Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Han, hun og verden

 

En kvindelig drøm om sammensmeltning og nærhed på kollisionskurs med verden. Elisabeth Møller Jensen om Inge Eriksens nye roman Sommerfuglens vinge 2. De rumænske bøfler

 
 
FORUM/24.8.99 Inge Eriksen skriver sig i Sommerfugle-trilogiens midterdel De rumænske bøfler tættere og tættere på. Ikke bare på nutiden, der rykker nærmere, idet romanen foregår fra 1991 til 1994, men også tættere på de smertepunkter og energier som har styret hendes skrift fra Victoria og Verdensrevolutionen i 1976. Hendes blik på verden ses nu som dengang gennem en kvindes øjne. Dengang blev historien fortalt gennem den unge oprørske revolutionsheltinde Victoria. I dag er det kvinden midt i livet, fotografen Clara, der har rollen som Kassandra, seersken fra Troja, der kunne se ind i fremtiden, men ikke kunne overbevise nogen om det, hun så.

En tragisk skikkelse altså, der vil fortælle os, at drømmen er gået under jorden, den drøm der blev levet i gaderne verden over, for et kvart århundrede siden. Oprøret findes stadigvæk, men den højlydte protest kommer i dag fra en højreorienteret, nationalistisk, fremmedfjendsk og dybt skræmmende opposition. Derfor måske vælger Clara at leve sin drøm ud i sengen med den unge intellektuelle Kim, halvt inder, halvt dansker, der ikke alene er ung nok til at være hendes søn, men så tæt på, at hans far engang i tidernes morgen var hendes elsker.

Trilogiens første bind sluttede, da forbindelsen mellem dagens og fortidens elsker gik op for Clara, og anden del begynder med det chok, som kærlighedens ophør udløste i hende. I sin fortvivlelse griber hun til den eneste kendte kriseløsning. Med sit kamera vandrer hun gaderne tynde i et Berlin, som hun besværgende håber kan forsone selv hendes sønderrevne sind, nu byen alligevel skal forsone politisk mellem øst og vest, mellem kold krig og nye faretruende konstellationer.

Men hendes desperadoteknik svigter, hun mister situationsfornemmelsen og ender op i et korporligt slagsmål med en kæmpestor blond transvestit, som ikke bryder sig om at blive fotograferet lige der, midt i luderbestillingen. Chokket eskalerer, hun mister talens brug og rejser tilbage til København, til veninderne, datteren, netværket, der tager over og langsomt får hende på benene igen. Men det er ikke let. Især ikke med en kvinde, der er så plaget af verdens gang, så hjemsøgt af de voldsomme billeder på tab, ydmygelse, voldelighed og nederlag, som hver eneste dag kolporteres gennem nyhedsstrømmen.

I Claras tungsind er den ene lidelse lige så god som den anden. I depressionens verden er der ikke langt fra oplevelsen af Jeltsins ydmygelse af Gorbatjov, da han blev tvunget til at aflæse dødsdommen over kommunistpartiet på direkte TV og så Claras egen ydmygelse, da det incestlignende i kærlighedsforholdet til den unge elsker går op for hende. I hendes psyke kortsluttes der mellem den store fælles historie og den lille personlige. Det ene sjælemord forstærker det andet. Hendes bristede drøm om kærlighed kan spejles i enhver sammenbrudt utopi, i en hvilken som helst fallit på den store verdensscene, der døgnet igennem brænder igennem på TV.

Skulle et så overfølsomt gemyt ikke helt afstå fra verden? I hvert fald når systemet brænder sammen.Veninderne forbyder hende følgelig at se nyheder, og Claras tilbagevenden til verden sker netop i en venden verden ryggen, i et fokus på det nære, på væren, sanselighed, skønhed, omsorg. Da hun udstiller sine billeder fra Berlin genoptages kærlighedsforholdet til Kim. De falder ind i hinanden og ind i hinandens liv, selvom hun ved, at hun kun har ham til låns, at deres tid sammen er kort, at hun er for gammel til at give ham børn. Men drømmen om den erotiske kærlighed leves, indtil han rejser tilbage til et job i Indien. Forlader hende med hendes velsignelse.

Men indtil da er der symbiose for alle pengene og for fuld udblæsning. Inge Eriksen holder sig ikke tilbage i sin forelskede beskrivelse af en mand, der "lod kvinden mærke, at han huskede natten". Han er sådan en, der vågner modstræbende, for blot at lægge armen om kvinden, sove videre, elske, sove. I romanen hedder tilstanden Shangri La, og den elskende kvinde vil ikke ud af Paradiset igen. Det forstår jeg sådan set godt. For mellem dem er det "hårdt og stift og fugtigt blødt", og uden for sengen mødes de i sproget og i hverdagens sanselighed. Et bord, der dækkes, et måltid, der forberedes, en stor omgangskreds af venner og familie, som kræver sit og giver meget igen. De undværer stort set kun hinanden, når arbejdet kræver det. Og bagefter er det forfra og videre igen.

Er det muligt at leve en kærlighed, hvor slutningen er skrevet på forhånd? Inge Eriksens heltinde kan. Selv om Clara på den anden side af tabet kun forestiller sig mørket, går hun sin bodsgang tappert i møde. På den anden side af mørket er der ingenting. Derfor er det heller ikke ensomheden, hun ser frem til, men det var "fraværet, hun kom til at følges med". Der var slet ingenting. Da såvel kærlighedsforholdet som bogen slutter, har hun ikke bare mistet manden men også ilden, der brændte i hende. Hun knytter ikke længere spontant an til verdens ulykker og katastrofer, og hun frygter, at kærligheden har skåret hendes navlestreng til verden over.

På den ene side har Inge Eriksen genskrevet en klassisk kvindelig kærlighedskonflikt, på den anden side er Sommerfuglens vinge en splinterny pulstagning, et næsten skræmmende ambitiøst forsøg på at forstå den tid, vi lever i. Hun fortæller sin historie om den politiske samtid gennem en kvindes lidenskabelige kærlighedsoplevelse i en tid uden regler eller principper. Der er ingen overskrift, der længere passer på det, hun oplever. Ægteskab? Singletilværelse? Lidenskabelige kærlighedsforhold? Realiteten er den, at kærligheden må leves i en tid uden fælles værdier. En tid, hvor den enkelte er kastet tilbage til sig selv.

Som fotograf arbejder Clara som freelancer for en avis, der sender hende på opgaver ud i verden. Hendes job er at dokumentere verden gennem billeder, men hendes lidenskab er samtidig at kunne beskrive den i ord. Som sådan har hun meget til fælles med Inge Eriksen, der ikke bare er romanforfatter men også en kvindelig intellektuel, der hele tiden må forstå og beskrive verden forfra med helt egne ord, fra et helt eget udsigtspunkt. Gennem Claras overvejelser, tanker og samtaler samles der op på den umiddelbare fortid i 1990'ernes begyndelse, som allerede trues af glemselens røgslør. Gorbatjov-kuppet, Kroatien, Slovenien, Bosnien, Maastricht-traktaten, Edinburg-afstemningen. Og indimellem skriver hun igennem, så der falder skel fra øjnene. For hvem har ikke spurgt sig selv, om rædslerne i kølvandet på Jugoslaviens opløsning kunne finde sted hos os, blandt fredelige danskere, midt i det fredelige København. Det mener vi jo ikke. Af mange grunde. Men Claras forklaring er lige så usentimental, som den er sand, at NATO aldrig "ville tillade danskerne at løse problemerne med militær vold".

Hendes bud på 1990'ernes problem er, at vi har glemt fortiden og er ude af stand til at se fremtiden. Tilbage er "et enestående, flimrende, impotent nu". Derfor kommer troløsheden heller ikke fra hjertet, som Clara siger, men fra en moderne tilværelse, der kører så hurtigt, at resultatet er "hukommelsestab, dynger af uløste problemer, ufuldendte samtaler, det ungdommen kalder fragmentering".

Titlen De rumænske bøfler refererer til et brev som Rosa Luxemburg skrev fra Breslau-fængslet dec. 1917, om et spand bøfler taget som krigsbytte af tyskerne og mishandlet i en fængselsgård. Med denne henvisning i bogens titel, peger Inge Eriksen på en indlevelsesevne, en følsomhed over for lidelsen, som tabes i det moderne liv. Måske overlever 1990'ernes menneske mentalt kun gennem evnen til abstraktion og afgrænsning fra alle de voldsomheder verden over, som vi dagligt overvældes af. Skal man tro Inge Eriksen gælder det samme den lidelse, der kaldes kærlighed. Også her er det hårdt at følge hende. For Claras historie fortæller os, at kærlighedens mulighed ikke længere beror på evnen til at leve den, men i lige så høj grad i styrken til at turde møde dens ophør næsten som et eksistentielt vilkår.

De rumænske bøfler handler om at turde se døden lige i øjnene. Det er en meget stolt, vidende og smuk bog, Inge Eriksen denne gang har foræret sine læsere, men det er også en ganske sørgelig og for så vidt kulsort bog om en tid og en verden, vi er henviste til at leve i.

Elisabeth Møller Jensen er centerleder på KVINFO og hovedredaktør af Nordisk Kvindelitteraturhistorie.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk