Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Aldring - en ildprøve for kvinder

 

Bogen "Overgange - beretninger om at blive ældre" er hård og hudløs i dens mange skildringer af tabet af ungdom. Men livsoverskudet vinker forude.

 
 
FORUM/15.06.2000 Når KVINFOs bibliotek ikke længere er stort nok til et litterært arrangement en søndag eftermiddag, er vi inde i en bølge. Da bogen "Overgange - beretninger om at blive ældre" blev præsenteret slap pladsen op, og mange måtte vende om og gå med uforrettet sag. Er der sket noget nyt?

Siden sidst, mener jeg? Siden hvornår? Ja, dengang for mange år siden i begyndelsen af 70'erne, da det pludselig blev tid for den personlige, offentlige beretning om det egne liv. Ja, i forhold til kvinders aldring er der i hvert fald sket en fuldstændig forvandling af det offentlige billede af kvinders liv og muligheder.

Det var en midaldrende kvindes livskrise, der i 1975 stod i centrum for Elisabeth Rygård og Mette Knudsens film Ta' det som en mand frue. Som et sindbillede på de unge rødstrømpeinstruktøreres mødregeneration, støvede Tove Maës potteplanterne af i tomme, døde stuer, mens den forstående læge anbefalede hende at skaffe sig en hund som erstatning for det tabte livsindhold. Og hvad var der egentlig i vejen med de modløse kvinder, undrede den forsamlede offentlighed sig? Var det mon manglen på hormoner, der gjorde dem depressive og fortrædelige, eller var det banalt sagt den hjemmegående kvindes mareridt, der gang på gang blev til virkelighed, når børnene flyttede hjemmefra, og manden måske også havde mistet interessen?

Nu er rødstrømpegenerationen selv kommet til skelsår og alder. Vi er midt i livet, som det hedder, og hvis vi er til hund eller kat, er husdyret næppe et resultat af en lægelig ordination. Hvis det da ikke er mere nærliggende at afstå fra fristelsen. For hvorfor blive afhængig af et husdyr, nu hvor man lige har det så godt? Hvor endelig forsørgerbyrden er lettet, børnene flyttet hjemmefra og friheden til at vælge, hvordan livet skal leves, måske for første gang i mange, mange år er til stede som en reel mulighed.

Upåkaldt bringer alderen med sig et livsoverskud, som bogens forfattere nyder godt af, en viden de deler ud af. Men de fortæller samtidig om smerten ved at miste ungdom om "tilbagetrækningen fra en synlig og veldefineret identitet til en mindre synlig eksistens som midaldrende kvinde", som Charlotte Jørgensen skriver i sit forord. Hun har således også udbedt sig tabshistorier, historier om som midaldrende kvinde at blive usynlig ikke mindst for mænd. Og den slags historier har hun fået. De bedste bidrag rent ud fremragende. Men det fornægter sig heller ikke i Overgange, at videregivelsen af den personlige erfaring står og falder med skriveevnen.

Der er mange bevægende og velskrevne bidrag, galgenhumoristiske og grumme familiehistorier, morsomme og selvironiske overvejelser, kampen for at bevare et erotisk liv eller savnet og længselen efter det, men to bidrag især lyser op. Og det helt særlige ved Mors pige af Birthe Neumann og Aldrig at trække sig tilbage af Lone Bastholm er måske, at det lykkes dem at integrere bogens omdrejningspunkt - beskrivelsen af det kvindelig livsvilkår i forståelsen af deres personlige livskrise - på en så balanceret måde, at deres bidrag kunne optræde i en hvilken som helst anden sammenhæng, en hvilken som helst anden antologi. Deres bidrag bliver ikke mindre tydelige af den grund, snarere tværtimod. Milevidt fra det private forvandles deres dyrekøbte erfaringer sig til personlige beretninger om at miste kærligheden midt i livet og angsten for ikke at blive den, man er eller gerne ville være. Angsten for at livet pludselig er gået, at det hele er forbi.

Som Lone Bastholms knivskarpe fortælling om skilsmissens øjeblik, det øjeblik guillotinen faldt:
    "Jeg stod midt på gulvet og nippede til en kop skoldhed kaffe. Han sad i det ene hjørne af sofaen med avisen og kaffekoppen. Hunden lå i det andet og hvilede ud efter morgenturen i Bernstorffsparken. Jeg stod og tænkte på om jeg skulle komme med en behersket, men let spydig bemærkning om hvem der skulle gøre sofaen ren efter Fannys pladderpoter, om der ikke havde været en mulighed for at tørre dem af, inden hun indtog sin yndlingsplads ved sin herres fødder. Opgav det. Det ville alligevel ikke nytte noget. Så faldt guillotinen: "Jeg vil skilles".

En halv time efter var manden ude af døren. I løbet af et døgn havde han skiftet den gamle ægteseng ud med en ny og yngre. Den ældgamle historie, som Lone Bastholm skriver. Hun var 58, følte sig i slægt med Medeas uforsonlige, flammende had til ægtefællen Jason, der havde svigtet hende til fordel for en yngre kvinde. Historien er voldsom, rå og helt usentimental og viser en kvinde, der handler sig gennem en krise, frem på den anden side. For Lone Bastholm handler det om aldrig at trække sig tilbage, aldrig at give op. I den overbevisning finder hun sin identitet.

Birthe Neumanns krise forløber helt modsat. For her er en kvinde, som i den yderste eksistentielle nød må give op og som netop i den opgivelse genfinder livet og en ny vej at gå. Da hun som 36-årig begyndte at granske sit spejlbillede for tegn på forfald, vågnede hun en morgen op til en uhyggelig forvandling. Aftenens beroligende glatte hånd med de smukt aflange negle var i løbet af natten blevet "skeletmager, skæmmet af af fremstående blålige blodårer" med riflede, tynde negle. Og da hun så sig i spejlet, var ansigtet "styrtet sammen". Den voldsomme oplevelse af fysisk opløsning må hun kæmpe med i flere år, indtil hun lader sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Det var sorgen og hjælpeløsheden i datterens øjne, der fik hende til at "søge denne skræmmende form for hjælp". Og det hjalp. Ikke mindst mødet med mennesker, som havde det langt værre. For første gang i mange år, følte hun et håb, og hun benævner tidspunktet som et nyt år 0.

Hendes beretning om mors pige, der søger ind på teatret, er rig på erindringens detaljer, nådesløs i sin afslørende grumhed og alligevel livsforsonende i sit menneskelige overskud. Birthe Neumann burde fortsætte med at skrive. Måske en bog om livet på teatret. Fortællingen om hendes debut på Det kongelige Teater er ubetalelig.

Overgange fortjener at blive læst. I sin genre stiler den højt og enkelte bidrag lyser som sagt langt ud over.

Elisabeth Møller Jensen er centerleder for KVINFO.

Overgange - beretninger om at blive ældre. Red. Charlotte Jørgensen. Aschehoug 2000. Med bidrag af Lone Bastholm. Tine Bryld. Susanne Giese. Maria Marcus. Vibeke Marx. Grethe Fenger Møller. Birthe Neumann. Sabine C. Svendsen.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk