Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fra Odysseus til Madonna

 

I Sireners sång skriver Nina Björk kvinden ind i historien om moderniteten. Men hun ser sig blind på moderniteten som et mandligt projekt - og ser dermed ikke, at kvinder i høj grad har drevet det moderne frem. Elisabeth Møller Jensen har kastet et kritisk blik bogen.

 
FORUM/17.10.2000 Sireners sång begynder med en bekendelse. Da Nina Björk så Lars von Triers Breaking the Waves (1996) første gang, græd hun som så mange andre, fortæller hun. Men bagefter følte hun kun væmmelse over sine tårer, fordi filmen fik hende til at genkende sig selv i et kvindebillede, som hun ikke ville vide af. Et billede af kvinden som lillepige, og et billede af kærligheden, hvor manden står for realiteten og kvinden for vejen ud af realiteten. Og hun spørger sig selv, om filmen giver et sandt billede af virkeligheden? Og om hun selv i kærlighed har været hende, der kom med glæden, spontaniteten og naiviteten som en gave til manden? Til ham som hun gerne ville have?

Sireners sång handler om de sidste 200 års identitetshistorie, nærmere betegnet "den del af vor identitet som handler om, at vi er moderne mennesker". Det vestligt moderne tidsfæster Nina Björk til et essay af Charles Baudelaire fra 1845, hvor han beskriver det nye som oplevelser af "forandring" og nyhed": At mennesker i stedet for at leve i tidsmæssig kontinuitet kommer til at leve i bestandig innovation. Det moderne som en bestemt måde at opfatte tid på, det moderne er det, der skiller i dag fra i går. Det moderne viser sig for os i billeder, der hele tiden afløser hinanden. Engang var damplokomotivet symbol og billede på en ny tid, i dag tjener internet samme formål.

Nina Björk er selv til billeder. Bogen igennem benytter hun sig af suggestive billeder, der skal slå pointerne fast. Hendes forsøg på at skrive kvinder ind i moderniteten, anskueliggøres af to billeder. En lufthavn får fly til at lande og lette, men er også samtidig et forbrugerparadis, hvor den travle rejsende køber tax-free for nydelsens og sansernes skyld. Så selv om lufthavnen først og fremmest fortæller os historien om teknologi, effektivitet, rationalitet, kapitalisme og om en verden, hvor mennesket har gjort sig til herre over udviklingen, fortæller lufthavnen også en anden historie. Ved siden af en teknologisk, sekulariseret mandlig verden findes en anden historie om forbrug og drømme. Modernitetens skjulte historie skal søges i parfumeafdelingen. Og leder man efter den, finder man også kvinden. Mener altså Nina Björk.

Men allerede her er der noget, der skurrer. For som flyrejsende kvinde færdes Nina Björk jo selv hjemmevant såvel i det højteknologiske fly som i parfumeafdelingen. Den moderne kvinde er fast forankret i virkelighedens verden og kan selv have brug for en nødudgang, skulle jeg mene, en flugt eller bare en pause fra realiteternes benhårde verden. Men i Nina Björks kulturhistoriske univers bliver kvinden først hovedperson i det øjeblik, det ikke i længere drejer sig om at blive herre i eget hus. I det øjeblik den lange patriarkalske kulturhistorie om mandens lyst til at forandre verden fra Odysseus til Faust overhales indenom af kvindens drøm om at forandre sig selv, af kvindens drøm om at blive det smukkeste objekt, først der får det kvindelige subjekt en chance. Vi skal således helt frem til dagens stjerneombejlede Madonna, frem til et samfund, hvor det traditionelle objekt, hende som er til for at blive set på, er blevet subjekt og hovedperson, før kvinder indsættes i det moderne som subjekt.

Det modernes historie gennem 200 år er således en bevægelse fra patriarkatet til en feminiseret kultur, hvor vi alle uanset køn bliver kvinder. Vi realiserer os gennem forbrug, og vi spejler os i andres blikke, henviste til at søge identitet som objekter. Som den glader luder i filmen Pretty Woman (1990), der får identitet og nyt liv gennem mandens creditkort eller som de tidligere stålarbejdere i filmen Full Monty (1997), der får ny identitet ved at strippe på scenen. Som en ny tids mænd viser de os kravet fra en ny visuel kultur, hvor mennesker må gøre sig til objekter og billeder for at være nogen og for overhovedet at tjene penge til eksistensen. Filmen handler om disse mænds feminisering, hævder Björk, en rejse mod kvindelighedens objektposition. Ved at stå nøgne på en scene foran betragtende og skrigende kvinder, vinder disse mænd deres tabte subjektivitet tilbage: Som objekter for blikke. Det ultimative subjekt er blevet et smukt objekt. Er der grund til at glæde sig over udviklingen? Ikke for feminister, erklærer Björk. For magten findes fortsat ikke hos den, der er billedet, men hos den som ejer billedet.

Fra kulturens mandlige hovedmyter som Odysseus og Faust, bevæger Nina Björk sig ind i det kvindelige gennem en læsning Flauberts Madame Bovary (1856) for til sidst at slutte med en analyse af dagens ligestillede anorektiker, som hun betragter som kvindelighedens ideal drevet ud i det absurde. Et af hendes afsæt er et fotografi af den svenske prinsesse Victoria, som med en uges mellemrum blev bragt i Svensk Damtidning vinteren 1997, den første gang med rubrikken "Victoria ballets smukkeste" anden gang som illustration til hoffets meddelelse om, at prinsessen led af anorexi. Det samme fotografi blev altså brugt til at illustrere først skønhed så sygdom, alene af den grund som Nina Björk skriver, at hoffet havde sat ord på Victorias skønhed. Ordet var "spiseforstyrrelse".

En gang imellem sker det, at en ellers skjult åre i samfundets krop pludselig springer frem i lyset, skriver Björk, som bruger offentliggørelsen af prinsessens sygdom, som eksempel på et øjeblik, hvor der skabes et fælles billede, en ny indsigt. Her en erkendelse af, at vores normale opfattelse af skønhed kan opfattes som sygdom i stedet for. I Sverige fik det direkte til følge, at Hennes og Mauritz skiftede deres tynde undertøjsmodel ud med en rundere type. Nina Björks sans for den slags billeddannelser i det offentlige rum gør hende spændende og vedkommende at læse. De meget abstrakte overvejelser hæftes op på eksempler og illustrationer fra populærkulturens store familiealbum i en grad, så man kunne ønske sig en illustreret udgave eller ligefrem ser bogen omsat til en serie af billeder med forbindende og forklarende tekst.

Bogens problem er imidlertid de store og for mig at se uoverstigelige spring, selv om der springes veloplagt fra tue til tue i kulturhistoriens store billedbog. Bliver man inden for den, har Nina Björk langt hen ad vejen ret i sin tese om, at manden står for virkeligheden og kvinden for udgangen - som drøm eller trussel. At modernitet i den forstand er et mandligt projekt. Men satte hun i stedet fokus på de konkrete kvinders livsprojekt i bare de sidste 100 år ville man få en anden historie at fortælle.

I min optik er det måske kvinder, der om nogen har drevet moderniteten frem. Kvinders liv er radikalt og brudfyldt forandret og samfundet med dem. En anden optik havde fået blik for kvinden som hovedperson også i den del af det modernes samfunds historie, der handler om behovet for lufthavne og det, de repræsenterer.

I min fortælling repræsenterer kvinden ikke bare mandens udvej. Hun leder selv efter udgangen og er selv så søgende som nogen Odysseus eller Faust. Men jeg græd ganske vist heller ikke over Triers Breaking the Waves. Jeg følte kun vrede over endnu engang at se filmen hylde kvindens offerdød. Sireners sång inspirerer undervejs, men er også et eksempel på, hvor svært det er at se kvinder, hvor vanskeligt det er rent teoretisk at vride kvinden løs af det patriarkalske tankemønster, som en gang for alle har tildelt hende pladsen som objekt. Fordi subjektet ligesom giver sig selv.

Elisabeth Møller Jensen er centerleder på Kvinfo.

Nina Björk: Sireners sång. Tankar kring modernitet och kön. Wahlström & Widstrand. 1999 er nu udkommet i en dansk oversættelse: Sirenernes sang - om modernitet og køn. Oversat af Camilla Jørgensen. Tiderne Skifter.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk