Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Et spørgsmål om hjerte

 

 

 
FORUM/4.10.99 Kvinde møder mand, og sød musik opstår i hjertet. Men hvordan er det nu melodien er? Der er noget, vi har glemt eller som ikke længere fungerer. I det grumsede kølvand på den seksuelle frigørelse, hvor vi frisatte kønnet i en sådan grad, at vi har svært ved at finde det igen (Jeg tager mit køn på mig, kan man læse nu om dage, som om det hang på en bøjle om natten), er der kommet en lind trøm af bøger, der forsøger at forklare det der med manden og kvinden. Vi labber dem i os, hvis man skal tro presse og ugeblade. Og hvorfor ikke?

Det må da være nemmere at læse sig til et bedre samliv, end at skulle diskutere det med kæresten. Tænk nu, hvis han/hun fandt på at sige én imod, eller ligefrem sige sandheden. Kan vi nu holde til det?

Ifølge Martin Østergaards Vejen til mandens hjerte har vi mænd det lidt svært med det. Det er en grundlæggende antagelse i bogen, at godt nok er manden ridder og kriger udadtil, men på hjemmefronten er konen sergent, som det hedder, underforstået manden er mundlam menig.

Hallo, har vi ikke hørt det før? Joh, som Eske Holm skriver i Politiken (30.9.99): "Den umodne mand er tilbage". Og som Aktuelt skrev det, manden som en slags sårbar følelsesmæssig analfabet, der skal tages hensyn til, og hvor kvinden stiller sig bedst ved at respektere alle hans særheder. I sin beskrivelse af samlivet som en form for krigszone og sin fremskrivning af nogle traditionelle kønsstereotyper, er det nemt at melde sig i koret af kritikere. Man får let det indtryk, at der ikke er sket en dyt, siden Strindberg for 100 år siden var på banen med sine udpenslende skuespil om kønnenes kamp.

De var provokerende, men se nu bare hvad der kan få overskrifter i dag i Alt for damerne: "Provokerende parterapeut. Du skal ære din mand!!!" Har man nu hørt mage. Hvorfor skulle en kvinde ikke ære en mand, hvis hun altså elsker ham? (Det virker som om vi har glemt alle de store fordringer og følelser, der indgår i kærligheden - så vi er nødt til at vrænge lidt af den for at kunne kapere den).

Hvorfor skulle hun ikke bære over med hans små særheder, hvis hun altså elsker ham? Hvorfor skulle hun ikke acceptere, at han ikke kan eller vil tale med om parforholdet, det går jo nok endda? Hvorfor skulle hun ikke lade ham bestemme, hvilken bil de skal have, når han nu så gerne vil (eller køber den uden at spørge hende)? Hvorfor skulle hun ikke acceptere at passe børnene (i 17 år), når nu arbejdet betyder så meget for ham? Hvorfor skulle hun ikke ..... Hov stop nu!

Vejen til mandens hjerte er en glidebane. Lad os indrømme det først som sidst. Det er en af bogens fortjenester at vise dét? Men mon ikke kvinderne har vidst det hele tiden? Og vejen ud af glidebanen er næppe Martin Østergaards tvivlsomme analyse og anvisninger. Der lægges dybest set op til en accept af tingenes tilstand og en beskrivelse af mænd som umodne skvat: Sex i bytte for omsorg, brug af kvindelist, accept af mandens særheder.

I hvor mange tilfælde har det givet lykkelige ægteskaber? Men som han også siger: Mænd kan i højere grad end kvinder acceptere at leve i halvdårlige forhold!

Sig mig engang, er vi mænd fuldstændig fordringsløse, bare vi får den slikket af en gang imellem, og helst mens vi ser actionfilm samtidig?

Der er ikke noget at sige til, at kommentatorer er gået i svingninger over bogen, men der er en tendens til at dens vigtigste budskab glemmes i forargelsen, forundringen og vreden. Bogens helt elementære råd for begyndere: Stil spørgsmål.

Kvinden skal stille spørgsmål til manden, uddybende spørgsmål, gode og åbne spørgsmål og vel at mærke blive ved. Hun skal være klar over, at hun ikke nødvendigvis får fornuftige svar, eller svar hun kan forstå, alligevel skal hun blive ved med at spørge. Dialogen er vigtig. Hvad al denne spørgen så skal bruges til, hvis man ukritisk skal acceptere svarene eller manglen på svar, se det melder historien ikke noget om, men igen har kvinderne ikke allerede svaret på det spørgsmål?

De venter ikke på svar, de finder sig et andet liv. I Lone Kühlmanns Kvinder skriver dagbog(Aschehoug, 1998) var en af konklusionerne, at kvinderne skaber deres eget liv uden mænd, uanset de stadig er i parforhold eller har opgivet tanken om noget sådant. Martin Østergaard er inde på samme tankegang, når han stiller spørgsmålstegn ved, om mænd og kvinder overhovedet kan dække hinandens behov. I 90'ernes singlekultur lader det til, at vi i færre og færre tilfælde tør gøre forsøget. Og det fører jo ikke til nogens hjerte.

Bogen er skrevet som en anvisning til kvinden, men dens vigtigste budskab er måske i virkeligheden til manden. "Mændene skal tage del i magten på hjemmefronten," skriver Østergaard. "Kvinder har i mange år savnet og savner stadig mandens aktive og nærværende deltagelse i familien og privatlivet". Det skal med andre ord være slut med at være menig. Manden skal være officer i eget hjem, som Martin Østergaard muligvis ville formulere det. Kvinderne skal til gengæld lægge mere energi i bl.a. arbejdslivet, så hun ikke dræner manden for kræfter på hjemmefronten (når han nu er ved at uddanne sig til officer). Det ligner en lidt naiv byttehandel, men løfter vel også lidt af fligen for, hvorfor vi kan have så svært ved at finde hinandens hjerter.

Hvis vi i en flimrende verden kun orienterer os mod de stereotyper og generaliseringer, som bøger som denne kan tilbyde, kan vi for alvor fare vild i hinandens hjerter. Vi indeholder forhåbentligt mere end det. Dermed ikke sagt, at det så gør tingene lettere, sikkert tværtimod. Så kvinde stil spørgsmål, stil rigtig mange spørgsmål.

Poul-Erik Jeppesen er cand.mag. i nordisk litteratur og fuldmægtig. Han skriver løbende for FORUM.

Martin Østergaard: Vejen til mandens hjerte. Lindhardt og Ringhof 1999, 323 s., kr. 268,-
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk