Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Bananas over Yoshimoto

 

Den japanske succesforfatter Banana Yoshimoto er forbillede for en hel generation af yngre kvinder i Japan. Yoshimotos outsider heltinder lever ensomt i et kitschet, lyserødt plastic univers befolket med ånder og sære eksistenser. Med en personlig tilgang går Leonora Christina Skov tæt på forfatteren og fascinationskraften i hendes bøger.

 
 
FORUM/29.5.2001
Jeg havde ligget alvorligt syg et par måneder, da det skete. Havde befundet mig i en hvirvlende luftig døs i ugevis, hvor mærkelige tanker og drømme blandede sig med lyde fra det kollegium, hvor jeg boede; toner fra det ustemte klaver i stuen, hårde sko over linoleumsgulvet mod køkkenet, ord, farver og stemninger i en summende spiral, der hverken syntes at ende eller begynde.

Men nu var alt tyst, det var langt over midnat, og jeg lå og betragtede nattehimlen gennem en sprække i min persienne, som jeg så ofte gjorde, når jeg kortvarigt vågnede. Lå og tænkte, at stjernerne lyste mig i øjnene denne nat som knappenålshoveder på min nethinde, så jeg vendte ansigtet bort for at lade øjnene finde hvile i mørket mod dørens finerede mahogni.

Jeg ved ikke, om hun havde stået der længe; sådan helt ovre mod den ene karm med øjnene halvt slået ned og sit sædvanlige undskyldende smil. Det faldt mig ikke ind at spørge, da jeg gik over gulvet mod hende, ej heller at undres over, at hun stod dér i min dør, når hun dog var død fra mig måneden forinden. Det eneste, der betød noget, var hendes arme omkring mig, de tunge hjerteslag bag den varme, fugtige hud, åndedrættet mod min hals, der dirrede og duftede som søanemonerne i hendes parfume. Mere end et helt livs ord sagt i én bevægelse af den kvinde, der hvilede sin pande mod fordybningen ved min hals.

Da vi lod vores arme synke, smilede hun, vendte sig og gik. Bare sådan. Gik. Helt lydløst og væk for altid, men da det blev morgen, og kollegiet vågnede på ny, slog jeg mit vindue op, bare et øjeblik. Og mens store regndråber ramte mine udstrakte håndflader, tænkte jeg for første gang, at jeg måtte leve videre alene, tage livet i egne hænder og se at blive rask.


Måske skyldes min fascination af gengangere og overnaturlige møder denne nat for år tilbage. Det kan ikke udelukkes. Men ikke desto mindre tænker jeg, at enhver må føle et sug i maven ved tanken om det gådefulde ukendte, der uden varsel kan skubbe til et helt livs velordnede byggesten, så alt ramler sammen og må bygges op på ny.
Og jeg tænker, at en sådan fascination er grund nok til at begive sig ind i den nu 36-årige japanske forfatterinde Banana Yoshimotos univers - eller i hvert fald de fem ud af elleve titler, der indtil videre foreligger på jævnt og, desværre, uskønt amerikansk.

Først men ikke fremmest debutromanen Kitchen fra 1988 (der udover N-P fra 1990 er den eneste, der er oversat til dansk) og sidst men ikke mindst sidste års novellesamling Asleep. For i dem alle indtager foruroligende drømmemøder med overnaturlige eksistenser en særdeles fremtrædende placering. Således allerede i den tidligste novelle Moonlight Shadow fra 1986, hvor den sørgende og feberhede Satsuki møder et genfærd på en bro en tidlig morgenstund:
    "I det øjeblik hørte jeg en pibende stemme bag mig; 'hvilken slags te er det, du drikker?' 'Kan jeg få en kop?' Det overraskede mig så meget, at jeg tabte kanden i vandet. (…) Mens jeg forestillede mig jeg-ved-ikke-hvad, vendte jeg mig om, og dér stod en ung kvinde med et smil på læben. (…) Hun virkede ikke skør eller fuld. Hendes øjne var for vidende og klare; hendes ansigtsudtryk vidnede om, at hun havde smagt både tilværelsens glæder og sorger. Luften omkring hende syntes på en sær måde ladet."
Med den største selvfølgelighed træder spøgelser og genfærd således ind og ud af Yoshimotos fortællinger og grunden er indlysende. For Japan viser sig at have en tusindårig tradition for spøgelses- og genfærdslitteratur, der rækker helt tilbage til Murasaki Shikibus pragtepos Genji Monogatari (Fortællinger om Genji) fra 1005, og en lige så lang kulturel tradition for samme.

Yoshimotos udtryk er imidlertid milevidt fra forgængernes forfinede antydninger og uendelig tæt på den lavkultur, som megen "seriøs" japansk litteratur ellers har forsøgt at skrive sig udenom, siden industrialiseringen i Japan bragte den med sig i midten af 50'erne.

Med pennen dyppet i endeløse mængder letkøbt jargon fra livsstilsmagasiner, solbeskinnede tv-reklamer og MTVs Most Wanted og lige så endeløse mængder letfordøjelig name-dropping, ureflekteret forbrugsmentalitet og tomme Big Mac-kalorier, leverer Yoshimoto et nyt og flimrende bud på en japansk samtidslitteratur.

Og hun nøjes ikke med at cirkulere rundt på overfladen. Gang på gang formår hun at skære en dyb og smertelig rille i plasticen, der lader de underliggende følelser stå knivskarpe; sorg, nostalgisk længsel og dyb ensomhed har næppe nogensinde stået klarere end her.

I Japan taler man om mono no aware - tingenes patos. En tusindårig æstetisk tradition, der finder sin ideale skønhed i det skrøbelige og forgængelige - f.eks. de smukke kirsebærblomster, der kun står i blomst tre dage om året - og dermed en tradition, der er uhyre bevidst om altings begyndelse og afslutning. Således også Yoshimoto, der kredser om aware, ganske som det har været tilfældet for japansk digtning i århundreder, gennem en melankolsk længsel efter det, der vil komme (og forgå) og det, der for altid er forbi. Den lysende måne. De ensomme stjerner. Kærligheden. Samhørigheden. Og skønheden i de helt enkle sansninger - et snefnug, et åndedrag, en solstråle over gulvet. Øjeblikke, der lever og dør.
    "Når jeg tænker over det, følte jeg mig altid utroligt ensom sammen med ham. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund endte jeg altid med at få svævende melankolske tanker - den slags tanker, man får, når man stirrer på månen, fuld af længsel, mens man betragter den synke dybere og dybere ned i nattens blå dyb for til sidst blot at stå flimrende i det fjerne. Den slags tanker, der får én til at føle, at man er blevet farvet helt blå, hele vejen ned til spidsen af tåneglene"(Asleep).
I dette univers, der både synes uendeligt stort, uendeligt larmende og helt, helt småt og enkelt, indskriver Yoshimoto nu sine personer, der oftest er unge og rodløse outsiderkvinder i samtidens Tokyo, hvis liv er så lidt velordnede, som de kan blive. Eller rettere; borte har taget kvindernes fuldendte velordnede idyl et par minutter før første linje, hvor det menneske, de elskede højest i verden, er kommet tragisk af dage. Kun længslen er tilbage, og den hvirvler dem stadigt nedad i en spiral af sygdom, druk eller dyb søvn. Længere og længere væk fra storbylivet i Tokyo og tættere og tættere på døden. Og den elskede.

Yoshimoto vælger konsekvent at pakke denne alvorlige tematik usædvanligt festligt ind. Foruden et imponerende opbud af hentydninger til seksuelle relationer mellem stedsøskende, drenge og mormødre og kvinder, der konkurrerer om den samme mand, støder man således på alt fra en transseksuel natklubejerinde, en kvinde med helende hænder, en dværg med magiske evner og en dreng, der bevæger sig rundt i verden iført sin afdøde kærestes kjole.

For slet ikke at tale om en kvinde, der ligger vågen ved siden af rige men ensomme mænd og kvinder nat efter nat for siden at dø for egen hånd. En anden trodser flerårigt koma for at møde den kvinde, der har gaflet hendes mand, og en tredje vandrer barfodet i søvne ad snedækkede veje i sorg over sin elskedes bortgang. Plus, ikke at forglemme, gengangere i enhver afskygning. Uimodståeligt syngende i drømme. Farligt lokkende i grænselandet mellem liv og død. Fascinerende. Mystiske. Og med kraften til at vække de unge kvinder af den sorgfulde dvale.

En ualmindelig cocktail? Helt sikkert. Men hvem kan snart forvente sig andet af en forfatterinde, der angiveligt har håndplukket sit kitschede pen name Banana for at hylde bananbladets storhed? Ingen vel sagtens, selv om et kig bag bladet afslører, at kvinden bag i virkeligheden hedder Terako Yoshimoto, besidder en universitetsgrad i litteratur og er datter af den estimerede japanske kritiker, Takaaki Yoshimoto.

Og hendes indtræden på den litterære japanske scene med Kitchens udgivelse i 1988 forløb absolut ikke på listesko. Romanen blev sablet ned af en enig anmelderskare, der titulerede Yoshimoto samlebåndsskriver, læseletforfatter og letvægtstalent udi litterær fremstilling. 'Hendes produktion er fuldkommen søbet ind i babysnak uden skyggen af humor, følelse, forestillingsevne endsige ironi eller intelligens' konkluderede således den fremtrædende kritiker Masao Miyoshi først i 90'erne, mens Nobelpristageren i litteratur, Kenzaburo Oe, udtrykte sig mere diplomatisk: 'For at gøre Yoshimotos senere værker ret, må man give dem, at de nøjagtigt gengiver de unges vaner og holdninger (…) Hendes litteratur er i det mindste et ubevidst portræt af hendes egen generation.'

Oes og Miyoshis reaktioner små tre år efter Kitchens udgivelse vidner om både frustration og afgrundsdyb undren. Først og fremmest over den nu glasklare kendsgerning at en ung kvindelig debutant viste sig hverken at måtte klippe en hæl eller hugge en tå for at vinde millioner af læseres hjerte. Først og fremmest de unge kvinders. For stik imod enhver spådom strøg dette 'ubevidste portræt' til tops på bestsellerlisterne i Japan, hvor det blev købt og læst som en ung og trendy modeudgivelse - dette års model, der i Yoshimotos ånd skulle kunne bruges, smides væk og erstattes af en ny model året efter, som en hvilken som helst anden vare.

På den måde blev bogen brugt som de ekstremt populære manga tegneserier, der tegner sig for en ud af tre udgivelser i Japan, og som man med lethed kan tage med i tasken og læse i toget, hvis man blot har fem minutter til overs. Eller som en læser begejstret udtalte om Yoshimotos novellesamling Lizard (1993): 'Jeg læste Lizard over to spisepauser og kunne ikke vente med at logge på nettet og anbefale den til mine venner. 'Den er så kort', sagde jeg, ' I kan læse den i butikken'.

Allerede i 1989 var der film stills på forsiden af nye oplag. I 1997 og 60(!) japanske oplag senere var de udskiftet med stills fra en ny og mere helstøbt film Kitchen the Movie takket være den kinesiske instruktør Yim Ho (Red Dust, 1990 og The Sun has Ears, 1996). Han havde forstået, at nye sekvenser og tolkningsforsøg måtte indlægges, hvis historien skulle kunne bære en hel spillefilm.

Men eventyret stopper ikke her. For i begyndelsen af 90'erne kunne ingen længere være i tvivl om, at Banana Yoshimoto på næsten magisk vis havde indtaget ikke blot Japan men så sandelig også Amerika og Europa som japansk samtidslitteraturs ukronede dronning. Og det med indtil videre tre millioner solgte eksemplarer til følge, heraf hele 90.000 i Italien.

Hvordan lod det sig gøre, kan man rettelig spørge, mens man vender og drejer den godt hundrede sider lange Kitchen og noterer sig, at ingen japansk forfatter, heller ikke Yoshimoto, har formået at gentage denne himmelflugt. Men magien viser sig dog hurtigt at være til at overse, for Yoshimotos succes uden for Japan skal i høj grad tillægges en aggressiv markedsføring.

Æren kan tilskrives PR-manden Spiegelman, der sørgede for at fremskaffe en yndig og ydmyg japansk stand-in for Yoshimoto til forsiden af den første engelsksprogede version af Kitchen. Spiegelman indså hurtigt, at virkelighedens Yoshimoto, der konsekvent lod sig fotografere iført forvokset babytøj, overdimensionerede briller og med en bamse i favnen, næppe ville virke helt så trendsættende i Vesten, som hun havde gjort i Japan nogle år forinden.
Han sørgede også for, at romanens snarlige udgivelse blev indvarslet på plakater over hele Amerika og i de døgnåbne boghandlere i Italien - deraf de høje italienske salgstal. Her kunne man læse eksalterede udmeldinger som Bananamania Arrives!, mens man studerede et trendy portræt af forfatterinden udført som klassisk japansk manga tegneseriefigur af den kendte tegner Drew Friedman.

Markedsføringen lykkedes over al forventning. Så meget, at Bananamania endnu i dag er en stadigt voksende og verdensomspændende kult, der fanatisk dyrker fænomenet Banana og hendes kitschede plastic fantastic-univers i nævnte rækkefølge. Det kan man forvisse sig om ved at foretage en hurtig afsøgning af cyberspace, der afslører flere hundrede farvestrålende hjemmesider dedikeret til idolet Banana på alt fra engelsk til hollandsk, italiensk og tysk. Og vel at mærke til hende frem for hendes værker. For noget overraskende figurerer hendes litterære produktion oftest som rene titler eller, alternativt, som to-linjers resumeer.

Men Yoshimoto har da også i årevis gjort sit til at forvandle sin litteratur til et bagtæppe og sig selv til hovedaktøren i dette absurde mediecirkus, særligt i Japan, hvor ugebladene ukritisk har bragt hendes uforbeholdne mening om alt fra spirituel udvikling til finere madlavning.

Den vestlige læser må indtil videre nøjes med de mange sniksnakkende for- og efterord, hvor Yoshimoto overbevisende genskaber sig selv som en hybrid af Askepot og independent chic. Og dermed smelter den 23-årige servitrice, Terako, der måtte tage pauserne til hjælp for at få sin debut færdigskrevet (det tog så ganske vist kun tre måneder og tak til alle, der så igennem fingre med hendes pauvre arbejdsindsats i restauranten så længe) sammen med verdensstjernen Banana.

Et klart forbillede for særligt de kvindelige læsere, viser det sig, idet virkelighedens Banana Yoshimoto på bohemeagtig vis bor alene i sin egen lejlighed i Tokyo med mange hunde, en uprætentiøs dagligdag og en kæreste, der kommer og går. Ikke en helt almindelig livsførelse for en japansk kvinde men med en enorm appeal til de mange, der måtte drømme om en uafhængig kunstnertilværelse og en ny begyndelse med succes og anerkendelse.

Denne kendsgerning mindsker naturligvis ærgrelsen over, at indholdsdelen i Banana Yoshimotos litteratur fuldstændig drukner i udenomstabernaklet. Men den fjerner den ikke. For bagom titlerne og det selviscenesatte, lommefilosofiske damebladsskriveri gemmer der sig både tanker og iagttagelser, der er væsentligt mere end almindeligt interessante. Det er for dem, Yoshimotos værker er værd at læse. Absolut ikke for alt det andet.

For den stædige gentagelse af den samme tematik; en elskets bortgang, søvnen, et parapsykologisk møde og en ny begyndelse vidner om, at det er præcis her, Yoshimoto stiller spørgsmål og søger svar. Hvordan kommer man videre, når man har mistet hele sit fundament, synes hun at spørge. Eller måske rettere: Hvordan kommer en ung kvinde videre, når hun har måttet se i øjnene, at det fundament, hun tidligere har kendt, er faldet fra hinanden? Når alt, hun har tilbage, er sig selv?

Og her, i sine historier, lader Yoshimoto endegyldigt den urealistiske larger than life kvinde træde ud af damebladet og ned i virkeligheden med usikkerhed, ensomhed og stor frygt til følge. Intet er længere så enkelt, som det forekom i de kulørte spalter; kun det ene at noget får de unge kvinder videre, og noget overbeviser dem om, at der findes et alternativ til det liv, de tidligere har kendt.

Måske er fascinationen af gengangere og overnaturlige møder i virkeligheden en fascinationen af denne kraft, der bringer et menneske fra et sted til et andet, tænker jeg. Dette uhåndgribelige noget, der får én til at vågne op og åbne sit vindue på ny. Bare et øjeblik. Også selv om det regner, som det gjorde den sommer for snart mange år siden, da det var mit liv, det gjaldt.

Regnede det mon hele tiden? Jeg kan ikke huske det, men i hvert fald er jeg sikker på, at det var tilfældet den eftermiddag i august, hvor vi sad i hver vores ende af en fløjlsbetrukket sofa, hendes mor og jeg, og stirrede ud af vinduet, til det begyndte at blive mørkt. "Christina? Vil du tro, at jeg er sindssyg, når jeg siger dig, at hun sad et sted i mit soveværelse og spillede på sin fløjte nat efter nat, uden at jeg kunne se hende?"

Hendes øjne lignede overskårne æg med film over, og jeg måtte flytte blikket til de mange smil på væggen. Skolefotografier. Syv år. Ti år. Femten år. Atten år.

"Somme tider var det skalaer, du ved...de evindelige skalaer", insisterede hun, "andre gange var det små melodier, om og om igen." "Ja?" jeg lod hede fingerspidser følge kravebenet. Trykkede ind. Lige der. "Ja, og så en nat holdt hun op med at spille, sådan meget pludseligt, og da jeg åbnede øjnene, stod hun dér". Jeg fulgte en fingers retning mod døren til soveværelset. "Og så vinkede hun, smilede, vendte sig og gik. Bare sådan. Gik".

"Og du har ikke set hende siden?" "Nej", hun rejste sig for at gå ud og lave mere kaffe, rumsterede med dåser og sprød stanniol derude, klippede lufttætte indpakninger over. "Har du?" ordene trængte igennem lyden af kogende vand, og jeg så fra øjne til øjne på væggen over mig. Jeg fik aldrig lært hende at lægge den make-up selv. "Nej", jeg trykkede ind, hvor kravebenene ramte luftrøret, "men jeg var jo også bare hendes veninde." Øjnene smilede ind i mine fra deres plads på væggen, men jeg smilede ikke tilbage. Vendte i stedet blikket mod regndråberne på ruden. Hvis bare det snart ville holde op med at regne, tænkte jeg.


Leonora Christina Skov studerer litteraturvidenskab. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.

Titler af Banana Yoshimoto på engelsk:
  • Asleep (Faber and Faber [1992])
  • Kitchen (Faber and Faber 1993 [1988])
  • N.P. (Washington Square Press 1994 [1990])
  • Lizard (Faber and Faber 1995 [1993])
  • Amrita (Faber and Faber 1998)
Og smagsprøver på anden japansk samtidslitteratur:
  • Haruki Murakami: A Wild Sheep Chase (The Harvill Press 2000 [1982])
  • Amy Yamada: Trash (Kodansha International 1994 [1986])
  • Yoko Mori: Bedtime Tales (Kodansha, 1987)
  • Yukiko Tanaka: Unmapped Territories. New Women's Fiction from Japan (Women in Translation, 1991)
  • Alfred Birnbaum: Monkey Brain Sushi: New Tastes in Japanese Fiction (Kodansha International, 1993)
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk