Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Magtfulde Madame de Staël genopdaget

 

"Det er bemærkelsesværdigt, at Høffding ikke føler sig forpligtet til at orientere sig i 'gender-studies', før han kaster sig ud i dem", skriver redaktør Jytte Larsen i sin anmeldelse af historiker Niels Høffdings bog, "Revoluionen, Napoleon og kvinderne". En bog, der forbløffer vor anmelder, fordi den afslører, at forfatteren først nu, lang tid efter bl.a. Georg Brandes, har opdaget, hvilken magtfuld rolle bl.a. forfatterinden Madame de Staël spillede i perioden.

 
 
FORUM/21.12.2001 Historikeren Niels Høffding har i mange år beskæftiget sig med Den Franske Revolution og Napoleontiden, og det er derfor med en forventning om indsigt og udsyn, man giver sig i kast med hans nye bog Revolutionen, Napoleon og kvinderne. Men efterhånden som siderne vendes, undres man over Høffdings manglende viden eller erkendelse af kvindernes indflydelse og den magtfulde rolle, som bl.a. forfatterinden Madame de Stäel spillede i denne periode.

Madame de Stäel var datter af den schweiziskfødte Jacques Necker, der, som fransk finansminister, spillede en hovedrolle før og under revolutionen. I barndomshjemmet mødte hun tidens fremmeste personligheder, og hendes adgang til magteliten blev ikke mindre, da hun i 1786 som 20-årig giftede sig med den svenske diplomat baron de Staël. To år senere begyndte hun det forfatterskab, der sendte hende i eksil, første gang i 1794.

I sit forord fortæller Høffding, hvordan han under et besøg på familien Neckers landsted Coppet i Schweitz, hvor Madame de Staël opholdt sig under forvisningerne, forundrede sig over, at Napoleon "forfulgte denne politisk set betydningsløse kvinde. Hvorfor opfattede han hende som så farlig? Hun kunne da ikke udgøre en trussel mod ham, Europas enehersker."

I sit forsøg på at finde svar gav Høffding sig til at læse Madame de Stäel og gik videre med fire andre kvinder med tilknytning til hof og revolutionshelte. Der var tale om kvinder, der har beskrevet begivenhederne fra klos hold. Med deres og andres erindringer som ledetråd og førstehåndsvidner sammenklipper Høffding hightlights i det klassiske revolutionsrepertoire: Det stærkt koreograferede hofliv på Versailles, de førende saloner, det revolutionære blodbad, adelens flugt, krigene, Napoleons magtovertagelse og fald.

Nye læsere på området hjælpes på vej med en omfattende tidstavle, og det afsluttende afsnit giver en kortfattet oversigt over oplysningstidens kvindesyn, de vigtigste kvindelige revolutionære og fransk kvindehistorie op til 1970'erne. Der er tale om fængende formidling af en spændende historisk periode, hvor det moderne samfund - og det moderne køn - har sine rødder. Så meget desto mere fortjenstfuldt som den danske debat savner europæisk kulturhistorisk udsyn.

Men det er ude af proportion, når Niels Høffdings Revolution, Napoleon og kvinderne påstår at kaste nyt lys over kvinders indflydelse på den politiske kultur. Selv skriver Høffding, at han ganske uforvarende er havnet i "feministisk orienterede emnekredse eller 'gender-studies' som amerikanske kvindeforskere kalder det", og hans kendskab til kvindeforskning sætter i forhold til hans position som seniorforsker med speciale i modernitetens fødsel sig forbavsende få spor i bogen.

For den store feministiske grundfortælling skriver sig jo tilbage til begyndelsen af 1790'ernes Paris, da enevælden af Guds nåde omstyrtedes, og demokratiet indførtes i menneskerettighedernes navn. Der var i denne friheds- og lighedsdiskurs intet belæg for at erstatte de gamle skel baseret på stand med nye baseret på køn. Og alle parisere deltog i de massedemonstrationer, der drev revolutionen frem.

Kvinderne organiserede sig i egne klubber og gik i spidsen, når det gjaldt demonstrationer mod overpriser på fødevarer. Blandt aktionerne fik kvindetoget til Versailles i oktober 1789 afgørende betydning. Denne store protestmarch resulterede i, at kongefamilien blev bragt med tilbage til Paris, hvorfra det var vanskeligere at flygte. Det var derfor åbenlyst uretfærdigt, at revolutionsforfatningen fra 1791 Déclaration des droits de l'homme et du citoyen kun gav politiske rettigheder til mænd. Den udløste da også de første feministiske kampskrifter Olympe de Gouges Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne (Erklæring om kvindens og borgerindens rettigheder) - og året efter kom engelske Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Women (Et forsvar for kvindernes rettigheder). Argumentationen og organisationesformen bredte sig til USA og de øvrige europæiske lande, hvor der opstod stærke kvinderetsorganisationer i løbet af 1800-tallet. Men forestillingen om det kvindelige medborgerskab fødtes af den franske revolution, og Madame de Staël er en del af det moderne feministiske projekt.

I hendes forfatterskab, hvor hovedværkerne er romanen Corinna eller Italien, den banebrydende litteraturteoretiske Litteraturen og samfundet, og Om Tyskland, der introducerer tysk og nordisk litteratur, indgår et kritisk blik på kønsforholdet. Hun levede som en fri kvinde med en stribe elskere - og brød altså også på den måde den tids norm for almen kvindelig opførelse.

Samtidig med at Madame de Staël peger fremad mod en ny demokratisk politisk kultur, der inkluderer begge køn, er hun centralt placeret i sin tids salonkultur, der har rødder tilbage til 1600-tallet. Her mødtes kvinder og mænd for at drøfte kunst, kultur og politik, og de førende saloner havde stor indflydelse. Således havde ikke blot Napoleon, men samtlige regeringer fra 1792 øjnene stift rettet mod Madame de Staël, fordi hun samlede oppositionen omkring sig og selv var en "kongemager" med andel i flere ministerudnævnelser.

I betragtning af Madame de Staëls position i europæisk kulturhistorie virker Høffdings undren over, at Napoleon lod sig afficere af "denne politisk set betydningsløse kvinde",
forbløffende. Brandes introducerede hende som frontfigur i Emigrantlitteraturen for det danske publikum allerede i 1871, og sidst er hendes betydning beskrevet i Nordisk salonkultur, 1998 - et forskningsprojekt, der udkrystalliserede sig under arbejdet med Nordisk kvindelitteraturhistorie. Dertil kommer mængder af fransk og anden international forskning.

Høffdings forestillinger om, at kvinders debut på den politiske scene fandt sted under Den Franske Revolution er også helt ude af trit med forskningen. Tværtimod har diskussionen i de senere år med udgangspunkt i Habermas og nationalismeteorier drejet sig om, hvor meget kvinders adgang til de offentlige arenaer blev begrænset i overgangen fra den enevældige statsdannelse til de demokratiske nationalstater. I dette lys står Madame de Staël i skæringspunktet mellem den før-revolutionære politiske elitekultur, der inkluderede kvindelig aktivitet og det moderne demokrati og som henviste kvinders politiske aktivitet til feministiske subkulturer.

Det er bemærkelsesværdigt, at Høffding ikke føler sig forpligtet til at orientere sig i 'gender-studies', før han kaster sig ud i dem. Og at dette faktum heller ikke har undret anmelderne. Tværtimod beror anmelderbegejstringen netop på, at han udenom en feministisk forståelseshorisont skriver sig ind i den populære klassiker om stærke mænd og de svage kvinder, der har så uforklarlig en magt.

Jytte Larsen er hovedredaktør af Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk