Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fanget i moderfælden

 

Graviditet er en sikker karrierestopper. Ligestilling gælder ikke de kvinder, der er så dristige at blive mødre. Den amerikanske journalist, økonom og mor, Ann Crittendens bog The Price of Motherhood er ikke munter læsning, men hendes veldokumenterede og nuancerede pointer er en gave til den blussende danske debat om orlov til fædre.
Anne Middelboe Christensen, der holder barselsorlov fra jobbet som teateranmelder ved Dagbladet Information, har læst bogen.

 
 
FORUM/20.7.2001 'Hvorfor det vigtigste job i verden stadig er det mest undervurderede'. Sådan lyder den slagfaste undertitel på en fremragende ny, amerikansk bog om moderskab, der skærer helt ind til bækkenet. I The Price of Motherhood præsenterer journalisten og økonomen Ann Crittenden facts uden omsvøb: Kvinder ender altid med at bruge mere tid på børnene end mænd. De skærer mere ned på arbejdstiden og karrieren end mændene - og de nedprioriterer sjældent børnene, men hellere deres egen søvn.

Også det nye årtusinde lader til at blive en barsk nyser for mødre og deres tackling af børn og karriere. Crittenden har talt med hundreder af kvinder, der ofte indleder deres historie med et: "Jeg troede jo ikke, at det ville komme til at gå sådan".

Mange af kvinderne havde ønsket sig inderligt at blive gravide, og de fleste havde bestemt regnet med, at de skulle være to om at tage sig af barnet de første år. Mange havde også håbet på at kunne gå lidt ned i arbejdstid.

Virkeligheden viste sig hurtigt at være en anden. Manden arbejdede så godt som uanfægtet videre efter ankomsten af familiens nye barn - og kvinden sad så tilbage med børnepasningen.

Selv i de familier, hvor fædrene brugte en del tid sammen med børnene, var det stadig kvinderne, der tog det egentlige ansvar på sig - lige fra lægebesøg til køre-til-sport, forældremøder, negleklipning og godnathistorie. På arbejdet viste det sig typisk, at det var upopulært at holde barn-syg-dage for slet ikke at tale om at gå ned i tid. Og skulle kvinden alligevel få gennemtrumfet en deltidsordning, blev hun ofte sat til at udføre mindre interessante opgaver end tidligere.

Så langt, så skidt - både i USA og i Danmark. For grundlæggende er Crittendens bog ikke bare en amerikansk klagesang, sådan som man kunne forvente; den er et portræt af moderens blindgyde i hele den vestlige verden. Blindgyde fordi kvinder efterhånden antager, at deres rettigheder er blevet banket på plads - at de har opnået den væsentligste del af dén ligestilling, som har været målet for det sidste århundredes kvindekamp. Og blindgyde fordi ligestillingen overhovedet ikke lader til at gælde de kvinder, der er så dristige at blive mødre.

Selvom 'først familie, så job'-strategien fra 1960'erne i 1990'erne blev skiftet ud med et 'først karriere, så familie', så fungerer ligestillingen ikke i praksis. For de fleste kvinder stopper karrieren det sekund, de meddeler deres arbejdsgiver, at de er gravid. Interessant nok opdager mange kvinder det bare ikke på dette tidspunkt. Nej, de knokler videre, nærmest indtil de får veer - og så skynder de sig tilbage på arbejde så kort tid efter fødselen, som overhovedet muligt. (I USA er det ofte kun fire uger!).

Men når der så er gået et års tid med det uhyrlige pres både at skulle stå til rådighed for arbejdspladsen og dens krav om overarbejde og samtidig klare forpligtelsen over for barnet, så bryder de fleste kvinder sammen. Forsøger at gå ned i tid - eller siger simpelthen fra ved at sige op. Og hvis barn nummer to så skulle vove sig på vej, forsvinder karrieren definitivt ud af horisonten.

Crittenden rapporterer om kvinders forhold fra et USA, der i forældre-sammenhænge er årtier bagud i forhold til de skandinaviske lande. Den beskyttelse af den gravide på arbejdsmarkedet, der ligger i den danske lovgivning, kendes ikke i USA, hvor gravide ofte fyres.

Alligevel er forskellen ikke synderlig stor. For selv om de danske rammer er bedre, er den reelle situation for mødre på arbejdsmarkedet i Danmark lige så svær. Mange jobs er enten-eller-jobs, hvor man enten arbejder fuldtids og påtager sig de ansvarsopgaver, som ligger i jobbet - eller også må man skifte job. Kun sundhedssektoren skilter med deltidsjobs, men også her er det et krævende puslespil, hvad børnepasningen angår. For hvad hjælper det, at man er ansat som sygeplejerske på kun 28 timer om ugen, hvis man ikke har nogen til pasning og hentning/aflevering af børnene, når man har aften- og nattevagter?
Et land som Holland, der er berømt for sine mange deltidsjobs, er samtidig et af de lande, der har dårligst pasningsmuligheder og derfor reelt flest hjemmegående husmødre. Deltid er altså ikke saliggørende i sig selv.

Effekten er tydelig, også i følge Crittenden: Af alle amerikanske kvinder, der blev færdige på college i årene 1966-79, har kun 13-17% fået både børn og karriere. Og hele 28 % af gifte kvinder med børn går hjemme. Derfor forstår hun også glimrende, at drømmen om at opnå begge dele har fået sådan en hellig aura omkring sig.

Hun fortæller desuden, hvordan den kvindelige hjerneflugt fra arbejdsmarkedet i 1990'erne - 'the female brain drain' - blev så heftig, at f.eks. revisionsfirmaer som Deloitte & Touche begyndte at tilbyde kvindelige medarbejdere nedsat tid i stedet for bare at lade dem sige op. Det viste sig nemlig, at det kostede 95-150% af en årsløn at erstatte en medarbejder - og derfor kunne det bedre betale sig for firmaerne at holde fast i de kvinder, der ønskede at gå på deltid.

Amerika i 2001 set med Crittendens hvasse blik er et samfund, hvor den eneste borgerrespekt fås gennem arbejdet. Hvor identiteten og anseelsen er fuldstændig afhængig af, om man har en indtægt - og hvor høj, den er. Men også i Danmark snerter det at skulle sige, at man 'bare' går hjemme. Husholdningsdonten giver ingen anerkendelse, snarere medlidenhed: 'Jamen, hvordan kan du dog holde det ud', udbrydes der ofte til mødre, der selv passer ungerne. Det er simpelthen ikke generelt attråværdigt at beskæftige sig med sine egne børn, når de er nået ud over kravlestadiet. Blandt udearbejdende mødre er det nærmest blevet trendy at fortælle om, hvor umulige børnene er i weekenderne, og hvor godt det er, at de kan komme i institution igen om mandagen.

Mærkeligt nok medfører denne rædsel for at stå med Libero og Eva Trio ikke en tilsvarende respekt for dem, der vælger at gå derhjemme. Næ, med til den offentlige mening hører fortsat antagelsen, at man får kuk af at lave mos og puslespil og sandslotte. At man 'går i stå' og glemmer alt, hvad man hidtil kunne - og i hvert fald at man med tiden bliver bange for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, for hvordan skal man kunne følge med i tempoet dér, når man nu kun har gået rundt og lullet?

Dén debat trænger til nogle nuancer. For som Crittenden igen og igen fremhæver, så er der ikke meget snegletempo over livet som hjemmegående. Tværtimod styrter man ofte af sted fra det ene til det andet, også fordi man så tit samtidig har fået ansvaret for alt praktisk overhovedet: Fra madlavning, indkøb, vask og rengøring til lapning af cykler, indkøb af sandaler, bestilling af olie, møde i banken, fødselsdagsbesøg, køre med bilen på værkstedet og alt muligt andet. Og så skal børnene altså også nusses og have mad og skiftes og sove, helst i deres helt eget tempo. Man bliver med andre ord manager i lige så høj grad som mor - mere eller mindre bevidst eller frivilligt.

Kernen i problemet er, at identiteten stadig kun bekræftes gennem lønarbejdet, ikke gennem ens ubetalte forældreomsorg. På jobbet får man ros for sine særlige talenter og kompetencer - derhjemme er der ingen ros, for hvem skulle komme med den?

I Danmark er der lovmæssigt givet mulighed for, at mødre eller fædre efter frit valg kan holde et års forældreorlov pr. barn - udover den almindelige barselsorlov. Men de økonomiske konsekvenser af forældreorloven er ofte for hårde for familierne, fordi denne kun betales med 60% af dagpengene. Og stort set er det kun kvinder, der går på forældreorlov.

I USA er det egentlige problem, at man knap har noget valg, simpelthen fordi der ikke eksisterer offentlige børnepasningsmuligheder for alle. Får man et barn, må man selv finde ud af at passe det. Vuggestuer og børnehaver findes næsten udelukkende i privat regi - og det er så godt som umuligt at skaffe sig legal pasning i hjemmet. Med mindre altså at man er ansat ved militæret, der i følge Crittenden har landets bedste institutioner. Ofte ender børnene med at blive passet af dagplejemødre uden tilsyn - en ordning, som Crittenden skræmmende kalder Kentucky Fried Day Care.

Eller også vælger mødrene dét, der skiller dem fra fædrene: De afstår fra karrieren for at blive hjemme og sørge for, at ungerne får en god start på livet.

Crittenden analyserer, hvilke støttemuligheder, der findes for kvinder, der passer deres børn selv - og som altså ikke har betalt arbejde. Og dermed hvilken støtte, der gives til børnene. Konklusionen er nedslående. Kun de allerfattigste kan gøre sig fortjent til støtte - vel at mærke fra alt for små puljer. Kun de færreste hjemmegående er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, og mulighederne for bistandshjælp er yderst begrænsede.

Desuden fremlægger hun et enormt materiale for at belyse den globale skævhed, der ligger i, at nationers bruttonationalprodukt kun inkluderer 'målbar kapital' og ikke 'human kapital'. Blandt andet ved at kaste sig ind i den komplicerede diskussion om, hvordan man værdisætter ubetalt arbejde - såsom mødres pasning af deres børn.

I følge Crittendens overbevisende analyse er kvindefrigørelsen langt fra lykkedes, i sær for de - mange - kvinder, der trods alt vælger at få børn. Og det har kvinderne åbenbart opdaget. Børnetallet er i hvert fald drastisk for nedadgående, ikke mindst blandt veluddannede kvinder. Det gælder både i USA og f.eks. i det tidligere Østtyskland, hvor mødres forhold er blevet betydeligt ringere efter Murens fald; fødselstallet i Berlin er et af de laveste i Europa p.t.

At beslutte sig for ikke at få børn er ved at blive et naturligt led i karriereplanlægningen. Eller som Crittenden nævner som et eksempel: Hos nyuddannede kvinder fra en handelshøjskole i USA var det i starten af 1990'erne almindeligt, at de tog deres vielsesringe af, når de gik til jobinterview - fordi en antydning af en mulig, fremtidig graviditet formodentlig ville forringe deres chancer for at få jobbet. Mændene, derimod, lånte ofte en ring, hvis de ikke allerede havde én - simpelthen for at signalere ansvarlighed.

Set i dette lys, er den aktuelle danske debat om fædrenes orlov ganske interessant. I et af forslagene om et helt års barselsorlov ligger, at de tre sidste måneder skal være forbeholdt faderen. Debatten drejer sig om det betimelige i, at de tre sidste måneder kun bliver udløst, hvis faderen tager dem. Det har nemlig været fremme, at fædrenes orlov hæmmer deres karrierer - i Radioavisen blev budskabet oplæst med gravrøst. Sølle tre måneder væk fra arbejdspladsen, egentlig bare en udvidet ferietid, skal nu optræde som skrækvision for alle mænd, der kunne drømme om at lære deres barn bedre at kende.

Modstanderne af tvungen orlov til fædre støtter forslaget om et års orlov, men med en frivillig fordeling af orloven til mor og far. Adskillige fagforeningsfolk har hårdnakket fremført, at de da tror, at deres medlemmer er glimrende i stand til at finde ud af, om det er mor eller far, der er bedst til at gå hjemme...

Men hvis ikke mændene gennem lovgivningen tilbydes en orlov vil det gå utroligt langsomt med at få arbejdsgivernes accept af mændenes forpligtelser som fædre. Det er kun gennem orlov for både mødre og fædre, at man kan standse den indirekte diskrimination af kvinder i den fødedygtige alder.
Hvis det er lige 'farligt' for en virksomhed at ansætte yngre kvinder som yngre mænd - hvis det koster lige meget børneorlovsfravær at have en kvindelig og en mandlig medarbejder - så kunne det være, at kvinders karriereforløb i det hele taget blev mere jævnbyrdige med mænds.

Disse tanker hænger sammen med Crittendens bog, som bør modtages som en sand gave til den blussende danske debat. Det er en bog, som man bliver både klog og klogere af at læse - og den er endda imponerende veloplagt skrevet. Men man bliver også bekymret og nedtrykt. For Crittenden er så faktuelt velfunderet, at det er svært at påstå, at hun overdriver i sin sorte skildring af mødrenes blindgyde. Mødrenes situation er simpelthen hen ikke munter - udover altså i forholdet til børnene.

Crittenden undgår dog lykkeligt ethvert tilløb til sentimentale betragtninger over kvinders glæde ved at få børn; kærligheden til ungerne antages som et grundvilkår for en mor. Tilsvarende kommer hun heller aldrig med platte konklusioner om, at 'man da bare kunne lade være med at få dem'. Hendes tese er tværtimod, at moderens 'fejl' i forhold til det økonomiske samfundssystem netop blot er, at hun elsker sit barn.

Til gengæld afspejler hendes bog kraftigt det amerikanske samfunds mærkeligt amputerede forhold til børn. For lige så voldsomt hun taler om børns materielle behov, lige så lidt fokuserer hun på børnenes behov for forældrenes nærvær og voksenkontakt i det hele taget. I debatterne om forældrenes ekstreme overarbejdstider tales der i hvert fald ikke om børnenes afsavn; det er grænsen for mødrenes ydeevne, der er i fokus.

Hvad angår organiseret pasning, enten i dagpleje eller institution, begrænser Crittendens kommentarer sig til beretningen om nogle begejstrede besøg hos veluddannede dagplejere, der har alt i system. Eller rettere sagt: Som har spækket dagen med aktiviteter for børnene. Om børnene psykologisk set var bedre tjent med mindre bombastisk stimulation og mere skemafri leg berøres ikke. I amerikansk opdragelsesprestige er 'aktivitet' tydeligvis ensbetydende med 'kvalitet'.

Crittenden er selv mor. Det var faktisk oplevelsen af selv at gå frivilligt ind i moderfælden - og at føle sig udslettet, rent fagligt - der fik hende til at skrive bogen. Og netop dette er en væsentlig del af bogens styrke: at forfatteren tør beskrive sine egne kompromiser og nederlag i karrierekampe, som hun førhen altid ville have vundet. Vel at mærke kombineret med bogens originale og uafviselige, økonomiske research.

Crittendens barske pointe er, at så længe samfundet betragter barnepasning som en 'gave' til alle mødre, så længe vil kvinder i praksis være afskåret fra at opnå både karriere og levestandard, der svarer til mændenes. Altså fædrenes.

Eller som Crittenden tankevækkende citerer en succesfuld videnskabsmand for at have sagt om karriere og familie:
"Det hjælper virkelig at have en kone". Hvortil Crittenden selv tørt tilføjer: "Det har kvinder sjældent".

Anne Middelboe Christensen er cand.mag. Hun har orlov fra jobbet som teateranmelder på Dagbladet Information - og er mor til tre børn på 0, 2 og 3 år, som hun p.t. passer derhjemme.

Ann Crittenden: The Price of Motherhood. Metropolitan Books, 320 sider, 25 dollars, www.henryholt.com
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk