Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Eva - historiens første "bad girl"

 

Vi ved alle, at fordrivelsen fra Paradisets Have var Evas skyld. "Eve: A Biography" eftersporer tilblivelsen af Evas dårlige omdømme gennem flere tusinde års fortællinger og myter. Ikke overraskende er kvinder og deres seksualitet i fokus. Malene Thorborg har læst Pamela Norris' bog med begejstring.

 
 
FORUM/23.2.2000 Eve, A Biography (1999) er et eksempel på tværfaglig forskning når den er bedst. Der er noget at hente for både litterater, kunsthistorikere, kirkehistorikere, teologer og andre, der på hver deres felt driver kvinde- og kønsforskning. Eller bare er almindeligt interesserede i emnet. Men da Norris, der selv er litteraturforsker, jonglerer behændigt med alle sine lærde bolde, så er det i høj grad ens egen faglige tilgang eller specielle interesser, der er (med)bestemmende for hvilke dele af bogen, man sætter højest. Biografiens første del The Making of a Bad Reputation handler netop om tilblivelsen af Evas dårlige omdømme, mens anden del Fantasies of Eve dels gør rede for Evas omvendelse til Madonna, dels analyserer forskellige litterære værker.

Med udgangspunkt i den gammeltestamentlige myte om menneskets skabelse og syndefaldet tager Norris som en empatisk og vidende rejsefører læseren med på en veritabel Odyssé gennem de førkristne jødiske samfund. Det sker med afstikkere til de samtidige hedenske kulturer, over den tidlige kristne kirke og videre gennem historien, gennem middelalder og Reformation, op til nutiden, hvor hun ved velvalgte ikonografiske og litterære eksempler påviser, hvordan Eva ved sin ulydighed mod Guds bud i alt væsentligt fik skylden for menneskets hårde lod efter uddrivelsen af paradiset - og hvilke dystre konsekvenser det fik for den vestlige verdens kvindesyn til alle tider derefter.

Ordet Odyssée bruger jeg bevidst. For ét af Norris' hovedpunkter er, at Evas "overtrædelse" i en anden masterfortællings regi kunne tolkes positivt som kvindens vågnende erkendelse af og higen efter egnene, der findes udenfor de mure, paradisiske eller ej, som patriarkatets normer har muret hende inde bag.

Norris påviser bl.a. med netop Odysseus som eksempel, at muligheden for at følge eventyrlyst og forskertrang var og forblev hos mændene, mens alverdens Peneloper måtte vente derhjemme og passe hus og hjem. Men hendes bog er i sig selv et eksempel på, at der kan brydes et hul i denne mur, som Eva på egen hånd kan vandre ud af for at udforske både sine egne fortællinger og patriarkatets fortællinger om hende, uden at det på forhånd er et bogstavelig talt dødsdømt foretagende.

For det er ikke fordi, der mangler mytologiske eller historiske eksempler på Eva'er der mod alle patriarkatets odds har begivet sig ud i den store vide verden, men som så sandelig også får deres straf. Hvis det ikke ligefrem koster dem livet, gennes de tilbage i folden eller også straffes deres "ukvindelige" adfærd med tab af familie, ære og værdighed. De bliver pariaer i de samfund, hvis kønsnormer er grundfæstede i mændenes fortællinger og får skikkelse af monsteravlende, mandædende uhyrer såsom sirener, havfruer, hekse, drager - og slanger! Således fremstilles slangen i Paradiset i middelalderens kunst ofte med kvindehoved, der tilmed umiskendeligt ligner den samtidigt afbillede Eva.

Norris viser ved mange overbevisende eksempler, at "Eva" som monstrøst skræmmebillede er et produkt af patriarkatets grundlæggende angst for den kvindelige seksualitet og reproduktionsevne, der udarter til regulær kusseforskrækkelse og massivt kvindehad, og som en steppebrand hærger videre i den tidlige kristne kirke, hvor kønslig afholdenhed fik en hidtil og i alle datidens samfund ukendt og uhørt værdi.

Men da manden som bekendt ikke ved en viljeshandling kan beherske de synlige tegn på sine kødelige drifter, måtte Eva og hendes køn endnu engang holde for som syndebuk og roden til alt ondt. Det var hende, der fristede manden til seksuelle udskejelser og afskar ham vejen til saligheden. Norris serverer med næsten masochistisk fryd en lang række gysende hadske udsagn om kvinder fra bl.a. "Guldmunden" Johannes Chrysostomos (ca. 350-407), der her med svovl snarere end med guld i mund, advarer mandlige asketer mod at have bofællesskab med selv ligeså fromt afholdende kvinder, hvilket i datiden ikke var en ualmindelig måde at indrette sig på:

    "... På samme måde som hvis man fanger den gnistrende stolte løve, barberer hans stolte manke, trækker hans tænder ud og klipper hans klør og således reducerer ham til et vanæret og latterligt væsen ... sådan gør disse kvinder de mænd, de fanger, til et let bytte for djævelen. De gør dem blødagtige, opfarende, skændige, letsindige, vredladne, uforskammede, anmassende, gemene, grove, servile, gerrige, ubestandige, uforstandige - kort sagt: kvinderne stempler alle deres fordærvende kvindelige egenskaber ind i disse mænds sjæle". s. 197)
Fik du den, Eva?

Med et sådant kvindesyn var det en næsten logisk konsekvens at man måtte foretage et mytologisk kunstgreb for at komme til rette med kristendommens fundament: At Guds søn og menneskets frelser blev født af et kvindemenneske. Heraf opstod på et meget tidligt tidspunkt myten ikke alene om Jesu ubesmittede undfangelse men også om Marias do.

Norris gør grundigt rede for denne proces i 2. dels første kapitel, The Second Eve. Her viser hun hvordan man(d) med oldtidens og senere middelalderens sans for omvendt historisk-mytologisk parallelitet "vender" kvinden, der blev ophav til verdens fortabelse, om til kvinden, der blev ophav til verdens frelse. Helt karakteristisk for den tid henviste man som "bevis" for at det forholdt sig således til, at "Ave" (det første ord bebudelsesenglen hilste Maria med) er det samme som "Eva" stavet bagfra.

Og så er grunden lagt til patriarkatets luder/madonna "fortælling" som kvinder endnu er ofre for, selvom luderen op i nyere tid navnlig genkendes på karrierekvindens spadseredragt og madonnaen på sit husmoderlige flæseforklæde.

Det er først og fremmest denne "fortælling" Norris leverer en uhyggeligt levende, detaljeret og meget spændende genfortælling af. Og bogens elementære underholdningsværdi kombineret med saglig og sober dokumentation i form af relevante tekst- og billedanalyser er en af dens stærke sider.

For det kunne være blevet til endnu en af de udgivelser, der allerede er skrevet nogle stykker af, hvor blind, om end retfærdig, vrede på kvindekønnets vegne svækker den dokumentariske troværdighed. Men forfatteren er selv opmærksom på denne problematik og siger f.eks. (s. 166):

    "Når man har med den tidlige kirkes forhold til Adam og Eva at gøre, er det fristende at bruge en selektiv tilgang til stoffet - at række hånden frem og kun plukke kvindehadet, den fordømmende ytring eller den politiske udtalelse, der synes at bekræfte en storstilet fordom mod kvinder og en dyb mistænkliggørelse af kvindelig seksualitet. Men situationen var mere komplex end en sådan tilgang implicerer."

Norris' udsagn, her i forbindelse med hendes redegørelse for kvindens plads i oldkirken, er typisk for hendes egen tilgang til stoffet. Og det lykkes hende i det store og hele at slippe udenom forenklingens fælder. Hun falder aldrig for fristelsen til at fremsætte udokumenterede eller letkøbte postulater og er ikke blind for, at enhver ytring må vurderes ud fra sin historiske kontext og ikke altid nødvendigvis må tages for pålydende.

Tværtimod når hun ud i mange kroge, hvor selv den, der som undertegnede mener sig ret velorienteret ikke har været før. I en sådan krog finder man f.eks.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk