Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Virkelighedens Blondine

 

 

 
    "Åh, guuud! - er det mig?" hvinede Den Blonde Skuespillerinde og stirrede op på den kæmpestore, pragtfulde dukke-kvinde, der tårnede sig op over publikum...I virkeligheden anede hun ikke hvad hun følte, eller om hun i det hele taget følte noget".

FORUM/20.12.2000 Scenen er taget fra Joyce Carol Oates 896 siders maraton-værk Blondine (Rosinante) om Marilyn Monroe. Om virkelighedens Monroe, hvis hun altså findes - den historiske Marilyn, skuespillerinden med det affarvede hår, de sexede kurver og den sørgelige skæbne.

Selv siger Marilyn flere gange i bogen, at hun ikke kender Marilyn Monroe. Og ikke af sine nærmeste vil kaldes ved navnet. For Marilyn Monroe var et ikon skabt af Hollywood, et produkt af en kommercialiseret, udnyttende og vulgær underholdningsindustri. Det var hun udmærket klar over, Marilyn. For dum var hun ikke. Men hvad var hun så? Hvem var hun, hende den mystiske, forførende Monroe, der har dannet stof for så mange ungpige-drømme og manddomsværker. Hvem var hun?

Det er et af de store spørgsmål, der ligger og ruger hele tiden indeni når man læser Blondine. Og det ved Oates så udmærket. På bedste modernistiske vis - ikke overgået siden Virginia Woolfs biografiske roman Orlando - forsikrer Oates os hele tiden om, at dette bestemt er en fiktion, en fortolkning af et levet liv, og hvis du vil have facts på bordet, sandheden om Marilyn, kan du godt tro om igen. Her kommer nemlig en fiktion. Take it or leave it.

Så man tager det. For "livet har ingen mening uden for historien på lærredet", som Oates' Marilyn selv konstaterer i begyndelsen af romanen. Og hvad er virkeligt og hvad er fiktion? Hvad er sandhed og hvad er historie og hvem skriver den, i øvrigt? Det kan da være ligegyldigt, når man nu alligevel ikke kan møde hende, høre hende synge hæse, forførende fødselsdagssange til præsidenten, eller se hende stå med let-spredte ben på subway-risten, i den hvide nedringede kjole.

Vi kender hende alligevel kun som myten og konstruktionen Monroe. Hende der sang noget om diamanter og Daddy. Hende der vist nok tog lige så mange stoffer og sovepiller, som hun bjergtog mænd. Hende det fattige børnehjemsbarn fra Byen af Sand, der blev sidste århundredes ultimative sex-symbol.

Så giv os bare endnu en konstruktion. Der er alligevel så mange andre, der har forsøgt sig med myten Marilyn Monroe. Og det lige fra elskere, ægtemænd, kollegaer, venner, til ekspedienter i hendes lokale drugstore: 'Ja, det var rigtig nok selveste Marilyn Monroe, der købte den store dosis nervepiller, jeg så det selv, med min egne øjne'.

Alle disse øjenvidneberetninger, alle disse påståede sandheder om filmstjernen, findes i Blondine. Romanen er Joyce Carol Oates egen fortolkning af de historier, der eksisterer fra og om Marilyns liv, - selvfølgelig tilsat en god portion af Oates fantasi.

For der var og er mange historier om kvinden. Selv mens hun levede, lavede mænd deres historier om hende. Og lavede hende om, hvis hun ikke lige passede ind i deres billede af Den Perfekte Kvinde, der dengang indeholdt den meget besværlige kombination af både Luder og Madonna.

Norma Jeane kunne ikke bare være Norma Jeane. En ung, videbegærlig og intelligent skolepige med en veldrejet figur. Hun skulle have farvet hår, lakeret negle og have nyt navn (en stor scene i bogen beskriver netop denne navngivning, der selvfølgelig foregår uden Marilyns indflydelse). Hun skulle markedsføres: Rettes til, poleres og modelleres så hun passede ind i Den Amerikanske Smag. Og så skulle hun udstilles i første række, splattes ud i megaformat på de store reklametavler - proppes ned i halsen på forbrugeren. Vær så god - her er hun, ren og uforfalsket kød. Kom og smag!

Marilyn eksisterer kun i andres øjne, siger Oates, mens virkelighedens Norma Jeane Baker stadig ligger uudforsket hen. Dette udtrykker Oates ved konstant at kalde sin hovedperson navne som f.eks. Den Blonde Skuespillerinde, Pinup-pigen, Miss Golden Dreams, og "Marilyn Monroe" i anførselstegn. Navne i alt for små størrelser, som Marilyn med al vold og magt skulle skrue sig ned i. Et problem Marilyn selv var klar over og som hun troede, hun havde styrke nok til at ændre. Det havde hun bare ikke. Interesserne omkring produktet "Marilyn" var for stærke: "Hun var "Marilyn", nej hun var "Angela" - hun var Norma Jeane, der spillede "Marilyn" der spillede Angela - som en russisk dukke, hvori der er gemt mindre dukker i den største dukke som er moren."

Mændene opfandt hende i deres eget billede - nogle mere blidt end andre: Den voldsomme Eks-atlet (Joe DiMaggio) slår hende praktisk talt i gulvet fordi hun ikke passer, mens den følsomme Dramatiker (Arthur Miller) nøjes med skriftens magt: "Jeg ville skrive hendes historie om. Det stod i min magt." Selv hendes første ægtemand (og første elsker) kan ikke forholde sig til, at Marilyn havde egen vilje og ønsket om at ville skrive sin egen historie. Han bliver frustreret over at det ikke var nok for Marilyn at være "køn og ligefrem ligesom andre kønne piger. Hvorfor behøvede hun også at være "dyb"... Han elskede hende fordi hun var noget særligt, men var også i nogen grad krænket over det. Som om Norma Jeane kun foregav at være den pige han kendte."

For personen bag Marilyn skabte angst. Hun var uberegnelig. Hun tænkte selvstændige tanker, havde kreative talenter, vilje og samvittighed - egenskaber der ikke var lige tilbedt i de Tupperware-inficerede forstadshjem og slet ikke i det mandsdominerede, kommunistforskrækkede Hollywood. Den anden Marilyn havde ambitioner og mod, hvilket ikke var til at arbejde med.

Og det er denne side af Norma Jeane som Oates prøver at yde en smule retfærdighed. Med en kalejdoskopisk tour de force af Monroes opvækstvilkår, kærlighedsforhold, aborter, selvmordsforsøg og sceneoptrædener, følelsesmæssige op -og nedture, længsel, frygt, svigt og forelskelser, forsøger Oates at forklare, hvad det var der gjorde Marilyn til det ulykkelige, saboterede menneske hun var. Og også hvilken industri af griske mennesker (mænd) der skabte hende.

Og jeg skal love for man kommer på noget af et ride. Ikke blot fordi romanen er så detaljeret (og lang!), men også fordi den er fortalt på en så mættende, æggende og afslørende facon, at man flyver hen over siderne og til sidst sidder tilbage med en lidt underlig smag i munden. Som når man som lille (og ved en fejltagelse selvfølgelig) er kommet til at høre sine forældre have sex, fordi man havde lagt en båndoptager ind under deres dobbeltseng.

Blondine virker - grotesk nok - mere sandfærdig end de mange andre bøger, der er skrevet om hende. Måske fordi det endelig er en kvinde, der skriver den. Måske fordi denne historie er så intens, så fyldt til randen med historier, tanker, drømme, dagbogsindlæg, breve, telefonsamtaler og memoirer - alle sammen elementer fra et menneskeligt univers. Virkemidler fra fiktionens univers, der gør historien mere sand på fiktionens uvirkelige måde.

Måske fængsler denne historie fordi den er skrevet med en så smuk eksperimenterende, begavet pen - en stil, der springer fra datid til fremtid, fra jeg-fortælling til en tredje personfortælling, fra intens indre tankevirksomhed til kølig afstandstagen - ligesom livet gør det. Fordi den giver plads til beretninger om de "skæve" menneskeliv, frem for at fokusere på de store glamour-forhold Marilyn var kendt for at have. Og fremhæver små scener, der har stor symbolsk betydning uden at gøre dem sentimentale. Som en fantastisk scene hvor Marilyn kigger på stjerner med sine to elskere Cass og Ed G.

Måske tror man denne historie om Marilyn fordi den ikke er en myte-bryder, men netop erkender sin begrænsning: At den ikke per se skal fortælle The True Story og opfylde vores alle sammen indre voyeuristiske dæmon.

Måske holder denne historie fordi den fortælles med så indlevende sympati for dens hovedperson, af en kvinde der ikke - som så mange andre af Marilyns levnedsskildrere - har 'noget i klemme' med Marilyn, eller skal svare tilbage på omverdenens anklagende blik: Hvorfor kunne du ikke hjælpe hende?

Blondines styrke ligger i dens evne til at efterlade læseren med ligeså mange spørgsmål som den vækkede: Hvad er identitet? Hvem er det der skriver vores (og kvinders) historie? Hvad er sandt og hvem er dommer over sandheden? -

Dens svaghed ligger i at den ikke når helt ind, fordi vi, for eksempel, kun får brudstykker af den meget vigtige jeg-fortælling. Det resulterer i at læseren kun delvist kan indleve sig i den smerte hovedpersonen føler ved sin første abort, eller den længsel Marilyn har efter at blive anerkendt, elsket som den person hun var - elsket af verden, af sin neurotiske selvcentrerede og forfængelige mor og sin altid fraværende far (Daddy). Indlevelsen bliver således fragmenteret. Og Blondines form bliver mere vigtig end indholdet, hvilket en så lang bog ikke kan bære.

Det er også irriterende (men en klar dekonstruktivistisk pointe) at Oates går så tæt på Marilyns historiske liv, men samtidig fjerner sig fra den ved hjælp af alibier som Dramatikeren og Eks-Atleten. Så sidder man nemlig og gætter, mens fokus bliver fjernet fra Oates' fremragende og vigtige tese om virkelighedens og kønnets konstruktion og sandhedens skrøbelighed. Tænk hvis historien blot er en menneskelig konstruktion, hvor efterlader det så vor kulturs sandheder og truismer?

Mette Bom er skribent og redaktør af Teknologidebat.dk. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk