Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

På vej mod det nye faderskab

 

Bente Marianne Olsens afhandling "Nye fædre på orlov" er den første undersøgelse i Danmark af fædre, der ta'r orlov. De 13 mænd tackler orloven forskelligt alt efter, om de er arbejds- eller familieorienterede, og ikke alle har lige nemt ved at få hverdagen til at fungere.

 
FORUM/6.7.2000 De gængse forestillinger om, hvorfor mænd ikke benytter sig af orlov til børnepasning, bliver gjort til skamme i Bente Marianne Olsens ph.d.-afhandling "Nye fædre på orlov". Temaer som "det er for dyrt" eller "moderen ville ikke ha' det" er stort set fraværende i de 13 interviews, som Bente Marianne Olsen har foretaget med fædre, som er på børnepasningsorlov. I stedet får vi historier om mænd, der trods deres forskellighed, tager faderrollen meget alvorligt og tegner konturerne af det forfatteren kalder "det nye faderskab".

Det primære i disse mænds selvforståelse er, at det er vigtigt som fædre at etablere et nært og intimt forhold til deres børn, og at de i kraft af deres anderledeshed som mænd, kan tilføre forældre-barnrelationen nye og andre dimensioner. Dette kommer bl.a. til udtryk ved at fædrene i deres beretninger betoner, at der er stor forskel på den måde, som mor og far leger med barnet på.

Om dette er en korrekt vurdering, som kan stå for en nærmere lakmusprøve eller om udsagnet alene tjener det formål, at markere at man som mand og far på orlov ikke bliver reduceret til en slags modererstatning, giver afhandlingen ikke noget svar på.

Nye fædre på orlov har som formål, som den første i Danmark, at give et billede af orlovsfædres egne oplevelser og erfaringer med at være hjemme i dagtimerne med et lille barn. De udvalgte fædre har alle det til fælles, at de har taget børnepasningsorlov fra beskæftigelse fra 13 uger og op til 7 måneder, at deres børn er under 2 år og at deres koner/kærester er væk fra hjemmet det meste af dagen.

At der ikke går mange af den slags fædre på dusinet, fremgår bl.a. af Bente Marianne Olsens store problemer med bare at finde 13 - tretten - af slagsen i København og omegn. I det omfang fædre overhovedet benytter sig af muligheden for at tage børnepasningsorlov, gør de det nemlig ofte til større børn, har orlov samtidig med moderen eller er arbejdsløse.

Selv om forfatteren i udgangspunktet forsøgte at finde fædre i alle socialgrupper, lykkedes det kun at finde 1 faglært, der ville deltage. De andre 12 er enten ansatte i omsorgs- og sundhedssektoren eller de er privat eller offentligt ansatte akademikere. Men selv om undersøgelsen på den baggrund ikke kan siges at give et helt og fyldestgørende billede af, hvordan en typisk far på orlov er, henter Bente Marianne Olsen mange interessante pointer ud af sine interviews. Via samtalerne når hun frem til, at der groft sagt er tale om to typer af fædre: den familieorienterede og den arbejdsorienterede.

Den familieorienterede far tager typisk orlov i mere end 13 uger, har deltaget i omsorgsarbejdet siden fødslen, dvs. stået op om natten og skiftet ble mv., og plages ikke af dårlig samvittighed over at kollegaerne måske må tage en ekstra tørn i hans fravær. Den arbejdsorienterede far tager kortere orlov end den familieorienterede, har brugt perioden op til orloven på at arbejde ekstra hårdt og har derfor ikke i samme omfang som den familieorienterede deltaget i omsorgsarbejdet under moderens barselsorlov. Derudover har den arbejdsorienterede far sværere ved at "glemme" sin arbejdsplads, udfører muligvis fortsat enkelte arbejdsopgaver i orloven og har ofte dårlig samvittighed over for kollegaerne.

Men hvad betyder det så for dagligdagen med et lille barn, at man er enten familieorienteret eller arbejdsorienteret?

Ja, ifølge Bente Marianne Olsen betyder det faktisk en hel del, fordi orienteringen også sætter sig igennem i måden fædrene strukturerer og forvalter hverdagslivet med barnet på. I sine analyser når hun frem til, at de familieorienterede fædre i orlovsperioden er langt mere udfarende og aktive end de arbejdsorientede fædre. De opholder sig så lidt som muligt i hjemmet for i stedet med babyen under armen eller i barnevognen at køre lange ture i naturen, besøge kollegaer eller familie. Husarbejdet er enten noget, der bare skal overstås i en vis fart eller det udskydes til weekenden, hvor moderen og faderen så i fællesskab hjælpes ad.

De arbejdsorientede fædre derimod tilbringer hovedparten af deres orlov inden for hjemmets fire vægge. De har især i starten af orloven problemer med at få styr på de praktiske omsorgsopgaver og har svært ved at leve sig ind i det nye hverdagsliv, hvor dagsordenen ikke sættes af dem selv, men af barnet. De fleste fædre udtrykker dog ved orlovens afslutning, at de undervejs har fået mere styr på håndteringen af de praktiske arbejdsopgaver.

Med denne selvfølgelig lidt firkantede opdeling af fædre i 2 forskellige kategorier får Bente Marianne Olsen tegnet et billede af to forskellige måder at forvalte faderskabet på. De arbejdsorienterede fædre arrangerer sig inden for det traditionelt kvindelige domæne, hjemmet, mens de familieorienterede overskrider grænserne for det kvindelige rum og lægger en stor del af dagens aktiviteter uden for hjemmets fire vægge. Og det er den sidstnævnte gruppe af fædre, som i afhandlingen er eksponenter for det Bente Marianne Olsen kalder "det nye faderskab".

Tankegangen og analysen er interessant, men måske er afgrænsningen fra det kvindelige domæne i virkeligheden afledt af en anden og vigtigere forskel mellem de to typer af fædre. Nemlig fædrenes forskellige evne til indlevelse og opgivelse af kontrol. Det er i hvert fald tankevækkende, at det typisk er de fædre, som er vant til at have mange bolde i luften på jobbet, der har flest problemer med at få struktur på hverdagene med barnet.

Nu findes der mig bekendt ingen tilsvarende danske undersøgelser om mødres liv på børnepasningsorlov. Men det kunne jo være, at man også i en sådan undersøgelse ville finde den samme forskel på familieorienterede mødre og arbejdsorienterede mødre. For der er også blandt kvinder stor forskel i måden moderskabet forvaltes på. Det vidner bl.a. det daglige opbud af barnevogne uden for de mondæne cafeer i København om.

Udover interviewdelen med fædrene rummer afhandlingen bl.a. også et teoretisk afsnit om køn og faderskab, en gennemgang og analyse af de kønsforestillinger, der kommer til udtryk i de danske orlovsordninger og en gennemgang af den eksisterende orlovsforskning.

Bente Marianne Olsen vover et øje ved selv at komme med et politisk forslag til, hvordan en kommende og bedre orlovsmodel kunne se ud. Hendes forslag lyder således: 8 ugers svangreorlov til mor inden fødslen; 14 ugers barselsorlov til mor efter fødslen, hvor far som nu har mulighed for 2 ugers fædreorlov, så 10 ugers forældreorlov, hvor den ene eller begge forældre kan have orlov og endelig 8 ugers fædrekvote, som alene kan benyttes af far. Værsgo!! Altså alt i alt 32 uger eller ca. 8 mdr. kan forældrene sammenlagt få sammen med det lille barn, før daginstitutionen kalder. I dag har forældre mulighed for at tage op til i alt 18 mdr. orlov.

Begrundelsen for at nedsætte orlovsperioden finder Bente Marianne Olsen bl.a. i det faktum, at det i dag hovedsageligt er mødrene, der tager orloven og at deres arbejdsmarkedstilknytning og deres mulighed for pensionsopsparing mv. forringes betydeligt. Det tager hun så konsekvensen af ved i sit forslag at prioritere hensynet til ligestillingen på arbejdsmarkedet højere end familielivet.

At hendes samtaler med orlovsfædrene ikke har fået afsmittende effekt på hendes forslag vidner hendes forslag om 8 ugers fædrekvote. Stort set alle de fædre hun interviewer har været meget glade for deres orlov, og de som i starten havde problemer, siger næsten alle sammen, at de i hvert fald hen mod slutningen af orloven (som var minimum 13 uger) havde fået styr på hverdagen med barnet.

Så hvorfor ikke vende bøtten om og tage udgangspunkt i såvel familiens som barnets behov. Så ville en model, hvor barnet blev passet i hjemmet hele det første år f.eks. vel ikke være helt hen i skoven. Og hvis man så oveni sagde det første halve år til mor og det andet halve år til far - ja, så har man måske i virkeligheden både tilgodeset arbejdsmarkedet og familien.

At en sådan løsning forudsætter en generel accept af, at man er to om et forældreskab er selvfølgelig indlysende. Men måske tiden er kommet til at diskutere, om der ikke burde følge en forældrepligt med beslutningen om at få børn. En forældrepligt, der både omfatter moderens og faderens deltagelse i det reproduktive arbejde.

Jytte Nielsen er biblioteksleder for KVINFO og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk