Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

En stilethæls vanskelige position i kunsthistorien

 

 
"Maria var kunstner, men det arbejde hun lavede havde intet at gøre med at skabe genstande som sædvanligvis defineres som kunst. Nogle mennesker beskrev hende som fotograf, andre omtalte hende som konceptualist, mens andre igen anså hende for at være forfatter, men ingen af disse beskrivelser var dækkende, og når det kommer til stykket tror jeg ikke hun kan kategoriseres på nogen måde." Paul Auster i Leviathan (1992).

FORUM/13.10.99 Den franske kunstner, Sophie Calle (født 1953) - som er udgangspunktet for Paul Austers romanfigur, Maria Turner - er svær at placere i de normale kunsthistoriske rammer. Og det er netop Sophie Calles værk, Le talon-aiguille (The Stiletto Heel), som på forsiden af tidsskriftet Periskop, Forum for kunsthistorisk debat henviser til kvindernes manglende synlighed i kunsthistorien. For første gang i tidsskriftets historie introduceres tematisk vinklede temaer - og "kunst, køn og konstruktion" er på dagsordenen både i dette og næste nummer af Periskop.

Tidsskriftet åbner med Griselda Pollocks artikel Syn, stemme og magt: Feministiske kunsthistorier og marxisme (1988). Et hurtigt og nyttigt brush-up med, hvad der institutionsanalytisk, ikonografisk, historisk og filosofisk er på spil, når cocktailen hedder kvinder og kunst.

Teksten er en grundlæggende introduktion til feministisk, kunsthistorisk praksis siden 1970'erne og den indeholder samtidig en kritik af mere traditionelt funderede feministiske metoder. Griselda Pollock forholder sig til kunstneren som kvinde, evnen til at trænge igennem på kunstscenen samt hvilke former for blik, man præsenterer beskueren for i kraft af sit køn. Pollock argumenterer for, at en feministisk kunsthistorie må afvise den værdidømmende kritik og holde op med kun at jonglere med et æstetisk kriterium for kunstnydelse, og i stedet koncentrere sig om historiske forklaringsformer for kvinders kunstneriske produktion.

Pollock påpeger, at borgerlig femininitet leves i stive, gennemtvungne, reproduktive og foreskrevne støttende roller, således at et modsætningsforhold mellem kunstneren og kvindens ideologiske identiteter etableres. Hun foreslår, at feministisk kunsthistorie skal bruge marxismens forklaringsmodeller, dens analyser af det borgerlige samfunds virkemidler og ideologier. På den måde kan den blive i stand til at identificere de specifikke former for borgerlig femininitet og formerne for borgerlig mystifikation, der skjuler de sociale og kønslige realiteter, så vi bliver bevidste om hvordan kvinder nægtes syn og stemme - og dermed magt.

I disse poststrukturalistiske tider, hvor vi er blevet så vant til at tænke i konstruktioner, er Pollocks advarsel imod, at kvindelige kunstnere i feministisk kunsthistorie bliver repræsentanter for deres køn, så deres kunst udtrykker hele kønnets visuelle ideologi, måske en anelse antikveret.

Alligevel opleves det som balsam for sjælen i en overeksponeret visuel tid at læse sætninger som "Kunst er ideologikonstituerende, ikke bare en illustration af ideologi." Eller "Billeder, fotografier, film, etc., adresseres til os som deres beskuere og indvirker på os ved at overtale os til identifikation med disse udgaver af maskulinitet og femininitet, der repræsenteres for os. Det er en proces, hvor vi konstant bindes til et særligt, men altid ustabilt, regime af kønsforskel". Alene det at kunne adskille kvinden - og kvinden som kunst er stadig i 1999 ikke en selvfølge: - Eksempelvis så direktøren for Statens Museum for Kunst, Alice Helleland den 8. marts 1999, tilsyneladende ikke noget problem i, at hovedparten af museets billeder ikke er malet af kvinder, når der nu er så rigelig af dem på billederne... (Berlingske Tidende 14.3.99)

Fra Pollocks klassiske artikel bevæger blikket sig videre til Christina Kiærs artikel Konstruktivistiske objekter og kønskonstruktioner, der fokuserer på den side af konstruktivistisk kunst i 1920'ernes Sovjetunionen, som mest radikalt formulerer avantgardens ideal om at bringe kunsten ud i livet. Med analyser af kunstnerne Vladimir Tatlin, Liubov Popova og Varvara Stepanova og deres arbejde med forestillinger om kunst og hverdag i "et nyt hverdagsliv" i Sovjet, præsenteres man for projekter, som selv i 1990erne forekommer radikale. Alene det at arbejde med klædedragten og gennem dens snit og mønstre bevidst at arbejde med forestillinger om køn på så tidligt et tidspunkt, forekommer overraskende og radikalt. Analyserne bliver uddybet med teoretikere fra 1990'erne, der gør artiklen yderst interessant.

Fra den ene fyldte chokolade glider man ubesværet hen til den anden. Den mest lækre er - efter min mening - en tekst af den amerikanske kunsthistoriker Abigail Solomon-GodeauPå den anden side af Venus. Den feminine præsentations visuelle økonomi. Teksten stammer fra et foredrag afholdt på centreret Den billedskabte virkelighed, Københavns Universitet 1998. Og til trods for, at jeg allerede i 1996 på Nordisk Filologi hørte hende tale om den franske revolutions betydning for forestillingen om femininitet, er artiklen stadig lige overraskende at læse.

Efter den franske revolution bliver forestillingen om femininitet kønnet, og den kvindelige krop får herefter monopol på rollen som begærsbillede. Det betyder, at i begyndelsen af forrige århundrede ses en bortgang af en idealiseret og erotisk behæftet maskulinitet i den visuelle kultur, og samtidig ses en medfølgende fremgang for feminin ikonografi.

I en tid hvor billboards med pornofiserede kvindestereotopier formerer sig som rotter, er artiklen en god modgift. Hun påpeger, at 1820'ernes storformatsproduktioner af graverede og litograferede nøgenmodeller - pin-ups - er forløberne for en visuel kultur, hvor opfattelsen af modernitet og produktionen af begær (som forbrugskulturen jo afhænger af) sikres af femininitetens vitale del - nemlig kvindekroppen. Udbredelsen og forbruget af denne masseproducerede kunst-vare følges af en tingsliggørelse af kvinden i repræsentationen. En væsentlig pointe er, at præsentationen af "kvinden som objekt" i det erotiske tryk opstår samtidig med det borgerlige forbrugssamfund efter den franske Revolution.

Abigail Solomon-Godeau opererer ikke med vandtætte skodder mellem massekultur og den såkaldte finkultur, og derved opnår hun at indsætte den visuelle kulturs afbildning af femininitet i en berigende historisk ramme. Således påviser hun, at flere kvindetyper først optræder i den massekulturelle produktion, som tekst og grafik, og først langt senere kommer til syne i realisternes og impressionisternes kunstproduktion. En af Solomon-Godeaus pointer er, at både massekulturelle og finkulturelle former er medvirkende i konstruktionen af subjektiviteter, og at selv om der er forskel i udtrykket, er de gensidig afhængige af hinanden. Ikke mindst, som Solomon-Godeau fremhæver, at når gudinden Venus sejrer på salonerne i midtårhundredets Frankrig som det ideale, så fremstilles hendes anden side, luderen, i et banalt litografi eller fotografi som kødelighed og korruption på den anden scene.

Det er selvfølgelig voldsomt provokerende i en idealiseret mandlig kultur at få smækket disse ting på bordet, og Solomon-Godeau fortalte da også, at professorerne ved Berkeley University var blevet voldsomt anfægtet over hendes udlægning af impressionisternes tætte tilknytning til massekulturen. Også foredraget i Danmark vakte vrede hos en mandlig dansk professor.

"Hendes emne var øjet, dramaet i at iagttage og blive iagttaget, og hendes værker fremviste samme egenskaber som man kunne finde hos Maria selv: omhyggelig opmærksomhed over for detaljer, en støtten sig til vilkårlige strukturer, en tålmodighed som grænsede til det ulidelige." Paul Auster i Leviathan (1992).

Kunsthistoriker Malene Vest Hansen viser os rundt i Sophie Calles univers i artiklen La visite Guidée. En guidet tur. Noter om repræsentation af Selv og subjektivitet hos Sophie Calle. En spændende og interessant tekst, som introducerer Sophie Calles "selvbiografiske værker" Recits Autobiographiques (1988) og Visite Guidée (1995). Sophie Calles værker læses som en kritik og dekonstruktion af det autonome selv og det autonome kunstværk. Calle udfordrer beskueren med værker, hvor der efterlades mange tomme pladser, som beskueren nødvendigvis selv må udfylde således, at hver enkelt fiktionaliserer og indskriver sin egen historie i værkerne.

Det er netop også en af pointerne hos Malene Vest Hansen, der påpeger, at som ung og uprøvet akademiker, er den selvbiografiske form, som de teoretiker hun støtter sig til anvender, og som Sophie Calles værker lægger op til, vanskelig. Det interessante er her, at netop kvindelige kunstnere ofte ikke er kategoriserbare i den akademiske verden, så længe den udelukkende opererer med traditionelle patriarkalske værktøjer. Og at det stadig er svært at indføje utraditionelle værktøjer i universitetets verdenen, selvom erkendelsen er målet.

Foruden de nævnte tekster indeholder tidsskriftet en artikel af Keith MoxeyKunsthistorien efter "subjektets død"s død, samt debatsider og anmeldelser. Der trækkes usynlige tråde på tværs mellem teksterne, således at de gensidigt belyser hinanden. Eksempelvis når man hos Griselda Pollock læser: "Ambitionen burde ikke være at undgå at nævne producentens køn, men at producentens køn ikke automatisk burde straffe kvindelige kunstnere og fejre mandlige kunstnere på den særlige måde, det gøres nu", kan man hos Kristine Roepstorff, kunstner og akademielev, læse en efterlysning af Hvor er kvinderne?. Og det kan man kun gispe efter eller skrige så højt, at museumsfolkene og andre indflydelsesrige kunstfolk begynder at forstå, at deres kunstsyn må blive mere tidssvarende. At vi ikke længere vil finde os i, at kvinderne synker ned i jorden, når de forlader kunstakademierne - hvilket initiativer som Inserts er et strålende eksempel på.

Det er pudsigt, at kvinderne stadig er underrepræsenteret i det kulturelle rum. Når det samtidig er en offentlig hemmelighed, at det hovedsagelig er kvinderne, der er kulturbærende inden for det såkaldte traditionelle finkulturelle område: Der er således brug for at få formuleret et (kunsthistorisk) univers, hvor også stilethælen har en plads.

Peter Michael Hornung skriver på tidsskriftets debatsider, at Periskop har en meget begrænset cirkulation i sammenligning med de litterære tidsskrifter som Kritik, Kultur & Klasse og Den Blå Port. Men jeg håber alligevel mange af artiklerne vil finde vej ud i verden - og ikke mindst at teksterne vil finde vej ud i andre grene af undervisningsverdenen end universitetets - det fortjener de.
Jeg vil opfordre alle, som er interesseret i at forstå den hvirvlende visuelle kultur, vi lever i ud fra både historiske og filosofiske forhold til at læse tidsskriftet. Det er spændende - og jeg ser frem til fortsættelsen af diskussionen "køn, kunst og konstruktion" i næste nummer af Periskop.

Anita Frank Goth er cand.mag. i dansk og filmvidenskab og skriver regelmæssigt for FORUM.

Periskop, Forum for kunsthistorisk debat udgives på Institut for Kunsthistorie. Du kan bestille et eksemplar af tidsskriftet ved at e-maile Periskop
 
Læs mere
Finsk website med masser af kunst-links
Surfer's List to Art on the Web
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk