledning til en længere samtale om mænd og perler: I Gambia bærer mange piger, fra de er helt unge, en snor med perler om deres små, tykke maver.

Når de bliver større, skjules perlerne under diverse underkjoler, underbukser og lappaen. Mariamma forklarer: "Mænd er meget interesserede i de perler. De forsøger altid at kommer til at røre ved dem. Og når det lykkes, når de endelig kommer til at pille ved dem, bliver de glade. Til gengæld er mænd her ikke interesserede i bryster. De rører ikke ved dem, de kigger ikke på dem."

Gambianske mænd er altså generelt mere interesserede i perler end i bryster. Længslen efter perlerne skal ses i lyset af, at de er i forbindelse med de områder, som i denne kultur opfattes som den erotiske del af kvindekroppen; nemlig taljen, hofterne og lårene. Når mænd kigger på forbipasserende kvinder, er det først og fremmest ansigtsformen, hudfarven, og bagdelen de hæfter sig ved. Brysterne er i denne forbindelse ganske uinteressante. (Disse oplysninger skylder jeg bla. min kæreste, Tao Kongsbak, der i sagens - eller kønnets - natur havde lettere adgang til det lokale, mandlige blik). Kvindekroppen er altså anderledes erotiseret her, end den er det i Europa. Og netop derfor sælges de barmfagre postkort til europæere og ikke til gambianere.

I modsætning til postkortenes implicitte signaler om de løsslupne indfødte, er gambianske landsbyer samfund, som er præget af håndfaste, religiøse - muslimske - forskrifter for den seksuelle omgang mellem kønnene. Sex før og uden om ægteskabet er ikke noget, man ser på med milde øjne.

Og selvom det alligevel finder sted - da de færreste menneskelige samfund lever op til sine egne idealer - er omgange mellem kønnene ingenlunde præget af almen løssluppenhed. Løssluppenheden er tværtimod noget gambianere tillægger europæiske turister, som krænker den almene blufærdighed ved at kysse hinanden offentlig og gå omkring på gaderne i shorts.

Når man i den Jahanka-landsby, hvor jeg boede, undertiden så unge kvinde servere den daglige hirsegrød for klanens ældre mænd kun iført lappa og plasticsandaler, har det altså intet med "topløs betjening" at gøre. For så længe taljen, lårene og perlerne er behørigt skjult, anses alt at gå anstændigt for sig. Men hvis brystet ikke har erotisk betydning, hvilken betydning har det da ?

I landsbyen oplevede jeg et par gange, at ældre kvinder drillede mindre drengebørn i fire-fem års alderen ved at prøve at stikke deres bryster ind i munden på dem. Drengene flygtede i arrig protest, fulgt af de omkringsiddende kvinders latter.

Pointen er, at brystet er noget, der er forbeholdt babyer. Det er ganske enkelt ydmygende for "en stor dreng" at få bryst ligesom et spædbarn. Havde brystet haft samme erotiske betydning, som det har i Europa, ville denne joke havde været aldeles grænseoverskridende. Men af episoden fremgår det netop, at brystets væsentligeste betydning er knyttet til amningen og moderskabet. Det er denne betydning, der også iscenesættes, når medkoner ammer hinandens børn.

I Gambia er det tilladt mænd at gifte sig med op til fire koner. Oftest hører stridighed og jalousi til dagens orden både imellem konerne og imellem konernes børn. Men enkelte kvinder arbejder godt sammen og respekterer hinanden. Disse kvinder udtrykker nærheden af deres sociale relation ved at amme hinandens spædbørn.

Samtidig bygger de derved en ny relation - til barnet. Når sådan et barn vokser op, kan medkonen nemlig, omtrent på lige fod med den biologiske mor, sige: "Jeg ammede dig som barn. Nu da du er stor, må du betale mig tilbage". Hun kan forlange, hvad der i dette samfund principielt altid tilkommer en mor: arbejdskraft, pengegaver og almen ærbødighed.

Når brysterne I Gambia er fremme i det offentlige, er det muligt netop fordi, de er socialt definerede som ikke-erotiske. Den historiske og etnografiske litteratur er rig på illustrationer af det forhold, at hvad folk finder erotisk, og hvilke dele af kroppen, man tænder på, varierer både historisk og kulturelt.

Og formentlig forholder det sådan, at uanset hvilket område af legemet, som en given kultur udpeger som den mest erotiske, må denne - for at bevare sin kraft - være skjult. Det erotiske er nemlig samtidig det private - den del af kroppen, der ikke er offentligt tilgængelig.

Et fascinerende eksempel findes blandt nomadestammen Tuaregerne. Her er det mændene, der går tilsløret, og det er næsten lige så pinagtigt for en mand at blive taget med sløret oppe som med bukserne nede. I dette samfund skriver kvindelige poeter længselsfulde digte om den mandlige mund og næse. Et andet eksempel er fra byen Tamachek i Algeriet, hvor jeg erfarede, hvorledes mænd afholdt sig fra at trykke fremmede kvinder i hænderne. Først efter et par dage gik det op for mig, at selve hånden anses for intim. Ørkenheden til trods gik mange kvinder ikke bare tilslørede - de bar også handsker.

På vore breddegrader giver vi jo hånd til hvem som helst. Til gengæld holder vi vores bryster for os selv. For i Europa er brystet erotisk. Det er også privat, og forbeholdt de to aller nærmeste i slægtskabssystemet - manden og barnet. Samtidig er alle bryster sociale: De er socialt definerede, tillagt betydning af det samfund, som deres bærere befinder sig i.

Det leder mig til en sidste betragtning. Det er i disse poststrukturalistiske tider moderne inden for human- og socialvidenskaberne at omtale kroppen, kønnet, subjektet m.m. som historiske eller sociale konstruktioner. Undertiden får man indtryk af, at idet man på et analytisk niveau udnævner noget til at være konstrueret - fremfor for eksempel at være essentielt eller skabt af Gud - åbnes der straks på realiteternes niveau for diverse de- og omkonstrueringer. Det ligger i metaforikken, at det der een gang er bygget, både kan rives ned og bygges om.

I visse postfeministiske fremstillinger ses forbruget af wonderbraer og brystoperationer således som udtryk for, at kvinder lystigt bygger med på kønnets konstruktion. Men metaforerne, hvormed vi beskriver virkeligheden, er som bekendt ikke virkeligheden selv. Set i et antropologisk perspektiv må man påpege, at disse kvinder "konstruerer" inden for nøje, afstukne rammer. Hvad enten brysterne skubbes eller pustes op, vedbliver de at være socialt bestemt som både private og erotiske.

Man behøver blot at overveje muligheden af at amme venindernes børn, eller drillende at stikke brystet i munden på sin fem-årige nevø, så vil man mærke, hvorledes kroppen reagerer og af sig selv fortæller os, hvor vores kultur trækker sine grænser. Benytter man sig af konstruktions-metaforikken, må man samtidig holde sig for øje, at kulturen "bygger" med legoklodser af kød og blod. Den trækker sine grænser ikke bare omkring os, men igennem os, og indlejrer i kroppen unedbrydelige følelser af skam, skyld - og lyst.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk