Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Torpedo affyret - søg dækning

 

Farvel til etnisk varemærkning og koloniale klicheer - det er nyskabelsen i bogen "Nu er det nok"

 
FORUM/8.3.2000 Lone Kühlmann kommenterede i tv-avisen i søndags en lille smule overbærende, at indholdet i "Nu er det nok, så er det sagt , er præcis det samme som hendes egen generation gjorde oprør over for 20 år siden. - Jamen, søde venner, kunne man næsten høre hende tænke - "been there, done that".

Men Kühlmann kan vist ikke have nærlæst Nu er det nok. Ud over de velskrevne og meget lidt programmatiske essays, så er det glædelige nye først og fremmest mange af skribenternes bevidsthed om etnicitet og identitet sammenkoblet med køn. En spirende postkolonial bevidsthed - tør man skrive ordet - som i snart årtier har været en del af verdenssynet i USA og England, men ikke i Danmark.
Her hænger vi stort set stadig fat i to gennemgående opfattelser af "de andre", de brune og sorte, som går tilbage til venstre- højrefløjsopdelingen fra før muren faldt: Enten var man solidarisk med de flinke, og søde mennesker syd på, som havde meget rytme og var så livsglade, men lidt naive, eller også var man ligeglad. De var jo alligevel på et andet udviklingsniveau - "og var det ikke, fordi vi havde givet dem jernbane og postvæsenet, havde de jo siddet med deres bastskørt endnu". Velmenende missionær kontra plantagejeren - to sider af samme ofte ubevidste koloniale tankegang.

Tag for eksempel Jacob Holdts Amerikanske Billeder, som i min gymnasietid var obligatorisk læsning. Den rystede og chokerede os. Stakkels sorte amerikanere i al deres ghettoelendighed. På et udvekslingsophold i USA lagde jeg straks ud med forurettet og ikke så lidt selvretfærdig at bede om at få fremvist en ghetto. Da jeg for nogle år siden læste på universitetet i San Francisco, opdagede jeg bogen på min vejleders hylde.
- Nå, ja - den - , sagde han. Den havde han engang brugt i sin undervisning, men pga. the politics of representation, havde han droppet den igen. Sorte amerikanere i hans klasser brød sig ikke om at blive fremstillet udelukkende som passive ofre, andre skulle have ondt af, stereotypen "de gode negre" fra Amerikas plantageejende kolonitid. Dels er virkeligheden meget mere nuanceret - dels fratager medynken folk personlig identitet og handlekraft som medborger og medmenneske.

Lene Myong Petersen skriver ud fra sin personlige erfaring med at blive gjort til genstand for det koloniale blik. Uanset hun er opvokset i Danmark bliver folk - især mænd - ved med at indskrive seksuelle fantasier i hendes krop. Hun kan være aldrig så meget et produkt af velfærdsstat med frikadeller - ved synet af hendes krop, sorte hår osv. får - får de straks sat hende i forbindelse med underdanige bly asiatiske stereotyper i en rismark med dekorativ vandbøffel a la storfilmen Indochine. Eller thailandsk købekone eller sexglad prostitueret. Medborger og personen Lene, er hun ikke i disse folks øjne. Hun er blot en repræsentant for en kolonial stereotyp, som igen og igen bliver reproduceret helt kritikløst fra tv til respektable dagblade som f.eks. Berlingske Tidende via skribent Henrik List. Mens amerikansk tv i Ally McBeal har juristen Ling som provokerende leger med de vestlige stereotyper, som oftest bliver trukket ned over hovedet på kvinder af asiatisk herkomst, må vi på dansk tv nøjes med Mai fra tv-serien Taxi.

Mette Bom skriver fra den anden side af blikket. Hun beskriver i et modigt og ret selvudleverende indlæg om, hvordan hun i bedste mening, uden at ville det, får indskrevet en veninde i sit - i starten ubevidste - koloniale blik. Hun er i New York - optaget på Columbia University med "180.000 hvide, rene, civiliserede danske velfærdskroner ", og her møder hun Alba fra Puerto Rico. Alba har stort dramatisk hår, taler lidenskabeligt spansk, sveder, danser salsa om en rød ørkenstorm - sådan vil Mette også være! Hun skriver en lille novelle om sin "forelskelse" i Alba, der i øvrigt må forlade universitetet fordi pengene slipper op, da New York ikke længere giver økonomisk støtte til kvinder fra minoriteter og derfor må undervise på en skole i Bronx på fuld tid.
Mette læser novellen op for hende og essayet slutter med, at Alba som reaktion lukker øjnene. Der forstår man jo så godt. Hvem vil være eksotisk staffage i en andens univers - uanset det er kærligt velmenende?
Mette Bom opdager ikke mindst, hvordan det er selv at få påduttet en etnicitet - hun bliver i New York budt velkommen i det sociale rum som attråværdig kvinde pga. sit lyse hår og skandinaviske baggrund - en del af den hvide klub, som udelukker andre. F.eks. Alba.

Også Maria Zennaro bryder i essay'et "Bikini-indekset" med at blive sat i en etnisk kønsboks, som bliver hende tildelt, da hun med en italiensk far befinder sig midt i "krydsfeltet mellem dansk og ikke dansk". Hun er grundig træt af at blive kategoriseret som "den eksotiske pauseklovn i danske kvinders selviscenesættelse som værende åh så frigjorte".
Hun oplever tit, at folk er snublende tæt på at beskylde hende for at lyve, når hun fortæller om Italien og f.eks. hendes farmor, som i 1920'erne arbejdede som apotekerassistent. For i Italien er kvinder pr. definition undertrykte, samtidig med at de er lidt eksotiske. Og påstår man som Zennaro noget andet, ja så bliver man mødt med medlidenhed og overbærenhed - et spejlbillede på at her oppe mod Nord er alt godt på ligestillingsfronten. Havde farmor oplevet Danmark ved selvsyn, er hun sikker på, at hun ville have haft ondt af de danske medsøstre, der tror, at kvindefrigørelse kan opsummeres i retten til at bade topløs på strandene om sommeren.

Bikini-indekset fik mig til at tænke på dengang, jeg var ude at sejle med et dansk skib fra Puerto Rico til New York. På et tidspunkt kom tre af os et par dage på udveksling på den amerikanske kystvagts store skoleskib Eagle med adskillige master og amerikansk, effektiv disciplin. Op kl. fem og rebe de genstridige og meget tunge sejl. De to andre danske piger var omkring de 18 og havde netop gjort ophold på en dansk højskole - det der med disciplin og hierarki var tydeligvis noget lort. Ud over at nægte at spise middag ved kaptajnens bord - det var at fedte - satte de sig demonstrativt en dag, hvor vi snart ville anløbe Nassau og sejlskibet derfor myldrede af hektisk travlhed, på dækket i topløs tilstand for at sole sig. Nu skulle de amerikanere da bare ta' og slappe af og blive lidt frigjorte. Hvis de ikke kunne tåle at se et par bryster eller to, var det jo bare dem, der var snerpede og noget galt med. Den fuldstændig malpalcerede og respektløse herrementalitet de to kvinder udførte var tåkrummende. Det blev henstillet, at de iførte sig deres top igen -nu!, som det så surmulende skete.

Nu er det nok er et kærkomment forsøg på at komme videre og torpedere de mange søvngænger-agtige automatreaktioner og stereotype billeder, som automatisk sættes i sving i mødet med "de andre" her i landet. De mange essays er også små brikker på vejen til at få løst op for den skruestik, som dagens indvandrerdebat bliver holdt i. Kolonial herrementalitet på den ene side og så venstrefløjens velmenende missionæragtige tilgang på den anden. En klog veninde spurgte for nyligt, hvorfor vi mon skal opfinde den dybe tallerken hver gang i Danmark? Når der nu findes masser af samfund med multikulturel sameksistens med meget konkrete ideer til skoler, repræsentation i medierne osv. Hvorfor ikke trække på det? Med det i mente kan man måske også undgå "børnesygdommene" som f.eks. de sporadiske udbrud af "white guilt" i USA - at man som hvid skal føle sig på udefinerlig vis skyldig over alle stereotyper. Historisk bevidsthed er bedre, og så ganske enkelt at droppe den ulidelige kategorisering af mennesker, der ser anderledes ud en en selv.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk