Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

At søge efter ånden og finde sig selv.

 

 
FORUM/27.4.2000 I 1678 skrev Marie-Madeleine de La FayetteLa princesse de Clèves (Fyrstinden af Clèves) - en historie om en kvinde ved det franske hof, der til slut opbyder al sin fornuft og vælger en klostertilværelse fremfor den store passion. Det kunne lyde som en antikveret småsterilitet, og i min vildfarelse lod jeg da også mit lidet tillokkende paperbackeksemplar stå uberørt på skrivebordet i månedsvis. Der stod det jo meget godt. En tid. Indtil jeg en forårsdag læste bogen i et stræk, undrende lagde den fra mig, læste igen, denne gang grundigere, og igen. Men hvad det præcist var, jeg sad med mellem hænderne, havde jeg frustrerende svært ved at blive klog på, ikke mindst fordi jeg af gammel vane lod mig belejre af diverse groteske studier i alt fra romanens cykliske strukturer til mandlige medforfattere til Fayettes lighed med Racine. Der er med andre ord skrevet hyldemeter om Fayettes roman, skidt og kanel imellem hinanden, men mest skidt med skam at melde.

Men her var det så, at jeg tilfældigt stødte på begrebet preciøsitet - kostbarhed. Begrebet blev brugt om en stor gruppe kvinder, de såkaldte preciøser, der i årene 1610-1670 gav liv til en hel salonkultur, fortrinsvis i Paris, hvis hjerteslag var for sin tid højst kontroversielle tanker om kvindens kostbarhed, hendes preciøsitet. Og blandt disse preciøser var Fayette.

Heltinden i Fayettes roman er den purunge, dydige og strålende smukke komtesse af Chartres - den kommende Fyrstinde af Clèves. Hun introducere til Henri den II's intrigante, hykleriske og forkludrede hof i årene 1558-59, giftes bort til den lidenskabeligt forelskede fyrste af Clèves, som hun ikke er det mindste forelsket i, hvorefter hun - oplagt! - forelsker sig stormende i den smukke charmør Nemours, der elsker hende tilsvarende. Romanen følger nu minutiøst den unge fyrstindes ulige kamp for at holde sine følelser under kontrol og holde stand mod Nemours heftige kurtisering, sådan som almindelig sømmelighed og hendes mors formaninger foreskrev.

Et vendepunkt indtræffer imidlertid, da fyrstinden røber for sin mand, at hun er forelsket i en anden, om end manden ikke reagerer på hendes betroelser med den store modenhed men tværtom dør af jalousi kort efter. Fyrstinden er nu i princippet fri til at ægte Nemours, men skønt hun elsker ham, vælger hun efter alskens sjælekvaler den stik modsatte løsning, nemlig i agtelse for sin afdøde mand at trække sig tilbage til en klostertilværelse langt fra Nemours og her genoprette sin sjælefred. Hun dør efter få år med sin kærlighed til Nemours intakt, mens hans med tiden er falmet.

En i sandhed deprimerende slutning.

Til trods for, at Fayettes roman hurtigt opnåede et ganske betragteligt publikum, fik den mangt en samtidig litterær kritiker til at fatte den røde pen og i hidsige vendinger anklage den for at forbryde sig mod det herskende litterære ideal, det såkaldte sandsynlighedsideal, vraisemblance. Det gik ud på, at alt skrevet skulle opdrage, og det kunne det kun, hvis læseren kunne sætte sig i de fiktive personers sted, hvilket igen forudsatte, at deres handlinger besad en vis grad af sandsynlighed. Det gjorde hverken tilståelsesscenen overfor ægtemanden eller slutningens fravalg af lidenskab og ægteskab, - mente i hvert fald (de mandlige!) kritikere, der stemplede den som invraisemblance, usandsynlig.

Men havde de mon ret? Næppe. Ganske vist herskede der blandt samtidens lyse hoveder (mænd!) en skråsikker forestilling om, at kvinden ingen handlekraft havde, så hendes eneste værdi bestod i, at hun kunne giftes bort og dermed skabe nye familiealliancer, samt at hun kunne føde mange børn, hvilket var ganske fare- og omkostningsfuldt for hende. En meget begrænset værdi som krop alene, kan man mene, og samtidig blev hun genstand for det væld af fantastiske teser om kvindens syndige karakter, der i disse år føg gennem luften i Paris og omegn.

En vis Monsieurs Jacques Olivier ildnede sig eksempelvis op til at mene, at kvinden var et satanisk instrument, et spind af svaghed, hvis mission det var at krænge mandens sjæl i helvede. Og en anden, Acidalius Valens, skrev en forlængst glemt afhandling, hvori han påstod, at kvinden ikke var fuldt ud menneske, ikke havde nogen sjæl og ikke var skabt i guds billede. Ja, hvorfor ikke.

Men fra et kvindeligt og preciøst perspektiv tog tingene sig en kende anderledes ud, og herfra så slutningen på Fayettes roman ikke så tosset ud. Tværtom.

Det hele tog sin begyndelse i den stilfulde overklassekvinde Catherine de RambouilletsChambre Bleue, en parisisk salon holdt helt i blåt, hvortil kvinder og poeter af varierende rang samledes fra 1610 til Mme de Rambouillets død i 1665. Deriblandt Fayette, der også havde sin egen salon i Paris og i det hele taget var højt på strå som veninde til Louis XIVs svigerinde og maksimedigteren la Rochefoucauld, efter at hendes mand havde ladet hende flytte alene til Paris. Og her skød salonerne op som vilde blomster, overalt, men ikke, som man måske kunne tro, som overdådige tilløbsstykker med masser af mennesker defilerende ud og ind imellem hinanden til passende taffelmusik.

Det sociale liv foregik nemlig i sengen - værtinden tog ganske enkelt imod besøg i sin ruelle, en alkove, så antallet af besøgende var naturligt holdt nede og stemningen mere intim end højstemt. Kuriøst at tænke på, så afgjort, men også en ganske naturlig konsekvens af, at kvinderne konstant lå i barselssengen eller døjede med følgevirkningerne af de mange slidsomme graviditeter.
Men alt har en ende og også denne salonkultur, der sygnede hen i 1670'erne; udvandet, overrendt og latterliggjort, som den med tiden var blevet. Særligt da Mme de Rambouillet - La Divine Arthénice, som hun kaldtes - og hendes uforfalskede stil var borte og lod et væld af dårlige, halvhjertede preciøsekopier tilbage. Men glemt blev hun ikke, eller de andre for den sags skyld, for flere beflittede sig med at nedskrive lister over preciøserne; Marguerite Buffet, Jean de la Forge - navnene er for os totalt ukendte - og det samme er Somaize, hvis liste fra 1661 over i alt 251 preciøser, Le grand dictionnaire des prétieuses, regnes for den absolut bedste. Mere spegede er portrætterne hos en anden preciøse, Madeleine de Scudéry - kaldet Sapho - som opnåede enorm succes under sin brors navn med sin 13.000 sider lange sukkerholdige pastorale Artamène ou Le Grand Cyrus, hvori hun udførte let forklædte skønmalerier af alle sine venner fra salonerne. Deriblandt Mme de Rambouillet.

Madame de Scudèrys veritable nøgleroman bød ikke på den store psykologiske indsigt - i modsætning til La Princesse de Clèves, der var langt kortere, langt strammere komponeret og langt bedre i sin afdækning af de sjælelige konflikter - men den var typisk læsning i salonerne og kraftigt inspireret af Urfés lige så sentimentale l'Astrée fra 1607. For blandt preciøserne længtes man ikke efter realistiske virkelighedsskildringer, dem havde man nok af i den glædesforladte hverdag som kvinde, og i stedet higede man efter sentimentalitet, sødladne omskrivninger (derfor preciøsernes fantastifulde tilnavne!), skønhed, højagtelse og ikke mindst frihed og håb. Og det tilbød l'Astrée, en fortælling om en gruppe aristokrater forklædt i sækkelærred, der levede i skjul og oplevede diverse platoniske inklinationer, picnics under blå himmel og lange diskussioner af kærlighedens væsen.

Men for overhovedet at kunne kaste sig ud i dette litterære NeverNever Land, der aldrig, aldrig nåede frem til ægteskabet og virkeligheden, måtte de preciøse kvinder lære så basale ting som at læse og tilegne sig et skriftsprog, for kvinderne havde igen uddannelse på den tid (hvad skulle en krop dog også med en uddannelse?) Og uddannelse måtte der til, hvis de skulle være véritable précieuses: Lærde og kultiverede damer med lige så stor viden om bøgerne som forfatterne selv, habile på flere sprog og i stand til at skrive både i prosa og på vers. Ikke underligt at sproget fik en næsten magisk karakter for preciøserne; med det kunne de omarrangere deres virkelighed, og det gjorde de - til stor morskab for samtidens satirikere og til nogen undren for os andre.

Et spejl blev omskrevet til 'skønhedens tavse rådgiver', fisk til 'indbyggere i Neptuns rige', drømme til 'metamorfosens far', jalousi til 'mistænksomhedens mor' og at ligge i barselssengen blev 'at føle den tilladte kærligheds fortrædeligheder'. Listen er endeløs. Man gav sig også af med at drøfte de fyrre slags smil eller de tyve slags suk, man flød hen til poeten Voitures lovprisninger af kvindelig skønhed og foreslog radikale omlægninger af det franske sprog: Ud med hankønsord og retstavning - hvad skulle man med bogstaver, man alligevel ikke kunne høre? Hvad skulle man med lange, omstændelige ord, som ingen alligevel kunne stave til?

Preciøserne ville med andre ord gøre verden til deres, ville gøre op med det faktum, at kvindens eneste alternativ til giftermål og utallige børnefødsler var at gå i kloster eller ombringe den uønskede ægtemand (man kunne også blive skilt, men kun hvis man kunne bevise sin mands impotens!) Men de indså også, at kampen aldrig kunne vindes på mandens banehalvdel, hvor han altid ville stå stærkere end de, og at de derfor måtte søge hjem, måtte spørge sig selv, hvori deres styrke som kvinder bestod, hvis de ville skabe en modvægt til det mandsdominerede samfund. Modvægten blev et nyt menneskeideal, l'honnête homme, det åndliggjorte menneske. Et ideal, der løftede kvinden ud af den triste krop og gav hende ånd og sjæl - esprit - samtidig med, at det stillede nye krav til manden. Han måtte nemlig nu være indstillet på ganske platoniske forbindelser, måtte være galant homme og bel esprit, det vil sige både åndrig, høflig, en god konversationspartner, fri og generøs, hvis han ville leve op til kvindens ånd og psykologiske indsigt.

Og kroppen? Lidenskaberne? De preciøse kvinder ønskede afgjort ingen af delene til at trælbinde sig længere, men da de næppe kunne undgælde sig helt, bestod opgaven i at analysere sig selv for at holde sine følelser under vedvarende og streng kontrol. Inspirationen fra René Descartes afhandling fra 1649 om sjælens lidenskaber Les Passions de l'âme er svær at komme udenom - og svær at komme igennem for en nutidig læser, i øvrigt. For Descartes mission; at undersøge alle passionens manifestationer i og udenpå mennesket for at gøre passionen kendt og dermed mulig at besejre, er en lang og tung affære. Men bydende nødvendig læsning for en preciøse, viser Fayette med al ønskelig tydelighed, da hun lader den jaloux og lidenskabeligt forelskede ægtemand dø i sin katastrofale mangel på selvindsigt og passionskontrol.

Og nu er vi igen fremme ved slutningen på Fayettes La Princesse de Clèves, der nok er forstemmende læsning men ikke desto mindre mere forståelig og ikke mindst mere sandsynlig end før. For fyrstinden inkarnerer jo netop det preciøse ideal: Hun analyserer sig selv, hun besejrer - i modsætning til ægtemanden - sin passion, løfter sig op over sin krops tyranni og bliver en sand l'honnête homme. En ophøjet ånd! En kvinde befriet for ægteskab og moderskab!

Men hvad i alverden er budskabet så, når dette ideal fører lige lukt i døden? kunne man retteligt spørge og senere forundret konstatere, at Fayette faktisk har formået at indskrive en glødende understrøm af samfundsdebat og -kritik i sin roman.

Meget oplagt, først og fremmest, at det preciøse ideal faktisk var svært at efterleve - det viser fyrstindens kontinuerlige sjælekvaler med al ønskelig tydelighed - og at friheden, som preciøserne tragtede efter, ikke kunne findes i det mandsdominerede samfund men måtte søges i klostertilværelsens ensomhed. I kvinden selv, med andre ord. Og netop dette, det invaderende samfund, var faktisk et kardinalpunkt hos både Montaigne, Descartes, Nicole og la Rochefoucauld, der alle funderede over, om individet kunne bibeholde sin essentielle indre frihed og samtidig spille en aktiv rolle i samfundet. Fayette svarede klart nej - fyrstinden måtte trække sig bort.

Eller måtte hun? spurgte preciøserne hinanden, og siddende tilbagetrukket i alkoverne genfandt de hos Fayette deres endeløse diskussioner, deres agiteren for og imod, men denne gang sat på spidsen.

Skyldte fyrstinden for eksempel sin ægtemand at leve i hans minde fremfor at følge sin lidenskab, sådan som samtidens leveregler devoir og repos - pligtfølelse og sjælefred - påbød hende? Preciøserne var splittede, og det samme var Fayette, for ganske vist efterlever hendes fyrstinde nidkært dette ideal, men den mand, i hvis minde hun vælger at leve, opfører sig romanen igennem som et klynkende skvat, der slet ikke fortjener en sådan gestus. Og hvilket ægteskab kunne fyrstinden og Nemours ikke have fået, hvis bare...! Preciøserne så tankestregerne og vidste, hvad Fayette tænkte på. Hvis bare man kunne kombinere lidenskabelig kærlighed med ægteskab og undgå det traditionelle fornuftsægteskab, mariage de raison. Det kunne man bare ikke hos Fayette: Havde fyrsten måske noget særligt held med at sammenblande sin individuelle passion med sin samfundsbestemte rolle som ægtemand? Og var det ikke netop derfor, at fyrstinden til slut afstod fra at underkaste sin passion ægteskabets kvælende lænker? Hun vidste, at ægteskabet ville slå passionen ihjel.

Men gjaldt det også, når passionen var så stærk som hos fyrstinden og Nemours? måtte preciøserne spørge sig selv - som så ofte før. Og Fayette fremskrev et svar. Et svar på spørgsmålet om, hvorvidt Nemours, én gang en charlatan, en l'inconstant, nogensinde ville evne at føle dybt og bestandigt som fyrstinden. Svaret var et nej, verden var og blev opsplittet i rigide typer: Snerpen, la prude, overfor koketten, la coquette, hver med sit uafviskelige særpræg. Og lige sådan med l'inconstant, hvis passion, når alt kom til alt, kun var en storm i et glas vand - Med la Rochefoucaulds ord: "Adskillelsen svækker de mindre lidenskaber og forøger de store, ligesom vinden slukker et vokslys og får et bål til at blusse op".

Fayettes La Princesse de Clèves er afgjort ikke en af de små lidenskaber, der dør ud som årene går og til slut blot eksisterer som henglemt aske - som de øvrige preciøser og deres værker. For tværtimod brænder romanen roligt og bestandigt selv den dag i dag; på mit skrivebord og på andres, i artikler og afhandlinger. Tidløs i sin utopi om kvindens frihed men også lukket om sig selv, som søger den at beskytte sin lidenskab mod en verden, der aldrig forstod den.

Måske gør vi?

Christina Skov er stud.mag. i litteraturvidenskab og skriver for Graf.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk