Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Edderkoppe-kvinden Bourgeois

 

For første gang er den 92-årige multikunstner Louise Bourgeois' værker udstillet i Danmark. På Nytorv i København ses hende 10 meter høje edderkoppe-skulptur, og resten af hendes værker kan ses på Louisiana

 

 
Hos en kvinde kommer kønnet til syne i det øjeblik hun taber kontrollen. Hos en mand indtræder kønnet som en bekræftelse af hans kontrol. - Louise Bourgeois

FORUM/28.2.2003 Nu er hun her endelig. Verdenskunstneren Louise Bourgeois. Med dæmpet belysning træder jeg ind i de gådefulde værkers rum på Louisiana. Ind i det ubevidste, hvor alt raser, modsætningsløst og subversivt. Et univers, der udspringer af kunstnerens barndom, hvor de mest intime og private detaljer fra kunstnerens liv transformeres over i kunsten og udsiger almene erkendelser for beskueren: Så nært og alligevel så fjernt, at rum åbnes for vores egne historier.

Udstillingen Louise Bourgeois. Livet som kunst forsøger at fange hele livsværkets bue, og her hvor vi for første gang har lejlighed til at se hendes værker i Danmark, har Louisiana tilføjet yderligere 1/3 flere værker til en vandrende udstilling, som er udsprunget i Skt. Petersborg og allerede har været vist i Helsinki, Stockholm og Oslo.

Med en fødselsattest dateret den 24. december 1911 i Paris, er 91-årige Louise Bourgeois stadig aktiv kunstner med et imponerende cv. Hun var et af de hotteste navne på Documenta 11 i Kassel 2002 og hendes arbejder overrasker stadig. Hun spænder over det meste af det 20. århundredes kunst fra surrealismen i 30'erne til installationskunsten i 90'erne. Selv betragter hun sig som en ensom langdistance løber, der søger erkendelsen og på ingen måder berømmelsen.

Hvis man ikke kender hendes værker, kender man sikkert den amerikanske fotograf Robert Mapplethorps berømte portræt af hende fra 1982: Iført en langhåret sort, vamset pels og et skælmsk dionysisk smil bærer hun som en paraply eller en stok et af sine værker under armen. En fallos i overstørrelse ved navn Fillette.

Når jeg bærer en lille fallos sådan i mine arme, så synes jeg det er en sød ting, det er helt sikkert ikke en ting jeg kunne finde på at gøre fortræd, det er helt klart: Min venlighed er rettet mod mændene. - Louise Bourgeois

Fillette betyder lille pige. Bourgeois betragter værket som et selvportræt og øverst ind i figuren er der ridset et lille ansigt. Med dette kunstgreb defineres pigen som penis og ikke som et misundeligt eller mangelfuldt væsen - det er ikke længere vigtigt om man har eller ikke har en fallos. Mapplethorps portræt af Louise Bourgeois dekonstruerer dermed den traditionelle forestilling med kvinden fremstillet som passivt objekt.

Det kontroversielle fotografi indkredser på mange måder Louise Bourgeois som det feministiske ikon, der op gennem det 20. århundrede har dekonstrueret de patriarkalske strukturer i en tid, hvor de er under afvikling. Og det er ikke tilfældigt, at skulpturen Hysteriets bue (1993) viser en hængende mandekrop som en kommentar til Freud, ligesom det kendetegnende for Bourgeios' skulpturer er, at hun ofte isolerer kropslige organer. Hun anvender former, der associerer til både peniser og bryster, og ofte bliver kønnet tvetydigt.

Louise Bourgeois' særlige evne til hele tiden at forny sig er imponerende. Stærkt inspireret af surrealismen begyndte hun som maler, hvor især hendes serie Femme-maison (kvinde-hus eller husmoder) fra årene omkring 1946-1947 er vældig interessante. Billederne viser kvinder, hvis overkroppe er erstattet af huse og er malet i en tid, hvor hun gifter sig med kunsthistorikeren Robert Goldwater, flytter til New York (i 1938) og får sønner. Uden tvivl en sej tid, når man identificerer sig som kunstner, og serien kommenterer også kvindens position i kulturen som køn, objekt og husmor. Serien indeholder to centrale temaer i hendes kunst, nemlig huset og kroppen - og den blev for alvor kendt da den amerikanske feministiske kunsthistoriker Lucy Lippards valgte at bruge et af billederne på forsiden af hendes bog From the Center: Feminist Essays on Women's Art i 1976. Louise Bourgeois har også selv været aktiv i kvindebevægelsen og ganske forfriskende fortalt, at hendes mand var feminist.

Bourgeois's kunst bevæger sig i et komplekst betydningsfelt. Fx i He Disappeared into Complete Silence (1947) ses en lille absurd tekst ved siden af et billede, uden at beskueren kan finde en logisk forklaring på forholdet mellem tekst og billede. Ordene forankrer ikke billedet, tværtimod påvirker ord og billede hinanden på en sådan måde at mange nye betydningsfelter opstår, som det er karakteristisk for hendes kunst.

For mig er skulpturen kroppen. Min krop er mine skulpturer. - Louise Bourgeois

I 40'erne forlader Louise Bourgeois maleriet til fordel for skulpturen, da hun ikke er tilfreds med den grad af realitet, som maleriet kunne give hende. Og med et utrolig stort spekter af materialevalg og genrer fra fx bronze og marmor til latex og stof er hendes udtryk hele tiden i bevægelse, som det fx ses i hendes celler, hvor hun jonglerer med udtryk og materialer, så det er en fornøjelse.

Louise Bourgeois' strategier kan sammenlignes med koncentreret écriture féminine. Begrebet udspringer fra litteraturen i 1970'ernes Frankrig, hvor en bevægelse af kvinder (fx forfatteren Marguerite Duras eller teoretikeren Julia Kristeva) forsøgte at nærme sig en særlig kvindelig skrift, der skulle være frigørende og livgivende, være kærlighed og 'jouissance' (nydelse). Skriften var en kamp mod patriarkalske former, dyrkelse af døden, en kamp for livet, nydelsen og friheden. Den søgte forbindelse til moderen, til det ubevidste, til kroppen og dens 'jouissance' og skulle skabe en ny forbindelse mellem kvinden og skriften, så den frigjorde kvinden fra hendes status i sproget som 'det andet', således at kroppen bliver indføjet i sproget.

Et vildt begær efter uafhængighed er til stede i alle værkerne... en beslutsomhed for overlevelse på et hvilket som helst skrøbeligt niveau, man kan opnå. - Louise Bourgeois

Energien kombineret med den store grad af ømhed i værkerne er slående. Louise Bourgeois' virke er selvbiografisk, hvor hun går ind i menneskets kompleksitet og hendes relationer til andre. Kunsten og livet er således ikke to adskilte størrelser - værket og egen historie er uløseligt forbundet med hinanden. Hun tror på kunstens magiske kraft, hvor kunsten på en eksorcistisk måde kan uddrive følelserne.

Hendes egen historie, hvor faderen svigefuldt lader sin elskerinde bo og undervise børnene, mens moderen blot ser til, præger mange af værkerne. Alligevel er det svært at se hendes konflikt med faderen som en isoleret størrelse og ikke at betragte Bourgeois' raseri i en mere abstrakt sammenhæng og rettet mod den generelle (patriarkalske) struktur. Barnet og erindringen om barndommen, moderskab, seksualitet og døden er genkommende temaer i hendes kunst.

En kvinde har ikke nogen plads som kunstner før end hun beviser om og om igen, at hun ikke bliver elimineret. - Louise Bourgeois

Når man ser de interviewede mænd i filmen No Trespassing (Nigel Finch, Arena Films, BBC, London, 1994), der vises på museet, karakteriserer de Louise Bourgeois som en skrøbelig ældre personage, der skal beskyttes mod sig selv og sin egen angst. Det er sikkert rigtigt, men efter min mening bør man ikke lade det overskygge af det imponerende (kvinde)liv, hun har levet og stadig lever. Hun har været i kontakt med mange af det 20. århundredes største kunstnere, arrangeret udstillinger, haft galleri, undervist på adskillige universiteter og selv lavet stor kunst - og har endda haft overskud til også at have en familie. I 1982 var hun den første kvindelig kunstner, der fik lov til at vise en retrospektiv udstilling på Museum of Modern Art i New York. I 1993 repræsenterede hun USA på Venedigbiennalen - og i 2000 var det hendes værker, der blev udstillet ved indvielsen af det nye Tate Modern i London!

Respekt siger jeg bare!

Og Louise Bourgeios feberen raser videre. Skulpturen Moder, en 10 meter høj edderkop i bronze, rustfrit stål og marmor fra 1999 kan nu ses på Nytorv i København og frem til juni. Da nogle af de kæmpe dyr var udstillet påMalmö Konsthall i 1999 kunne man iagttage, at børnene virkelig ikke syntes de var uhyggelige, men sjove at lege nedenunder. Det er en åben skulptur, hvor koblingen mellem mor, hus og edderkop ligger lige for - og når man kender historien om hvordan Bourgeois' familie på moderens side levede af at reparere gobeliner, dvs. væve og spinde - bliver endnu en brik føjet til. Trods edderkoppernes størrelse, fremkalder Bourgeois' figurer ikke araknofobi. Tværtimod er de åbne, venlige og langt mere tvetydige end Hollywoods og andres gængse forestillinger om edderkoppen som (moder)dyr.

Anita Frank Goth er cand. mag. i dansk og filmvidenskab og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Louisiana

Mere om Louise Bourgeois
Louise Bourgeois architecture and high heels

Louise Bourgeois's 'Cells': Looking at Bourgeois through Irigaray's Gesturing Towards the Mother
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk