Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Rekviem for en afdød prins

 

De tre forfattere - Anna Rozen, Alice Massat og Wally Montay - repræsenterer tre forskellige generationer med tre forskellige indgange til kvinders forhold til sex, kærligheden og deres egen krop: Fra følelsesmæssig nihilisme til opløsningen af det seksuelle magtforhold mellem kønnene.

 

 
FORUM/9.2.2000 Stilen er rå og direkte, ordene nøgne som den virkelighed, de beskriver. En ny generation af unge, kvindelige forfattere har over det seneste år dyppet pennen i vellystens drivende safter, og hvor tidligere generationers foregangskvinder udi den erotiske litteratur som Anaïs Nin, Colette og Régine Déforges kredsede kælent - om end eksplicit - om kærlighedens sanselige dimension, har de unge forfattere taget figenbladet fra munden. Det her er sex. Detaljeret, rendyrket og neonbelyst.

Forfatterne, som er mellem 28 og 40 år, gør alle deres litterære debut i netop denne genre. Hovedpersonerne er kvinder, ofte jegfortællere i et univers, der begrænser sig til den seksuelle eksercits.

Nogle serverer erotiske eventyr, odysseer på vellystens syv have i takt til fantasmernes sirenesang. Andre, kunne man fristes til at sige, har mere mellem benene. Her er mændenes rejste lem pejlemærker gennem Intetheden. På ingen måde ud af den.

Prinsen på den hvide hest er afgået ved døden og de unge forfattere synger hans Rekviem. Er han genopstået, er det som stivsindet fallos uden transcendente evner til at forvandle kærligheden til tilværelsens inderste mening. Det beklager ingen af forfatterne. Men de rejser spørgsmålet: Hvad gør vi nu, efter den seksuelle revolution?

"Vore mødre sagde til os, at vi nu er seksuelt frie, at vi kan more os som vi lyster. Vi har fået friheden forærende, og sammenlignet med min mor, som havde fået en streng katolsk opdragelse, var jeg privilegeret. Men vi har fået friheden uden brugsanvisning, uden holdepunkter", siger Alice Massat, forfatter til Det indre Ministerium.

De tre kvinder ligner deres bøger:
Anna Rozen, 40, lever alene med sin datter, spreder benene mandigt, mens hun taler, behageligt tilbagelænet i en stivrygget lænestol anbragt i et charmerende arkitektonisk sammensurium.
Alice Massat, 33, lader sin personlige styrke titte gennem et selvudslettende ydre, som ikke fylder meget i den lille etværelses lejlighed med kneben plads til sengen og computeren.
Den 28-årige Wally Montays ulastelige feminine elegance matches af harmoniske rum med en stilig kombination af gammelt og nyt, orientalske og traditionelle møbler.

33-årige Alice Massat er den, som voldsomst oplever efterveerne efter 70´ernes seksuelle frigørelse som et pinefuldt antiklimaks. Ord som afsky og kvalme ledsager de næsten kliniske beskrivelser af et utal af sexscener med en, to eller flere deltagere. Bogen er en forpustet jagt på en mental og fysisk mæthedsfølelse, som udebliver trods ihærdige forsøg på at stille den i konebytterklubber, parkeringskældre og anonyme lejligheder. Ligesom hos Anna Rozen har hovedpersonen det forsæt at udforske alle hvide pletter i seksualitetens geografi, uden at aktiviteterne forstyrres af følelsesmæssigt engagement.

"Han vil se mig igen. Han har brudt vores aftale", hedder det hos Rozen, mens Massat efterstræber "nulpunktet af menneskelig samhørighed".

- Min hovedperson er lukket inde i sig selv, hun er ude af stand til at kommunikere. Jeg har trukket linierne meget skarpt op, men der er meget af mig selv i hende. Jeg er bange for kærligheden, bange for at kærligheden skal gøre mig afhængig af en mand. I det daglige liv er jeg meget enerådende, men så snart jeg bliver forelsket, bliver jeg passiv, for hvis han forlader mig, vil det gøre ondt. Forelskelsen indebærer en tendens til at give sin sjæl til den elskede, og det er farligt, for mændene benytter sig af det. Derfor bryder jeg mig ikke om at være forelsket. Men jeg ønsker da også, at jeg finder en mand, der accepterer, at jeg vil bevare min frihed, siger Alice Massat.

Også Anna Rozen beskæftiger sig med magtbalancen mellem mænd og kvinder. Men hun griber spørgsmålet an fra en seksuel vinkel. Mandens fysiske styrke repræsenterer en potentiel trussel for den kvinde, som vover sig i hans favn i en nattemørk lejlighed eller en gadedør.

"Han kunne have voldtaget mig. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke gjorde det. Jeg var heldig. Jeg er altid heldig", siger hendes hovedperson i Plaisir d'offrir, joie de recevoir (1999).

- Der er ingen grund til at gå rundt om den varme grød: manden trænger ind i kvinden. Det er magtsymbol. Jeg er ikke sikker på, at man kan tale om ligeværdighed i et seksuelt forhold. Man kan godt få følelsen af at blive et objekt. Men der kan også være noget ophidsende i at give sig hen og lade den anden bestemme. Det er ikke ubehageligt at møde en mand, der ved hvad han vil. Sex er måske den eneste sammenhæng, hvor man kan acceptere at blive udnyttet. Men ret beset bliver kvinder nok mere udnyttet i deres familieliv end i deres sexliv, siger Anna Rozen.

Mens Massats hovedperson benytter et livligt sexliv som en undvigemanøvre og lider under sin følelsesmæssige isolation, gør Anna Rozen sex uden følelser til et ideologisk programpunkt.

- Jeg har indtryk af, at mange mennesker stadig mener, at kvinder ikke har samme forhold til sex som mænd. At de ikke har samme behov for at vagabondere seksuelt. Der en slags seksuel verdensorden, som siger, at kvinder kun går i seng med mænd, de elsker. Sex uden følelser er ikke specielt et mål, man skal sætte sig. Men sex er et fysisk behov, behovet for sex er uafhængigt af behovet for kærlighed. Det er en kendsgerning, som man har forsøgt at skjule for os.

- Flere piger har sagt til mig, at de finder bogens understregning af sex uden kærlighed generende, mens mænd siger, at de ser megen ømhed i bogen. Det er vel meget betegnende. Vi er som piger vokset op med drømmen om prinsen på den hvide hest, med drømmen om at finde manden i vores liv, den eneste ene, og man har bildt os ind, at seksuelle pulsioner er smudsige. Når man så ikke finder dette enestående menneske, lider man. Finder man en anden, der tilfredsstiller ens seksuelle behov, tror man, det er kærlighed. Vi stiller alt for store krav til mænd. Idealmanden skal både være en god elsker og en fantastisk samtalepartner. Det kan han ikke.

Også Wally Montay mener, at kvinder i dag stiller store krav til mændene. Men modsat Anna Rozen lægger hun afstand til feminismen. Som hun ser sin generation, som er sidst i 20´erne i dag, er magtforholdet i dag byttet om. Det er kvinderne, der er de stærke. Og mændene er desorienterede.

- Kvinderne er blevet navlebeskuende, de er ofre for deres egne dæmoner. Vi skal hele tiden have svar på en masse spørgsmål: Bliver jeg nu udnyttet, respekterer han mig nu også, lever vi virkeligt noget smukt. Det er kvindernes dæmoner, som plager dem, mere end mændene. Kvinderne vil beholde ansvaret for børnene - men manden skal støvsuge. Jeg bryder mig ikke om at tale om lighed mellem kønnene, for vi er forskellige, og derfor kan man ikke tale om lighed. Måske er
frigørelsen gået for vidt. Måske er kvinderne i færd med at dræbe mændene. Det er det store spørgsmål for tiden: Hvor er mændene?


Wally Montays roman Cinabre (1999) handler også om et tabu, som kvæler kvindernes frihed, måske det sidste, som har overlevet den seksuelle revolution: kvindernes forhold til deres egne sekretioner. Allerede Germaine Greer greb fat i menstruationsblodet og hævdede, at kun en kvinde som er i stand til at drikke sit eget blod har frigjort sig fra historiens dom over den urene kvindelighed.

I Cinabre - det røde stof som alkymisterne benyttede i forsøget på at forvandle uværdigt metal til guld - forelsker en ung pige sig i sin mors elsker, en billedhugger som benytter sin sperm til at stivne sine skulpturer. Hun overbeviser ham om at erstatte spermen med hendes menstruationsblod. Bogens mest hotte passager - udover de gængse elskovsscener, udspilles når billedhuggeren med sin bare næve henter dette overraskende byggemateriale ud af sin elskerindes indre.

- Hun vil sublimere dette 'urene' blod, det som er 'smudsigt' men som er så intimt knyttet til vores kvindelighed. Det skal bruges til noget skabende. Hun vil skabe med sin krop, og når manden henter dette blod, opdager han denne kvindelighed og finder den smukkere, end hun selv. Menstruationsblodet er stadig tabu for mange kvinder. Vi skjuler stadig vores krop og forkaster stadig dens sekretioner. Vi kan tale om sex - alle taler om sex - men meget lidt om vores inderste intimitet.

Her er Anna Rozen ganske enig.

- Mænd har lov til at være grimme, til at få mave. Ikke kvinder. Vi må ikke have hår på benene, og mændene bryder sig ikke om at se, at vi fjerner de hår, de ikke bryder sig om. Vi ved jo godt, hvordan vi skal forføre mændene: hofteholder og kort nederdel, så er den hjemme. Måske er det her, det er galt: vi skal forføre. Bøsserne har løst problemet med deres backrooms, hvor man bare går ind, uden at vide hvem man boller med i mørket.

Der er noget nihilistisk over denne kyniske forkastelse af kærligheden, som især Anna Rozen og Alice Massat vedkender sig.

Rozen: - Måske er løsningen at leve med den mand elsker, og bolle med de andre. Men det er ikke uproblematisk. For det første løber man ind i spørgsmålet om troskab og jalousi. Jeg er selv frygteligt jaloux. Og måske ender det i kaos, hvis alle blot er løsrevne elektroner uden dybere forhold til hinanden.

Massat: - Jeg var teenager i 80´erne under punk-perioden med Sex Pistols på pladespilleren og No Future som slogan. Jeg var ikke selv punker, men jeg delte denne reaktion imod vore flipperforældre. Jeg syntes, det var pinligt, når mine forældre talte om deres sexliv, mens jeg var til stede. Min hovedperson er ligegyldig over for sine omgivelser, og ligegyldigheden er en form for
nihilisme. Hun tror ikke på noget, hun har ikke lyst til noget. Hun er bange for at blive fanget i et fængsel, bange for følelserne og for at blive afhængig af en mand. Det er mig i en nøddeskal. Jeg har større problemer med mit følelsesliv end med min krop. Min generation er vokset op med illusionen om det frie sexliv. Men hvor der ingen grænser er, findes der heller ikke noget
grænseoverskridende.


Alligevel kalder Alice Massat sin bog for en anti-nihilistisk roman. Efter at have nået afskyens yderste grænsepost, finder hovedpersonen et håb ved tanken om, at hun måske en dag kan føde et barn. Også Anna Rozen kredser om moderskabstemaet i sin roman.

"Jeg drømte en nat, siger hendes hovedperson, at min krop på én gang fik en penis og fødte et barn".

- Jeg har selv haft denne drøm. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om den. Min forlægger syntes, jeg skulle tage passagen ud, men jeg holdt fast i den. Jeg er bange for at dø, og der er en vis trøst i tanken om at kunne give liv, siger Anna Rozen.

Wally Montay lægger afstand til denne følelsesmæssige nihilisme.

- Er det hele bare et væddeløb, hvor det gælder om at skaffe sig så stor seksuel tilfredsstillelse som muligt? Er det ønskværdigt at bolle til højre og venstre? Jeg synes, vi mister en masse sensualitet på den måde, vi mister alle vore fantasmer. Men det er rigtigt, at sex munder ud i en form for død. Efter samlejet ligger man hver især tilbage med sin egen krop. Hvilken ensomhed!

Alligevel vover Montay en vision om fremtidens kønsrelationer.

- Jeg tror, at de kommende generationer kan sætte sig ud over dette svælg mellem mænd og kvinder. Min lillesøster er 20 år. Hun er totalt kønsløs i sin påklædning, ligesom hendes kammerater, uanset om de er drenge eller piger. Pigerne går i store sko og uformelige bukser, drengene bruger skønhedsmidler. Kønnene er fuldstændig blandet sammen. Denne generation er ikke bange. Den har lagt de gamle holdpunkter bag sig. Hvem dominerer og hvem er underkastet - det er slet ikke det, det handler om, ikke det der er spørgsmålet. De er mere frie, end vi er. De lever en fuldstændig harmoni mellem kønnene.

En fuldstændig harmoni, en kønsløs fremtid. Himmelsk vision eller dæmonisk skræmmebillede? Fortsættelse følger i næste generations kvindelitteratur.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Frankrig. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
"Luc tager pikken frem. Han begynder at gnide på den. Han rører lidt ved pigen, som for at skærpe appetitten, og så nærmer han sig mig. Han stikker sit lem hen under min næse. Champagnen har beruset mig. Jeg finder scenen komisk, overhovedet ikke erotisk. De små fajancefigurer på hylderne betragter os og får sig et billigt grin. Jeg forbliver alvorlig. Han fyrer den af i mit ansigt. Jeg lukker øjnene. Jeg bryder mig virkelig ikke om ham". (Fra Le Ministère de l´intérieur (Det indre Ministerium) af Alice Massat).
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk