Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Når selv 19 elefanter kæmper forgæves

 

Forums anmelder er ikke imponeret over Jodie Fosters seneste film Anna og kongen, som hænger fast i et mudret kolonisyn koblet med forurettet feministisk pegefinger

 
 
FORUM/20.3.2000 Tre minutter inde i filmen Anna og kongen får min biografledsager en krise. Med et gisp lader hun sig glide en halv meter længere ned i sædet, og gennem biografmørket kan jeg næsten se, hvordan hun blegner. Hun overvinder aldrig rigtig krisen, synker bare længere og længere ned mod gulvet, og da vi efter små tre timer vakler ud af biografen, er det første hun siger: white guilt.

Det hele er ellers begyndt så godt. I Alt for Damerne kunne man nemlig for et par uger siden læse et interview med Jodie Foster, der spiller filmens altdominerende hovedrolle. I interviewet forklarer hun valget af rollen som Anna med ønsket om at medvirke i en film "der viser den asiatiske kultur fra en ikke-kolonistisk vinkel". Når man som jeg lider af et post-Shogun traume, kan et sådant udsagn kun vække interesse. I et kort sekund er jeg endda på grænsen til at føle, at de afsindige 75 millioner dollars, som filmen har kostet, selvfølgelig er helt berettiget spenderet af FOX. Generelt er jeg mistænksom overfor de fleste historiske dramaer i vestlig version - især når handlingen forlægges til fjerne egne - men håbet er lysegrønt, og Jodie Foster selv har jo en universitetsgrad fra Yale. Hvor galt kan det egentlig gå?

Rigtig galt.

For som min biografledsager opdagede allerede efter tre minutter, er der intet nyt under solen i Anna og kongen. Som femten millioner gange før rulles hele det forudsigelige eksotiske menageri ud til akkompagnement af et gigantisk strygeorkester. Det hjælper hverken fra eller til, at hovedpersonerne tramper rundt i en 1,4 kvadratkilometer stor kulisse - den største siden Cleopatra i 1963 - eller at 19 guldbehængte elefanter gentagne gange gungrer henover lærredet. Allermindst hjælper det dog, at et stykke interessant thailandsk historie sovses ind i klæg og sentimental kærlighed. (Thailand blev i modsætning til sine mange nabo-lande ikke koloniseret, men måtte naturligvis forholde sig konkret til presset udefra. Red.)

Det er igennem Jodie Fosters klare blå øjne, at vi ser det første glimt af Siam. På kajen er der et frygteligt leben af brune mennesker. Et kaos og en uorden som frastøder og skræmmer den britiske guvernante, der hverken kan komme frem eller tilbage, fordi ingen forstår hendes sprog. Disse blå øjne bliver uvilkårligt den akse, hvorom filmen drejer; det er igennem hendes blik, vi tøvende kommer til at holde af den gode Mongkut, og det er igennem hendes erkendelse, at vi (måske) kommer til at se det urimelige i Englands kolonisering af Østen. Synsvinklen forrykkes for så vidt aldrig. Som tilskuer er man aldrig i tvivl om, hvilken vej identificeringen går. Nok fremstilles Anna med et vist anstrøg af britisk selvgodhed og imperialistisk stædighed, men disse træk mildnes, som handlingen skrider frem. Klimaks nås, da hun under en stor festbanket rejser sig op og skælder de onde briter ud. Som det endegyldige bevis på, at hun nu har valgt side, tager hun sig derefter en kedsommelig vals med kongen, der på sin side aldrig har danset med en hvid kvinde. Filmen er skræddersyet til det store vestlige, kvindelige publikum, og med Anna som den kvindelige protagonist, der insisterer på "humanistiske" værdier, bliver hun billedet på os selv i forhold til de andre (asiaterne).

Der er fra starten noget seksuelt indebrændt over Anna. Med smalle læber og indsnørret kjoleliv lander hun i Siams eksotiske have. Mens Jodie Foster konsekvent er klædt i sart blå farver, som matcher hendes øjne, går de siamesiske farver fra dybrød til guldlamé. Overfor hende står Mongkut, spillet af Chow Yun-Fat, der til daglig er actionstjerne i Hong Kong. Hvor hun er bleg og ænemisk, er han brun og sprudlende. Hvor hun er stram, forpint og civiliseret ned til sidste fingerspids, er han charmerende, generøs og en lille smule uciviliseret (på den indtagende eksotiske måde, selvfølgelig). Bag spinster-looket fornemmer man vulkanisk indebrændt seksualitet - men Anna og Mongkut kommer aldrig hinanden nærmere end engelsk vals. Det kan man så være højst taknemmelig for, da filmen er drivende sentimental i forvejen!

På den anden side fatter jeg ikke, hvad vi skal med endnu en historie om romantisk uforløst kærlighed mellem Asien og Vesten. Det er Shogun om igen bortset fra, at situationen dér var med omvendt fortegn: den civiliserede hvide mand contra bly japaner. Det betyder ikke, at jeg i fremtiden ønsker mig film, hvor asiater og europæere falder hinanden om halsen, men hvorfor dyrke en gammel, halvforbudt imperialistisk fantasi om den hvide kvinde, som tiltrækkes af den gule mand - hvorefter de med fascination spejler sig lidt i hinanden, for derefter til lyden af fjorten violiner at løsrive sig, fordi de "inderst inde" forstår det umulige i projektet. De er ikke lige, og vil aldrig blive lige. Hvorfor skal denne morale idylliseres og sentimentaliseres i det uendelige?

Ligeledes nærmer det sig det absurde (men højst ufrivilligt komiske), at Anna egenhændigt får overbevist kongen om monogamiens lyksageligheder. Mongkut lægger ellers ud med pikant asiatisk polygami, 23 hustruer og 42 konkubiner, men ender altså med at elske én kvinde, Anna - igen henover en bovlam vals. Med rørstrømsk voice-over fremføres denne fantastiske afslutningsmorale af kongens ældste søn, prins Chulalongkorn, og således beroliget kan man derefter forlade biografen i forvisningen om, at Siam forevigt fik afskaffet flerkoneriet.

Generelt kan man undre sig over, at nogen i år 2000 finder på at vælge Anna Leonowens dagbøger som udgangspunkt for en "ikke-kolonistisk" film, siden de nu er indbegrebet af kolonial tankegang. I sin erindringsbog The English Governess at the Siamese Court (1870), overdriver hun kraftigt sin betydning for Siams politiske udvikling. I bogen antyder Leonowens, at det var hende, som mæglede mellem kong Mongkut og de britiske myndigheder, og at det inddirekte var hende, som skubbede på, for at kongen skulle åbne Siam for vestlige normer. Historikere har senere draget disse påstande i tvivl, ligesom hun ikke menes at have påvirket Mongkuts søn, den senere Rama V, i lige så høj grad som hun selv hævder. Dertil kommer, at der ikke herskede nogen særlig fortrolighed endsige romantisk forbindelse mellem Anna og Mongkut. Det er med andre ord højst tvivlsomt, om hun har haft nogen som helst afgørende betydning for landet.

Nu er det jo før set, at folk lyver så vandet driver. Der er intet skandaløst i at pynte på sine dagbogsnotater. Der er forsåvidt heller ikke noget galt i princippet med at basere en film på et stykke imperialistisk litteratur; problemet opstår først, når man ikke stiller spørgsmålstegn ved denne præmis men blot reproducerer strukturen. Det forekommer mig helt uforståeligt, hvordan instruktøren Andy Tennant, filmselskabet FOX og ikke mindst Jodie Foster har kunnet tro, at der ville komme en "ikke-kolonistisk" film ud af dette udgangspunkt. Godt nok er de dage forbi, hvor Yul Brunner kunne slippe afsted med at danse og synge sig gennem rollen som Mongkut (The King and I, 1952) og godt nok er filmen optaget i Asien og ikke i Hollywood. Men det er langt fra tilstrækkeligt.

Grundlæggende er denne film nemlig funderet på en kolonistisk præmis. I sig selv er dette ikke det mest provokerende; det er derimod forsøget på at pakke det ind i "feministisk" udviklingshistorie og misforstået solidaritet med de undertrykte og derefter sælge det som "anti-kolonialisme". Anna og kongen driver af white guilt - en udefinerbar størrelse af skyld og ubehag over fortidens synder begået i imperiets hellige navn. Disse fortrædeligheder kommer man dog slet ikke til livs med en film, som stiller sig til tåls med eksotisk skønmaleri og subtil markedsføring af gode vestlige idealer. Det er muligt, at den uhåndterbare og ubehagelige bevidsthed dulmes i de tre stive timer, man sidder bænket foran dresserede elefanter og pittoreske vandbøfler, men der er intet progressivt over en film som denne. Istedet for at kritisere og forskyde blikket, indskriver den sig mod sin vilje i en lang og trang imperialistisk tradition.

Lene Myong Petersen er medlem af bestyrelsen for Kvindeligt Selskab og medredaktør af debatbogen Nu er det nok, Rosinante.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk