Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Man gjorde en moder fortræd

 

De 12 beretninger om moderskabet i "Du kan bare vente dig" vidner om kvinder, der troede på ugebladenes fiktion om moderskabet. Virkeligheden er noget helt andet. Mange unge kvinder kender arbejdslivets vilkår bedre end familielivets. Og det ta'r hårdt på dem.

 
 
FORUM/20.12.2000 I dag er kvinder i gennemsnit 29 år, når de får deres første barn og mænd et par år ældre. I gamle dage blev overgangen mellem barndommen og voksenlivet dateret til konfirmationsalderen, i dag er der noget der tyder på, at voksenlivet først for alvor starter, når man går fra at være TO til at blive TRE. I hvert fald hvis man skal tro de mødre, som fortæller om det at blive mor for første gang i bogen Du kan bare vente dig. 12 sande beretninger om at blive mor (Aschehough).

Du kan bare vente dig angiver allerede i overskriften, at både den gravide kvinde og læseren ikke skal tro, at det der er forestående er en dans på roser. De tolv kvinders beretninger er stort set alle minutiøse udpenslinger af dårlige og voldsomme fødsler, nyfødte børn, der skriger fra morgen til aften og natten med, børn, som ikke vil spise, børn, som ikke kan finde ud af at sove og børn, der bliver syge. Men allermest handler beretningerne om kvinder, der troede på ugebladenes historier om lykkelige nybagte mødre, men som i stedet af mangel på søvn, omsorg og manglende selvfølelse lige så stille er ved at gå i opløsning af frustration og udmattelse.

At bogens ærinde netop er at sætte fokus på moderskabet vrangside, fremgår af redaktør Maria Holkefeldt Behrendts forord. Her hedder det bl.a.
    "Alle kvinder som skal have deres første barn, går rundt med en drøm om, hvordan tilværelsen med vidunderet vil være. De fleste af os ved godt, det ikke vil blive lutter lagkage. Vi er dog overbeviste om, at det nok skal gå (og mere til), når blot vi bruger vores sunde fornuft" og videre "Ingen fortæller os, hvordan tilværelsen ændrer sig fra den dag, ønskebarnet kommer ud af moderens mave. Ingen fortæller os, at tilværelsen altså ikke kun får en ny og anderledes, smuk lyserød farve. Den kommer også til at rumme den grimmeste, grå og deprimerende farve som en stærk kontrast".

Det der er problemet er altså ifølge redaktøren og også en del af skribenterne, at dagens nybagte mødre er helt uforberedte på den opgave, det er pludselig at skulle tage ansvar og hånd om et lille barn. Og skylden for denne manglende parathed lægges på egne mødre, hospitalsvæsenet og ikke mindst på damebladenes fremstilling af lykkelige mødre med sovende babyer i rustikke vugger og Peter Plys tapet på væggen i det nydesignede barneværelse. For omgivelsernes fiktion om moderskabet, der iscenesættes som en evig lykkelig symbiose, eksisterer ikke i den virkelige verden lyder det.

    "Men de forventninger jeg havde til at få barn, blev altså ikke indfriet (...) Det var meget sværere at blive mor, end jeg overhovedet i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig (...) Jeg har brugt alle mine kræfter og reserverne med i en stor del af forløbet". (C. Levin, 31 år)

    "Jeg anede ikke, hvor frustrerende det kan være altid at skulle sætte et andet menneskes behov før ens eget. Og jeg anede ikke, hvor meget jeg ville komme til at savne mit liv, som det var" (T. Baadsgaard, 33 år)

    "Jeg tænker nu, at jeg startede med en god og sund parathed til at blive mor, men fordi jeg undervejs i min graviditet mødte rigtig mange idealistiske forestillinger om og krav til den kommende mor, og meget få realistiske fortællinger om, hvad der kan vente én, endte jeg med at være "uforberedt" på meget af det, jeg oplevede." (R. Lyngdam-Pedersen, 27 år)

De fleste af mødrene føler sig ensomme og deprimerede og ude af stand til at bede andre om hjælp, når de er ved at segne af mangel på søvn og hvile. Skyldfølelsen over at barnet ikke lever op til idealbilledet af, hvordan en baby bør opføre sig rettes indad og al energi bruges på at rette op på dette misforhold. Flere af beretningerne handler f.eks. om, hvordan mødrene nærmest står på hovedet for at finde forklaringer på og afhjælpe børnenes gråd. Når så deres meget store opfindsomhed alligevel ikke hjælper, opleves det som endnu et nederlag, der bekræfter dem i deres uduelighed som mødre. Selv mødregrupperne, som jo er tænkt som et rum for erfaringsudveksling og gensidig støtte, kan være med til at understøtte denne mindreværdsfølelse.

    "Jeg havde faktisk glædet mig til at starte i mødregruppen, fordi jeg håbede på, at der her ville være basis for at tale om alt det, der var svært. I stedet brugte vi meget energi på at vurdere og sammenligne hinanden og hinandens børn". (R. Lyngdam-Pedersen, 27 år)

Men har det ikke altid været sådan, at det at blive mor har betydet en stor omvæltning i både praktisk og psykisk forstand? Og har der ikke altid knyttet sig nogle meget bestemte forestillinger til, hvordan en god mor så ud, gjorde osv.

Jo, men når man som læser føler og lider med disse nybagte mødres beretninger skyldes det, at de tilhører den første generation af kvinder, for hvem ligestilling var noget, der for længst var indført, for hvem der ikke var forskel på, hvad mænd og kvinder kunne blive til og for hvem, den egentlige selvrealisation foregik på arbejdsmarkedet, på uddannelsesstederne og i cafelivet. De tilhører også den generation, hvis forældre kun fik 1 eller 2 børn og som sørgede for at friholde deres børn for alt husarbejde, så de kunne hellige sig det vigtigste, nemlig skolen og vennerne.

For mange af disse kvinder er livet med et spædbarn et erfaringstomt rum, der først efterhånden som barnet vokser til, får indhold og fylde. Og hvad der næsten er værre. Af beretningerne fremgår det faktisk, at de sociale kompetencer som omsorg og empati, som er en uomtvistelig del af det at passe et lille barn, ikke sådan lige er til at hive frem af mølposen. I hvert fald er det påfaldende, hvor ofte håndteringen af umulige børn beskrives med ord fra arbejdslivet, som om der var tale om rationel problemløsning. Og i virkeligheden er det jo ikke så mærkeligt, at erfaringerne fra arbejdslivet hentes med ind i børneværelset. Og at disse erfaringer ofte kommer til kort, når de skal anvendes på et skrigende barn. Det mærkelige er, at vi lever i et samfund, hvor det er trendy at få børn, samtidig med, at det opdrager de yngre generationer som om moderskabet ikke eksisterer.

Og hvad der måske er endnu mere mærkeligt, er at fædrene enten er helt fraværende eller spiller en temmelig perifer rolle i de fleste af beretningerne. Om det stemmer overens med virkeligheden eller om mødrene bare bevidst har undladt at inkludere dem i fortællingerne, skal være usagt her. Men med det fokus, der i de seneste år har været på faderrollen, kan det undre at faderens rolle som medansvarlig forældre stort set ikke medreflekteres.

Du kan vente dig er en vigtig bog, fordi de nybagte mødre har vovet et øje ved at udstille og beskrive den krænkethed, forvirring og træthed, som de oplever moderskabet giver anledning til. At bidragyderne selv er opmærksomme på, at fortællingerne ridser i lakken i det herskende skønmaleri af mor-barnforholdet, fremgår bl.a. af redaktørens omtale af bidragyderne: "En del af dem har haft bekymringer i forhold til deres familie og deres eget barn, når det blev stort og måske skulle læse moderens indlæg i bogen her".

Jytte Nielsen er biblioteksleder på KVINFO.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk