Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ikke et ord om multikulturalisme

 

Romanen Hvide tænder portrætterer med næsvis humor livet i det moderne London på tværs af køn, klasse og etnicitet

 
FORUM/8.03.2001 Det var en befrielse endelig at gå i gang med romanen Hvide tænder af Zadie Smith. Længe havde den ligget i sin engelske udgave på mit bord med flotte farver og sari-agtige guldkant på omslaget og anklagende afventet en snarest læsning, men der var et eller andet ved bølgerne af fanfarer omkring bogen, der holdt mig tilbage.

Igen og igen har man i de britiske medier i det seneste år kunnet læse jublende hyldestartikler om den kun 24-årige Zadie Smith og hendes debutroman fra multikulturelle London – ikke nok med at hun er en ung sort kvinde og ser godt ud, hun har også gået på Cambridge – gisp! Her var den efterlyste store inkluderende samtidsroman omsider, lød det: super, super multikulturel…en episk skildring fra London, som ikke er Martin Amis’ og Hanif Kureishi’s respektive drengerøvs skilderier fra en maskulin synsvinkel.

Men hvordan skulle nogen bog overhovedet kunne håbe at indfange ”multikulturelle London”, som var det et produkt, der skulle på flaske og sælges verden over? Londons tilsyneladende ubesværede mangfoldige sameksistens som beundres og misundes verden over - byen, hvor det tilsyneladende ikke er så voldsom og problematisk en big deal, at manden bag skrivebordet i den smarte boligbutik bærer en sikh-turban, og at passagererne på undergrundsbanen har alle mulige hudfarver.

Jeg må indrømme, at jeg frygtede det værste ved jubelskrigene, hvor ordene multikulturel og rødder stod centralt. For er der efterhånden noget mere kliche præget end historien om immigranten, der absolut må lede efter sine ”rødder” – som om, de var forlagt i en Netto-pose et eller andet sted. Som om, at bare posen blev fundet og rødderne skruet på igen, ville alt blive harmoni og generelle eksistentielle, menneskelige problemer ophøre med at eksistere: tilsyneladende Vestens foretrukne historie om og faste plads til ”de andre”.

Men Zadie Smiths næsten 500 sider lange epos om London handler heldigvis først og fremmest om levende mennesker og ikke kulturel positionering, hvor hovedpersonerne optræder som repræsentanter for ”deres kulturer”. Hun falder heller ikke i ”happy-clappy-multiculturalist” grøften med de Benetton reklame-agtige scenarier, hvor lækre mennesker i alle regnbuens farver iført cashmere spiser sushi og curries sammen fra morgen til aften - hvor sociale uligheder, racisme og almindeligt menneskeligt elendighed er skrevet ud af billedet. For sidstnævnte ubehageligheder er naturligvis ikke afskaffet i London, og heller ikke i Hvide tænder. De løber som en skarp kant under Zadie Smiths boblende, næsvise humor og generøsitet, som bærer bogen og de lidt håbløse, skæve og fumlende mennesker, som er hendes hovedpersoner.

For mændene Archie Jones og Samad Iqbal er mildt sagt en smule kiksede, og det er deres venskab, som bogens rigt fabulerende handling udspringer fra og følger over flere årtier – ikke mindst via deres børn, den lidt usikre Irie og tvillingerne Magid og Millat. Hvide engelske Archie og Samad fra Bangladesh mødes som ganske unge under anden verdenskrig, hvor de begge er i samme kompagni i Østeuropa. Vi møder dem som midaldrende i London, hvor de bor i samme kvarter og begge bliver fædre i en sen alder; Archie gift med den langt yngre Clara fra Jamaica uden tænder i overmunden, og Samad med Alsana, der ved køkkenbordet syr tøj til sexbutikker, og nok forstår at styre sit hus.

De bor i nord London i bydelen Willesden, som bestemt aldrig kommer til at optræde i en lækker Benetton reklame. Rækkehusene snor sig hid og did, de sædvanlige kebabsteder lyser op på hovedgaden, med den obligatoriske Boots, halalslagter, frisør etc. På samme måde snor historien – eller rettere de mange historier sig af sted – med masser af svinkeærinder rundt omkring og hid og did, mens hovedpersonerne prøver at få mening ud af deres liv. Også sprogligt snor romanen sig: ubesværet fanger Smith de unges allestedsnærværende London slang ”raggastani”: en blanding jamaicansk slang, engelsk, bengalsk og gujarat, som folk zigzagger ind og ud af ganske uproblematisk.

Det skorter ikke på vanvittige hændelser og udsyrede begivenheder – Zadie Smith nyder tydeligvis at jonglere med ord og tilværelsens bizarre sammenfald af omstændigheder. Læseren møder f.eks. Archie en tidlig morgen i færd med at gasse sig selv i bilen, en skæbne, han bliver reddet fra fordi han er kommet til at parkere ved en berømt halalslagter, der venter en levering af døde kvæg, og derfor ikke tåler forsinkelser.
Der er stort set ikke det emne, der ikke bliver taget under behandling fra religiøs fundamentalisme i form af Jehova’s vidner og en ung muslimsk aktionsgruppe, til hip-hop, kolonitiden og gymnasielivets erotiske prøvelser, til en anden slags religion, troen på videnskabens og genetikkens guddommelige magt.

På sin egen forunderlige måde fabulerer Hvide tænder også over, hvad der sker når folk prøver at trække forskellige forventninger og kategorier ned over hovedet på hinanden, og udfordrer ved sin blotte fortælling kassetænkning.

Alle har særlige idealer og forventninger - også til deres børn. Ikke mindst Samad, som vælger at sende den ene af tvillingerne tilbage til Bangladesh, for at han skal lære forældrenes land at kende. Men i stedet for at blive en rettroende mand, bliver han super engelsk og nærmest kolonial og vende tilbage til England for at studere engelsk lov, mens Millat, den anden tvilling, lækker og cool som kun i London, syrer rundt, ryger pot og har en række af kvindelige beundrere inden han siver ind i en muslimsk aktionsgruppe med grønne butterflys.
På samme måde har omgivelserne – f.eks. den yndige musiklærer – særlige forestillinger om Samads bengalske kultur og etnicitet; forestillinger, der ofte spærrer for reelle relationer og bånd.

Som Zadie Smith selv sagde til The Guardian 11 dec. 2000 omkring forventningerne til hende som en slags multikulturel profet, der leder vejen til Utopia: ”Folk forventede, at jeg var en slags ekspert på multikulturelle forhold, som om multikulturalisme er en slags genre inde for fiktionen, og ikke bare et af livets mange fakta – nemlig at kloden bebos af mennesker af forskellige racer”.

Bogen er i sin struktur simpelthen London med sine mange lag – sprudlende med snørklede uventede kroge – og så den fremadrettede energi.. Nogen gange bliver afsnittene lige lange nok, men sådan er det også med London – for lange bilkøer, for mange på museerne og den slags plager.
Lidt strammere redigering ville have pyntet, men måske BBC klarer den sag, når de i år begynder at filmatisere bogen i seks tv-afsnit.

Frem for alt vækker Hvide tænder en længsel efter London og netop den relativt ubesværede sameksistens, som de fleste mennesker kender, som har boet der. Ja, folk har forskellige hudfarver, navne og hovedbeklædninger – og så??
Måske var det derfor, det var så svært at gå i gang med bogen; fordi den uundgåeligt tænder længslen efter at flytte tilbage til London.

Zadie Smith: Hvide tænder, 512 s., 359,- kr. Rosinante.

.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk