Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Maskulinitet under forandring

 

En ny svensk bog viser, at rollen som samværsfar udfordrer mænds opfattelse af sig selv som stolte og uafhængige. De må slippe uafhængigheden for at bevare og udvikle kontakten til deres børn. Det er en udfordring de fleste mænd ta'r op - selvom det knager i de traditionelle far- og manderoller.

 
 
FORUM/28.4.2000 Sociologerne Lars-Erik Berg og Thomas Johansson har med bogen Den andre foräldern (Den anden forælder) leveret en velskrevet og nuanceret fremstilling af moderne samværsfædre. Det er de fædre, der også kaldes søndagsfædre, tivoli-fædre eller McDonalds-fædre. Betegnelser, som forfatterne mener, er både nedladende og misvisende. Fordi mange af fædrene faktisk kæmper en sej kamp for at bevare kontakten til deres børn.

Denne iagttagelse venter vi endnu på at få bekræftet herhjemme, hvor vi hidtil har måttet nøjes med Maren Baks konstateringer af i Enemorfamilien (Forlaget Sociologi, 1997), at det især er mødrenes fortjeneste at samværsfædrene lever op til deres ansvar. Samt mødrenes påstande om at samværsfædrenes problemer med at være fædre ikke først opstod ved skilsmissen. Berg og Johansson nøjes med at konstatere, at mange mænd før skilsmissen har haft et begrænset kendskab til børnenes hverdagsliv, og dermed er blevet prædisponerede for yderligere marginalisering ved skilsmisse.

Den andre foräldern er baseret på samtaler med 26 tilfældigt udvalgte svenske samværsfædre og deres børn. Af de 26 er fem blevet kontaktet via den svenske 'Foreningen Søndagsforældre', som repræsenterer fædre, der har haft særligt traumatiske skilsmisser, og har måttet kæmpe for at få ret til samvær med deres børn.

Trods det akademiske grundlag er bogen særdeles lettilgængelig. Det skyldes måske at bogens forfattere selv har erfaringer som deltidsfædre, og derfor er istand til at iagttage og skrive mere indfølt end sociologer har for vane. Men fremfor at forsvare denne indsigt som en metodisk styrke, nøjes forfatterne med at beklage deres afvigelser fra traditionelle objektivitets-krav.

Samværsfaderen er repræsentant for en virkelighed, hvor det at være far ikke længere er uløseligt knyttet til samlivet med barnet. Samtidig repræsenterer han et moderne ideal, nemlig opfattelsen af at faderskab indebærer mere end at være forsørger. En kombination, der imidlertid viser sig at være vanskelig at indfri i praksis.

Forfatterne karakteriserer samværsfaderskabet som en position mellem tradition og fornyelse. De repræsenterer på den ene side et traditionelt faderskab, fordi det er moderen der varetager den primære omsorg og det daglige samvær med børnene. På den anden side er de tvunget til at redefinere det traditionelle faderskab, hvis de ønsker at opretholde kontakten til deres børn. Det betyder at de må udvikle deres evner til at snakke med børnene og leve sig ind i deres verden. Det forudsætter både et opgør med det traditionelle faderskab, og de traditionelle måder at være mand på. Opgør som samværsfædrene generelt er indstillet på at tage.

Bogen indeholder flere overraskende præmisser: Dels dokumentation for, at mænds måde at udfylde faderskabet på er præget af stor selvrefleksion, dels at denne selvrefleksion i stor udstrækning er relateret til fædrenes egen far. Faderskabet bliver for de fleste mænd formuleret gennem en fortolkning af deres egen opvækst og en vurdering af deres egen far. Forfatterne beskriver fædrene som ambivalente i tolkningen af deres egen far, og mener at de bliver fanget mellem tendenser til forandring og tendenser til gentagelse. De fleste mænd forfatterne har interviewet reagerer således negativt på deres egne fædres manglende interesse for familielivet. De ønsker selv at udvikle et nært og positivt forhold til deres børn. Men samtidig med, at de udtrykker en stærk vilje til at distancere sig fra faderens 'model', møder de ofte selv vanskeligheder i forsøget på at indfri disse idealer. Det betyder, at sønnens 'faderskab' ofte ikke bliver så forskelligt fra faderens alligevel. Sønnerne havner i samme situation som deres fædre, opslugte af karrieren og med mindre og mindre tid til familie og barn.

Forfatterne mener, at denne tendens til gentagelse er størst for de mænd, der aldrig har bearbejdet deres relation til faderen bevidst. Jeg tror dog snarere tendensen til gentagelse skyldes, at opgøret med fædrene under alle omstændigheder er en blindgyde, der må erstattes af et opgør med de generelle betingelser for maskulin identitetsdannelse. Forfatternes psykoanalytiske indfaldsvinkel synes at begrænse deres analyse af faderskabet til et spørgsmål om individuelle valg og kompetencer.

Bogen savner f.eks. en vurdering af hvorvidt succes på arbejdet potentielt kan øge fædrenes muligheder for at prioritere familien højere, gennem bedre løn, mere fritid og mere fleksible arbejdsbetingelser. At konkludere at prioriteringen af familie og karriere altid er modsatrettede, mener jeg bliver for simpel en model, selv som skitse af spændinger på et psykisk niveau.

Samværsfædrenes kontakt til myndighederne opleves ofte som negativt, fordi mændene føler at deres individuelle situation ikke tages i betragtning. Det er især omkring fastsættelse af selve samværsordningen, samt omkring børnepenge at mændene føler sig magtesløse. At skulle fortsætte med at betale børnepenge, selv når moderen flytter sammen med en ny mand, der har masser af penge, oplever mange som ydmygende. Det gælder især de mænd, der selv kæmper med at få økonomien til at hænge sammen.

Forfatteren bidrager også med en vurdering af de mandeorganisationer som forsøger at opfange og formulere samværsfædrenes frustrationer. Forfatterne mener at organisationerne har fat i noget rigtigt, når de undrer sig over, at det er mændene der skal forlade børn og hus, selvom det er kvinderne, der tager initiativet til skilsmisse. Fordi det er fædrene der flytter, får de ofte problemer med at opretholde en dobbelt økonomi. Dvs. at fortsætte med at betale de fælles lån, men samtidig etablere sig et nyt sted, hvor de kan have samvær med børnene. Samtidig er skilsmissen ofte forbundet med en større livskrise, som kan være vanskelig at håndtere for mange mænd. Mændene oplever separationen som en personlig fiasko, hvilket går ud over deres selvværd og kan resultere i at de mister deres arbejde.

Forfatterne konkluderer, at skilsmisser og samlivsbrud generelt bidrager til at forstærke en kønspolarisering af nærværende mødre og fraværende fædre. De mener, at det kræver bevidste ligestillingsstrategier at modvirke denne kønspolarisinger og de tendenser til genritualiseringer af maskulinitet og antifeminisme som karakteriserer mandeforeningerne.

Denne ensidigt negative vurdering af skilsmisse og samlivsbrud modsiges delvis i afsnittet "Barn på deltid", hvor forfatterne på baggrund af interviews med børnene fortæller om deres perspektiv. Her bliver det klart, at skilsmisser for børnene ofte er langt at foretrække frem for en situation, hvor de er udsat for forældrenes daglige skænderier. For børnene kan skilsmisser desuden blive udgangspunktet for en langt bedre relation til især faderen, der pludselig i højere grad er tvunget til at tage hensyn til børnenes interesser.

Forfatterne mener, at samværsfædrene ofte kommer til at bidrage til deres egen marginalisering og at den i nogen udstrækning bliver selvvalgt. Det skyldes, at fædrene ofte vælger at afstå fra at blive den primære omsorgsperson og i stedet bruger al tiden på arbejdet. Ofte udnytter de end ikke deres muligheder for at holde kontakt til skolen eller lægen, og overlader alle større beslutninger i barnets liv til moderen.

Selvom fædrene er irriterede over deres perifere position, er det langt fra alle, som aktivt forsøger at forandre situationen. Det kan både skyldes, at de allerede tidligere har mistet kontakten til de institutioner, der har med barnet at gøre, eller at de føler sig krænkede over den stedmoderlige behandling de får af lærere og andre kontaktpersoner.

Her mangler forfatterne måske en vurdering af, om alternativet ville være at foretrække for børnene, eftersom fædrenes beslutning nok ofte skyldes ønsket om at undgå øget kontakt eller konflikt med børnenes mor af hensyn til børnene. Men ifølge forfatterne er det ikke tilstrækkeligt, at fædrene bliver mere følsomme og verbale, de må også blive istand til at tage et større ansvar for børnene, selv når det skaber større konflikter med mødrene.

Forfatterne konkluderer, at samværsfædrenes marginale position gør det vanskeligt for dem at blive bekræftet i deres faderskab, som opleves særdeles skrøbeligt, og kun er baseret på den intime relation til børnene. Men, som forfatterne konstaterer, hvis denne relation brister er der ingenting at falde tilbage på.

De mener, at fædrene generelt må acceptere, at det fortrinsvis er deres eget projekt at bevare kontakten til børnene, og at de må lære at konfrontere deres egne skamfølelser og håndtere de narcissistiske krænkelser, de udsættes for. Forfatterne konkluderer, at fædrenes traditionelle mandlige 'emotionologi' (følelseslogik) - der handler om stolthed og narcissisme - må erstattes af en evne til at verbalisere skam og en erkendelse af, at de faktisk er afhængige - både af deres egne børn og af andre mennesker.

I et samfund hvor maskulinitet stadig er defineret gennem uafhængighed og stolthed er det imidlertid nemmere sagt end gjort.

Søren Ervø er tidligere koordinator for studienetværket "Mellem mænd og maskuliniteter" (1995-97) i Nordisk Sommeruniversitet.

Lars-Erik Berg & Thomas Johansson: Den andra Föräldern. Om deltidspappor och deras barn. Stockholm: Carlssons, 1999. Bogen kan lånes på KVINFOs bibliotek.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk