Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Sådan, mand!

 

En næsten samlet anmelderskare har dømt "Pikstormerne" uinteressant og ligegyldig. Hvad ligger bag? Jette Hansen tager her til genmæle og mener, at mænd og kvinder kan få forstand af bogens kritiske blik på maskuliniteten.

 
FORUM/28.9.2000 Er Pikstormerne et storm i et glas vand? Det skulle man i hvert fald tro, når man læser de anmeldelser bogen har fået. Lars B. Jørgensen i Berlingske Tidende kalder den "en forbløffende defensiv og tandløs omgang bekendelser" og beklager, at der ikke er lidt mere modspil til "fisseflokken og deres klimakterietruede medsøstre". Aktuelts Lars Rix mener ikke bogen kan interessere ret mange andre end de personer, der har skrevet den: "Den er ikke et overraskende forsvar for maskuliniteten, ikke angreb på feministerne og heller ikke genopdagelsen af idealerne hos den bløde mand".

Omvendt anklager Weekendavisens Noa Redington Pikstormernes skribenter for at kredse om den gamle manderolle og for at udstille deres ønsker om at generobre den. En karakteristik, der ville have passet noget bedre på Pikstormernes forgænger Hvordan mand, der udkom for nogle uger siden.

Endnu større bliver forundringen, når Redington som belæg for denne kritik bruger Ulrik Sebastian Kohls indlæg "Selvfede sølle pikdyr". For er der nogen i denne antologi, man ikke kan tage til indtægt for at mænd skal (gen)indsættes i patriarkalske privilegier, er det ham. "Jeg gider sgu’ ikke være mand på deres måde. Og det er ikke bare for nogle undertrykte kvinders skyld, selvom det i sig selv kunne være grund nok. Det er for min egen skyld og for mine medmænds skyld. Det er vores ret at være meget mere mand end den rolle som et sølle piksvin, som reklamerne, den store business og den herskende politiske magt tilbyder os".

Manipulation må vist være ordet for Redingtons citatteknik...

Det er også Ulrik Sebastian Kohl, der skriver: "Jeg tror, de fleste mænd har prøvet at gå et mørkt og øde sted og mærke frygten. Ikke hos sig selv, men hos en kvinde, der går foran og pludselig sætter farten op eller stivner, når hun hører skridt bagfra. Jeg har i hvert fald. Det er en ækel følelse." Uden selv at være voldtægtsmand tager Ulrik Sebastian Kold på sig at tilhøre det køn, der begår voldtægt... Faktisk synes jeg, det er heroisk. Og i det hele taget er det det, der er præstationen i "Pikstormerne". En vilje til, i det mindste glimtvist at tage på sig gennem sit køn at være en del af et større mønster. Bortset fra "White Ribbon", en canadisk mandebevægelse til bekæmpelse af vold imod kvinder og børn, som for et års tid siden også fik en afdeling i Danmark, kender jeg ikke eksempler på at mænd har stillet sig frem i offentligheden og taget på sig, at der findes en kvindeundertrykkelse, som udgår fra mandligheden.

Når Lars B. Jørgensen kalder bogen forbløffende defensiv og tandløs, mener han vel det samme som Lars Rix, når denne beklager at den ikke er et forsvar for maskuliniteten eller et angreb på feminismen. Men det er jo netop heri det interessante består. Nu har vi hørt på Martin Østergaard og Hans Bonde i årevis, der på helt traditionelt (køns)politisk vis har kæmpet strategisk for mændenes interesser i forhold til kvinderne. Og uden een ærlig ransagelse. Omsider får vi en bog, hvor om end ikke alle, så dog adskillige af mændene faktisk beskriver mandligheden kritisk indefra. Og så synes alle det er "uinteressant".

I Pikstormerne beskriver Allan Tølle mandens rolle i den første tid efter kvinden har født som følger: "Han skal lave mad, sætte vaske over og sørge for moderens velbefindende. Og så skal han ellers bare se til at være på banen for også at få sin egen længsel og nysgerrighed efter den lille ny tilfredsstillet". Uinteressant? Jeg synes det ikke. Heller ikke selv om man kan læse imellem linjerne, at ovennævnte Allan Tølle vist snublede lidt rigeligt i trangen til at forsørge/gøre karriere.

Det er i hvert nogle andre toner end man plejer at hørte fra Hans Bonde og co., hvor moderne faderskab mest drejer sig om at træde selvmanifesterende ind i mor/barnforholdet fra første færd og udtrykkeligt undgå at drukne i de huslige pligter.

I Pikstormerne siger mænd fra over for porno: "Det er ikke fordi, jeg har noget pseudoreligiøst forhold til sex og at kneppe. Slet ikke. Det er bare så klamt at se kvinder i pornofilm, der overhovedet ikke synes, det er fedt at blive bollet af fire mænd. Hvad er det for nogle kvinder, der stiller op til det? Hvad fanden har de oplevet? (...) hvordan påvirker det mig som mand hele tiden at få det billede ufrivilligt kastet i hovedet, hvor jeg end kigger, henter information og underholdes?"

Uinteressant? Jeg synes det ikke.

Mange indlæg emmer jo af en oprigtig smerte ved at have oplevet de degraderende, reducerende træk, der er i den dominerende type manderolle. Som Robert Lauritzen, der skriver om faderen, der brølede "forbandede kommunistkusse" når Ritt Bjerregaard kom på skærmen.

I Pikstormerne kan man læse kritiske beskrivelser af mandefællesskabets stupiditet.

Og samlet set er netop dette nok disse unge mænds største sår: Den stereotype manderolle rummer en stupiditet, der ud over at være illegitim også er reducerende for den menneskelige værdighed. Mere eller mindre bevidst har de på tidspunkter erkendt dette. Og af denne erkendelse vokser en oprørskhed frem.

Den stereotype manderolle giver privilegier, men de erhverves under (for) store menneskelige omkostninger, er disse mænds konklusion.

Uinteressant? Jeg synes det ikke.

Jette Hansen er skribent og debatredaktør på Aktuelt.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk