Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Shocking pink

 

Annette Nielsen anmelder Nu er det nok og ånder lettet op over, at skribenterne ikke forholder sig til feminisme med den rituelle udstrakte arm og klemme for næsen. Hun vender også bogen med Mathilde på 14 år, der bl.a. har Lauryn Hill som forbillede.

 
FORUM/8.3.2000 Så er den på gaden i dag: Nu er det nok. Så er det sagt. - Rosinantes hjemmeproducerede pendant til den svenske fittstimantologi. Den samlede presse har de sidste 14 dage på skift kastet sig over redaktører og bidragydere: Kønsforholdet, feminisme og unge kvinder er godt stof, det kommer man ikke uden om.

Nu er det nok er medrivende læsning. Ikke noget karkludsskriveri her, hvor skribenter træt vrider hjernen for meninger og slapt griber til pennen for at være med på en trend. De meget personlige og meget forskellige historier lever og bevæger, fordi de er godt tænkt og endnu bedre skrevet. De her kvinder har noget på hjertet, og de formår at formidle det.

Indlæggene spænder vidt: Mette Bom er drømmende og sværmerisk poetisk i "Når Alba læser op af novellen". Kunsthistoriker Sofie Thorsen er skarpsindig og analytisk i "Would all women please leave the room". Kunstneren Kirstine Roepsdorff har grebet til spydige tegninger i "Thinking Girls". Pædagogstuderende Bushra Naseem giver stof til eftertanke om islam og feminisme i "Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke". Ja, det er svært at fremhæve et indlæg frem for et andet. For hver især bidrager de med en ny vinkel, en anden erfaring omkring kønsforholdet, kvindeidentiteten, danskheden, børnene, mændene.

Nu er der nok mange, der vil mene, at det hele bare er gammel vin på nye flasker (Hans Bonde må gerne rejse sig nu og gabe!). Jeg kan allerede høre nå-generationen i kor "Been there, done that. Skulle det her være nyt?"

For temaerne ER de samme: kvinders spejling i mandens blik, konflikten mellem moderskab, uddannelse og arbejde og hvordan man kan fastholde følelsen af at være et helt og sammenhængende individ i et kaos af forskelligrettede krav og ønsker. Med selvværdet i behold.

Den store forskel for denne generation, som faktisk er døtre af Rødstrømperne (til forskel fra nå-generationen, der mere var efternøleren, lillesøsteren), er med bidragyder Sofie Thorsens ord "de er opdraget med en bevidsthed om deres køn." Og det er derfor mange af bidragene i bogen er så indsigtsfulde - de personlige erfaringer med "det helvedes problem at være kvinde" (Jette Hansen, Det bløde punkt, 1999) er gennemgående sammenkoblet med et godt analytisk blik på den virkelighed, de bevæger sig i. Et blik der vidner om, at selvom ligestillingsdebatten har været en død sild i offentligheden i store dele af 90erne - så har den levet mange andre steder.

Den anden store forskel er, at denne gruppe af skribenter ikke er beskæftiget med at trashe rødstrømpegeneration. Det er skønt at kunne læse unge kvinders erfaringer og refleksioner uden først at skulle skære sig igennem nedrakning af Femø, halvfjerdserfeminisme og farvede bleer.

Svagest i bogen, synes jeg, står det kollektivt skrevet indlæg af gruppen PUT - Patrulen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet. Selvom det er OK at genopfriske de gamle lesbiske paroler fra 70erne, ville det have klædt Nu er det nok at have et personligt indlæg fra en ung lesbisk, der gerne vil kaldes kvinde og som kunne have bidraget med lidt nye erfaringer fra den front.

For at få et indblik i, om Nu er det nok siger endnu yngre generationer noget, gav jeg den til min 14-årige underbo Mathilde. Mathilde går i 8. klasse og i sin fritid spiller hun guitar, danser mavedans og drømmer om at få en motorcykel. Hun blev vred efter endt læsning:

- Jeg kan ikke rigtig forstå, at der ikke er nogen, der tager sig af det. Det synes jeg er underligt.

- Det er sådan at pigernepå den skole jeg går vurderer hinanden efter, hvem drengene kan li.' Det er det, der tæller for de fleste - om drengene kan li' dem. Jeg ved ikke, om det er ukvindeligt at vide noget. Men sådan bliver det opfattet. Der er nogle af kvinderne i bogen, der skriver, at der ikke var nogle drenge, der interesserede sig for dem - kun som venner - fordi de var for kloge. Det kan jeg ikke forstå.

- Der var også én, der var blevet opdraget til at kvinder kan alt - også reparere deres vandrør og sådan noget. Men det oplevede hun så ikke var kvindeligt. Der er også mange piger på min alder som siger 'det kan jeg ikke', 'det kan jeg ikke finde ud af'. Det har jeg undret mig meget over. Hvorfor det er sådan. Det er meget mystisk.

- Jeg håber, at når jeg er 30, vil det være tilladt at man kan råbe højt og være klog og være direktør og man ikke af den grund behøver at gå med meget nedringede kjoler og høje hæle. At man kan få lige løn. Halvdelen af magten og hele lønnen

- Jeg er feminist. Jeg synes det er nødvendigt. Hele verden er sådan set bygget på manden som normen - den hvide, heteroseksuelle mand. Det er er ikke så godt for alle os andre. Min forbilleder er Karen Blixen, Dr. Margrethe I og de fleste feminister - hvertfald dem jeg er enig med - Nina Persson fra Cardigans og Lauryn Hill. Lauryn Hill fordi hun er en dygtig musiker og har en hjerne og nogle meninger. Nina Persson fordi hun er feminist og har meninger. Hun har sagt, det stod der i fittstim, at hun er feminist og det er en nødvendighed for hende og det synes hun ikke hun behøver at begrunde.


Så er det sagt!

Nu er det nok. Så er det sagt. Antologi, red: Anita Frank Goth, Karen MacLean, Lene Myong Petersen, Katrina Schelin. Rosinante 2000.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk