Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kriseramte muskler

 

Flere og flere mænd bliver sygeligt optaget af deres muskler. Bigoreksi kaldes lidelsen, der i følge den amerikanske bog The Adonis Complex blot er en af flere sygdomme opstået i takt med den tiltagende fokus på mandekroppen som symbol på styrke og sex.
Anmelder Niels Ulrik Sørensen savner i bogen en anerkendelse af, at æstetiseringen af mandekroppen også indeholder positive aspekter.

 
 
FORUM/20.7.2001 Scott ser bedre ud end de fleste. Faktisk er hans ydre næsten perfekt. Ikke blot har han flotte ansigtstræk og moderigtigt mørkt hår. Han har også en krop, der ligner en græsk statue. Hans mavemuskler er tydelige, hans brystkasse stor og hans skuldre imponerende.

Alligevel er Scott utilfreds med sit ydre. Han er overbevist om, at hans muskler er for små. Og han bruger derfor det meste af sin tid og energi i fitnesscentret for at blive større. Og det bliver han så. Større og større. Mere og mere veltrimmet.

Men lige meget nytter det. Scott bliver ved med at være utilfreds med sit ydre. Så utilfreds, at han trækker sig ind i sig selv. Undgår kontakt med andre mennesker. Han føler ikke, han kan være bekendt at vise sig frem, sådan som han ser ud.

Scotts selvværd ligger nemlig i musklerne. Men selvom han har mange af dem, er han overbevist om, at de er for få og for små. At han ligner et skvat. Og derfor hader Scott sig selv. Så meget, at det er ved at ødelægge hans liv.

Scott er en af de godt 200 mænd, der portrætteres i den amerikanske bog The Adonis Complex. The Secret Crisis of Male body Obsession (2000). Ved sin udgivelse sidste år fik The Adonis Complex det meste af verdenspressens opmærksomhed ved at lancere begrebet bigoreksi. Bigoreksi beskrives som en slags omvendt anoreksi, der overvejende rammer mænd. En mand, der lider af bigoreksi, er sygeligt optaget af sine muskler. Han træner i en uendelighed og bliver større og større. Ikke sjældent tager han endog ulovlige stoffer i brug for at øge effekten af sin træning. Men uanset hvad han gør, er han overbevist om, at han er for lille.

Som den anoreksiramte har bigoreksiofret et forvrænget kropsbillede. Men hvor personen med anoreksi kæmper for at blive mindre, kæmper personen med bigoreksi for at blive større. Og hvor personen med anoreksi oftest er en kvinde, er personen med bigoreksi altså oftest en mand.

Ifølge The Adonis Complex er bigoreksi blot én ud af mange psykiske lidelser, som er begyndt at ramme mænd indenfor de seneste ti år. Lidelser, der alle har det til fælles, at de ramte bliver sygeligt optaget af et aspekt af deres udseende, som bliver et fikspunkt for hele deres liv. Et fikspunkt, som de konstant tænker på og gør alt for at perfektionere. I værste fald i en sådan grad, at de får problemer med sex, intimitet, parforhold, venskaber og arbejde og, ligesom Scott, bliver ude af stand til at leve et normalt liv.

Udover bigoreksi rammes mænd ifølge The Adonis Complex i stadigt stigende grad af spiseforstyrrelser. Det gælder ikke bare anoreksi og bulimi, hvor mænd langsomt er ved at indhente kvinderne, men også tvangsspisning, som er en forholdsvis ukendt spiseforstyrrelse. Tvangsspisning rammer tilsyneladende oftere mænd end kvinder.

Tvangsspiseren er ofte på en streng og vedvarende diæt, som han indimellem bryder ved at spise sig fra sans og samling. Bogen beretter endvidere om mænd, der er sygeligt optagede af deres hår, hud, kønsorganer, brystkasser, læber, kæber, næser, tænder. Ingen del af mandens ydre går ram forbi. Alverdens psykiske sygdomme har indtaget det ydre, som manden i stadigt stigende grad har komplekser over. Deraf samlebetegnelsen for sygdomsbilledet - adoniskomplekset.

De tre amerikanere bag The Adonis Complex er læger og psykologer. Deres projekt er tosidet. Dels ønsker de at dokumentere omfanget og karakteren af problemet, som antages at være relativt ukendt i den store offentlighed. Og dels ønsker de at give anvisninger på, hvordan læsere med adoniskomplekser kan kureres for deres lidelser.

Udover de mange portrætter er bogen fyldt med tal og tabeller, der skal anskueliggøre udbredelsen af adoniskomplekset i såvel USA som Europa. Der refereres til et utal af videnskabelige undersøgelser, der antageligvis dokumenterer, at flere og flere mænd er utilfredse med deres kroppe, og at denne utilfredshed i stadigt stigende grad er ødelæggende for deres selvtillid.

Ikke alle bliver så sygeligt optagede af deres kroppe som Scott - om end det ifølge bogen sker for flere hundrede tusinder alene i USA. Til gengæld er der ifølge bogen flere millioner, der bare går rundt og har det halvskidt på grund af deres kroppe, uden at deres liv dog ødelægges fuldstændig af det. Og for at de mandlige læsere kan finde ud af, om de selv bare er almindeligt eller rigtigt hårdt ramt af adoniskomplekset, rummer bogen en masse spørgeskemaer og tjeklister, hvor de kan få afklaret graden af deres problemer, ligesom den tilbyder en masse råd og vejledning om, hvordan de så skal forholde sig. De almindeligt ramte kan nøjes med samtaler og omsorg fra de nærmeste, mens de hårdest ramte både skal have terapi og medicinsk behandling.

Tilsyneladende skal der tages affære nu og her. Ifølge The Adonis Complex er problemet nemlig tættere på, end man umiddelbart skulle tro. For masser af mænd med selv svære symptomer på adoniskomplekset går og lider i det skjulte. De har lært, at en rigtig mand ikke går op i sit udseende. At mænds forfængelighed er tabu. Og selvom deres liv muligvis er ved at blive ødelagt af lidelsen, vil de antageligvis hellere lide i det skjulte end bryde dette tabu og kompromittere deres maskulinitet.

Og her træder bogen så til. Et af dens højere mål er netop at bryde tabuet om mænds forfængelighed. At gøre det legitimt for mænd at tale om deres udseende, så de kan begynde af forholde sig aktivt til de problemer og lidelser, der er knyttet til dette. Så de ikke længere skal lide alene. Og bogen tager så selv første skridt.

Og hvilket skridt. Med sine mange portrætter og statistikker slår The Adonis Complex højt og entydigt fast, er der er et problem. Et problem, som skal tages alvorligt.

Det er muligvis rigtigt. Problemet er bare, at bogen kan være svær at tage alvorlig. Ikke fordi problemstillingen er irrelevant eller skribenterne inkompetente. Når det er svært at tage den alvorligt, skyldes det især formen. Den vil forene to ting, som kan være svære at forene. Den vil dels dokumentere et problem, som hidtil ikke har været anerkendt som et problem, og dels give råd og vejledning om selv samme problem. Man kan sige, at bogen skal argumentere for sin egen eksistensberettigelse. Hvis der ikke er noget problem, er der jo heller ikke brug for dens råd og vejledning.

I forsøget på at argumentere for sin eksistensberettigelse kommer den til at overdrive problemets omfang og karakter. Sådan virker det i hvert fald, når den ud fra undersøgelser, hvis datagrundlag ofte er ganske beskedent, igen og igen konkluderer, at utallige mænd lider af adoniskomplekset i en eller anden grad. Det kan være rigtigt. Men bogens lemfældige omgang med tal og tabeller gør ikke meget for at dokumentere det. Tværtimod mister den troværdigheden.

På samme måde er det med de mange portrætter, der skal give tallene og tabellerne kød og blod. Til et vist punkt er de interessante og oplysende. Men så slår det en, at de alle minder lidt for meget om hinanden. At de alle rummer mere eller mindre samme træk - trods deres forskellige navne, jobs, bopæl mv. I deres forsøg på at aftegne et særligt problemfelt, kommer forfatterne til at skrive deres informanter ind i en bestemt model, som nok får pointen - at adoniskomplekset eksisterer - til at stå klart og tydeligt frem. Men som ikke desto mindre forstærker troen på, at de maler med lidt for brede og entydige penselstrøg i deres bestræbelser for at argumentere for, at der er et problem.

Af samme årsag kan det også være svært at tage bogens spørgeskemaer, tjeklister, råd og vejledninger alvorligt. Når tvivlen om troværdigheden først er vakt, er det svært at lytte til de velmenende formaninger uden en vis distance og mistro. Og så er man jo lige vidt.

Men selvom der kan sættes spørgsmålstegn ved bogens troværdighed, er den et stykke hen ad vejen interessant og tankevækkende læsning. Det skyldes ikke mindst, at dens genstandsfelt - de seneste års æstetisering af manden - er centralt for forståelsen af nutidens mand. Æstetiseringen af manden har uden tvivl sat en ny dagsorden for mandelivet. Det ydre er blevet identitetsbærende på en måde, som det ikke har været tidligere. Og som bogen lægger op til, er der al mulig grund til at tro, at det skaber nye sygdomsmønstre blandt mænd.

Men æstetiseringen af manden skaber også mange nye åbninger og muligheder for mænd, som bogen ganske overser i sine bestræbelser på at fremmane et klart og entydigt sygdomsbillede. Selvom den ikke er uproblematisk, har æstetiseringen således givet mænd nogle helt nye strenge at spille på. Nye udtryksformer og måder at orientere sig på, som hidtil har været forbeholdt kvinder eller en særlig gruppe af mænd: de homoseksuelle. Æstetiseringen har altså været med til at bygge bro mellem mænd og kvinder og mellem mænd og mænd.

Men det synes forfatterne bag The Adonis Complex rent faktisk at have svært ved at forlige sig med.

Selvom en af bogens formulerede målsætninger er at bryde tabuet om mænds forfængelighed - og dermed at åbne yderligere op for maskuliniteten - synes det underliggende synspunkt at være, at opløsningen af de traditionelle kønsidentiteter er problematisk. At det er et problem, at mænd på nogle punkter er begyndt at ligne kvinder. Og at mænd ikke længere bare er mænd og kvinder kvinder.

Det kommer ikke bare til udtryk i dens gennemgribende patologisering af mænds stigende brug af det ydre som udtryksform og måde at orientere sig på. En patologisering, som er med til at fastholde det traditionelle billede af den forfængelige mand som noget uønskeligt. Og som i øvrigt er med til at styrke det tabu, som bogen foregiver at gøre op med.

Det kommer også til udtryk i den forklaring, som bogen giver på, hvorfor det er gået så galt, som den påstår, at det er. Ifølge The Adonis Complex skal svaret på de nye psykiske lidelser blandt mænd findes i kvindefrigørelsen og ligestillingen, der har frataget mænd enhver mulighed for at gøre sig gældende som køn, efterhånden som kvinder har indtaget alle de domæner i samfundet, som mænd indtil for få år siden havde patent på. I dag kan kvinder alt, hvad mænd kan. Blive politikere, erhvervsledere, forsørge sig selv etc.

Det eneste sted, nutidens mand således har mulighed for at markere sig som mand, er på kroppen. Uanset hvilke resultater kvinder må opnå i samfundslivet, vil de aldrig blive i stand til at løfte lige så mange kilo i et fitnesscenter som mænd. Og da mænd har et behov for at være mænd, tyer de til denne løsning. Lyder altså bogens tese, der hermed stadfæster opløsningen af de traditionelle kønsidentiteter som et problem.

Tesen er hørt før. I årevis har forskere beskæftiget sig med krisen blandt mænd og set deres nyvundne forfængelighed som et udtryk for en sådan. Et udtryk for at manden føler sig trængt. At han ikke længere kan realisere sig selv som mand.
Noget er der muligvis om snakken. Men det er givetvis ikke hele snakken. Nogle mænd oplever det utvivlsomt som berigende og udviklende at få lov til at udfordre det nye æstetiske felt, som de seneste år er blevet stillet til rådighed for dem. At få lov til at bevæge sig på tværs af overleverede dogmer og regulativer for, hvad en mand kan og bør.

Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at man ikke skal være opmærksom på farerne i den nye situation. Selvfølgelig skal man se på trængte mænd, der føler sig truet af kvinders fremmarch på samfundsscenen. Og selvfølgelig skal man se kritisk på de sindssyge mande- og kropsidealer, som modeindustrien, reklamebranchen og medieverdenen fylder disse unge mænd med. Ligesom man naturligvis skal være på vakt overfor de sygdomme, som det måtte afføde.
Men måske er det på tide, at man snart også fortæller resten af historien. Historien om de åbninger og muligheder, som også ligger i forandringerne af kønsidentiteterne. I stedet for hele tiden at skyde dem ned som problemer. Men det ville selvfølgelig underminere markedet for selvhjælpsbøger à la The Adonis Complex.

Niels Ulrik Sørensen er ph.d.-stipendiat på RUC. Han er redaktør af antologien "Pikstormerne".

Harrison G. Pope Jr., M.D., Katharine A. Phillips, M.D., Roberto Olivardia, Ph.D.: The Adonis Complex. The Secret Crisis of Male Body Obsession, The Free Press, New York 2000
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk