Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ørkesløse kønsklicheer går op i røg

 

Sarah Cawood har set filmen Holy Smoke med et feministisk blik og hylder dens mange skarpe vinkler og leg med arkefortællinger - slutningen afsløres dog, så er du advaret

 

 
FORUM/18.1.2000 Holy Smoke er en temmelig atypisk film: på den ene side ligner den ikke nogle af de genfortællinger over samme slidte skabelon som Hollywood brillerer i. På den anden side er der heller intet af avantgardefilmens intellekt-appellerende og distancerende eksperimenteren i den. Den er smuk og sensuel, forførende og legende, hamrende morsom og på en sær måde stærkt vedkommende. Den rammer en tone, som virker ekstremt moderne eller tidsrelevant eller hvad man nu kalder sådan noget i disse post-tider.

Jane Campions film har indtil nu altid taget udgangspunkt i et kvindeligt perspektiv. Filmene En engel ved mit bord (debuten, som fortjener langt mere opmærksomhed, end den er blevet givet), The Piano, Portræt af en dame og Holy Smoke fokuserer alle på det særlige perspektiv, som kvinders marginaliserede position har givet dem. Og noget af det, som gør hendes film så smukke og vedkommende, er hendes meget præcise skildring af de uendelig mange nuancer, der præger denne marginalisering. Alle hendes tidligere film har skildret historisk forgangne tider med en imponerende præcision. Samtidig har de beskrevet konflikter mellem forskellige kulturer eller klasser (henholdsvis mellem australsk og engelsk kultur, den engelske civilisation og kolonimagt og den maoriske oprindelige kultur, amerikansk og den engelsk kultur samt de borgerlige og de aristokratiske værdier).

Holy Smoke gør brug af en ramme, som ligner en traditionel filmfortælling: Vi præsenteres som udgangspunkt for det klassiske problem, den knude hvis løsning fortællingen søger: Ruth (Kate Winslett) er tilsyneladende faldet i klørene på en indisk sekt, og familien ønsker at redde hende ud af Babas formodede skadelige indflydelse. Med introduktionen af den amerikanske "exit-rådgiver" P.J. præsenteres vi således også for fortællingens håb om en løsning.

Vi introduceres for P.J. (alias Harvey Keitel) i en nærmest ironisk overdreven demonstration af mandens autoritet og hjælpsomhed: Første billede af ham er filmet nedefra, da han iført cowboystøvler, overskæg og solbriller selvsikkert skrider igennem lufthavnen, akkompagneret af en pumpende rockmelodi. Han maser sig igennem en menneskemængde for at komme en gruppe frustrerede passagerer til undsætning, som ikke kan vikle bagagevognene fri af hinanden. Han klarer selvfølgelig den forhindring i en håndevending og sender vognene afsted til de trængende passagerer i elegante buer. Scenen slutter med en nedstirre-kamp mellem P.J. og en anden bøf, som P.J. naturligvis vinder.

Vi har med andre ord et klassisk set-up bestående af den forblændede kvinde, der har brug for hjælp og den klartseende helt, der for at hjælpe kvinden må undertvinge hende. P.J. forklarer dette meget malende i sin beskrivelse af "tre-trins programmet" som skal omvende Ruth: Først skal klienten isoleres, dernæst skal hun fratages alle de objekter, der har sammenhæng med hendes tro og til slut vil hun bryde igennem - eller bryde sammen alt efter definition.

Men halvvejs i filmen knækker denne fortælleform eftersom P.J. langsomt mister sin autoritet i mødet med den viljestærke Ruth, der ikke uden videre forlader sin nyfundne tro. Det viser sig, at autoriteten er en tynd fernis, der dækker over et frygtsomt og søgende menneske, der efter et skuffet møde med troen har søgt tilflugt i en kontrollerende, ikke-troende (men vidende) facade. Pludselig skifter filmens kerneproblem karakter, idet det ikke længere er Ruth, der skal omprogrammeres og reinstalleres i det langt fra tiltalende australske samfundsliv. Problemet er med andre ord ikke længere så meget Ruth, som det er selve muligheden for at tro og tro på kærligheden. Og dette problem involverer både P.J. og Ruth.

At filmens synsvinkel på trosspørgsmålet og Ruths omvendelse er ambivalent, er faktisk allerede synligt i filmens begyndelse: Kontrasten mellem de farvemættede Indiensbilleder fyldt med lykkestrålende, dansende og syngende unge vesterlændinge er stærkt forførende og virker langt mere tiltalende end de blodfattige sekvenser fra den mildest talt bizarre australske familie, som bor i et hus omkranset af en fyrre centimeter høj mur med tilhørende jernlåge, har et levende får som snackbord og virker ensporede på grænsen til det imbecile. Det er meget svært ikke at sympatisere med Ruths flugt fra dette groteske og usympatiske univers.

At man alligevel i starten køber filmen som en klassisk fortælling skyldes, tror jeg, dels en forventning som er skabt af årtiers konsumering af fortællinger lavet over samme skabelon, dels at der er små destabiliserende momenter lagt ud i skildringen af Ruths tro. Da hendes mor er rejst hele vejen til Indien for at fortælle hende, at hendes far er døden nær (hvilket er løgn, men det ved Ruth ikke), er hun mere optaget af sin egen reaktion (et par tårer) end af faderens sygdom. Og hendes afklarede ro har et anstrøg af arrogance og verdensfjernhed, der er svær at skelne fra ligegladhed. Vi er med andre ord lidt i tvivl om, hvad vi skal mene om Ruths pludselige omvendelse og forstår til dels den bekymrede familie - nøjagtig som vi ville gøre det i virkeligheden.

Men vi er også fanget i en filmklassisk forventning om at skulle se, hvordan den kvindelige hovedperson har taget fejl, hvordan hendes syn har været forblændet, og hvordan hun må reddes af den mandlige helt. Og det er denne forventning filmen gør herligt til skamme. For Ruth tror ikke på P.J.s autoritet, og hun har et sikkert øje for hans svagheder og mangler. Derfor får den tre-trins afkodningskur, som ordineres af den absolutte top-of-the-pops-ekspert på området, et ganske andet forløb end det P.J. har forudsagt. I stedet for at kulminere på trin tre med klienten/offerets "gennembrud eller sammenbrud", bliver tredje trin i P.J.s indtil da autoritative beskrivelse af slagets gang til sin lille båndoptager reduceret til: "Tredje dag - shit". Han har nemlig været i seng med Ruth og har således indledt sin egen deroute.

Men lad os spole lidt tilbage, for balladen starter endnu tidligere, da Ruth har narret P.J. ved at bruge den bunke hvide sten, der ligger i "forhaven" til at skrive et kæmpe stort HJÆLP-skilt, som P.J. ikke kan læse. Han er for tæt på - nødråbet kan kun ses fra luften. Episoden er et forvarsel om, at P.J. ikke på afgørende vis kan hjælpe Ruth, fordi han er for tæt på både hende og hendes problematik. Men fordi piloten, som har set skiltet, ringer til Ruths mor, som igen ringer til P.J., får han alligevel kendskab til hendes forræderi og skælder hende ud. I skænderiet, der opstår herefter, giver hun en uhyggelig præcis karakteristik af ham, idet hun siger, at han garanteret går ud med Barbiedukker, der (ud af trutmunden) siger "Guud, hvor er du stor, og hvor eeer du klog. Må jeg sutte din pik." Det er en stort set en ordret gengivelse af forrige aftens forløb, hvor Ruths dullede svigerinde efter en selvfornedrende og P.J.-ophøjende svada giver ham et blow-job.

Ruth gennemskuer altså at P.J.s autoritet i høj grad er baseret på naive menneskers blå-øjede celebrering - og på kvinders underkastelse. P.J. har i den grad en svaghed for "damsels in distress", at det først lykkes Ruth at forføre ham, efter at hun har tisset ned ad sig selv. Indtil da opretholder han sin professionelle distance, men i et forsøg på at komme hende til hjælp i hendes totale sammenbrud går han altså i seng med hende. Hun ønsker sig bekræftelsen, fordi hun i sin desperation føler, at ingen holder af hende. Han lader som om, han tror, at han giver hende omsorg, mens han i virkeligheden giver efter for sin egen lyst.

Med Ruths og P.J.s seksuelle møde indledes en helt ny synsvinkel: Hvor første del af filmen er karakteriseret ved et dominansforhold, hvor Ruth fremstår som genstand for mandlig dominans (først Babas - hvem Ruth håber at blive "gift" med - siden P.J.s), træder Ruth her i karakter som handlende og dominerende subjekt, mens P.J. langsomt reduceres til objekt. Hun lærer ham op seksuelt (en smuk, pirrende og forfriskende scene), driller ham, klæder ham ud i dametøj og håner ham. Og P.J. tænder overraskende nok på rollen som den underkastede. I hvert fald er det efter Ruths tugtelse af ham, at han forelsker sig fuldstændig afsindigt i hende og bryder sammen.

I denne kamp mellem kønnene er der en del ting, der synes at ligge til kvindernes fordel: Ruth står for den sensuelle, nydende seksualitet, mens P.J.s synes afstumpet og følelsesløs - "oh baby, oh baby" - ligesom hun som omtalt altså benytter en sprogkode (stenene), som han kun med en hel del hjælp kan tyde. Men denne lidt stereotype skildring af kønsforskellen står ikke uimodsagt i filmen.

For uanset hvor forfriskende det end er at se rollerne byttet om, så er der alligevel noget kedsommeligt demokratisk og uforløsende over denne simple omvending af dominans. Er det det, kvinder ønsker sig - at få lov til at være ovenpå med mændene nedenunder? Ikke ifølge Holy Smoke. Efter Ruth har jublet over, at hun har vundet deres magtkamp, skriver P.J. ordene "Be kind" i panden på hende. Det får Ruth til at stoppe op i sin rasende hævnakt mod manden, (som kun taler med hende fordi hun ser bedre ud end han gør, holder mere af hendes bryster end af hendes personlighed og tænder på den store aldersforskel) og vende øjnene mod sig selv. Hun betror P.J., at hun er bange for, at hun er hjerteløs, og at hun ikke lader nogen komme tæt på sig.

Således indledes filmens tredje synsvinkel, hvor kønsstereotyperne for alvor opløses, og hvor der åbnes for en utrolig nuanceret og overraskende personskildring. Med den fantastisk smukke og overraskende slutning viser det sig, at P.J. og Ruth har stræbt mod to forskellige mål, men at deres møde og kamp har beriget dem begge. P.J. har fået familie og er blevet forfatter, og Ruth er flyttet tilbage til Indien, hvor hun sammen med sin mor arbejder på et dyreinternat og har fået en kæreste. Hvor P.J. står for bestræbelsen efter det nære og den følelsesmæssige kontakt - til trods for hans kiksede "mandlige" seksualitet er det ham, der forelsker sig så desperat, at han hager sig fast til Ruth (og ender med at slå hende ned, da hun vil løsrive sig) - står Ruth for eftersøgningen af sandheden. Det kan jo ikke ligefrem siges at være en traditionel kønsopdeling.

Men samtidig fornemmer man, at det er mødet med P.J., der har gjort det muligt for Ruth at have sin mor så tæt på sig og at have en kæreste. Ligesom man fornemmer, at P.J. har sluppet sin forkrampede kontroltilgang til tilværelsen og er blevet forløst som forfatter, netop ved den inspiration som Ruths stædige sandhedssøgning og tro har givet.

Filmen giver i sidste instans stor autoritet til Ruths projekt også som noget, der rækker udover hendes private søgning. For i skildringen af den groteske og sørgelige familie er der helt klart ansatser til en bredere kulturkritik. En kritik af den vestlige verdens værdifald, hvor tingsliggjort sex står som det sidste postulat om en norm: Da Ruths bror bliver konfronteret med sin søsters tro, vækkes hans nysgerrighed og han spørger sin svoger, hvad han tror på. "Sikker sex", lyder svaret. Og hvis vi er i tvivl om det skal forstås som en følelsesfuld, positivt bekræftende aktivitet, behøver vi bare at vende blikket mod familiens yndlingsdiskotek, hvor at bandet igen og igen spiller omkvædet "Will I see you again?", hvortil publikum med stor iver og megen aggression råber "No way, fuck you".

Stilmæssigt kommer filmen vidt omkring, fra grotesk slap-stickhumor til den dybe alvor, fra forførende sensualitet til rystende nøgne skildringer af ydmygelser, fra ekstremt smukke billeder, til både overdrevent æstetiserede og groteskt rædselsfulde billedsekvenser. Selvom filmen næppe kan kaldes helstøbt, synes jeg, at den netop i kraft af sin overdådige fortællelyst og genreoverskridelser er utroligt bevægende og underholdende. Og de groteske skildringer af det moderne hverdagslivs meningsløshed, brutalitet og ligegyldighed fik det i hvert fald til at gibbe i mig.

Sarah Cawood er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og billedredaktør på 2maj billedbureau. Hun har tidligere været redaktør for kulturtidsskriftet Øjeblikket og kulturskribent for FORUM og Øjeblikket.
 
Læs mere
Filmressourcer
Women's Studies Database Film Reviews
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk