Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

I køn til knæene

 

Avisen Dagen handlede mere om at realisere sig selv som mand end at ville noget med avisen, konkluderer anmelder Jette Hansen efter at have læst Mads Brügger og Nikolaj Thomassens dagbogsberetning, Ingen kender Dagen, fra avisens 40 dage

 
FORUM/27.45.2003 Allerede dengang Dagen stolt førte sig frem med ordene "Drengerøve og journalistiske bagmænd" på siderne af landets busser gjorde det unægtelig et underligt indtryk på mig. Anledningen var, at det næsten kun var unge mænd omkring de 30, der var blevet ansat i de ledende stillinger. På spørgsmålet til denne kønskvotering svarede chefredaktøren Kresten Schultz Jørgensen: "Det er en primær kvalifikation, at man vil guldgrave. Man skal være lidt af en eventyrer, og derfor er der nok mange unge mænd."

Ligestilling var slet ikke an issue, hverken organisatorisk eller indholdsmæssigt. Det skiltede man temmelig frejdigt for ikke at sige selvtilfredst med. I Dagens første nummer var der en historie om, at italienske kvinder er begyndt at føde flere børn: "Italienske kvinder har droppet de feministiske fordomme og trækker nu igen i ventetøjet", hed det. Man fik det indtryk, at den redaktionelle holdning til ligestillingsstoffet var, at diskussion af kønsroller er passé. Dagens mænd var hinsides kønnet og hævet over kedelige ligestillingsdiskussioner - herefter benævnt "feministiske fordomme"...

Indtrykket blev bekræftet i en senere livsstilsartikel om den skallede mode blandt yngre mænd. Fænomenet blev tolket som en leg med det tankeløse, brutale udtryk, et overskudspræget spil på den flertydighed, der ligger i at ligne et bandemedlem, men egentlig være en velfungerende samfundsborger. Køn er noget vi leger, ikke noget vi diskuterer...

Vi ved alle hvordan det gik med Dagen: Avisen lukkede efter 40 dage, da pengetanken løb tør og det ikke var lykkedes Peter Linck at tiltrække andre investorer. Nu har to af de tidligere Dagen-journalister Mads Brügger og Nikolaj Thomassen udgivet dagbogsberetningen, Ingen kender Dagen (People's Press, 2003) om det kuldsejlede avis-eventyr. Mads Brügger og Nikolaj Thomassens beretning er som at åbne en lem i hjerneskallen af generation cools sweetsnakkende drengerøve og se hvilke drømme og fantasier, der befinder sig dér.

Citat: "Vi smadrer dem!"

Råbt adskillige gange af Peter Linck, dagbladet Dagen's grundlægger og direktør. Når Mads Brügger og Nikolaj Thomassen har sat citatet som en slags motto med fede typer uden på bogen, er det utvivlsomt ment som en udlevering af Peter Linck. Men uafvidende udleverer de to journalister jo også, hvad det var de selv blev forført af. Dem og hele resten af en yngre generations håbefulde, ambitiøse journalister. Generation cool, som de nåede at døbe sig selv, før deres om man så må sige organ gik ned...

Ingen kender Dagen er en historie om ubevidsthed. Væg til væg ubevidsthed. Og forførelse. Peter Linck beskrives som en besnærende, grænseløs, supervital, euforisk, speedsnakker, der kan få folk til at tro alt er muligt. Han er også uden almindelige hæmninger, almindelig ansvarsfølelse og almindelig empati. Men en forfører, det er han. Og første offer for Peter Lincks forførende evner bliver Kresten Schultz Jørgensen, som forlader sit job som kommunikationsdirektør i The Coca-Cola Company.

Den 2. marts ringer Peter Linck Kresten Schultz Jørgensen op og vil mødes med det samme. Kresten Schultz Jørgensen tænker ved sig selv, at han i hvert fald ikke vil tilbage til medieverdenen. Men Peter Linck overrækker ham da han træder ind af døren, en forretningsplan i blåt fløjl med Kresten Schultz Jørgensen trykt i guld på omslaget. Besnærende. Den 10. april underskriver han kontrakten. Fra nu af er de to om, at besnakke folk, ved at lægge denne ganske særlige aura af ... ja, noget særligt om projektet:

"Vi smadrer dem!"

Eller i Kresten Schultz Jørgensens version: "Hvis Politiken er en gammel, sur sutsko er Dagen en dyr Italiensk mokkasin".

De besværgende udsagn med at smadre og at være en dyr mokkasin dækker umiddelbart over en ambition om at sætte nye standarder for dagbladsjournalistik i Danmark. Dagen skulle turde prioritere anderledes end de andre aviser og hæve sig himmelhøjt over deres provinsielle niveau. Når man så resultatet i de 40 dage, Dagen nåede at udkomme, var dét imidlertid ikke overbevisende. Som Torben Bille skrev i Information (6.5.2003): "Det eneste Dagen har efterladt sig, er mindet om uvinklede, konceptskrevne artikler indpakket i et layout, der udmøntede sig i forsider af den slags, der sparker røv, når indholdet kan matche formen, men som ellers reduceres til manierede forsøg på at vinde grafikpriser".

I eftertiden har Peter Lincks økonomiske uvederhæftighed lovlig bekvemt fået lov til at dække for det faktum, at Dagen netop aldrig trådte i karakter som en anderledes avis af internationalt tilsnit og format. Men sådan er det ikke desto mindre. Derfor er det nærliggende at se historien om Dagen som et univers især af fantasier. Et imaginært rum. Mads Brügger spørger også, da lukningen truer, hvorfor ingen af de ellers så entusiastiske medarbejdere går på barrikaderne for at kæmpe for deres avis og svarer selv: "Der var ingen ægte idealisme i Dagens arvemasse, kun en masse smarte tanker om hvordan man forfører en målgruppe, og det var der ingen, der ville gå på barrikaderne for". Derved er Dagen et stykke mentalitetsnutidshistorie og historien om, hvem generation cool er. For - med en lettere Karen Blixen-omskrivning: På forførelsen skal jeg kende dig. Sig mig, hvad der forfører dig og jeg skal sige dig hvem du er...

Den sommer var redaktionslokalerne på Holmen simpelthen stedet at være. Mads Brügger beskriver sceneriet på Dagens fancy lokaliteter for en ven over mobilen sådan her: "Smukke, slanke, glade mennesker, som spiste mad fra buffeten, mens de drak kildevand og økologisk frugtsaft fra Søborgaard. Og til kaffen var der yuppie-beskøjter, de små sprøde italienske mandelkager. Jeg fortalte også om alle de flotte skriveborde fra Gubi og de mange computere og lamperne og de friske blomster og pebermyntebolscherne, som gjorde, at alle havde god ånde".

"Længere nede ad kajen, i to stole af børstet stål, så jeg profilerne af Kresten Schultz Jørgensen og sociologen Henrik Dahl. I hænderne havde de italiensk øl. Og på deres lår hvilede en talleken med kyllingelår, hummus, couscous og rødbedesalat. Deres læber bevægede sig meget. De så ud som to, små uartige prinsesser".

En cocktail af testosteron og prinsessehørm åbenbart... Alt i et. Som de selvbefrugtende orme?

Slående er det, at en 200 siders beretning om et avisprojekt til 35 millioner kroner kan fortælles stort set uden, at kvinder er med. Jo. Et par kærester bliver nævnt. Og Peter Lincks gravide kone - undskyld "hustru"... I bisætninger omtales enkelte kvindelige medarbejdere. Men ikke som handlende subjekter, der driver begivenhederne frem og er en del af dramaet, indre som ydre. Generation cool er en drengerøvskultur. Her er pengemænd og bestyrelser og finansieringsfonde, idéudviklere og skriverkarle. Her drømmes hede drømme om storhed - redaktionen på Kanonbådsvej kaldes et Camelot, det var dejligt at være en af de udvalgte samuraier, hedder det. Store formuer og episke bedrifter ventede forude. Peter Linck og Kresten Schultz Jørgensen blandede blod. Peter Linck bliver kaldt "det speedsnakkende svulmelegeme, som ville pule verden i stykker".

"Vi smadrer dem!" Broderskab og drenge(røvs)drømme... uden stærke kvindelige subjekter.

Men som genstande for seksualisering er kvinderne der i fuldt mål. Clinton skulle bare ha' røvpulet Monica Levinsky, siger Kresten ifølge forfatterne, så ville hun have tiet stille - og studieværten Cecilie Frøkjær er "lækker", mener han, mens Peter dømmer bredrøvet, vamset Cottonfield-blondine. "... ikke særligt liderligt".

Og man erfarer, at dagbladsprojektet er blevet til hos Peter Linck i skarp konkurrence med drømmen om at starte et bordel. Efter forbillede fra Las Vegas angiveligt, hvor de prostituerede ligner fotomodeller og fås i alle farver og størrelser - og man må snave med dem. Et must for Peter Linck. "Er I klar over, hvor meget fisse man kan købe for 17 millioner kroner?", spørger Linck, mens han overvejer alternativerne til avisdrift. Men hvordan kommer skredet fra avisdrift til bordeldrift dog i stand inde i mandens hoved, spørger man sig selv?

På en måde bliver det jo så forfærdeligt tydeligt, at Dagen handler om at realisere sig selv. Som mand.

Historien om Dagen er tillige en fantasi så langt fra at være hævet over køn, som d'herrer synes at tro sig. De står i køn til knæene, gør de!

Hvem er de, disse mondæne skaldepander, der vil frem i verden? Generation cools charmerende drengerøve.

Det er et homoerotisk fællesskab, der ekskluderer kvinder ved at seksualisere dem og genstandsgøre dem.

Det er jo mildest talt set før. I sådan cirka 5.000 år.

Er det det, der er cool?

Jette Hansen er freelance skribent.

Dagen blev læst af yngre, selvstændige mænd med høj uddannelse og en personlig indkomst på over 400.000 kroner, der er mindre forskrækkede over udviklingstempoet i samfundet, venligere stemt mod flygtninge og mere parate til at kaste sig over nye forbrugsgoder, viste en undersøgelse.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk