Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

90ernes kvinderoller: En dårlig pasform

 

Jette Hansen leverer et vigtigt indlæg i debatten om køn og kvindeidentitet med debatbogen "Det bløde punkt". Men vores anmelder efterlyser flere af de velskrevne personlige fortællinger fra Hansens egen verden og mindre akademisk tekstanalyse af (dårlig) kvindelitteratur.

 
FORUM/2.12.99 "Kvindeidentitet i 90'erne", står der uden på bogen. Det lyder godt, tænker jeg. Måske kan jeg nu få svaret på det spørgsmål, der har rumsteret rundt i mit hoved siden jeg fik bryster, og måtte holde op med at lege vilde lege med Hans og Brian i Virum Sorgenfri.

Men noget entydigt svar giver forfatteren Jette Hansen mig ikke. Det havde jeg måske heller ikke forventet at hun kunne. Det er jo et stort spørgsmål, der trods hundrede års polemik, psykoanalyse og kønskamp, ikke er blevet tilstrækkeligt besvaret.

I stedet lærer jeg en masse om 80'erne og 90'ernes dansksprogede kvindelitteratur. Om min samtids forskellige litterære repræsentationer af kvinden: kvinden som karrieresild og som moder, kvinden i oprør, den stærke kvinde, kvinden som selv- og kvindehadende, kvinden som rødstrømpe, kvinden som frustreret alenemor, kvinden i mandens øjne, kvinden som antifeminist, og kvinden i konflikt.

Alle disse kvindetyper finder Jette Hansen gennem analyser af blandt andet Suzanne Gieses På andre tanker (1978), Hanne-Vibeke Holsts trilogi om Therese (1992-98), Isabella Smiths En flirt mellem venner (1997), og May Schacks antologi Adskillelse (1993). Ind i mellem disse grundige og meget akademiske tekstanalyser fletter Jette Hansen så sin egen historie, som ung danskstuderende, som gift kvinde, og som enlig mor.

Udfaldet af alle disse kvindebilleder, 90'ernes moderne kvinde, er ifølge Jette Hansen en kvindeskikkelse, der er splittet mellem behovet for selvrealisering via en karriere på arbejdsmarkedet og behovet for individualisering gennem moderskabet. Det er en kvinde, der har den ene hånd hakkende på tastaturet og den anden rundt om "det bløde punkt": barnet. Og denne kvinde har, som Jette Hansen skriver indledningsvis, "et helvedes problem". Hun lever nemlig i en illusion om at være ligestillet.

I 1965 beskrev Tove Ditlevsen selvsamme konflikt i en kærlighedsmetafor om en kvinde, der skal vælge mellem to mænd. Den ene "bruser i blodets sang, hvor elskov er ren og fri", og den anden er "eet med den triste dag drømmene drukner i". Og selvom der er noget næsten Tove Ditlevsensk over de selvbiografiske afsnit i Jette Hansens bog, tror hun ikke - som Tove Ditlevsen gjorde - på foreningen af de to lidenskaber: kærligheden til kreativiteten og arbejdet overfor kærligheden til moderskabet til børnene. Det kan ikke lade sig gøre sådan som samfundet ser ud i dag, hvor moderskabet og det reproduktive er blevet "den triste dag", der "massivt underprioriteres" og ikke tillægges prestige eller værdi. Og hvor riget, magten og æren til evighed ligger hos mændene på arbejdsmarkedet.

Og det er ikke kun mændene, der tillægger moderskabet og omsorgsarbejdet så lidt værdi, det er skam også kvinderne selv, mener Jette Hansen. Vi, døtre af rødstrømpebevægelsen, har nemlig fået ørerne tudet fulde med at vejen til selvrealisering, frihed og identitetsskabelse ligger på arbejdsmarkedet. Dér kan vi opnå det som patriarkatet har nydt godt af længe. Når vi så som ægte powerfeminister også vil have børn (for vi vil jo have det hele) opstår krisen: Vi kan ikke få hjulet til at dreje rundt. Vi kan ikke være super karrierekvinder samtidig med, at vi er dem der "skaber relationerne" i familiens skød. Og selvom vi har fået ordet i vores magt, mener Jette Hansen, at vi ikke tør formulere vores frustrationer og stress over denne omvæltning overfor vores ægtemænd af bar skræk for at de vil forlade os! Af bar skræk for at de vil opdage at vi alligevel ikke er power-agtige og kvindelige nok - at vi ikke mestrer og kontrollerer "hverdagens forhastede hækkeløb".

Nok har vi kvinder i halvfemserne fået økonomisk afhængighed, retten til fri abort, ligeløn (på papiret i hvert fald), og adgang til arbejdsmarkedet, serveret som stegte duer af rødstrømpebevægelsen, men sideløbende har vi jo stadig haft hovedansvaret for familien. Overrumplet af dette tagselvbord af muligheder, mener Jette Hansen, at vi har glemt at værdsætte omsorgsarbejdet på lige fod med andet arbejde. Jette Hansen mener at vi samtidig har fortrængt at kvindelighed også er den "lyserøde bondepigebluse": at skabe tryghed, sammenhold, at udøve omsorg og empati. I vores begejstring over friheden til at arbejde og realisere os selv, har vi glemt at nogen skal have ansvaret for børnene. Vi har ikke været gode nok til at give dette ansvar fra os.

Men er det fordi vi har fortrængt vores kvindelige "bløde punkt", at vi ikke kan få tilværelsen til at fungere? Siger Jette Hansen i virkeligheden at kvindelig identitetsskabelse er lig med omsorgsarbejde og at vi kan finde kvindeligheden mellem bunkerne af vasketøj, blebæ og dækkeservietter? Jeg tvivler. Gælder det ikke mere om at kunne vælge? At være bevidst om disse valg, tillægge dem værdi, og at leve efter dem, både når det gælder om at vælge livspartneren, faderen til sine børn, karrieren og moderskabet?

Problemet med den moderne kvindes situation er også at vi ikke har positive forbilleder, mener Jette Hansen. Hverken hjemmefra, fra medierne eller fra litteraturen. De litterære kvindetyper som Jette Hansen finder frem viser sig ikke engang værdige som rollemodeller for den moderne kvinde. Jeg lærer for eksempel at Isabella Smith, med skildringen af Mia, i Jette Hansens øjne, faktisk er en hykler, usolidarisk med sin hovedperson, og i bund og grund anti-feminist: "Forfatterens foragtende blik på kvinder manifesterer sig dels direkte i den måde, hun konstruerer dem på som romanpersoner, hvor de, som fx Karin, får lov at være virkelige ulidelige, seksuelt mindreværdige repræsentanter for kønnet", skriver Jette Hansen. Nå. Tak for kaffe. Hvorfor slæber hun mig så igennem tres siders indgående akademisk tekstanalyse af en bog hun grundlæggende betragter som et "kunstnerisk makværk"? Jeg undres.

Hanne-Vibeke Holst og hendes Therese-figur viser sig ikke meget bedre. Hverken Jette Hansen (eller jeg selv) fænges af Thereses glansbilled-agtige tilstand med den ungarske pressefotograf. Det er først når jeg kommer til May Schacks antologi Adskillelse, at jeg fornemmer, at Jette Hansen har fundet en realistisk skildring af, hvordan vi kvinder går og har det med vores kvindelighed her i post-rødstrømpetiden. Men her er der også komplikationer. Adskillelse mangler nemlig, ifølge Jette Hansen, rødstrømpernes politiske agenda. De bidragende forfattere har, ifølge Jette Hansen, set lyset, de har set kimen til al deres uro og frustration over ikke at kunne administrere og realisere både familieliv og arbejdsliv. De har bare ikke tid, kræfter, mod eller solidaritetsfølelse nok til at gøre noget ved deres situation. De har intet fællesskab. For kvindeligt fællesskab lugter for langt væk af usexede betonfeminister. "Kvinderne vælger selv at bære konflikterne i stedet for at vende dem offensivt udad", skriver Jette Hansen. Ja, tænker jeg. Det kan jeg nikke genkendende til.

Men nu er jeg desværre kørt træt. Ikke fordi Jette Hansens tekstanalyse på nogen måde er svag eller uinteressant. Men fordi hendes dagsorden er uklar: "Det bløde punkt" er ikke blot en analyse af hvordan de tre forfattere skriver sig ind i den danske kvindelitteratur (som i sig selv er et kæmpe projekt). Nej, Jette Hansen giver sig også i kast med en meget kritisk vurdering og stillingtagen til om disse forfattere kan betragtes som "ordentlige", saglige fortolkere af halvfemser kvindeliv og feminisme. En anmeldelse altså. Jette Hansen vejer de tre værker og deres betydning for det feministiske projekt og finder dem for let: De giver ikke noget nuanceret bud på kønsproblematikken eller kvindeligheden, og forfatterne er derfor ikke ordentlige feminister, er hendes konklusion. Fair nok. Men hvorfor så overhovedet bruge så meget tid på dem?

Desuden mangler jeg mere af Jette Hansens egen fortælling. Jeg vil gerne høre mere om kloge, originale Rigmor, med de smukke hænder. Rigmor er nemlig en kvindeskikkelse fra Jette Hansens eget levede kvindeliv. Og Rigmor bliver beskrevet i et levende, smukt og medrivende sprog. Hvorfor sammenstilles Rigmors og Jette Hansens egne erfaringer ikke mere uddybende med fortællingerne om Mia, Therese og Bodil? Det eneste konklusion jeg kan drage er, at jeg i hvert fald ikke skal gå ned og købe En flirt mellem venner i min søgen efter kvindeidentitet i 90'erne.

Jette Hansens projekt går ud på at skabe bedre forhold for familien, at tillægge omsorgsarbejdet og arbejdet med familien større værdi. Og dette kan ikke være op til kvinder selv at sørge for. Det skal ske på det samfundsmæssige plan via lovgivning, for eksempel ved at give børnefamilier muligheden for flekstid, at lave bedre daginstitutioner, og ved at udvide barselsorloven. Ikke nogen dårlig dagsorden.

Det bløde punkts problem er, at en række kvindelige forfatterne bliver angrebet for ikke at have et feministisk projekt - hvilket ikke var forfatternes præmis at udfolde. Derudover taler bogen til et meget lille publikum: nemlig akademikere, der er bekendt med den feministiske polemik og problemstilling, og måske endda har læst de tre hovedværker. Det er en meget lille målgruppe.

Alligevel er Jette Hansens bog er et skarpt bidrag til debatten om køn og ligestilling - og derfor også til det nyfeministiske projekt.

Mette Bom, cand.mag., er projektleder i Teknologirådet og redaktør af Teknologidebat. Hun er freelance skribent.

Jette Hansen: "Det Bløde Punkt - Kvindeidentitet i 90'erne." 269 sider. 268 kroner. Tiderne Skifter 1999.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk