Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den uregerlige krop på museum

 

Menneskekroppen er fokus for Arkens store udstilling "Mennesket", der også en protest mod den vestlige opdeling i krop og ånd. Men hvorfor er arrangørerne så forvirrede, når det drejer sig om at forholde sig til mænd som køn?

 
 
FORUM/29.11.2000 Efter at have tilbragt utallige timer ved min fars dødsleje, nærmer mine fødder sig med spænding søndagens udstilling på Arken Mennesket – Et halvt århundrede set gennem kroppen. Tiden fra 1950 til 2000 var netop min fars tid fra ungdom over det midaldrende til en for tidlig død. Aldrig har Descartes credo ”Jeg tænker, altså er jeg” forekommet mig mere latterlig. For hvad er en tanke uden en krop? Som digteren Inger Christensen kommenterer bidende: ”Trøstesnak og håb om en udvej”.

Kroppen er til alle tider er blevet anvendt i kunsten til at karakterisere en aktuel tilstand eller en utopisk stræben. Den kulturelle situation aftegnes af måden, hvorpå menneskekroppen optræder i kunsten, så kroppen bliver det ”lærred”, hvorpå kunstnerne billedliggør deres holdninger og opfattelser. At Arken sætter fokus på menneskekroppen og kunsten i perioden fra 1950 til 2000, hvor samfundet går fra at være et industrisamfund til et informationssamfund, er interessant. For nu er der ikke længere brug for kropslige kræfter, mennesket skal være et mobilt hoved, der ikke må forstyrres af spasmer fra en inaktiv krop. Den visuelle mediekultur dominerer, viden bygger oftest på andenhåndserfaringer, og kroppen har ikke selv været genstand for erfaringen.

Samtidig fokuseres der på kroppen som aldrig før: Vi færdes i et bombardement af billeder blandt mutantlignende kroppe, som opfylder skønhedsidealer, der kun kan købes hos plastikkirurgen eller i de moderne billedredigerende programmer.

Vores væren i verden er imidlertid fysisk – og vores krop er både tænkende og erkendende. Arkens udstilling Mennesket – Et halvt århundrede set gennem kroppen er et møde med værker, der netop protesterer mod den vestlige forestilling om adskillelse af krop og tanke.

Men det er galt med klassifikationen. Udstillingen er er klassificeret i syv kategorier:Det søgende menneske, Kroppen i massekulturen, Med kroppen som indsats, Køn og kultur, Feminin, maskulin, Kød og blod, Det manipulerede menneske. De følger umiddelbart et kronologisk forløb med tematiske overskrifter og tilhørende tekster, der under overfladen stritter i alle mulige retninger – og ikke mindst får mit hår til at stritte – i ærgrelse. Der savnes en større refleksion mht. køn, krop og kultur – også i udstillingskataloget.

Første afdeling af udstillingens syv klassifikationer har Det søgende menneske som overskrift og henviser til den meningsløshed som Hiroshima, Nagasaki og Auschwitz’ grusomheder spredte. Som en reaktion brugte kunstnerne kroppen til at anfægte udviklingen, skildre tvivlen - mens meningen dog alligevel skal findes i selve kroppen efter Anden Verdenskrig. Her afsøges kroppen gennem skulpturen og maleriet – og i værker helt op til 1987.

Fra Det søgende menneske går jeg med store forventninger hen til Kroppen i massekulturen: Her bliver det spændende at se, hvad der tænkes. Ligesom de andre museumsgæster standser jeg foran Duane Hansons helt livagtige Flea Market Vendor fra 1991, der viser en kvinde på en klapstol, som er optaget af at løse kryds og tværs, mens tasken ligger ved siden af hende og flyder. Alle studerer indgående dukkens ar og rifter på skinnebenene og børnene får konstant alarmen til at ringe, fordi de ikke kan forstå, hun ikke er levende. Alligevel efterlader denne klassifikation en fad fornemmelse. For nok er der udstillet mange spændende værker, men er de så vægtige, at de sammen kan udtrykke nok om Kroppen i massekulturen – og kunne man ikke lige så godt have valgt at placere dem andre steder?

Med stigende irritation passerer jeg Panamarenkos Feltra (1966), som er en stor velformet stofdukke, der i oversize matcher det patriarkalske blik. Når værket indtræder i en kontekst, som i sig selv er for mangelfuld, kommer man til at fokusere på den ambivalens, som den slags værker altid udsender. På den ene side gør de op med fremstillingen af kvindekroppen i massekulturen og samtidig profiterer de af den selv: Det er kvindekroppen, som med sin alt for store repræsentation i massekulturen, må betale prisen hver gang en vare skal sælges. Også når det er kunst.

I de to næste udstillingsklassifikationer Med kroppen som indsats og Køn og Kultur går det helt galt. I den første kategori er det næsten udelukkende mænd og i den anden er det næsten udelukkende kvinder: Når det er om køn, menes der selvfølgelig Kvinden. Mandlige kunstnere skal åbenbart stadig ikke tænkes i køn, selvom mange af værkerne i Med kroppen som indsats sagtens kunne forstås som en fortolkning af maskuliniteten. Og franske Orlan kunne med rette være placeret i begge kategorier.

Selvportrætterne af den cancersyge amerikanske kunstner Hannah Wilke hænger også her i Køn og kultur. Hvorfor? Det undrer mig, at man så ikke vælger hendes tidligere værker, eksempelvis hendes fantastiske tyggegummiklitorisser, der er en åbenlys protest mod en patriarkalsk kultur – eller hendes tidligere billeder, som leger med beskuerens kulturlige trang til at objektgøre kvinden. Hvorfor er cancerbillederne ikke placeret under Kød og blod? Når vi eller vores nærmeste bliver syge, forstår man hvor kødelige vi er: Hvor meget kroppen betyder, når sygdom kvæler kroppens kraft, selvom viljen og tanken er stærk. Sygdom og død rammer alle - uanset køn.

I afdelingen for Feminin/maskulin bliver det næsten ufrivilligt komisk. Her løftes den pædagogiske pegefiner: Der arbejdes med traditionelle kulturelle forestillinger, om hvad kvindelighed og mandlighed er. Har man bare lånt overskriften fra udstillingen Feminimasculin, som blev vist i 1994 i Paris på Centre Pompidou i Paris? Her blev mange af de udstillede værker vist under overskriften ”Identitet og maskarade” – og er det i grunden ikke en bedre overskrift? Og er en mandlig- og en kvindelig repræsentation ikke et uomgængeligt omdrejningspunkt i alle kategorier, når vi taler om kroppen?

Når man ser Jana SterbaksVanitas: Kødjole til en albino anoretiker (1987) klassificeret under Kød og blod, der viser et fotografi af en yndig ung hvid pige iklædt en kjole syet af saftige røde bøffer, kan klassifikationerne gå et vist sted hen. For ved siden af billedet hænger couture kjolen, tør og grå på en gine. Associationerne flyder. For hvem har ikke ønsket at være en god steg og samtidig bære ønsket om at blive set som andet end sit kød? Eller følt kvindelighedens utilpassede kød? Og mærke forgængeligheden i kødet?

Klassifikationsproblemerne til trods, er det en stor nydelse at se værkerne i sig selv. Især værkerne af kvindelige kunstnere: De har virkelig noget på hjertet i en vestlig kultur, der traditionelt tildeler kvinden kroppen og manden hjernen.

Carolee SchneemannsInterior Scroll (1975) viser et forunderligt billede af en kvinde, der føder en skriftrulle, placeret ved siden af en beretning om et møde med en filminstruktør af en nar, som absolut ikke anerkender andre erfaringsverdner end den traditionelle. Det er en uhyre genkendelig situation og viser hvordan bæreren af et feministisk blik ofte bliver betragtet som helt uforståelig. Og trods modviljen mod essentialiteten i Vulvas morphia (1995) også af Schneeman, der er som talt udfra den franske psykoanalytiker Luce Irigarays teoriverden, bringer værket alligevel eftertænksomhed: Blandt et mylder af dramatiske røde billeder protesterer kussen mod de reducerende angreb fra lægerne, fra tegnfilosofferne og psykologerne, fra sexologerne, fra graffitien og slangudtrykkene, fra de mandlige kunstnere og fra de feministiske konstruktivister.

Kunstneren Nancy Burson konfronterer os med den billedskabte virkelighed, når vi ser billeder af væsener, der kun eksisterer i den virtuelle verden - og alligevel ser ud som os. Hendes billede Mankind (Mennesket, 1983-84) indeholder lag af billeder af menneske overalt på jorden og ud af det kommer et billede af et menneske, der ser ud som ethvert andet menneske. Warhead 1 (Krigshoved, 1982), der er skabt af billeder af verdens despoter, viser netop og ikke særlig overraskende forestillingen om et magtsygt menneske.

I billederne First Beauty Composite og Second Beauty Composite (Første og anden skønhedssammensætning) fra 1982 er kvindelige filmstjerners ansigter fra henholdsvis den tidligere og senere filmhistorie brugt til at danne SKØNHEDEN. Billeder lagt ovenpå hinanden af Bette Davis, Audrey Hepburn, Grace Kelly, Sophia Loren og Marilyn Monroe udtrykker et langt mere hausfrauvenligt væsen end billedet af Jane Fondas, Jacqueline Bissets, Diane Keatons, Brooke Shields og Maryl Streeps ansigter. Dermed dokumenterer Burson visuelt, at forestillingen om skønheden ændrer sig i takt med kulturen og tiden. Også forestillingen om maskulinitet er en kulturel konstruktion, og det viser Burson ved at lægge billeder af henholdsvis ældre og yngre filmstjerners ansigter ovenpå hinanden: Mandlige og kvindelige stjerneikoner afspejler tidens kulturelle opfattelse.

For det nye årtusindes menneske er forestillingen om kroppen som det absolut sidste referencepunkt forsvundet. Enhver kender eller har hørt om én, som har fået løftet lidt her eller suget lidt dér, og den menneskelige krop kan nu konstrueres på en aldrig før set måde. Eller som den franske kunstner Orlan siger: ”Dette er min krop, dette er mit software:” Og med stor konsekvens lægger hun sig under kniven. På udstillingen ser vi hendes kødkunst med fotografier af det kirurgiske teater og hende selv seks dage efter den syvende operation, totalt hævet og med et bundt narcisser i favnen. Intentionen er at omdanne ansigtet til et patchwork med reference til forskellige klassiske værkers fremstilling af skønne kvinder.

I Sue Webster and Tim NoblesSplitting the difference (1999) ses en farvestrålende klump plastikaffald, der kløves af en økse. Samtidig forvandler skyggen af klumpen sig til to lidende ansigter, der kløves. Associationerne vælter frem - måske er det en kvinde og en mand, der som Platons væsener, splittes, og konstant må leve i en evig søgen efter den anden? Eller vil det sprudlende affald en dag besejre os? Eller..? En ting er sikkert, værket taler imod den traditionelle forestilling om dikotomi og klassifikation.

Descartes og hans credo forkastes – for hvad er tanken uden en krop? Selvom udstillingens klassifikation forsøger at tæmme den uregerlige krop og dermed vinde over døden – er kampen latterlig og tabt på forhånd. Og i videoinstallationen af Bill Viola i Nante Triptykon (1992) udspændes selve livet: På installationens venstre skærm ses og høres en fødende kvinde, som sammen med sin mand kæmper et barn frem til verden. I den anden side vises en døende olding.

Mellem de to afgørende livspositioner ses blålige voksne spændstige kroppe bevæge sig ud i den tid, der udspænder sig fra fødsel til død. Og det er vel det mennesket skal.

Anita Frank Goth er cand.mag. i dansk og filmvidenskab og skriver regelmæssigt for FORUM.

Citatet af Inger Christensen stammer fra digtsamlingen Brev i april (1979).

Mennesket – Et halvt århundrede set gennem kroppen vises frem til januar 2001 på Arken.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk