Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Sex, censur og cyberspace

 

Kinesisk censur har ramt to unge markante kvindelige forfattere - 27-årige Wei Hui for romanen, "Shanghai Baby" og Mian Mian med bogen "Tang". Stilen er for sensuel, dekadent, vestlig og vovet for Kinas "gamle, jaloux mænd". Censur stiller dog ikke meget op imod internettets anarkistiske lyksaligheder. Leonora Christina Skov har læst bøgerne, der begge skildrer ungt storbyliv i dagens Kina.

 
 
FORUM/22.8.2001 Et tankevækkende generationsskifte har udspillet sig på den litterære scene i Kina de forløbne to år, og det er mildt sagt ikke gået stille for sig. Sladderhistorier og højspændt glamourama har svirret gennem avisspalterne, skyhøje salgstal, offentlig fordømmelse og censurering har fulgt efter, og inden for den sidste måneds tid er resten af verden så småt begyndt at læse med. Med tiltagende undren. For dette er ikke historien om en samfundsundergravende litterær bevægelse med gjaldende politiske budskaber, men om to unge forfatterinder, hvis seneste romaner handler om vestligt inspireret storbyliv i Shanghai.

Det hele tog sin begyndelse i Kaninens år, september 1999, da de allerede veletablerede forfatterinder Wei Hui og Mian Mian, alias den 27-årige Wei Hui Zhou og 29-årige Shen Wang, udsendte romanerne Shanghai Baobei (Shanghai Baby, 2001) og Tang (Les bonbons chinois, 2001).

Romaner, der i følge rygterne var næsten enslydende selvbiografiske skildringer af depraverede narkopåvirkede storbyeksistenser og disses ekspliciterede seksuelle vækkelse og erotiske besættelse af det ene, andet og tredje køn. Alt sammen pakket ganske ukinesisk ind i trashy kling klang og vesterlandsk forbrugsmentalitet.

Og ikke mindst: Pakket ind i de to forfatterinders ægte sladderfotogene afsky for hinanden og hinandens star quality. For den kunne både ses og høres, selv om ingen længere kunne huske, hvem af de to, der triumferede med bemærkninger som 'alle kinesiske forfattere er født med et sværd i hovedet. Min drøm er at trække mit eget ud' eller 'min bog har fået lige så meget bundfald til at hvirvle op, som når man kaster sten i en sø.'Til gengæld kunne alle tale med om, at Wei Hui og Mian Mian udnyttede enhver mulighed for offentligt at hvæsse kløer ad hinandens skrifttegn med kradse beskyldninger om alt fra plagiat og pænpigethed til manglende kendskab til sex på kendte klubbers toiletter. Sidstnævnte gjorde øjeblikkeligt forfatterindernes fælles forlæg - toiletterne på Shanghais YY Club - berømte, især blandt byens mange japanske turister.

Talen spredte sig hurtigt. Lynhurtigt. Og som en løbeild skiftede tusindvis af de farvestrålende romaner hænder og spredtes med lynets hast tværs gennem det kinesiske fastland, imens positiv optale tikkede ud fra Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua.Oplag efter oplag gik i trykken hos Spring Breeze Art Publishing i den nordøstlige by Shenyang, og i løbet af et bare et halvt år var Shanghai Baby solgt i 110.000 eksemplarer.

Men ikke alle så til med billigelse, og de to forfatterinder fik hurtigt en forsmag på, at det lidet flatterende kinesiske ordsprog, at enhver bør frygte stjernestatus lige så meget, som en gris bør frygte fedme, stadig har en gennemtrængende indvirkning på den offentlige opinion i Kina. Og det var unægteligt en bitter mundfuld.
'Disse smukke kvinder, som har valgt at afskære sig fra deres litterære kinesiske fundament og rige historiske og kulturelle baggrund, som har et overfladisk kendskab til Marguerite Duras og Henry Miller, og som uden blusel ville springe op på scenen og levere en striptease, vil om føje tid skamme sig over sig selv' stod det at læse i et fremtrædende kinesisk dagblad en af de første dage i Dragens år 2000.

Reaktionen var ikke ulig den, der gjaldede igennem de japanske avisspalter for ti-femten år siden, da unge, japanske forfattere som Banana Yoshimoto begyndte at publicere mainstream-litteratur (se FORUMartiklen Bananas over Yoshimoto). Men udfaldet blev et andet og anderledes hårdtslående i Kina, end det blev i Japan. For den kinesiske stat indledte i foråret 2000 en propagandakampagne, der med fynd og klem fordømte 'de nye slaver af udenlandsk lavkultur', Wei Hui og Mian Mian, og deres 'nihilistiske', 'obskøne' og 'letkøbte' skriverier. Et crescendo var umiskendeligt på vej, og det brød endeligt igennem i begyndelsen af maj, da Shanghai Baby og Tang blev forbudt - først i Beijing og flere andre større byer og derefter i hele Kina for at 'beskytte unge mennesker mod dekadent indflydelse'.

Og denne alfaderlighed greb om sig, for i slutningen af maj blev forbuddet udvidet til at omfatte begge forfatteres samlede produktion, der talte Mian Mians novellesamlinger La La La, Every Good Kid Deserves Candy og Acid Lover og Wei Huis seks foregående romaner. Storstilede offentlige konfiskeringer i landets boghandlere og afbrænding af forlagets restlager på 40.000 eksemplarer af Shanghai Baby fulgte, Spring Breeze Art Publishing måtte lukke og slukke, redaktøren mistede alt undtagen sin frihed, og hele miseren gjorde Wei Hui til landets hidtil yngste censurerede forfatter. Og eneste kvinde, hvis bøger er blevet brændt offentligt, i øvrigt.

Heldigvis slap både hun og Mian Mian dog for fordums rekreative ophold i én af landets arbejdslejre, også selv om de begge frygtløst fortsatte deres offentlige virke og lod sten på sten falde i det allerede oprørte vand. Således Wei Hui: 'Det officielle Kina er fyldt med gamle, jaloux mænd, der ikke kan klare at være vidne til, at en ung, smuk kvinde skriver så afslappet om sex. Deres liv er så begrænset og ensformigt, at de misunder og hader det liv, de ikke har mulighed for at få.' Så var det sagt - og det gav genlyd.

For stik imod den statslige hensigt mangfoldiggjordes de forbudte romaner nu blot illegalt i endnu højere grad end tidligere, og via internettet spredte både teksterne, den bemærkelsesværdige censurhistorie og de unge forfatterinders udtalelser sig hurtigt til nabolandene, der klikkede det hele videre ud i cyberspace. Helt til England, hvor bestsellerforfatterinden Jung Changs litterære agent øjeblikkeligt spottede Vilde Svaners (1992) afløser i den censurerede Shanghai Baby. Og, ikke mindst, det selvlysende potentiale i den talentfulde og klassisk smukke Wei Hui, der med en universitetsgrad i kinesisk litteratur fra det prestigefulde Fudan universitet og flere års arbejde som journalist, redaktør og studievært på en radiokanal fra begyndelsen forstod at underbygge sine standpunkter: 'Jeg har savnet en stemme fra min egen generation. Skellet mellem dem, der er født i 70'erne, og dem, der er ældre, har aldrig været større.'

Måske stammer citatet fra Marie Claire, måske fra Herald Tribune, eller måske fra et af de mange andre europæiske, asiatiske eller amerikanske dag- og ugeblade, der har bragt hendes historie rigt illustreret det forgangne år og stadig gør det. Særligt nu, hvor Shanghai Baby netop er udkommet på engelsk og snart vil udkomme på blandt andet italiensk, japansk, polsk, fransk, græsk, spansk og - sandelig! - dansk (Rosinante i 2002).

Imens har Mian Mian vendt øjne bag de mørke solbriller. 'Mine bøger er ikke for de intellektuelle', hvæser hun, 'mine læsere er at finde i gaderne, på diskotekerne, imens de lytter til cool musik. Jeg forsøger ikke at lære nogen noget. Mit eneste budskab er: Verden er ond. Men man kan overleve'. Og for første gang er nogen begyndt at lytte ordentligt efter forskellene på Wei Hui og Mian Mian. De to forfattere klinger ikke længere overbevisende ens - selv om begge skriver om depraverede storbyeksistenser og beskylder hinanden for plagiat - slet ikke i de udenlandske agenters ører. Og efterfølgende fremstilling.

For modsat Shanghai Baby lanceredes Mian Mians kinesiske bolcher som en helt og aldeles selvbiografisk skildring af Mians ualmindelige liv som narkomisbruger i grænsebyen Shenzhen og siden som succesfuld DJ i Shanghai. Romanen er oversat af websurferen Bruce Humes, der ramlede ind i censurhistorien på nettet, og omarbejdet af Mian Mian, der har indskrevet en række kontroversielle passager hun ellers var tvunget til at slette for at få den kinesiske version igennem den indledende censur. Men det ændrer ikke ved, at Mian Mians dekadente livshistorie i den samlede verdenspresse skygger helt for Tangs litterære kvaliteter, imens de i Wei Huis Shanghai Baby hele tiden har fremstået fuldt illumineret.

Det viser sig at være fuldt forståeligt. For fremstillingsmæssigt halter Mian Mians version af depraveret storbyliv ubehjælpsomt bagefter Shanghai Baby, og så hjælper det ikke stort, at tematikken i de to romaner som udgangspunkt er den samme.

Hos Wei Hui møder læseren den unge Nikki kaldet Coco (efter Coco Chanel), hos Mian Mian den endnu yngre Hong. Begge har de alvorlige problemer med at tilpasse sig de herskende kinesiske normer, fordi de hellere vil bruge deres liv på at skrive, og begge finder de en håbløs minus sex-kæreste, som de kan defilere storbyens dekadente underverden tynd samme med. Men herfra løber blækket i hver sin retning for Wei Hui og Mian Mian. For hvor Coco i bedste intertekstuelle stil færdigskriver et manuskript i takt med, at læseren vender blade i hendes historie, skriver Hong kun lidt patetisk dagbog til sig selv. Og hvor Coco fra begyndelsen går langt uden om sin kærestes opiumståger for at kaste sig i armene på sin flammende elsker (en arisk udseende gift tysker), brænder Hong trods seksuelle eskapader op indefra i sit narkomisbrug, til der kun er aske tilbage.

Det kunne i princippet være lige så vedkommende læsning som Cocos seksuelle genopblomstring, men det er ikke tilfældet. For modsat den forfinede ordstrøm fra Wei Huis smukt ciselerede pen formår Mian Mian kun at frembringe ubehjælpsomme rykvise kragetæer. Hun skriver ganske enkelt som en brækket arm, og det kan hverken den potentielt interessante historie eller musikken i det smukke franske sprog ændre på. Om Hong vil det eller ej, befinder hun sig i et litterært rum så klangløst som en hvidmalet fængselscelle og med en billeddannelse, der aldrig åbner for større vidder end 'hvis denne kvinde er et vindue, er jeg en sky' og lignende banaliteter.

Hvor Tang lukker sig fuldstændig om sig selv, slår Shanghai Baby til gengæld generøst dørene på vid gab til det farverige, larmende og kaotiske Shanghais ægte blanding af dekadence, sensualitet og livsglæde. En postkolonial metropol har fået liv og ånde, og hver en sætning bringer læseren tættere og tættere på dens hjerteslag:
    'Musikken skiftede til jazz, og vi begyndte at danse foxtrot. Rummet omkring mig var diset neoklassicistisk, udvundet af fløjl, silke, kaliko og indigofarvet stof'.
Og dette scenario glider ubesværet over i..
    'man kunne skyde en film med titlen Kinesiske læber på hundredvis af barer i Shanghai, der beskrev udlændinges amourøse eventyr. Den ville indledes med læbeslikning, alle slags læber: Voluminøse og tynde, sorte læber, sølvfarvede læber, røde læber, lilla læber, læber med billig læbestift, læber med Lancôme- eller Christian Dior-læbestift. Filmen Kinesiske læber med alle Shanghais forførende kvinder ville blive en større succes end Hollywoodblockbusteren China Box.'
I dette stemningsmættede univers indsætter Wei Hui den 25-årige Coco, der ved historiens begyndelse har valgt at hviske tavlen ren for reaktionære forældre, vellønnet job og oppustet kæreste for at kunne starte på ny. Fri og uafhængig. Og alt er nyt; fra designerundertøjet til kæresten til hans lejligheden. I begyndelsen er det lidt stift og svært at finde sig til rette i dette underligt fremmedgjorte univers, der ikke rigtig er nogens, men alt slides til, så både Coco og hendes læser ender med at befinde sig så godt, at det er en skam, når sidste side er vendt.

Shanghai Baby bliver på den måde et rum, der langsomt fyldes med liv og som sådan den poetiske fortælling om en ensom storbyeksistens, der roligt og sikkert finder sin egen stemme og flok. En selvskabt familie, som efterhånden okkuperer både Cocos tanker, lejlighed og mailbox. Nogle gange med lidt for mange sidehistoriske blindgyder til følge, men oftest så tilpas velkrydret, at man sluger hver en sætning i håbet om mere. Meget mere. For man kan ganske enkelt ikke få nok af farverige bipersoner som den excentriske mangemillionøse, Madonna, med et liv som 'en eksplosion af vildt strømmende kinesisk kalligrafi skrevet i alkoholpåvirket tilstand' og hendes mange troløse mænd, hvoraf eksemplaret Ah Dick uden sammenligning bærer romanens skøreste navn, den homoseksuelle hacker Spider, den sensuelle avantgardefilminstruktør Shamir, der hellere end gerne vil sætte tænderne i Coco, og den fallerede make-up artist Flying Apple af ubestemmeligt køn og seksuel observans. Plus naturligvis den småfascistoide tyske elsker og den ynkelige kinesiske kæreste, der i intime situationer sammenlignes med en uerotisk kanin.

Man må dog konstatere, at chokeffekten af denne tabuudstilling udebliver for en overfodret vesterlandsk læser, som så til gengæld kan glæde sig over at kunne nyde den sensuelle grundstemning ganske uden irriterende forstyrrelser. Det skulle da lige være en tiltagende undren. For ser man bort fra, at Shanghai Baby helt indiskutabelt udspiller sig i Shanghai, kunne Cocos liv lige så godt udspille sig i København. I hvert fald deler hun og jeg både livsstil, vennekreds, tanker og Portisheads plader.

Der er næppe basis for at konkludere, at hverken Cocos eller mit liv tangerer det stereotypt almindelige. Til gengæld giver det god mening at se Wei Hui som præcis det, hun selv har efterspurgt, nemlig en hel generations stemme. Og så gør det jo egentlig kun historien endnu bedre, at hun har måttet kæmpe sig vej igennem den rigide kinesisk censur, talrige sammenligninger og frontale sammenstød med en talentløs forfatterinde, der forhåbentlig er en bedre DJ, og kaskader af hjemlig enøjet kritik for at nå mig og forhåbentlig mange andre verden over. For eksempel med disse ord lagt i munden på Coco: 'Sug saften ud af livet som en igle, inklusive den skjulte lykke og smerte, spontane lidenskab og evige længselsfulde søgen'.

Dette er så absolut Kina med smag. Og eftersmag. Der er ikke andet at sige end rigtig god fornøjelse.

Leonora Christina Skov er stud.mag.art. og skriver regelmæssigt for FORUM.

Wei Hui: Shanghai Baby, Robinson, London 2001.
Mian Mian: Les bonbons chinois, Éditions de l'olivier 2001.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk