Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

"Vi er feminister!", citat: Svenske borgerlige

 

Feminismen var i sit udgangspunkt borgerlig, og det burde den blive igen. Det er budskabet i Liberal feminism, en ny svensk debatbog, skrevet af fremtrædende medlemmer af folkpartiet liberalerne, søsterparti til Det radikale Venstre i Danmark.

 
 
FORUM/5.4.2001 Jeg husker det stadigvæk helt tydeligt. Den dag jeg hørte Bengt Westerberg, tidligere svensk ligestillingsminister og vicestatsminister fortælle om læseoplevelsen, der gjorde ham til feminist. Det drejede sig om den svenske magtudredning fra 1990, som han i sin tid havde medbragt i sommerhuset som weekend- og pligtlæsning. I den indgår Yvonne Hirdmans kapitel om køn og demokrati i Sverige. Han havde ikke just forestillet sig, at det var noget, han ville fordybe sig i. Men så blev han fanget. Og bagefter var hans syn ændret. På ligestilling, kvindernes situation og behovet for at noget må der gøres. Også politisk.

Det var en historie efter mit hjerte og en appelsin lige ned i KVINFOs formålsparagraf. Troen på at det nytter, blev ved den lejlighed stærkt bekræftet, selvom hjernen samtidig gik død i forsøget på at overveje, hvilken højtstående mandlig minister og partileder, der i Danmark ville profilere sig på et tilsvarende synspunkt. Men den tid kan jo komme, tænkte jeg dengang som nu. Verden bevæger sig og feminismen med. Så hvorfor ikke?

For alle dem, der ikke nåede at høre Bengt Westerberg fortælle sin historie som ligestillingsminister, kan historien læses i det nye svenske liberale fremstød for feminismen Liberal feminism. Fløjartiklen er skrevet af Lars Leijonborg, partileder for Folkpartiet Liberalerne, hvad der i Danmark nærmest svarer til Det radikale Venstre. Også Ulf Öfverberg, idehistoriker og politisk sekretær, Birgitta Ohlsson, ordfører i ungdomsforbundet og Karin Pilsäter, økonomisk talsmand og medlem af rigsdagen, kommer fra samme parti. Så bogen Liberal feminism ville på dansk svare til, at fremtrædende politikere i Det radikale Venstre satte sig ned og skrev en feministisk pamflet i opposition til såvel den socialdemokratiske udgave af feminismen som til højrefløjsversionen (?!) repræsenteret ved Kristelig Folkeparti. Også den tanke ligger vist noget ude i fremtiden nationalt betragtet.

Og så alligevel. Da det endnu engang blev kvindedag den 8. marts, forlød det overraskende fra Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, at med en borgerlig regering kan vi forvente os en forlængelse af barselsorloven op til 1 år. Og straks sprang Kristelig Folkeparti på med en melding om, at de ville gøre det til en betingelse for deres støtte til en borgerlig regering, at Venstre nu også holdt løftet. Senere har SF meldt ud, at også de støtter forslaget. Regeringspartierne har der derimod ikke været mange løfter fra. På selve 8. marts bragte Politiken en fælleskronik af Ritt Bjerregaard, Karen Jespersen og Lotte Bundsgaard, der angreb Venstre for at ville hive kvinderne hjem til kødgryderne. Så måske går der barselsorlov i næste folketingsvalg. Udpegningen af en ligestillingsminister har i hvert fald sat politisk fokus på ligestilling. Den svenske fejde om ligestilling er måske alligevel ikke helt så fjern, som den har været?

I Liberal feminism lægger Lars Leijonborg ud med at forklare, at feminisme er en erkendelse af, at de tilsyneladende tilfældige fordomme og uretfærdigheder mod kvinder udgør et mønster, en struktur. Man er feminist, skriver han, hvis man ser det kønsdiskriminerende mønster og er parat til at gøre noget ved det. Men hvor feminisme handler om at se et mønster, handler liberalisme derimod om at se individet. Og så tager han ellers historisk patent på den oprindelige feminisme, i og med at Mary Wollstonecraft, John Stuart Mill m.fl. var liberale (da: borgerlige) feminister.

Men begrebet feminisme er blevet besudlet af socialisterne, skriver han, fordi socialistiske feminister sætter klasse før køn, og fordi deres uvilje mod at se individet gør, at de ser alle mænd som kvindesagens fjender i en sådan grad, at kønskrigen nærmest fremstår som ideal.

Her er jeg nødt til at indskyde, at den sidste anklage forekommer svær at genkende under hjemlige himmelstrøg. Det er rigtigt, at socialister pr. tradition sætter klasse før køn, men netop derfor har socialister traditionelt afvist at betragte mænd som hovedfjende eller fjende overhovedet. Tværtimod forsøger socialister altid længst muligt at pakke det forhold ind, at der overhovedet findes et modsætningsforhold mellem mænd og kvinder. Sådan er det stadigvæk, og det er formentlig en forudsætning for, at ligestilling overhovedet er gangbart som socialdemokratisk politik. Ligestilling handler om begge køn. Ikke om at kvinders vilkår skal forbedres. Det ville i sig selv være en grim mistanke at rette mod en statslig ligestillingspolitik i dansk regi!

Den svenske debat om offentlig støtte til husarbejde anfører Leijonborg som et eksempel på, hvordan socialdemokraterne/socialisterne vælger klasse frem for køn ved at afvise ordningen, fordi nogle familier ikke har råd, frem for at prioritere støtte til de kvinder, som ville have gavn af ordningen. Debatten går under betegnelsen, "tjenestepigedebatten", som liberale feminister forsvarer, fordi ordningen vil aflaste kvinder i de familier, der har råd til at betale for servicen. Det nærmeste vi kommer på dansk til den debat er tilbudet om hjemmeservice, som oprindelig blev foreslået af Mimi Jacobsen fra CD. Men her er de ideologiske fronter ikke trukket op som i Sverige.

Liberale feministers slogan "Styrk kvinderne, ikke staten og patriarkatet", udmønter Leijonborg i forhold til økonomi, hverdag, arbejdstid, arbejdsliv, krop og sjæl, fremtid og beskyttelse mod voldelige mænd. Og han appellerer til kvindepolitisk troværdighed ved at argumentere for udbygning af daginstitutioner og ved at henvise til, at det var Bengt Westerberg, der i sin tid som ligestillingsminister indførte begrebet "pappamånad", en orlovsmåned udelukkende beregnet for fædre. Det er imidlertid en ordning, som giver ham et forklaringsproblem. For liberale feminister mener, at den enkelte selv skal bestemme, hvad der er bedst for familien, det skal staten ikke blande sig i. Alligevel blander de sig med fædreorloven, som kun udløses, hvis far rent faktisk stiller op. Alligevel er det ikke urimeligt, skriver han, at en mindre del af en generøs orlovsordning anvendes til at "fremme en adfærd som de fleste er enige om er ønskværdig". Et kompromis i en ideologisk konfliktsituation. Et andet kompromis indgår partiet i spørgsmålet om interne valg, hvor de benytter sig af kønskvotering: Ja til positiv særbehandling af underrepræsenteret køn.

Men bortset fra enkelte nødvendige kompromisser er parolen "frihed for den enkelte frem for alt". Hvorfor dele en socialistisk vision om 6 timers arbejdsdag til alle, det er da bedre at lade den enkelte selv bestemme, hvor kort eller hvor lang arbejdsdagen skal være, lyder det besnærende. Men med den vigtige tilføjelse: Så længe man er i stand til at forsørge sig selv.

Hvad så med den liberale parole om at "pengene bør følge barnet", spørger man sig efter Leijonborgs indledende kapitel. Hvor bliver den af, for besynderligt nok kommer han ikke ind på spørgsmålet. Det gør derimod Karin Pilsäter, som fremfører kravet om en "børnekonto", som forældre kan bruge efter eget ønske og til betaling af den pasningsform, som de foretrækker.
Det kan jo være, at kvinden vil bruge pengene til at købe sig tid til børnepasning, "så hun får mulighed for at arbejde noget mere", som Pilsäter formulerer sig. Ren "kvindemagt", hævder hun og medgiver, at kvinder kan finde på at opføre sig anderledes end tilsigtet. Men giver man kvinder friheden til at vælge selv, kan børnekontoen aldrig blive en "kvindefælde", som hævdet af socialdemokraterne.

Det indlysende modargument, er selvfølgelig, at de forskellige tilbud, som samfundet tilbyder forældrene, skal tænkes ind i den struktur og det mønster, som Leijonborg indledningsvist gjorde rede for. Er man altså feminist i hans forstand af ordet, er man nødt til at medtænke det det kvindeundertrykkende mønster også i forhold til de støtteordninger, som stilles til rådighed. Selvom Leijonborg overlader det til Karin Pilsäter, kan man godt huske hans indledende definition af feminisme. Så langt er der heller ikke mellem bogens kapitler!

For fuldstændig på samme måde som forslaget om en betinget fædreorlov og intern kvotering er i konflikt med forestillingen om individets frie valg, vil konsekvenserne af en "pengene følger barnet"-politik også tage farve af det kønsmønster, som kvindernes frie valg træffes i. Det er tankevækkende, at netop det ideologiske kernespørgsmål ikke optræder i frontartiklen. Og på det punkt er artiklen helt aktuelt, fordi Venstres forslag om et års barselsorlov forbindes med bestemmelsen om at pengene skal følge barnet. Og her dømmer danske socialdemokrater "kvindefælde" i lighed med deres svenske partifæller.

Kravet om mere tid til børnefamilier, handler i "socialisternes" verden altid om kortere arbejdstid, skriver Karin Pilsäter, som refererer til en valgplakat fra miljøpartiet. Billedet viser en kvinde på cykel med et barn bagpå og to indkøbsposer på styret, og teksten lyder: "Kortere arbejdstid". Men den kvinde vil vel ikke have kortere arbejdstid, hun vil vel hellere have en lille bil, skriver hun morsomt. Indtil man lige får vendt den en omgang. For der er sikkert mange kvinder, der hellere vil have en bil. Men omvendt er der også mange, der vil få mere ud af kortere arbejdstid. Fordi de ikke har råd til en bil. Køn er også en social kategori. Og kvinders vilkår er meget forskellige afhængig af, hvilken social klasse de tilhører. Det problem forholder liberal feminisme sig ikke rigtig til.

Det er i øvrigt samme Karin Pilsäter, der underholder med den lille sjove om fædreorloven, der topper i juli og under elgjagten og beklager, at det kun er en tredjedel af svenske mænd, der tager orlov. Men set med danske øjne er det jo ganske pænt.

Til sidst i bogens afsluttende kapitel går Ulf Öfverberg i clinch med højrefløjspartiet Kristdemokraterne, som han anklager for uvilje til at erkende kvinders rettigheder. På trods af at det kristdemokratiske kvindeforbund har lanceret begrebet "etisk feminisme", som efter hans mening dækker over en biologisme, som kun vil forstærke de strukturer og uretfærdigheder som begrænser og styrer kvinders liv.

Endelig gør han sig nogle væsentlige overvejelser over begrebet "det frie valg", som ikke er så frit endda. Undersøgelser viser, at mennesker kun ønsker og vælger forhold, som de tror, de har en mulighed for at opnå. Selv helt fundamentale behov som sundhed, mad og personlig sikkerhed kan man afstå fra at kæmpe for og ønske sig, hvis man ikke ved, hvordan det føles at være rigtig mæt, rask og tryg. Han refererer her til nobelpristageren Amartya Sen og filosoffen Martha Nussbaum, der har undersøgt kvinders forhold i store dele af verden. På den baggrund advarer de to forskere mod at lade det frie valg styre f.eks. socialpolitikken. Der kan være gode argumenter for at investere i uddannelse af kvinder, selv når unge kvinder ikke efterspørger uddannelse.

Bogen forholder sig åbent, interesseret og diskuterende til feministisk forskning. Fra Bengt Westerberg, der lod sig inspirere af Yvonne Hirdman over Ulf Öfverberg der henviser til Christine Wennerås og Agnes Wold (der i 1997 lavede en undersøgelse der viste, at kvinder i gennemsnit må være to en halv gang så produktive for at få støtte til deres forskning) og Lars Leijonborg, der kun delvis er enig med Nina Björk.

Den svenske debatbog overbetoner kritikken af den socialdemokratiske strategi og underbetoner problemerne ved en liberalistiske forståelse af feminismen. Men den inspirerer og provokerer hele vejen igennem. Og det altafgørende er, at den politiserer et emne, som kun lige netop er dukket op på den politiske dagsorden i Danmark.

I dag bekender samtlige partier i den svenske rigsdag sig til feminismen. Og i seneste mundtlige rapport fra Sverige forlød det, at selv Bo Lundgren, lederen af "De moderate", svarende til Det Konservative Folkeparti i Danmark, har bekendt sig til feminismen. Ok, men så er jeg individualistisk feminist, tilføjede han.

Elisabeth Møller Jensen er centerleder på KVINFO.

Lars Leijonborg m.fl.: Liberal feminism. Ekerlids Förlag , februar 2001
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk