Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Slikkepinden som kvindeligt kropsideal

 

 
FORUM/25.05.2000 En voluminøs, næsten nøgen kvinde står i en reklame i det seneste nummer af engelske Marie Claire med ryggen til læseren i en frodig og grøn lysning. Hun har et klæde draperet omkring de runde lår, mens månelandskabet af buler på baller, hofter og ryg er blottede. Motivet på Gustave Courbets maleri, De badende fra 1853, træder dog alligevel lidt i baggrunden, fordi højre side af maleriet dækkes af en anden nøgen kvindes krop. Hun har samme frisure som den fyldige kvinde og står også med ryggen skråt vendt imod os. Men det er en år 2000 krop: Hun fylder det halve, der er ingen buler og bryster, kun fuldstændig glatte lår og baller runde som små spændte nypumpede håndbolde. Det er som at se en 12-årig pigekrop stå i vejen for et maleri af en voksen yppig kvinde.

Pludselig trænger teksten med de formanende typer sig på: RoC har opdaget kunsten i at reducere appelsinhud med 39% på kun 8 uger. Køb produktet og få drengerøven tilbage fra tiden før puberteten. - Ak, ja det er blevet sommer.

Med Anna Johanssons anbefalelsesværdige bog Elefant i nylonstrømper - om kvindelighed, krop og sult (Aschehoug, 2000) bliver den slags reklamer gudskelov latterlige.

"Jeg er tyk" er den første sætning i den svenske sociolog og gestaltterapeuts velskrevne bog. Som læser synker jeg en ekstra gang: Vi ved alle, at fedt er udtryk for begær, det ukontrollable, kaos og natur. Fjenden er det bløde, det løse, det overflødige. Nutidens monster er den tykke kvinde.

Sætningen "Jeg er tyk" svarer til sætningen "Jeg duer ikke", og oplevelsen af at være tyk er for mange kvinder koblet sammen med en følelse af at være mislykket som kvinde og som menneske. At være slank ses derimod som et tegn på autonomi, kontrol og fremgang.

Elefant i nylonstrømper er tydeligvis skrevet med en stor personlig smerte og samtidig en offensiv vrede, og den er en personlig manifestation for Anna Johansson selv. Og det er bogens store styrke, at den tager afsæt i både egne og andres erfaringer, scanner populærkulturen og belyser problemstillingen med teoretiske værker, så den fede kvindes position i den vestlige kultur afdækkes med et feministisk og konstruktivistisk blik. Det bliver således en historie om kulturens forhold til kvindeligheden, kroppen og maden i en patriarkalsk kultur.

Anna Johanssons eget besvær med vægten begyndte i puberteten, men den markante vægtstigning kom især da den akademiske verden og politiske arena skulle erobres. Med andre ord scenerne hvor en mandlig fornuft og stemme er herskende. Bogen er historien om den forbandelse at føle sig anderledes, fordi man af omverdenen bliver stigmatiseret på en bestemt måde. Det er historien om at være kvinde.

Siden 1800-tallet har selvkontrol og beherskelse været ønskværdig i vores kultur. Gennem en kropslig kontrol har borgerskabet etableret sin magtposition, skabt sin klasseidentitet og distance til arbejderklassen i form af en følelsesmæssig, moralsk og åndelig overlegenhed. Det borgerlige ideal er en spæd, bleg og æterisk kvinde, og ikke kvinder som på Courbets maleri.

At kroppen har en øget betydning i en postmoderne kultur med flydende normer og smuldrende holdepunkter er ingen vel i tvivl om: Så har vi da kontrol over noget. Kroppen er ikke biologisk given og uforanderlig. Nej, den er plastisk og med RoCs appelsinhudsfjerner, Retinol Body Contouring Concentrate, kan vi fjerne de hormonelle ubehag som den kvindelige biologi forsøger at underlægge os, så vi bliver sexede uden at kropsligheden bliver alt for tydelig, som på Courbets maleri. For som Johansson understreger har den seksualisering, som samfundet har gennemgået, intet med erotik, lyst og sensualisme at gøre. Den indebærer snarere en erotikfjendtlig kommercialisering og teknologisering af krop og seksualitet.

Den ideale og "normale" krop er en hvid middelklasse mands - vi andre er blot afvigere. Derfor er den anorektiske pige så attraktiv i vores kultur. Hun legemliggør ifølge Johansson en aktiv position som defineres som mandlig, hun er ikke moderen, men har i sig en frihed til at realisere sig selv, hun yder noget, hun har fremgang, kontrol. Og samtidig legemliggør hun i sin lydighed og tiltagende kraftesløshed en passiv position defineret som kvindelig.

I juninummeret af modebladet Marie Claire sættes der i den engelske udgave fokus på den spiseforstyrrede, vestlige kultur og ikke mindst de umenneskelige modeidealer, der sætter Anna Johanssons bog i relief. Der er lavet to forskellige forsider til bladet: Én med Baywatch-barbien Pamela Anderson og én med den fyldigere model Sophie Dahl. Når du tager bladet ned fra hylden, vil dit valg fortælle dig, hvordan du forholder dig til modens kropsidealer. - Eller som Sophie Dahl udtaler i et interview inde i bladet: "Det er stort, hvis folk skyldfrie kan spise chokolade efter at have set et fotografi af mig."

Hollywood er for tiden omdøbt til Lolliwood skriver Marie Claire. Slikkepinden er blevet det kvindelige kropsideal og i bladet kan man se grufulde billeder af kendte Hollywoodstjerner, der er blevet væsentlig tyndere end blot et par år tilbage. Det er især Calista Flockhart (fra tv-serien Ally McBeal), der har sat standarden for slikkepindsidealet, med hovedet siddende på en tynd pind til en krop. Og man forventer seriøst, at der snart vil være en kvindelig skuespiller, der falder død om under en film- eller tv-optagelse. Konkurrencen er hård, så man har trænere til at udvikle diæter og rådgive om kropsudfoldelser, der ikke giver muskler - så man kan syne af endnu mindre.

Mange af de kendte kvinder er efter den strenge kur kommet til at se frygtelige hærgede ud, og man forstår virkelig hvor usundt det er at sulte sig, når man ser billederne. Som Catherine Deneuve siger: "En kvinde må i en vis alder vælge om hun vil bevare sin røv eller sit ansigt." At Marie Claire så selv er ambivalent i sin holdning til sulteproblematikken fremgår af en bikinireportage med stativtynde modeller og reklamer som det franske kosmetikfirma, RoC, der optræder i samme juninummer.

Håb og drømme projiceres over i den tynde krop, som Johansson pointerer - det er med den tynde krop, som med naboens grønnere græsplæne: Man tror, man bliver lykkelig, hvis man ejer den. Men ikke nok med det, vi bilder os også ind, at det er sundere, og netop her stiller Anna Johansson spørgsmålstegn ved om det er så usundt at være overvægtig.

Anna Johansson kaster muligheder op i Elefant i nylonstrømper, og der breder sig et kompliceret mønster af forklaringer på, hvorfor man er tyk, som den enkelte læser eventuelt kan spejle sig i og måske relatere sig til. For mad er forbundet med køn, klasse, kultur og familie - og livshistorier. Kvindelig fedme har dybe og komplekse betydninger, og vi er selv det aktive subjekt, som skaber disse betydninger. Og i den sammenhæng skal man heller ikke glemme den frihed, som også kan være forbundet ved at være tyk: Man kan færdes i verden blandt mænd uden konstant at skulle anses for at være sexobjekt af mandlige venner, jaloux veninder og koner. Fedme kan være modstand mod normer, krav, idealer og begrænsninger i et mandligt domineret samfund. At være fed kan således også være en ret til at være frue i egen krop, som en slags overlevelsesstrategi.

Hvis man tror dette er en selvhjælpsbog til at blive tynd på en hurtig og effektiv måde eller en forherligelse af at være tyk, tager man grueligt fejl. Bogen er derimod en vej til indsigt i hvilke strukturer vi underlægger os i en spiseforstyret kultur og muligheder for forklaringer af problemstillingen. - Og med Marie Claire i bagtankerne kan man spørge sig selv: Hvad vil det sige at være overvægtig - og hvorfor er det så ufedt?

Måske skulle man overveje næste gang man inhalerer Ally McBeal i hvor høj en grad skuespillernes kropslige fremtoning på skærmen påvirker én?

Anita Frank Goth er cand.mag. i dansk og filmvidenskab og skriver regelmæssigt for FORUM. Hun er informationsmedarbejder på Forlaget Rosinante.

Anna Johansson: Elefant i nylonstrømper - om kvindelighed, krop og sult. Oversat af Bodil Jørgensen. Aschehoug 2000.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk