Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ministeren og rengøringskonen

 

Han var minister, hun blev rengøringskone. Efter 30 års ægteskab får hun endelig sagt fra. Men debatten om Annette Engells bog Utro, håb og kærlighed handler ikke om ham, men om hende. Om bogen burde være udgivet eller ej.

 
 
FORUM/29.02.2001 Er det i orden at hænge ægtemanden ud efter 30 års samliv? Efter endt læsning af Utro, håb og kærlighed kom jeg til at diskutere spørgsmålet med fire unge mennesker i begyndelsen af tyverne, der alle som én og uafhængig af køn, blev vældig oprørte, ikke over ægteskabshistorien, men over offentliggørelsen. Det var hende, der var utro, lød den ultimative dom over Annette Engell, for uanset hvor groft Hans Engell har svigtet, er hendes svigt værre. Hun er selv ansvarlig for sit eget liv. Efter 30 år er hun medansvarlig, det ansvar holder også efter skilsmissen, og de så på mig som lettere moralsk anløben, at jeg overhovedet kunne overveje at støtte hendes projekt.

De stillede mig til ansvar, og de anfægtede mig, og jeg forstod jo, at det var ungdommens sort /hvide ræsonnement over for en voksen pragmatisk forståelse af afstanden mellem ideal og virkelighed, der udspillede sig mellem os. Men jeg forstod også, at det til dels var mine egne ord, jeg fik igen. For har jeg ikke altid hævdet, at individet uanset køn er ansvarlig for sit eget liv, og som fuldgyldig repræsentant for skilsmissegenerationen burde jeg vel være den første til at fastholde, at den tillid et parforhold grunder sig på, må fortsætte på den anden side af forholdets ophør. At den præmis er skilsmissens forudsætning. For hvis det er i orden offentligt at afsløre alle intime detaljer om et samliv efter skilsmissen, ville det civile samfund i sidste instans bryde sammen og individet nærmest være nødstedt i sin ensomhed.

Den tyggede jeg en del på. For ideelt har de unge mennesker ret, og 1970'ernes kvindeoprør var en revolution, som brød ned, for at noget nyt kunne opstå. Oprørets logik kan ikke ophøjes til norm. Så langt så godt. Men hvad så med den konkrete Annette Engell? Jeg synes fortsat, hendes handling er velbegrundet og forståelig. Med 30 års forsinkelse slutter hun sig til kvindernes oprør, og som en af de sidste dages hellige skal også hun være velkommen. På et spørgsmål om, hvad der er så tiltrækkende ved magtens mænd, svarer hun i ugens interview i Alt for Damerne, at det vel også er ”den urgamle følelse af seksuel underkastelse – tænk at han vil have mig!” Og igen må man spørge sig, om ikke hun har fået, hvad hun har bedt om?
Men svaret er vel også, som en svensk veninde minder mig om, at da Althussers kone døde under en sadomasochistisk seance, var han stadigvæk morder. De var to om de ægteskabelige seksualvaner, men han blev trods alt dømt for mord. Annette Engell er ansvarlig for sit eget liv, men det fritager ikke Hans Engell.

Det var med en god del skepsis jeg gik i gang med Utro, håb og kærlighed, men jeg må indrømme, at jeg undervejs blev revet med af historien. Vel at mærke efter først at have kæmpet mig igennem de første 80 siders lange og næsten stillestående kedelige beretning om en lykkelig barndom og ungdom efterfulgt af det ligeså lykkelige unge ægteskab.

For Annette Engell skal ikke læses for skriveevnens skyld. Mildest talt. Hendes foretrukne adjektiver, når hun skal beskrive de forskellige eksotiske steder, hun som ung pige først besøgte med sin far, og siden som Fru Engell sammen med Hans, som ægtemanden kaldes bogen igennem, er "spændende" eller "betagende", kan man tage for pålydende eller lade være, for nogen antydning af, hvorfor det har været enten spændende eller betagende, er forfatteren ikke i stand til at uddybe. Hun fremhæver ellers flere gange, at hun og Hans er så gode til at opleve sammen, men det forbliver unægtelig ved postulatet, fordi hun sprogligt er ude af stand til at formidle sin oplevelse af fjerne rejsemål, mødet med politiske personligheder eller de mange formentlig interessante situationer, som hun alene kommer i nærkontakt med i kraft af sin repræsentative rolle ved ægtemandens side.

Optakten er i den grad en ørkenvandring, at man tager sig i at længes efter, at utroskaben går i gang, så der i det mindste begynder at ske noget! Men det gør der så også, og herfra er Utro, håb og kærlighed en rent ud hjerteskærende rapport om en kvindes fortsatte og for alle inklusive hendes selv ganske uforståelige kærlighed til en mand, der for længst er holdt op med at elske hende. Eller i det mindske elske hende, som hun gerne vil elskes. For slippe hende, miste hende, vil han åbenlyst ikke, hvad de mange genoptagelser af samlivet i sig selv vidner om. Men hvad manden ellers tænker, føler, og i det hele taget forestiller sig, har læseren af gode grunde ingen anelse om.

Tæller man de tre separationer og hendes to flytninger med, holder parret sammen over 30 år, selvom hans kærlighedsliv i næsten halvdelen af tiden har levet sit helt eget uafhængige liv uden for ægteskabet, i langvarige forhold til først den ene og så den næste sekretær, erotiske og fortrolige forhold som de mange brud og forsoninger ægtefællerne imellem overhovedet ikke ændrer på. Alligevel og på trods af enhver fornuft håber Annette Engell på miraklet til det sidste, savner ham stadigvæk ved bogens slutning, hvor hun igen må spørge sig selv, hvorfor han ikke var stoppet i tide, så de kunne have delt glæden ikke mindst over børnebørnene. Alt mens læseren underholdes, gyser og græmmer sig over den pinagtige gentagelsestvang, der til det sidste får hende til at tro på, at den unge lykke igen vil indfinde sig.


Den tragikomiske og oprørende ægteskabshistorie er dediceret til parrets to voksne døtre, der gennem mange år har været moderens fortrolige og allierede. Med bogen dokumenterer hun, hvor stort et svin, deres far er, og udgivelsen må læses som den forsmåede kvindes hævn. For hvis bare Hans ville være sød ved hende, og hun stiller sådan set ikke større krav, end at han ville gå i seng med hende i stedet for med sekretæren, ja, så ville hun stadigvæk have været hans kone. Det uhyrlige samliv til trods. Allerede her bærer bogen et anseeligt moralsk problem. Bogen er skrevet til døtrene, men den henvender sig lige fuldt til alle de danskere, der som avislæsere, tv-seere, konservative eller bare politisk interesserede bærer rundt på hver deres billede af Hans Engell. Det billede erstatter hun med sit hævnerportræt, og hvad der står tilbage efter hendes vendetta er ikke kønt. Hvis han på noget tidspunkt har haft et ideelt motiv, er det så længe siden, at også hun har glemt det.

Hun beskriver en mand, hvis personlighed nærmest ligner et uddrag af en sygejournal. Men det kedelige faktum er jo, at hun har brugt hele sit voksne liv på at være baglandskvinde for den samme mand, hvis selvbillede hun har bekræftet for offentligheden. Nu river hun alt det ned, som hun tidligere har bygget op. De fleste skilsmisser må formentlig opleves som personlige nederlag, men med hævnen, rammer hun ikke kun Hans Engells image og fremtidige muligheder, hun lægger i samme hug sit eget livsprojekt øde.

Der er næppe nogen, der efter endt læsning undrer sig over, hvorfor Fru Engell stod af vognen. Men man undrer sig unægtelig over, hvorfor hun blev. Annette Engell er født i 1946, tilhører rødstrømpegenerationen, men valgte at blive hjemmegående netop i de år, hvor hendes jævnaldrende fik sig en uddannelse og et arbejde. Parret var enige om, at det var en god måde at leve på, i hvert fald i begyndelsen, selvom hun var økonomisk umyndiggjort, modtog afmålte husholdningspenge og var henvist til at supplere tilskuddet fra Hans med morgenrengøring for overhovedet at få råd til noget til sig selv. Det økonomiske mønster og dermed også magtforholdet parret imellem taler for sig selv, alligevel bliver man rystet over den uendelige beretning om ydmygelser, hun har ladet sig udsætte for uden evne til at sige fra og uden styrke til at fastholde egne interesser, et eget perspektiv.

At ægteskabshistorien gør indtryk på anmelderne ses også af det forhold, at den del der handler om afsløringer af magtkampen i Det konservative Folkeparti, enten helt forsvinder i omtalen af bogen eller afvises som partsindlæg. Det sidste argument er Susanne Bernths, der i Berlingske Tidende (19.01.2001) skriver, at "Annette Engell valgte at knytte sit liv til sin mand og hans karriere, og i det sekund hun ikke længere er fru Engell er hun uinteressant for offentligheden på nær i de femten minutter, hvor hun disker op med afsløringer fra den gang hun var - fru Engell". Men argumentet modsiges unægtelig af, at Jyllands Posten (19.01.2001) roser Annette Engells politiske analyseapparat som "ganske koldblodig politisk journalistik på højt niveau", sekunderet af Weekendavisens Bo Bjørnvig, der tilkender den del af bogen offentlig interesse, "der handler om det sårede magtmenneskes forsøg på at svække sit parti så meget, at han vinder magten tilbage" (19.01.2001).

For alle dem, der stadigvæk husker og endnu kan undre sig over det konservative scenario efter Hans Engells spritkørsel, er bogen oplysende og øjenåbnende læsning. Annette Engell kan således fortælle, at Hans Engell med hjælpere søgte at tilrettelægge hele den konservative valgkamp op til sidste folketingsvalg ud fra et ønske om det størst mulige valgnederlag. Til de konservative vel at mærke. Så Per Stig Møller kunne stå som nederlagets mand og Hans Engell med en mulighed for at vinde magten tilbage. Hvis ikke informationer af den type, gør indtryk, skal man efter min mening være mere end almindelig hårdhudet. Beretningen , der tilmed virker troværdig, bygger tydeligvis på dagbogsoptegnelser, skrevet af Hans Engells samtalepartner og nærmeste vidne.

”Jeg har i så mange år stået i skyggen, nu er jeg parat til at gå ud i solen", skriver hun optimistisk til slut. Men det er tydeligvis ikke skilsmissesolen, der lyser forude, men udsigten til at konkurrere med Hans om en plads i offentligheden, der endelig får solen til at stå op i Annette Engells liv. Livet uden Hans, har hun aldrig ønsket sig, alenelivet skræmmer hende, er svært og usikkert. Men en plads i offentlighedens lys har udgivelsen unægtelig skaffet hende. Debatten fortsætter på anden uge efter udgivelsen . Direkte radiodebat med begejstrede og oprørte lyttere, store interviews i ugebladene og i skrivende stund kikker hun op på mig som ugens dagbogsskribent i Politikens "7 døgn med Annette Engell” (27.01.2001).

I Informations fredagskronik (26.01.2001) under rubrikken Tro og Filosofi, anfægter Johnny Kondrup, dr. phil. på en afhandling om selvbiografien, hendes projekt. I stedet for at sætte hende fri, vil udgivelsen tværtimod fastholde hende i Hans Engells skygge, siger han. Men i mine øjne er det enten noget akademisk tågesnak eller beror på en manglende accept af, at livet for en kvinde som Annette Engell har været hendes liv som fru Engell. Derimod kan jeg nok være enig med ham i, at selvbiografien er en farlig selvafslørende genre, hvor forfatteren let kommer til at fortælle mere, end hun ved af. Alene barndomshistorien viser, skriver Johnny Kondrup, at hun tidligt formede "en karakterstruktur, som nærmest måtte kalde på, at en dominerende og selvoptaget charmør skulle tage den i besiddelse". Hun fører ikke selverkendelsens perspektiv igennem, for havde hun gjort det "ville hun se, at ægtemanden i al sin monstrøse egoisme, også var et symptom. Han var en dæmon, der måtte flytte ind, hvor betingelserne i den grad var lagt til rette for ham".

Den erkendelse når Annette Engell ganske rigtig ikke frem til, ude af stand til at forstå hvad der gik galt, som hun er. Men med det personlige mod, som udgivelsen også repræsenterer, giver bogen dog håb om, at hun vil få kræfterne til at gå det sidste, terapeutisk afgørende stykke fra afsløring til selvindsigt. Den side af historien mangler for nærværende stadigvæk. Herfra skal lyde et held og lykke med projektet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk