Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Mænd er mange

 

Det handler om alt muligt andet end om, hvem der skal tage opvasken på udstillingen Maskuliniteter, hvor mandlige og kvindelige kunstnere giver deres forskellige bud på temaet. Susan Hinnum har været i byen for at anmelde udstillingen, ligesom hun har læst antologien "Maskuli-niteter - køn og kunst", der er udkommet i forbindelse med udstillingen. I denne stiller kønsforsker, Lilian Munk Rösing bl.a. spørgsmål ved relevansen af, at bede folk om at tænke i 27 køn - en hilsen til queer-teorien.

 
FORUM/20.11.2001 Nikolaj Udstillingsbygning viser frem til nytår en udstilling, der søger at komme rundt om, hvad maskulinitet er for en størrelse. Eller som udstillingens titel Maskuliniteter antyder en flerhed af maskuline positioner. De 17 danske og internationale kunstnere leverer da også et alt andet end entydigt bud. En spredning, der implicerer, at ikke blot kønnet, men i lige så høj grad kunstnerens hudfarve, seksuelle orientering og kulturelle baggrund har indvirkning på, hvad den enkelte forstår ved maskulinitet.

Der deltager både mandlige og kvindelige kunstnere på udstillingen - et kuratorisk valg, der signalerer, at det maskuline snarere søges betragtet som et kulturelt betinget fænomen frem for som et biologisk givet mandligt karaktertræk. Et fælles anliggende for udstillingens kunstnere synes da også at være en samtale om mænd - og i sidste ende om magt. Om at have den eller ikke have den og de konflikter, det medfører. Det handler kort og godt om det mandlige bliks begærsretning - om selv at se, eller blive set på og i aller højeste grad af hvem, hvor og hvornår.

Det er udstillingens force, at den præsenterer en flerstrenget undersøgelse, hvor det maskuline udfoldes og udfordres i en marginaliseret position. Det vil sige frisat fra sit traditionelle patriarkalske tilhørsforhold. Det maskuline bliver derved noget, der kan diskuteres uden, at det nødvendigvis handler om, hvem der tager opvasken. Der er med andre ord langt fra tale om maskulinitet betragtet i et determineret modsætningsforhold til det feminine, men snarere om det maskuline som et kulturelt betinget begreb, der er under stadig forandring. Og det er ganske befriende.

Maskuliniteter er dog langt fra en nem udstilling at gå til. Selvom der er tale om en tematisk velfunderet og godt tilrettelagt udstilling, kræver hovedparten af værkerne en indsats fra beskuerens side. Blandt andet et godt kendskab til både samtidskunstens historiske kontekst, feministisk køns- og kunstteori, og i særlig grad til queer-theory. Teorien om kønnet som en performativ størrelse er således et væsentligt filter i læsningen af flere af værkerne.

Maskuliniteter er en udstilling, der vil meget, og som peger i flere retninger. Og et langt stykke hen ad vejen går det da også rigtigt godt. Det gælder for eksempel hovedparten af de værker, der diskuterer maskulinitet i en homoseksuel kontekst. Både Benny Dröscher og kunstnerparret Michael Elmgreen og Ingar Dragset stiller således skarpt på den vesteuropæiske, homoseksuelle mands særlige vilkår.

Hos Dröscher er det formuleret i en næsten sen-70'er feministisk repræsentationskritik, hvor selv velkendte og tilsyneladende neutrale størrelser blev anset for at være af undertrykkende karakter. En række af de objekter, der indgår i Dröschers installation Never Underestimate the Love of the Fairies er således efterligninger af reelle ting: et bål, et fuglebad og så videre. Verden må erfares ved selvsyn og derefter genskrives. Der er imidlertid ikke kun tale om efterligning, for undervejs i konfigurationen er der helt bogstaveligt opstået nye læsninger. For eksempel en teltkonstruktion uden vægge, der antyder, at forskellen mellem et "ude" og et "inde" (læs: mellem seksuelle ståsteder) ikke længere kun er af en sproglig karakter men også visuel. Dröscher synes at pointere, at det ikke længere er afgørende, hvor man befinder sig, men blot at der er forskel, og at verden derfor ikke opleves på samme måde.

At der er en forskel understreges også i Elmgreen og Dragsets installation Powerless Structures, Fig. 169, et halvt færdigmalet plankeværk, der lukker et område af udstillingslokalet af. Kunstnerne har tilsyneladende trukket sig om bag plankeværket, som det efterladte malertøj angiver - udenfor vores blikkes (og derved forståelses?) rækkevidde. Forskellen mellem et "ude" og et "inde" synes derfor i denne installation at være af en mere konkret karakter. Det skal nævnes, at Elmgreen og Dragset i kataloget selv skriver, at deres værk er tænkt som en problematisering af arbejderen som en erotiseret figur. Det er et betydningslag, man sagtens kan indlæse i værket, men det er dog fristende på Maskuliniteter primært at læse værket ind i et seksualpolitisk felt mere end en egentlig problematisering af arbejderen.

Også Peter Nansen Scherfig forholder sig til maskulinitet perspektiveret i et homoseksuelt regi. I sit store vægmaleri stiller Scherfig skarpt på det forhold, at en del af bøssemiljøet tilsyneladende har taget skinheadbevægelsens stilistiske koder til sig, uden at der af den grund kan spores et ideologisk sammenfald de to grupper i mellem. Scherfigs værk omhandler derfor også et "ude" og et "inde", og viser at selv formelle signaler må og skal tolkes forskelligt afhængig af blikkets begærsretning.

Det er et tema, der går igen i Mike Sale's imitation af fotografen Mappelthorpes erotiske billedserie The Black Book fra 1980'erne. Sale deltager med en række fotografier, der til forveksling ligner Mapplethorpes værker. Der er dog tale om kopier, hvor det er Sale, der poserer som model. Det handler om appropriation men også om blikretning, for hvor vi i den oprindelige billedserie betragter modellen gennem Mapplethorpes blik, henleder Sales imitationer vores opmærksomhed mod en generel mytologisering af den sorte - og i Mapplethorpes tilfælde: potente - mand.

Samme boomeranglignende effekt genkendes i Tracey Moffatts video Heaven, hvor kunstneren bevæbnet med et videokamera giver los for sin voyeurisme. Videoen er optaget på en strand, hvor unge surfere holder til, og viser fotografens stadig mere nærgående jagt på afslørende glimt af veltrimmede, nøgne mandekroppe. Selvom værket nærmest til overmål illustrerer, hvad der sker, når det mandlige blik vendes mod manden selv, er der også noget andet på færde.

Man bliver således, jo længere tid videoen varer, i stigende grad opmærksom på den tavse kunstner bag kameraet. Surfernes reaktion fortæller således en del om denne anonyme skikkelse, for eksempel at hun må være ganske attraktiv, da hovedparten af mændene reagerer med flirt. Kvinden bag kameraet er derfor en lige så vigtig faktor, som de mænd, vi præsenteres for på billedsiden. Værket siger af den grund en del om det, at arbejde med et dokumentarisk materiale. Om at man ikke kan påberåbe sig en neutral position, men i aller højeste grad selv er en medspillende faktor. Den, der bliver iagttaget, kigger også tilbage.

Eller forholder det sig nu også sådan? Et spørgsmål Maria Friberg eksplicit synes at stille med videoen No time to fall. Et absurd portræt af den amerikanske præsident George Bush, der består af en længere række klip fra en 50 minutter lang tv-tale bragt på CNN i år. Selve talen er klippet ud, og vi præsenteres for en tavs og afventende Bush midt i en af de utallige indlagte kunstpauser, hvor publikum høres klappe, eller ikke, hvilket er tilfældet for mange af sekvenserne, fordi en punchline ikke gik ind.

Det er et interessant værk, fordi Friberg har fokus rettet mod noget, vi normalt overser: hvordan magthaveren selv oplever sin magtbeføjelse. I Bush's tilfælde tilsyneladende et ikke helt ukompliceret forhold, i hvert fald synes han konstant opmærksom på sin egen fremtrædelse og en art maskerade synes at udfolde sig for vores øjne.

Der deltager som nævnt både mænd og kvinder på udstillingen og selv om en sammenkædning mellem køn og kunst langt fra er noget nyt fænomen, hører det til sjældenheden, at også mandlige heteroseksuelle kunstnere vælger at formulere sig i denne kontekst. Det sker på Maskuliniteter og det er godt, selvom det ikke fungerer lige godt over hele linjen. For eksempel John Øivind Eggesbøs forsøg på, at komme om bagved en af den maskuline livsstils myter med en serie portrætfotografier af en flok unge teenagedrenge efter en hård nats druk ombord på færgen Viking Line. I teorien et interessant projekt, desværre er selve fotoserien mindre velfungerende, da nattens udskejelser ikke afspejles i de unge drenges ansigter. Det er kun billedteksten, der angiver, at billederne er taget klokken 5:30 om morgen - for ses kan det ikke.

Maskulinitet behandlet i et heteroseksuelt regi fungerer straks bedre i Gerd Holzwarths værk Suit. Et groteskt jakkesæt med alt for lange ærmer og ben taler for sig selv. Muligvis ikke udstillingens mest interessante værk - alligevel er det godt det er med.

Maskuliniteter, der er arrangeret af de to billedkunstnere, Peter Nansen Scherfig og Benny Dröscher, forskningsadjunkt Rune Gade og Nikolajs leder Elisabeth Delin Hansen, leverer en række nyere tilværelsestolkninger. Der er tale om en veldisponeret udstilling, som udmærker sig ved, at det rent faktisk er muligt at gå i dybden med de enkelte værker på en overskuelig tid. En sjældenhed i dag, når udstillingen også omfatter videoværker, hvor man af naturlige årsager har en tidsfaktor koblet på.

Det er endvidere sympatisk, at arrangørerne i det store og hele har forsøgt at undgå alt for eksponerede værker og i stedet har satset på at vise en række nye. Man savner dog kunstnere som Peter Land og Maria Finn, der begge fra en heteroseksuel position har problematiseret det maskuline i et marginaliseret felt.

At Maskuliniteter også indeholder et par få ujævnheder er mindre væsentligt. For eksempel virker Poul McCarthys video Painter fra 1994 en anelse malplaceret i denne sammenhæng, da værket først og fremmest problematiserer kunstnerrollen. Et tema som ellers ikke accentueres på denne udstilling. Et spørgsmålstegn kunne også sættes ved Elke Krystufeks deltagelse. Billedserien I'm Your Man er således svær at forstå i forhold til udstillingens tema, da kunstnerens maskering som mand mere synes at pege på et mellemværende mellem kunstneren og hendes partner end en egentlig undersøgelse af det maskuline.

Bort set fra disse få forbehold, fremstår Maskuliniteter som et væsentligt bidrag i en fortløbende samtale om, hvordan verden læses. Det er derfor velkomment, at udstillingen understøttes, ikke blot af et udstillingskatalog og en konference men også af en antologi.

Maskuliniteter - køn og kunst er netop blevet udgivet på Informations Forlag og indeholder en række velskrevne tekster, der ligger op til debat og videre diskussion. Rune Gade har redigeret antologien, og i sin indledende tekst skriver han, at antologiens sigte er dobbelt. Det handler dels om at introducere nyere kønsteoretiske overvejelser, og dels om at skabe et forum for en fortsat diskussion om maskulinitet og maskulinisme. Begge dele perspektiveret i relation til det billedkunstneriske udtryk. Det er et sigte antologiens skribenter honorerer på glimrende vis. De otte artikler er forfattede af både mænd og kvinder og kommer godt rundt om begge tematikker.

Sanne Kofod Olsens bidrag Begærets begær - den frosne gestus kan for eksempel både læses som en introducerende tekst til den feministiske kunstteori (primært i et amerikansk regi), samtidig med, at nye vinkler på den mandlige skaberrolle præsenteres. I Mai Misfeldts artikel Kønnet til forskel gælder det den danske kunstscene, og det faktum, at mandlige og kvindelige kunstnere stadig er underlagt ganske forskellige vilkår at udtrykke sig under. Et forhold, der mærkværdigvis ikke er skrevet meget om.

To af antologiens mandlige bidragydere - svenskeren Björn Fritz og nordmanden Jørgen Lorentzen - står for antologiens mere maskulinitetsdiskuterende artikler med Udkast til den homoseksuelle krops historie og Modernismen og maskuliniteten, mens Lilian Munk Rösing undersøger, hvad det overhovedet vil sige at tale om køn i artiklen At tage bolig i sit køn.
Rösing tillader sig i den sammenhæng - hvilket er ganske forfriskende - at stille spørgsmål ved queer-teoriens idé om kønnet som en i princippet uendelig serie af køn. For eksempel spørger Rösing til relevansen af, at bede folk om at tænke i 27 køn, når vi ikke en gang har lært at tænke i to.

Antologien er et tiltrængt bidrag til udgivelser på dansk om kunst og køn - et område kun ganske få indtil videre har ønsket at beskæftige sig med. Og slet ikke mandlige kunsthistorikere. Forklaringen er sandsynligvis, som Rune Gade påpeger det i sin indledende tekst, at mænd generelt set ikke har følt sig tvunget til at overveje deres kønsidentitet på samme måde som kvinder på grund af deres maginaliserede og marginaliserende position har måtte gøre det. De spredte artikler om emnet, der gennem de sidste par år er dukket op i tidsskrifterne Øjeblikket, Passepartout og Periskop er da også - stort set - alle skrevet af kvinder. En øget fokusering på maskulinismen løser måske op for denne fastlåste situation og vil eventuelt kunne bidrage til starten på en produktiv debat. Lad os håbe det.

Susan Hinnum er billedkunstner og skribent.

MASKULINITETER - Udstilling i Nikolaj Udstillingsbygning fra 3. november til 30. december 2001.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk