Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Skønne heksepiger fortrænger Barbie

 

De handlekraftige W.I.T.C.H.-piger er her, og pigerne og deres mødre elsker dem. Jette Hansen, mor til en 9-årig datter, magister i litteratur og feminist har underkastet pige-bladene en begejstret analyse og bortvist Barbie til autocamperen

 

 
FORUM/26.06.2003 De flyder i bunker, de ligger i stabler, de er spredt på gulve, borde og bænke og hver måned omkring den 20. får hun stjerneøjne og længes – nu kommer der snart et nyt! Ustandselig skal jeg svare på, hvem jeg bedst kan lide, hvis dragt jeg synes er smartest, og om jeg ved, hvem hun "er". W.I.T.C.H.–blade.

Efter årtier med Barbie og kvalmende Disney-prinsesser kommer fem heksede pigebørn omsider generationer af piger – og deres mødre ikke mindst - til undsætning. W.I.T.C.H. springer ind på scenen som et helt nyt tilbud til piger om identifikationsfigurer. Selv om selskabet bag tegneserien er Disney, og træerne jo ikke vokser ind i himlen, så vejrer man som mor til en 9-årig datter alligevel morgenluft, når man bevæger sig ind i det kulørte, flot tegnede eventyrlige og magiske fantasy-univers. Den tid er forbi, hvor man skælvende af modbydelighed, rakte sit hylende pigebarn det pastelfarvede barbiemagasin eller Du er selv prinsesse-blad-med-indlagt-diadem, hun havde plaget om nede i kiosken. Og hvor man efterfølgende uroligt kunne spørge sig selv, om det da ligefrem var kvindeligheden, man følte modbydelighed ved at række sin datter?

Her kommer omsider et kønsidentifikationsobjekt man kan holde ud at give til sin pige!

W.I.T.C.H. handler om 5 piger i 13-årsalderen: Will, Irma, Taranee, Cornelia og Hay Lin. Efterhånden som de er blevet ældre, har de ved tilfældigheder opdaget visse magiske evner hos sig selv, men ikke forstået hvad det betyder, før det åbenbares for dem, at de er udpeget til vogtere af Kandrakars mure. De må slås mod onde Cedric, Elyon og Phobos fra Meridian, mørkets rige, hvis ulykkelige eller dæmoniske indbyggere konstant forsøger at trænge gennem sprækker i muren ind til menneskenes verden. Hver af pigerne får et af naturelementernes kræfter. Og tilsammen bliver de W.I.T.C.H.

Serien er udviklet af Disney i Italien. Det første nummer udkom i Italien i April 2001 og er blevet en stor succes dér ligesom i resten af Europa. W.I.T.C.H udkommer i: Italien, Tyskland, Norge, Sverige, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Brasilien, Indonesien, Danmark, Finland, og endelig Island. Bladet er stadig størst i Italien.

W.I.T.C.H. udkom første gang i Danmark i februar 2002. Oplaget blev fordoblet på et år, og kurven stiger stadig. Det sælger nu ca. 20.000 eksemplarer, hvilket er en stigning på 10.000, siden bladet blev lanceret. Helene Bjerre, produktchef for W.I.T.C.H., oplyser, at bladet er en markant succes for Egmont koncernen.

I mit eget lille hjørne af verden kan jeg i hvert fald se W.I.T.C.H.-feberen rase blandt bekendtes døtre og på mine børns skole. Fra 8 år og opefter går det løs: pigerne leger W.I.T.C.H., danner W.I.T.C.H.-klubber, de hænger ud og læser W.I.T.C.H.-blade sammen eller bytter W.I.T.C.H.-klistermærker, mens de fantaserer og diskuterer seriens forskellige personer. W.I.T.C.H., W.I.T.C.H., W.I.T.C.H. Tøsene elsker deres W.I.T.C.H

Heatherfield, W.I.T.C.H.'ernes by, der fremstår som et konglomerat af engelsk, amerikansk og fransk kultur, er som selve serien designet til at kunne genkendes over det meste af verden. Der er ingen tvivl om, at W.I.T.C.H. sigter mod en globalt marked og et globaliseret publikum – og det er ikke så ringe endda, selv om socialgruppe 5 selvfølgelig ikke rigtigt er repræsenteret. Vi har at gøre med den pæne middelklasse og opad. Men som en selvfølgelighed har pigerne en mangfoldig baggrund: Hay Lin er asiatisk og Taranee sort, Will, Irma og Cornelia er hvide med hhv. rødt, kommune og blondt hår.

Som en anden (relativt) progressiv ting præsenteres vi, ganske i overensstemmelse med den postmoderne realitet, for flere og ligeværdige familieformer. 4 ud af de 5 piger lever ganske vist i kernefamilie sammen med deres biologiske forældre, og der er ingen skilsmisse eller nydannede familier repræsenteret. Men selv om man må sige, at der er en tendens til at kernefamilien bliver både idealiseret og overrepræsenteret i W.I.T.C.H.-universet er kernefamiliens indbyggede kønshieraki med far øverst, mor nederst brudt. Taranees mor er for eksempel dommer, faderen er advokat.

Will, som er W.I.T.C.H.'ernes leder, lever alene sammen med sin mor, Susan, og det er den familie, vi hører mest om. Det er uklart, hvad der er sket med Wills far, måske er han død. Wills mor er en ildfuld, intelligent og ambitiøs kvinde, som klarer sig godt alene med sin datter. Hun flyttede til Heatherfield, da hun fik job som konsulent hos firmaet Simultech. Moderen har en seksualitet – som datteren er sur over, men som der ikke er tvivl om, at W.I.T.C.H.-universet accepterer som en positiv del af moden kvindeidentitet. Susan dater mænd og bliver hen ad vejen (til nogen misfornøjelse for Will) kæreste med Wills historielærer. Det er er løfterigt, at Will kan være alene med en mor, der bliver vist med både seksualitet og ambition - uden at være dæmoniseret!

Snehvide-prinsessen, der sover yndigt og ikke venter på andet end at prinsen skal komme med sit kys og sin hest er history i W.I.T.C.H., og det er Barbie, hvis eneste formål var at sidde foran toiletspejlet eller drage på picnic i autocamperen med sine to små søstre, også. De fem W.I.T.C.H.-piger bærer på en mission i tilværelsen, der ikke lader hverken Spiderman eller Superman noget efter, og i lighed med de to herrer har W.I.T.C.H.'erne en dobbelt-identitet: Udadtil er de blot fem helt almindelige skolepiger, der har eftermiddagsjobs og dyrker sport, går til skolefester, ikke ved hvad tøj de skal tage på og finder det uoverkommeligt at skulle rydde op på værelset. Men når det brænder på, kan de forvandle sig til seje nymfer i farvestrålende dragter og flitrende alfevinger på ryggen.

Hver af pigerne har fået magt over et af naturelementerne, og i farens stund er de modige, seriøse kæmpere, der tager deres tunge ansvar som Kandrakar murens vogtere alvorligt. W.I.T.C.H. er en dannelses – og udviklingshistorie, hvor pigerne hele tiden opdager og konfronteres med nye sider af deres personlighed og tvinges til at tage stilling til, hvad der har betydning her i verden. Der er elementer af alvor og også ensomhed i pigeidentiteten, for i lighed med for eksempel den klassiske litteraturs mandlige hovedperson er der en stor indre verden at erobre og en personlighed at finde og udvikle. Vel er W.I.T.C.H. bare et kommercielt tegneserieprodukt, skabt først og fremmest til underholdning, men serien rummer dog træk af, at den kvindelige individualitet regnes for interessant og værdifuld. Og det er da værd at tage med - ikke mindst som udtryk for en kulturel udvikling i synet på piger/kvinder.

I de ca. 18 numre, der er udkommet i Danmark indtil nu, sker en tydelig udvikling i Meridian, mørkets rige. Hvad starter som en klassisk ond/god, sort/hvid, lys/mørke – polaritet ender med at være en historie om en verden, der lever i armod som offer for en hersker. Phobos, den stærke magiker og glatte forfører har uretmæssigt tilranet sig tronen og udsuger sit folk. Dette forstår W.I.T.C.H.'erne gradvis og Meridians uhyggelige krybdyragtige indvånere bliver tilsvarende afdæmoniserede. Med deres evne til at indleve sig og forstå andre slags væsner bringer W.I.T.C.H.'erne bevægelse ind i dualiteten:
"Det mørke rige er ved at forandre sig" siger Will, "og selv om der ikke er noget der beviser det tror jeg, vi har en finger med i spillet!".
"Jamen vi er jo bare murens vogtere, Will."
"Det er ikke nogen undskyldning for ikke at gøre noget! Vi kan ikke forsvare en usynlig barriere uden at tænke på dem, der bor på den anden side af den!".
"Du har ret! Hvis folket i Meridian vil invadere vores verden er det ikke af ondskab, men af desperation! De flygter fra frygten og sulten." (Fra hæfte nr. 8)

Gradvis åbnes der op for, at de to verdner, lysets og mørkets kan mediere med hinanden. W.I.T.C.H. står for kompleksitet i en kompliceret verden.

Hvis man imidlertid bortskraber den spændende historie om Kandrakas mure, træder en anden historie frem: en historie om seksuel modning. Påfaldende er det nemlig, at W.I.T.C.H.'erne som deres hverdagslige selv tydeligvis er førpubertære pigebørn. De går klædt i hiphop-agtigt unisex-tøj og er ikke begyndt at udvikle kvindelige former. Men hver gang de forvandler sig til deres heksede alter-egoer, er de kommet over på den anden side af denne grænse – pludselig har de små bryster og lange velformede lemmer, pjuskehåret sidder nu i tjekkede frisurer, Tananees sygekassebriller er skiftet ud med en smartere model, heksedragtene er fancy, tætsiddende kostumer med bar ryg og mave.

Pigerne fluktuerer altså i realiteten tilstanden som aseksuelt barn og tilstanden som kønsmodnet hunkønsvæsen. W.I.T.C.H. synes i meget høj grad at handle om at mestre denne overgang. Men ikke kun det: W.I.T.C.H. redder verden med bare maver og rygge. De seksualiserer sig selv fuldstændigt graciøst samtidig med, at de bærer seriøsitetens og ansvarets tunge byrde.

W.I.T.C.H. er drømmen om helt perfekt at mestre den svære balance for piger mellem at seksualisere sig selv (den berømte bare mave og luderlooket i skolerne) og samtidig fastholde en stærk subjektivitet. Det faktum, at motivet gennemspilles så massivt, kunne tyde på, at der ikke hersker så stor tryghed på dette område.

Det er progressivt, at W.I.T.C.H fastholder seksualitet sammen med stærk subjektivitet som en del af pige/kvindeidentitet, men hvor serien ellers synes at tilstræbe mangfoldighed i formerne og identiteterne (forskellige familieformer, forskellige etniciteter), hersker der med hensyn til pigernes kropslighed ingen variation. De 5 piger er alle slanke, langlemmede, nymfeagtige med små faste bryster. Der er ingen virkelige bud på forskellige kropstyper. Her synes stereotype skønhedsidealer til stadighed at sidde tungt på piger.

Will, Irma, Taranee, Cornelia og Hay Lin er "murens vogtere", men hvad er det i grunden for en mur de skal vogte – hvis ikke den imellem uskyld og vågnende seksualitet, drift og fornuftsverden. Og hvad er det for et mørkt rige, der ikke må oversvømme den kendte verden, og hvad er det for et mørke de alligevel skal bringe lyset ind i – og gradvist sammen med dagens verden? Det er seksualiteten og drifternes verden W.I.T.C.H handler om at møde og gradvist integrere i en voksen kvindeidentitet. Serien er efter min mening et tiltrængt forsøg på at tolke moderne pige-identitet - og seksualitet i massekulturen.

Det maskuline i W.I.T.C.H. er et langt stykke hen ad vejen en umoden, destruktiv, lettere truende kraft. Bumsede Uriah og hans bande terroriserer deres omgivelser – herunder flere af W.I.T.C.H.-pigerne. Men pigerne kan godt slå fra sig – Will redder en syvsover (et egernlignende dyr) fra bandens plagerier og får den herefter som sit kæledyr. Det lodne, lebendige lille dyr symboliserer selvfølgelig Wills seksualitet, hendes animalske side, som hun med andre ord udmærket magter at beskytte imod mandlig aggressivitet.

Ved siden af den umodne aggression findes en mere farlig, glat, forførende mandlighed. Phobos, Meridians falske hersker, har sendt to agenter, Vathek og Cedric ind i menneskenes verden for at ødelægge W.I.T.C.H. Phobos og Cedric har begge denne kønne, kultiverede, indtagende overflade som de bruger til at manipulere med. Men hvis vi skal se på, hvordan det går til, at pigerne kommer i kontakt med deres magiske kræfter og altså W.I.T.C.H.-identiteten, spiller denne umodne eller dæmoniske maskulinitet en vigtig rolle!

Første gang pigerne for alvor bruger magi og opdager deres kræfter er ved den årlige Halloween-fest på skolen. Uriah og hans bande har fyldt et kæmpegræskar op med fyrværkeri, Vathek, den store tudseagtige grobrian fra Meridian, der er ude efter pigerne, kommer til at kaste en fakkel derned. En raket er ved at ramme pigerne, da Irma ved spontant at bruge sin magt over ildens element får den til at skifte retning. Men nu fremkalder raketten en eksplosion, så en søjle af ild kommer imod Will – igen bruger Taranee sin heksekraft til at standse ilden. Dette er altså den lejlighed, hvor pigernes heksekræfter "vækkes".

Man kan efter behag tolke faklen og raketten, der eksplosivt antænder det livmoragtige græskar som driftens voldsomme antændelse ved mødet med det falliske – og selv om man må sige, at de moderne W.I.T.C.H.'ere er påfaldende udæmoniske, så synes heksemagt og kvindelig seksualitet dog til stadighed at hænge sammen. Trolddomsevnerne er også feminin aggressivitet over for uønsket mandlig seksualitet (Irma bruger for eksempel senere sine kræfter til at forvandle en fyr, der irriterende efterstræber hende, til en frø - de har et værre hyr med at finde ham igen og forvandle ham tilbage ude i mosen). Men hekseidentiteten udvikles hele tiden i et tæt samspil med de maskuline kræfter, som er dem, der får pigernes eros til at vågne. Idet drifterne vækkes ved det mandlige indbrud (raketten i græskarret), er de kaotiske og uforståelige for pigerne (søjler af ild). Pigerne har opdaget deres kræfter, men forstår ikke meningen med dem.

Det kommer de imidlertid til, da Hay Lins bedstemor, som selv er vogter, indvier dem i Kandrakas hemmeligheder, fortæller dem at de er vogtere af muren og overrækker dem den magiske amulet, Kandrakas hjerte. Nu er W.I.T.C.H. dannet! Det er med andre ord ved bedstemoderens mellemkomst, at de kvindelige erotiske kræfter bliver sat ind i deres sammenhæng, så der opstår en struktur og de bliver til en magisk/stærk identitet. Den feminine seksualitet skal forbindes med en kvindelig kontinuitet for at give styrke og sammenhæng i identiteten.

Man kan mene, det er tilfældige strukturer i en fortælling, der ikke er så dybt tænkt og ment ... Men man kan også tænke på, hvad magasiner som Bazar og Sirene fortæller piger: - Hvis du ikke er til analsex efter den tredje date, så er du til at kassere. I disse massemedier sættes den kvindelige eros til at tjene en fallisk struktur og får ingen identitet ved at blive forbundet med et kvindeligt kontinuum. Personligt synes jeg, at W.I.T.C.H. er en nybrydende tolkning af femininitet og kvindelig seksualitet til piger. W.I.T.C.H. repræsenterer en drøm om succesfuldt at tumle modsætningerne i den kvindelige seksualitet og forvandle seksualiteten til potent handlekraft.

Pigefællesskabet er på sin side lykkeligt fri fra at være en klistret idyl. Vel holder W.I.T.C.H.'ene sammen – men de skændes også og må døje med personlighedsmodsætninger og egokonflikter, der i og for sig ikke findes løsning på. Sådan som det sikkert er for virkelighedens netværkende hekse.

Ved siden af de problematiske mandebilleder findes også billeder af helstøbt maskulinitet: De 5 piger sværmer for hver deres fyr. Drenge er dog kun et tema på linje med andre temaer og udgør på ingen måde centrum i pigernes univers; det gør ansvaret for verden ganske tydeligt, og venindefællesskabet står stærkere end drømmen om at blive genelsket af den udvalgte. Men længslen er der.

Will tænker, da hun skal skrive en seddel til skolekammeraten Matt, for at bede ham tage sig af hendes kæledyr i et stykke tid: "P.S.:Vil du ikke nok tage dig af mig også? Nej! Det tør jeg ikke skrive". Og senere, da hun står og betragter ham på afstand: "Se hvor han kæler med den! Hvem, der var en syvsover!" - Hun længes efter mandens omsorg. Der er en vis melankoli ved at være en W.I.T.C.H., en vis indre ensomhed, fordi ansvaret (for at redde verden) er en stor byrde at bære. W.I.T.C.H.'ene drømmer også om beskyttelse, omsorg og ansvarsfrihed. Så... Prinsen skal stadig komme og redde den lille prinsesse fra verden, men nu ikke som erstatning for overhovedet at have en social identitet (det klassiske kvindelige "hul" i identiteten), men netop fordi hun har aktier og ansvar i verden, og det stundom er tungt at bære.

W.I.T.C.H.'ere sætter pris på fyre med udpræget yngelplejeinstinkt, og de længes efter en pause fra ansvaret og det hårde arbejde med at redde verden. Ganske som det nok også er i virkeligheden.

Jette Hansen er freelance skribent.
 
Læs mere
Det officielle Disney siteW.I.T.C.H.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk