Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Mens vi venter på Mr. Darcy

 

 
 
FORUM/15.7.99 Hvad vil du helst have - frihed eller lykke? Spørgsmålet er tilsyneladende umuligt at besvare, men skulle ikke desto mindre besvares, dengang kvinder fra de bedrestillede lag kun kunne vælge mellem én karriere, nemlig ægteskabet - lykken.

Spørgsmålet har stadig gyldighed, fordi vi også nutildags skal navigere i en skærgård af forskellige former for behov og tilfredsstillelse af behov, og fordi den farlige sejlads har konsekvenser både for dannelsen af vores personlighed og vores livsvalg. I realiteten vælger vi jo ikke mellem absolutter, enten frihed eller lykke, men navigerer os frem til mest mulig frihed i forbindelse med mest mulig lykke.

I min artikel Pamela i vore hjerter fra februar, beskrev jeg, at indrestyring, dvs. evne til behovsudskydelse, og narcissisme kan betragtes som to sider af samme sag. Denne iagttagelse bygger især på mine analyser af gamle romaner. Men også mine erfaringer som psykoterapeut viser, at iagttagelsen af den nævnte sammenhæng også har nutidig, individuel personlighedsmæssig gyldighed.

Konflikten mellem tilbøjelighed og fornuft, og mulighederne for en rimelig behovsopfyldelse diskuteres i romanlitteraturen fra 1600-tallet og frem og står skarpt i 1700- og 1800-tallets romaner. I helt nutidig udformning anslås det samme tema også i psykoterapien, der ofte bliver en læreproces i mediering mellem realitet og ideal. Både tekstanalyse og psykoterapi tilstræber at afdække ubevidste lag i udsagnet - tale er også tekst! Såvel min teoretiske beskæftigelse med romananalyser som mit psykoterapeutiske arbejde handler om erfaringsbearbejdning - hhv. på et generelt, historisk og teoretisk plan og på et individuelt og nutidigt plan. Man kan sige, at både skønlitteratur og psykoterapi forsøger at etablere en rimelig forståelse af, hvordan erfaring dannes.

Både i den nutidige, individuelle og terapeutiske erfaringsbearbejdning og i litteraturens bearbejdning af historiske erfaringer viser spændingen mellem realitet og ideal - mellem erfaring og ønske - sig at være afgørende.

I min læsning af engelske Jane Austens Pride and Prejudice fra 1813, er jeg kommet frem til, at kompromiset mellem realitet og ideal for hovedpersonens vedkommende kræver både behovsudskydelse og behovsforskydning, nemlig fra umiddelbar, sanselig lyst til tilfredsstillelse i narcissistisk spejling.

Forskydningen fra tilfredsstillelse af umiddelbar, sanselig lyst til tilfredsstillelse i narcissistisk spejling kan både i mentalitetshistorisk og individualhistorisk henseende være et brugbart kompromis mellem realitet og ideal. Forudsat naturligvis, at forskydningen forbliver af kompromiskarakter, så personligheden ikke går under. Den narcissistiske behovstilfredsstillelse behøver ikke være pseudo, hvis der er et solidt, indrestyret grundlag for den.

For de unge kvinder i Austens romaner er det "lykken" at blive godt gift. "Godt" har både med økonomi og med ægtemandens egenskaber at gøre. Vé den unge kvinde, der vælger overilet og forkert, som Lydia Bennet, og vé den, der vælger resigneret og overfornuftigt, som Charlotte Lucas.

Overfor ægteskabets lykke står de ugifte kvinders relative frihed, som i skildringen findes som større fysisk aktivitet og større slagfærdighed, end de gifte kvinder tillades.

Valget er ikke let, frihed eller lykke, og Jane Austen opbygger hele Pride and Prejudice om hovedpersonen Elizabeth Bennets afvisning af Mr. Darcy, der både ser godt ud og er et godt parti. Da han første gang - i kapitel 34 - frier til hende, afviser hun ham rasende og begrunder det i hans adelsstolthed og arrogance.

Elizabeth Bennet er i romanen beskrevet som aktiv, handlekraftig, intelligent, slagfærdig og livlig. Hun stiller store krav til personlig moral og opførsel, hun har en betydelig ironisk distance til det meste af sin familie og omgangskreds, og hun stiller store krav til ægteskabet. Romanen påstår eksplicit, at Elizabeths krav kan indfries med den rette partner, samtidig med, at Elizabeths nævnte aktive livlige egenskaber opretholdes. Romanen viser så, hvilken psykologisk dannelsesrejse Elizabeth skal foretage for at indgå ægteskab.

Elizabeth kan oprindelig ikke lide Darcy, men Austen lader Elizabeth æde sin vurdering af Darcy i sig igen. Det sker ved, at Darcy i et brev - kapitel 35 - forklarer sin handlemåde i to konkrete sager, der er anstødssten for Elizabeth. I skildringen tvinger Elizabeth sig til at tænke hans forklaringer igennem og kommer til det resultat, at hun i vidt omfang har taget fejl af Darcy.

Forfatteren lader altså Elizabeth opgive at stole på sin oplevelse af manden til fordel for sit ræsonnement. Dette er første trin af Elizabeths bevægelse fra sansning til narcissistisk spejling.

Andet afgørende trin kommer, da forfatteren i kapitel 43 konfronterer Elizabeth med Darcys ejendom Pemberley. Under indtryk af de smukke bygninger og den smukke park lader forfatteren Elizabeth foretage en projektion af ejendommens kvalitet over på ejeren, og - vigtigst - en projektion af sig selv ind i ejendommen:

    "At that moment she felt, that to be mistress of Pemberley might be something."

Som herskerinde på Pemberley vil Elizabeth "være noget" - forfatteren lader hende opskrive sig selv i (narcissistisk) værdi. Elizabeth forestiller sig ejendommen som ramme om sig selv:

    ""And of this place", thought she, "I might have been mistress! ... I might have rejoiced in these rooms as my own, and welcomed to them as visitors my uncle and aunt"."

I skildringen tiltrækkes Elizabeth af billedet af sig selv som værtinde i de dejlige gemakker - før Darcy selv dukker op og faktisk opfører sig mere høfligt og modereret end tidligere.

I konfrontationen med Darcys ejendom lader Austen Elizabeth give afkald på sit ønske om kun at gifte sig af kærlighed. Denne skildring i denne roman eksemplificerer tydeligt min opfattelse af sammenhængen mellem indrestyring og narcissisme.

Elizabeths bevægelse i romanen kan oversættes til psykoanalytiske begreber: Som Austen bygger romanen op, foranstalter hun den narcissistiske behovstilfredsstillelse som et brugbart kompromis for sin hovedperson - Elizabeth opgiver at lægge hovedvægten på at føle sig tiltrukket af objektet, manden, idet hun trækker over i den narcissistiske behovsopfyldelse, hvor hun selv i de smukke rum er objekt.

Romanens socialisationshistoriske pointe bliver altså: Hvis der skal være plads til nogen form for behovstilfredsstillelse sammen med det fornuftige ræsonnement, så må behovstilfredsstillelsen forskydes til at være af narcissistisk karakter.

Kompromiset skal til, fordi Elizabeth er skildret som en person, der meget vel ved, at hendes valg af ægtefælle kommer til at definere mange år af hendes liv og derfor hverken vil gifte sig med en mand, der er hende imod eller med en fattig mand. Elizabeth skildres velovervejet, indrestyret og kan derfor ikke satse på umiddelbar behovstilfredsstillelse, men hun skildres ikke resigneret og kan således ikke give afkald på al tilfredsstillelse i ægteskabet sådan som Charlotte Lucas, som forfatteren lader affinde sig med en nærmest forretningsmæssig tilfredshed i opbygningen af sin husholdning.

Inden for romanens rammer og i forhold til samtidens normer får Elizabeth da også meget for sin psykologiske bevægelse hen imod at acceptere Darcy: Det er "noget" at være frue på et stort smukt gods med en stor indtægt, og oveni er der en adelig ægtemand, der nok kan være noget reserveret og socialt ubehjælpsom, men som også er pæn, intelligent, dannet og vild med Elizabeth. Austen er ikke den, der slet og ret lader helten tage heltinden i sine arme, men læseren kan godt regne meningen ud i kapitel 58:

    "The happiness which this reply produced, was such as he had probably never felt before; and he expressed himself on the occasion as sensibly and as warmly as a man violently in love can be supposed to do."

Accepten af behovstilfredsstillelsens narcissistiske karakter "løser" modsætningen i Pride and Prejudice mellem penge og kærlighed og mellem realitet og ideal. Efter at Darcy har friet for anden gang, og Elizabeth sagt ja, beskrives Elizabeths følelser ganske anderledes end Darcys ovenfor, nemlig således:

    "Elizabeth, agitated and confused, rather knew that she was happy, than felt herself to be so."

Elizabeths reaktion på "lykken" beskrives ikke entydigt som kropslig og følelsesmæssig, sådan som Darcys, men som uro, forvirring og viden. Elizabeth ved, hun er kommet til rejsens mål, men i øvrigt har hun jetlag efter sin lange dannelsesrejse! Det er karakteristisk, at Austen ikke er ironisk i denne og andre kommentarer, mens hun nok kan lade Elizabeth formulere sig stærkt ironisk om sine følelser i dialogen.

Min læsning af romaner fra 1700- og 1800-tallet trækker bl.a. på Norbert Elias' Über den Prozess der Civilisation. Elias beskriver, at selvbeherskelse og "god opførsel" i det komplekse og funktionsopdelte moderne (ikke-feudale) samfund kræver etablering af en "jeg"s og "overjeg"s instans i den individuelle psyke, så opførslen kan styres indefra.

Norbert Elias' civilisationsbegreb, der afdækker sammenhængen mellem udvikling af samfundsstrukturer og af individuel personlighed og opførsel, er centralt for mig sammen med psykoanalysens og Michel Foucaults opfattelse af driften som uendeligt formbar. Det er ikke tilfældigt, at Elias bruger begrebet civilisation om den tilpasning i form af indrestyring, der nødvendiggøres i et komplekst opbygget ikke-feudalt samfund med lange kommunikations- og årsagskæder. Evnen til indrestyring er, hvad enten vi kan lide det eller ej, en meget vigtig forudsætning for den nutidige vesteuropæiske - civilisation.

Men vi må have narcissismeteorierne med, for selvbeherskelse og adækvat opførsel etableres nødvendigvis ved en identifikation med omverdenen, en seen sig selv udefra; den enkelte må kunne betragte sig selv udefra for at kunne fastslå, om opførsel og fremtræden skal justeres. Heri ligger kimen til en narcissistisk struktur, for når vi betragter os selv udefra med henblik på tilpasning, har vi indsat os selv som objekt for i al fald nogle ønsker og følelser.

Min forståelse af narcissismebegrebet omfatter, som det vil være fremgået, både en hensigtsmæssig udformning og en destruktiv udformning af den narcissistiske komponent i personligheden. Foruden af den uomgængelige Heinz Kohut er jeg inspireret af bl.a. den svenske psykoterapeut Barbro Sandin og den franske psykoanalytiker Francoise Dolto, der begge arbejder ud fra en forståelse af, at det virker helende for personligheden at etablere en forbindelse til den primære narcissisme. Populært sagt: Narcissismen har noget til os!

Den narcissistiske struktur ligger tilsyneladende både som brugbart kompromis mellem realitet og ideal og som karakterstrukturel beskadigelse i direkte forlængelse af indrestyringen, selvbeherskelsen. Når der til tider tales - moraliserende og beklagende - om, at den narcissistiske personlighedsstruktur nutildags bliver mere og mere almindelig, overses den tætte forbindelse mellem narcissisme og indrestyring oftest, og talen bliver ahistorisk.

Individualhistorisk er det brugbare kompromis mellem ideal og realitet tilsyneladende stadig i vores moderne tid meget svært at etablere, selv om betingelserne for valg af samlivspartner og samlivet generelt har ændret sig særdeles meget. Utrolig mange nutidige kvinder har svært ved at finde en narcissistisk balance i stedet for den evige betragtning og justering af sig selv i forhold til omverdenen, som jeg beskrev i artiklen "Pamela i vore hjerter".

Måske kan man være så fræk at sige, at nutidige kvinder skal tilstræbe et kompromis, der i det mindste gør os til lige så meget centrum i vores eget liv, som Elizabeth Bennet i "Pride and Prejudice" i sin forestilling gør sig til centrum i Pemberleys smukke gemakker? Som jeg ser det, befinder vi os jo i spændingsfeltet mellem indrestyring og narcissisme og skal ikke give afkald på nogen af delene!


Lise Winther-Jensen er mag.art. og pyskoterapeut med privatpraksis på Frederiksberg.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk