Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Reflektioner om kvinder og krig

 

 
FORUM/13.10.99 Anita Goldman debuterede som forfatter i 1978. Snäckans sång (Konkyliens sang) er hendes niende bog, hvoraf to af de tidligere bøger allerede findes på dansk. Det drejer sig om romanen Den sidste kvinde fra Ur, der udkom i 1988 (dansk udgave 1989), og som er en fiktiv fortælling, der har Sara fra Første Mosebog som sin hovedperson. Desuden kom Stenenes døtre i 1992 (svensk udgave 1991), som tager udgangspunkt i intifadaen og den israelsk-palæstinensiske konflikt og ikke mindst i mødrenes situation på begge sider af denne konflikt.

Konkyliens sang er ikke nogen roman, men derimod et bredt anlagt forsøg på at indkredse emnet kvinder og krig bl.a. med udgangspunkt i Anita Goldmans eget langvarige ophold i Israel. Hun er selv født i 1953 i Göteborg og er i dag vendt tilbage til Sverige, men har i en årrække boet i Israel gift med en tidligere israelsk faldskærmssoldat, og bogens styrke er ikke mindst hendes egne meget konkrete erfaringer, som får hende til at forfølge en række spørgsmål og dykke ned i historien. Bl.a. beskrives i afsnittet "Klagesang over Ur» kvindernes stilling i de tidligere mere fredelige samfund i området og de ændringer, der efterhånden sker med de krigeriske invasioner af semitiske nomadefolk og etableringen af en stadig mere patriarkalsk samfundsform, hvor kvinderne efterhånden trænges i baggrunden.

Konkyliens sang er ikke opbygget kronologisk eller for den sans skyld systematisk, men beskriver bogens emne fra mange forskellige vinkler. Der er for eksempel et langt afsnit med titlen "Generalens datter» om Yal Dayan, datter af den tidligere israelske forsvars- og udenrigsminister Moshe Dayan. Her kommer Anita Goldman også med nogle vigtige overvejelser omkring jødernes historie og det zionistiske projekt, formuleret - som hun skriver - i protest mod de mange former for racistisk undertrykkelse, men hvor jøderne lærte, at de ikke kunne stole på omverdenen, men måtte forsvare sig ved at efterligne den - at de også måtte have en stat, en hær, grænser og pas. Hun skriver bl.a.:

"Ved at blive genfødt som stolte jordbrugere og soldater klippes navlestrengen til fortiden over, man forlader diasporaens "umandige" passivitet og udsathed som erstattes med nationalismens aktivitet og stædighed."

Og videre:

"I den jødiske stat har man "for at overleve i en fjendtlig verden» paradoksalt nok overtaget de maskuline idealer med deres foragt for svaghed, som muliggjorde det jødiske folks tilintetgørelse.»

Anita Goldman fortæller også om de samtaler, hun løbende havde med sin mand:

"Da vi første gang mødtes - jeg/feministen med pacifistiske tilbøjeligheder fra verdens fredeligste land og han/faldskærmsjægeren i en af verdens barskeste hære med "action» i tre krige bag sig - talte vi hele tiden om krig."

Og beskriver derefter hvorledes Libanon-krigen i 1982 kom til at betyde et ideologisk vendepunkt for ham såvel som for mange andre israelere; det var den første krig, som israelske soldater udkæmpede uden støtte fra hjemmefronten.

Men Anita Goldman har også oplevet irakernes angreb på Israel under Golfkrigen, hvor hun med sine små børn måtte gå i beskyttelsesrum og på helt tæt hold oplevede afmagten overfor de stærke og udefra kommende kræfter, som hun ikke følte, hun havde nogen som helst indflydelse på.

Et af de centrale afsnit i bogen har fået titlen "Hans kvinde, hans krig". Her tages tråden op omkring begrebet "foragt for svaghed", og der peges på, hvorledes foragten for svaghed kobles sammen med foragt for kvinden indenfor de militære systemer.

Anita Goldman skriver her, at for blive en god soldat må manden fortrænge det kvindelige i sig selv og alt kvindeligt omkring sig, hvilket ikke er noget, der sker naturligt, men kræver hård eksercits og indoktrinering. For som det hedder i et citat for Pam McAllisters bog Livets våv. Feminisme och ickevåld (1991), hvor en amerikansk faldskærmsjæger blandt andet siger:

"Grunduddannelsen opmuntrer til kvindehad, (ligesom de militære erfaringer i det hele taget), men på en mere kompliceret måde, end kvinder plejer at tro. Formålet med grunduddannelsen er at dehumanisere en mand i en grad, så at han dræber på befaling og automatisk adlyder sine overordnede. For at kunne gøre det er han nødt til at skabe afstand til sine naturlige instinkter som i grund og bund er imod vold. Jeg har aldrig mødt nogen - hvis han da ikke var forgiftet af en eller anden form for propaganda - som har haft en uimodståelig trang til at drage ud og dræbe en fuldstændig fremmed.»

I samme afsnit er der også nogle overvejelser omkring kvinders og mænds identitet, hvor den amerikanske antropolog Margaret Mead citeres for at have kaldt den mandlige identitet for "civilisationens tilbagevendende problem". Og med dette mener hun bl.a., at der ikke findes noget "naturligt" - i biologiske termer - som definerer kategorien "mandlig" på samme måde som dette at kunne føde børn definerer "det kvindelige".

Anita Goldman kommer i denne sammenhæng med en interessant sammenstilling mellem krigeren og den fødende kvinde, og citerer her den preussiske general og militærteoretiker Claus von Clausewitz, der netop har forsøgt at parallelisere disse to kategorier og bl.a. har skrevet, at "krigen udvikler sig i statens livmoder og dens principper er gemt dér på samme måde, som et individs særlige karakteristika er gemt i fosteret."

Og hun omtaler desuden den specielle fødselsmetaforik, som blev anvendt i forbindelse med fremstillingen af atombomben og kommer bl.a. med eksempler fra de tidlige atomprøvesprængninger i USA. Her blev atombomben omtalt som "Oppenheimers baby", og brintbomben som "Tellers baby" efter de to centrale videnskabsmænd. Hun nævner også, hvorledes en af dem, der overværede den første atomprøvesprængning skrev, at "man følte det, som om man havde fået det privilegium at overvære verdenens fødsel.».

Alt sammen noget, som synes at understøtte tesen om krigsmaskinen som en destruktiv og kompenserende parallel til kvindens evner til at skabe liv.

Konkyliens sang er ikke en bog, der fremlægger færdige analyser af sit emne - kvinder og krig - men forfatterens eget engagement og personlige erfaringsgrundlag får hende til at stille en række vigtige spørgsmål, der betyder at man får kastet nyt og skarpt lys ind over nogle helt centrale problemstillinger, som andre vil kunne tage op og arbejde videre med.

Det er en bog, der efter min mening, burde oversættes til dansk.

Toni Liversage er mag. art. i slavisk filologi og jugoslavisk litteratur og har skrevet om forholdene i Balkan, freds- og kvindebevægelser og civilulydighed. Hun er forfatter og oversætter.

Anita Goldman: Snäckans sång. En bok om kvinnor och krig. , Natur och Kultur, 310 s., ill., Stockholm, 1998
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk