Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Intimiderende intimitet

 

Dildoen er ikke bare til pynt, menstruationsblodet flyder og glas fyldt med urin nedsvælges i den østrigske kunstner, Elke Krystufeks grænseover-skridende performances. Hun er til november aktuel i udstillingen Maskuliniteter i Nikolaj Udstillingsbygning. Dermed får København besøg af en kunstner, der op gennem 1990'erne har vakt opsigt med værker, der afsøger kønnet, kroppen og brudfladerne mellem det intime og det offentlige.

 
FORUM/15.10.2001 Det er svært at beholde et objektivt, vurderende blik, når man står ansigt til ansigt med en nøgen, masturberende kvinde på et galleri. Eller står foran en kunster, der brækker sig, skyller næse eller drikker sin egen urin. Med dette og mere har den 31-årige, østrigske kunster Elke Krystufek vakt opsigt og forargelse. Men hvad er det egentlig Krystufek er ude på i sin konstante kredsen om sig selv, sin private krop og dens udsondringer?

Risikoen for reducerende tolkninger ligger snublende tæt på, når det gælder selvbiografiske værker - især når kunstnerens krop helt konkret, som i Krystufeks tilfælde bruges som udtryksmiddel. Krystufeks værker opererer med en næsten intimiderende intimitet, når hun iscenesætter sin egen krop og tematiserer egne, private erfaringer. Grænsen mellem privatperson og kunstner bliver sløret. Som hun selv har udtalt, overskrider hendes værker indimellem det personlige erfaringsfelt, andre gange ikke nødvendigvis. Under alle omstændigheder kan publikum næppe undgå at berøres og inddrages i hendes stærkt intime performances.

Dette er tydeligt i Krystufeks debut-performance Aktion fra 1990. Op til selve debuten havde Krystufek trænet, indtil hun havde opnået en krop, hun var tilfreds med. Derpå malede hun kroppen og ridsede huden med en kniv som en konkret ødelæggelse af samfundets forestillinger om den perfekte og veltrænede kvinde. Publikum blev så at sige trukket ind under huden på kunstneren - der hvor sprækkerne, blodet og smerten taler sit eget ordløse sprog.

Samme tema viste sig i Spazio Opos, en performance fra 1993, hvor Krystufek gennemspillede bulimikerens tvangsprægede ritual ved at spise og kaste op gentagne gange i et badeværelse udsmykket med billeder af smukke mænd under overskriften If Men had Bulimia Too. I et interview har Krystufek senere udtalt, at bulimi i høj grad er forbundet med det mandlige blik på kvinder.

Beskæftigelsen med køn og det mandlige blik blev uddybet i Krystufeks mest kendte performance Satisfaction i Kunsthalle Wien i 1994. Titlen skal forstås bogstaveligt, eftersom kunstneren tilfredsstillede sig selv med hånden og forskellige sexredskaber, mens udstillingens gæster enten defilerede hurtigt forbi eller blev stående og overværede begivenhedernes gang.

En stor del af gennemslagskraften ved Satisfaction ligger i den dobbeltrolle Krystufek påtager sig. Hun er på een gang objekt for publikums udforskende blik, samtidig er hun det aktive og iscenesættende subjekt. Den voyeuristiske lyst til at se og den ekshibitionistiske lyst til at vise sig frem tematiseres.

Krystufek udfolder en lignende form for ambivalens i forbindelse med plakaten til udstillingen I am your Mirror fra 1997. Billedet viser en siddende kvinde med spredte ben, der er blødt igennem sine bukser og samtidig sigter på beskueren med en revolver. Sammenstillingen af våben og menstruationsblod; ødelæggelse og frugtbarhed er påtrængende og voldsom.

Et af de tilbagevendende spørgsmål i forbindelse med Elke Krystufek er, om hendes værker er deciderede pornografiske eller om der er tale om en kritisk og nuanceret stillingtagen til den allestedsnærværende pornos betydning for den enkelte. Krystufek opererer bevidst i et offentligt pornoficeret rum, hvor det at stå ved sin blufærdighed nærmest er pinligt og passé. Den stadigt ekspanderende sexindustri tjener milliarder på at fremvise porno på TV og internet, fotomodeller fremstilles som Lolita-dukker og bare bryster sælger biler, ispinde og mobiltelefoner.

Satisfaction kan ses som en kritisk kommentar til pornografiens fysiske påtrængenhed med close-ups af ophidsede kønsorganer og samlejer, hvor den fastlåste pornografiske kvindestereotyp lader sig indtage og
underkaster sig det mandlige publikums ophidsede blik.
Interaktionen med publikum er konkret og bundet til museumsrummet, mens porno på TV og internettet på uforpligtende vis er løsrevet fra tid og sted.

Krystufek bevæger sig ud i et minefelt ved at iscenesætte og dokumentere aspekter af sig selv som et seksuelt, sammensat væsen: "Folk ser mine værker som pornografiske, fordi de handler om seksualitet. De ser kun den nøgne krop og de spredte ben... Det er ikke nemt at have held med at udtrykke sig om noget, der er kompliceret, som for eksempel seksualitet." (Information, 12.2.2000).

Med sin krops- og kønstematiserende kunst lægger Krystufek sig i forlængelse af en række kvindelige kunstnere fra en ældre generation. Det drejer sig først og fremmest om Valie Export fra 1960'ernes Østrig. Med sin humoristiske "røre-og føle-biograf" inviterede Export for eksempel tilfældigt forbipasserede mænd på gaden til at røre ved sine skjulte bryster. Her blev kønslivet dulgte aktiviteter placeret midt i det offentlige rum, hvor lyset afslører alt. På denne måde tematiserede Export på håndgribelig vis det mandlige begær ved den fragmenterede kvindekrop, kvinden som prostitueret og forholdet mellem lyst og forlegenhed.

Et kendt foto fra en anden og mere aggressivt betonet performance med titlen Genitalpanik forestiller en læderklædt Export med skridtet skåret ud af et par stramme uni-sex bukser. Håret er vildt og uglet som en vildmands og i hånden holder hun en maskinpistol, der giver allusioner til Che Guevaras guerilla-aktiviteter. Det blotlagte kvindekøn bringes i dialog med et af den stereotype maskulinitets ultimative symboler: Et teknologisk frembragt, effektivt, dødeligt instrument. Export underkaster sig et mandligt bliks begær - men er samtidig parat til at skyde det ned. Genitalpanik blander de velkendte koder for maskulinitet og femininitet, og publikum må kæmpe med at fordøje kombinationen af guerilla og kvinde. Krystufeks føromtalte plakat til I am your mirror er en klar hommage til dette værk.

En anden af Krystufeks forgængere er amerikaneren Carolee Schneemann, hvis omdømme uløseligt er knyttet til hendes performance Interior Scroll fra 1975. Her giver den nøgne Schneeman i overført og bogstavelig forstand liv til en tekst, som hun i form af en lang papirrulle trækker ud af sit skød, hvorpå de nyfødte ord læses højt for publikum.

Krystufeks seneste værker kredser ligeledes om hendes krop og erfaringer. Det ses for eksempel i udstillingen Nobody has to know fra 2000, hvor sangeren Josh Haden fra rockgruppen Spain gøres til genstand for idolisering og bruges som identifikationsfigur for Krystufek, der i en video viser sig selv nøgen, mens hun med stor indlevelse synger med på hans sørgmodige sange om kærlighed og længsel. Denne spejling i Haden og indlevelsen i Spains musikalske univers illustrerer, hvordan omgivelserne og især massekulturen er med til at skabe det moderne menneskes identitet.

Denne gennemspilningen af selvet via en anden viser sig også i forbindelse med den kommende udstilling i Nikolaj. Her arbejder Krystufek videre med fortolkninger af det maskuline og blandingen af kønnenes koder. Hendes bidrag til udstillingen Maskuliniteter består af forskellige malerier og fotografier, der fremstiller Krystufek i poseringer, der kan læses som maskuline eller maskulint kodede. Bl.a. vil man kunne se portrætter, hvor Krystufek ved hjælp af sit lange hår - et af kvindelighedens mest arketypiske, stærke symboler - former skæglignende gevækster i ansigtet.

I Maskuliniteter tager en række kunstnere udgangspunkt i forvandlingen af kønsrollerne gennem de seneste 30 år. Udstillingen åbner den 3. november i Nikolaj Udstillingsbygning, Nikolaj Plads i København. Inviterede kunstnere: Don Bury, Peter Ravn Callesen, Ellen Cantor, Claus Carstensen, Benny Dröscher, John Øivind Eggesbø, Michael Elmgreen & Ingar Dragset, Maria Friberg, Janine Gordon, Gerd Holzwarth, Elke Krystufek, Paul McCarthy,
Tracey Moffatt, Jack Pierson, Mike Sale og Peter Nansen Scherfig.

Lisbeth Vestergaard studerer Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk