Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Et Guds ord fra landet

 

Når den sidste bog er læst, vil Kirsten Thorups Bonsai for mig blive stående som et litterært højdepunkt i livet, et voldsomt, råt og smerteligt læsechok.

 
 
FORUM/26.10.2000 Af en Kirsten Thorup roman at være åbner Bonsai usædvanlig distant med en fortælling om Mona og Chris. Mona, der begår selvmord som 37-årig, og Chris, der fortæller eller indtaler sin historie på bånd til Charlotte, som er hans psykoanalytiker og terapeut. På den ene side en typisk Thorup, fordi den ensomme bekendelse, her som så mange andre steder i forfatterskabet, fortæller om menneskelig isolation og om et vildtvoksende indre liv, som i sin søgen efter en fortrolig anden, sjældent overkommer afstanden. En uforløst længsel efter kærligheden og en skuffet søgen efter ægte og uforstilt kontakt, der finder sin udløsning i betroelser til dagbogen eller som her til terapeuten. På den anden side er historien om Mona og Chris, dens grumhed og næsten burleske tragedie til trods, fortalt så grotesk distanceret, at man som læser holdes på arms afstand af det fortalte.

Her er således ingen invitation til identifikation eller indlevelse overhovedet, så hvorfor skal jeg overhovedet høre om den historie? Tænker man undervejs. Og længe forstår jeg ikke rigtig den megen forhåndspostyr op til udgivelsen af Bonsai, Kirsten Thorups første roman siden Elskede ukendte (1996). Men jeg skal love for, at forståelsen indfinder sig. For den indledende distance, der understøttes og yderligere udbygges af de efterfølgende indledende øvelser til den egentlige kærlighedshistorie om Nina og Stefan, der til sidst bliver til selvmord og mord, tjener alene som kunstnerisk metode til indfangning af den intetanende læser.

Det begynder så uskyldigt med lag på lag af stemmer, breve og beretninger. Og selvom man som læser, forhåndsomtalen taget i betragtning, slet ikke kan undgå at kende hverken slutningen eller dens selvbiografiske klangbund på forhånd, falder man for uskylden og distancen. Tror længe, man har læst det hele før, for så meget desto mere effektivt at falde i den kalkulerede fælde, når historien langsomt og helt umærkeligt har snoet sig ud af distancen. Herfra er der kun absolut nærvær og et forfærdende drama, der minut for minut, ord for ord, holder læseren fast som i en skruestik. Konsekvent, uhyrligt og overbevisende sandt. Som læsere undslipper vi lige så lidt som Nina, der er så bundet i sin kærlighed til den selvfornægtende, aids-syge, biseksuelle Stefan, at hun mange år efter deres skilsmisse lader sig inddrage i hans selvmord og dermed i ansvaret for hans død.

Gå hjem og vug, har jeg lyst til at sige til Lars von Trier med hans forkærlighed for det store melodrama og det kvindelige offer til døden. I Bonsai er der rigeligt stof til tåreperser og melodrama, men i modsætning til Trier, er det den store kollektivt rensende tragedie, der vokser ud af Kirsten Thorups ægteskabshistorie med selvbiografisk elementer. Som historien om de ulykkeligt elskende i Himmel og helvede (1982), den unge, desperate Jonna og bøssen Jonni, der først med sin dagbog afslører sit dobbeltliv for Jonna, er også Nina i Bonsai Kirsten Thorups alter ego, der som et lille Guds ord fra landet forlader 1960'ernes provins for at blive voksen gennem kærlighedens forvildelser og forvandlinger i storbyen København.

Her i Bonsai møder den kommende forfatter Nina allerede den første aften sin tilkommende Stefan, en ung kunststuderende på Kunstakademiet. Historien om deres unge samliv fortælles i Ninas breve hjem til forældrene, breve, der i deres evne til fortrængning konkurrerer med Stefans fornægtelser af begærets retning. Men så meget desto mere smertelige er Ninas breve i deres konkrete beskrivelser og iagttagelser af den hverdag, som tynger hende og senere bekræftes i den aids-syge Stefans usentimentale fortælling fra hospitalssengen.

I det unge ægteskab er Stefan aldrig hjemme. Altid sammen med andre, optaget af andre, alt mens han prædiker sit evangelium om gensidig frihed og sublimeringskunst. I sin afvisning skubber han hende ind til skrivebordet, hvor hendes vanvid og afsavn kanaliseres i ord på papir. "Du er kommet ind i kunstens rige. Takket være mig", som han siger. Den præciserende og begrundende tilføjelse, lyder som følger:
    "Nej, det var ikke mig, der gjorde dig til kunstner. Men jeg satte dig i gang. Jeg kunne ikke holde ud af se dig sidde og græde i sofaen med en vinflaske i den ene hånd og en cigaret i den anden, hver gang jeg kom hjem ud på natten. Dit hoved lå på knæene. Dit lange fedtede uredte hår hang ned ad benene og nåede gulvet, der var sølet til med vinsjatter og cigaretskod. Det var sgu for ulækkert. Engang kylede du flasken i hovedet på mig, så jeg måtte på skadestuen og have syet fem sting i panden. Jeg kunne ikke røre ved dig i flere uger bagefter. Aggressive kvinder gør mig iskold. Så græd du endnu mere og sagde, du ikke kunne holde dit liv ud. For fanden, skat, vi var 22. Det var for tidligt at give op. Jeg må indrømme at jeg ikke kunne forholde mig til dine ubeherskede følelsesudbrud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med dig".
Som det vil fremgå, skubbes der ikke så meget ind under gulvtæppet her, og det er denne hang og trang til at søge, kende og sige sandheden, der driver romanen langt, langt ud over det, der måtte forekomme som den yderste grænse. Endnu et Thorup-eksempel på, at netop den grænse ikke findes.Fordi man altid kan komme længere ud, som det hedder i romanen Den yderste grænse (1987). I det netop udkomne Danske Digtere i det 20. århundrede, synes Erik Skyum-Nielsen i sit Thorup portræt at læse sætningen positivt, som en slags trøst i krisens stund. Men siden læsningen af Den yderste grænse, der lader det ene dommedags- og sammenbrudsbillede følge på det andet, har jeg læst tilføjelsen som en morbid og slet skjult underdrivelse. At lidelsen, tabet, sorgen og savnet de facto er uendeligt. At mørket ingen grænser har. En erkendelse, som i Kirsten Thorups univers, blot gør den enkeltes ansvar så meget desto større.

Der findes intet svar og langt mindre nogen livsopskrift hos Kirsten Thorup. Men kærligheden findes, og man kan ikke leve uden at knytte sig til nogen, som Chris siger i sin enetale til terapeuten, ja det er næsten "som om sindet producerer følelser, der uden ophør udsondres og pibler ud gennem huden sammen med sved og affaldsstoffer". Over for en sådan nærmest fysisk betinget binding til et andet menneske, forslår en skilsmisse selvklart som en skrædder i Helvede. Kirsten Thorup har med Bonsai fortalt en ekstrem historie med selvbiografisk forbindelse til hendes tidlige ægteskab med den senere skuespilchef for Det Kgl. Teater, Ib Thorup, der offentligt benægtede sygdommens karakter så sent som en uge før sin død af aids i 1990. Men samtidig lægger hun nye lag til den store fælles generationshistorie, hvor det er kærlighedens vilkår at fortsætte langt ud over skilsmissen, der tit og ofte er en nødvendig regulering af det sociale livs fortsættelse under nogenlunde civiliserede former.

Aids-døden for egen hånd med inddragelse af de nærmeste forbliver ekstrem, men den er vedkommende og yderst virkningsfuld som en beretning om nutiden og moderne livsvilkår, og ligner ikke noget andet, jeg nogensinde har læst.

Da Jonna gennem broderen, Johns karakteristik dukkede op på sidste side i Himmel og helvede, sagde han om hende, at "hun tænker og snakker akkurat som en mand","man føler ikke det er en kvinde, man er sammen med", "hun er for mager og spids, og hun har vist heller aldrig kunnet finde ud af det med mændene". I Bonsai er indsigten blevet Ninas, og bogen slutter som den begyndte med en båndudskrift beregnet for Charlotte. Bonsai klinger ud i Ninas beskrivelse om sin egen smertefulde spaltning i mand og kvinde: "Jeg kan ikke tilegne mig skønheden", lyder det, jeg "har alt for længe gået i mandstøj. Om natten drømmer jeg mit ansigt er dækket af skæg. Det er langt og tungt som et kraftigt sort slør, der kun lader øjnene fri. Mandstøjet. Habitten (second hand) er blevet min rustning, et skjold om det bløde krabbekød."

I oplevelsen af både at være mand og kvinde taler hun på sin generations vegne. Og som før hos Kirsten Thorup er der ingen vej tilbage. Ninas sidste ord til psykoterapeuten Charlotte, lyder som følger:
    "I stedet for at fjerne huden og flå mig selv levende tager jeg et strutskørt på uden på habitten. Og uden på strutskørtet en ulvepels. Uden for pelsen en munkekutte. Uden på munkekutten en bikini. Og det er foreløbig mit navn - også på grund af atomprøvesprængningerne i Stillehavet og de ulykkelige og mishandlede øer".
Titlens gåde er lige dele Thorups som kunstens gåde. Når et lille Guds ord fra landet, skærer rødderne over og bliver kunstner, kan man godt sammenligne hendes liv med den tæmning og formning af naturen, som Bonsaikunsten er udtryk for. Betalt med liv, er prisen høj. Om den er for høj er ikke bare Thorups anliggende.

Elisabeth Møller Jensen er centerleder på KVINFO.

Kirsten Thorup: Bonsai, Gyldendal, 266 sider, kr. 250, udkommer torsdag d. 26. oktober
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk