Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

De trendy middelalderkvinder - hva'beha'r?

 

Var Jeanne d'Arc med sit moderne, androgyne look en moderne kvinde i Middelalderen? Eller er kanoniseringen af Middelalderen ved at tage overhånd? Malene Thorborg spiller djævlens advokat i et veloplagt causeri

 
 
FORUM/29.7.99 Når man i Den katolske Kirke overvejer at helgenkåre en person, holder man først en forhandling, dvs. en slags retssag, der skal afgøre, om vedkommende person har gjort sig fortjent til kanonisering. Til det formål udnævnes en repræsentant for henholdsvis Gud og Djævelen, hvor Guds advokat, Advocatus Dei så overfor en til lejligheden nedsat pavelig kommission e.l. skal fremføre alt, hvad der kan begrunde, at kandidaten får status som helgen. Omvendt fremfører Djævelens advokat, Advocatus Diaboli alt, hvad der taler imod.

I dette middelalderår forekommer det mig, at man er meget tæt på at kanonisere middelalderen uden tilbørlig forhandling eller kun på basis af udtalelser fra Guds advokat. Og det generer mig.

Jeg påtager mig derfor rollen som advocatus, rettere advocata diaboli.

Personligt skal jeg være den sidste til at beklage, at interessen for middelalderen ser ud til at være nærmest eksplosivt voksende. Som tidligere præst og cand. mag. i klassisk filologi, med en lige fra min studietid stærkere og stærkere hældning mod middelalderen, kan det kun glæde mig, at middelalderforskernes arbejder og indsigter begynder at få den almene opmærksomhed, som de fortjener. Og da jeg gerne vedkender mig feministiske tilbøjeligheder, synes jeg selvfølgelig, det er særlig glædeligt, at det ikke mindst er middelalderens kvinder, der er i fokus.

Men jeg synes, det er problematisk, at man tilsyneladende i bar benovelse over at have afmonteret begrebet "den mørke middelalder", nu nærmest fejrer tiden som om den stort set ikke var andet end en endeløs række af festlige optog, gøgl og leg, raffineret gastronomi og udsøgt påklædning. På Køge Middelalderfestival i sidste måned lod man eksempelvis noget så festligt som retterstedet kagen genopstå. Kag'en var den pæl, man bandt bl.a. ludere til og gennempiskede dem inden de "blev jaget af by". Og i ungdomsklubben "Kvisten"s middelalderuge i efterårsferien lod man bl.a. børnene lege på et torturinstrument, som træhesten er, helt i overensstemmelse med den overfladiske spøg-og-skæmt holdning, som jeg synes karakteriserer en del af de større arrangementer her i middelalderåret.

Middelalderen var naturligvis også fest og farver. Middelalderen var også avanceret forskning, tænkning og kunstnerisk udfoldelse, repræsenteret mest af mænd selvfølgelig - men også af kvinder. Men middelalderen var så sandelig også et strengt opdelt teokratisk/patriarkalsk feudalsamfund, hvor selv et lille skridt udenfor ens egen, gudgivne plads i samfundshierarkiet kunne være livsfarligt, hvad enten man var konge, knægt - eller kvinde.

Investiturstriden i 1000- og 1100-tallet var for mig at se ikke alene en politisk magtkamp i moderne forstand mellem paven og kejseren. Den drejede sig også om forsøg på rolleskift, idet begge parter ville overskride sine fastlagte grænser: Paven ville have verdslig fyrstemagt og fyrsten pavemagt - og bl.a. derfor blev den så bitter. Det er i hvert fald min formodning. Og hvad der er mere end en formodning er, at f.eks. Jeanne d'Arc blev henrettet på bålet, bl.a. fordi hun insisterede på at bære mandsdragt, dvs. hun overtrådte en grænse, der var defineret af hendes køn.

Det er dybt interessant, at der vitterlig var kvinder i middelalderen, der havde en selvstændighed og en magt og indflydelse i en grad, som det ikke engang i nutiden er særlig almindeligt, at kvinder har. Og det er naturligt nok, at interessen samler sig om dem - med Hildegard af Bingen, som den indtil videre absolutte topscorer hvad angår almindelig opmærksomhed. F.ek.s havde udstillingen om Hildegard sidste år i Rundetårn ca. 60.000 besøgende.

Og det er så afgjort vigtigt, at også middelalderens kvinder bliver hentet ud af den glemsel, som har været så mange kvinders skæbne i alle "aldre". Men jeg synes, det er meget betænkeligt, at man derfra ukritisk haler dem ind i vor tid som modeller for den moderne kvinde, eller betragter dem som typiske repræsentanter for kvinder og kvinders muligheder i middelalderen i almindelighed.

For nu at tage Jeanne d'Arc igen. I begyndelsen af året læste jeg følgende i Politiken (31.1.99) i en stort opsat modeartikel:
"Med sit androgyne look, sin ubøjelige tro og sin imponerende courage var Jeanne d'Arc en moderne kvinde allerede i middelalderen. I en fjern fortid troede hun på noget større end sig selv og kæmpede med livet som indsats for sin tro og sit land. Netop derfor er helten, martyren og myten Jeanne d'Arc anvendelig som reklameikon for dyre mærkevarer i nutiden, hvor man først og fremmest skal tro på sig selv og være en durkdreven symboltyder med de æstetiske signaler i orden."

Sådan en gang ahistorisk nonsens er symptomatisk for det, der sker, når nutiden med vold og magt vil se sig spejlet i middelaldertiden og - i denne sammenhæng - den tids kvinder. Hildegard af Bingen var tæt på at blive fremstillet som en slags stam- eller for-moder til New Age, og her postuleres det, at Jeanne d'Arc var en kvinde, der forud for sin tid i virkeligheden havde antaget den moderne kvindes adfærdsmønster.

Men for både Hildegard og Jeanne d'Arc og middelalderkvinder i øvrigt, kendte som ukendte, gjaldt det, at deres liv var konstitueret ved og betinget af den kristne tro i alt, hvad de gjorde, tænkte osv. - Og ikke af en eller anden selvbevidst tro på sig selv. Ligeså lidt som den moderne kvinde, i hvert fald hende, der er modelleret over skabelonen i Eurowoman og lignende publikationer, udmærker sig specielt ved at "tro på noget større end sig selv og kæmpe med livet som indsats for sin tro og sit land", som sagt om Jeanne d'Arc i det før citerede.

Denne for middelalderen så karakteristiske uløselige sammenhæng mellem liv og kristentro er allerede blevet påpeget af mange af dette middelalderårs programartikler. Men det kan ikke understreges nok, at det gjaldt også kvinderne og ikke kun de vi kender til, men kvinder i det hele taget.

Fra kætterbevægelserne og kætterprocesserne ved vi, at kirkens autoritet ikke altid blev betragtet som absolut i middelalderen. Men at kætterierne var kristne kætterier, står fast. Så vidt jeg ved, er der ikke noget, der tyder på, at der f.eks. eksisterede en slags hedensk undergrundsbevægelse, med navnlig kvindelige medlemmer, der skulle have holdt gamle frugtbarhedsriter i hævd. Sådan noget hævdes undertiden, men jeg tror ikke på det. Det er for mig at se ønsketænkning, og igen et forsøg på at legitimere egne ideer ved at projicere dem over på en anden tids forhold og postulere belæg for dem dér.

Naturligvis var der uden tvivl levn fra en hedensk natur- og frugtbarhedsreligion i mange af de årstidsbestemte fester. Men de gamle riter var for længst blevet "kristianiserede", på samme måde som vi fortsat kan se det i de sydeuropæiske og mellem- og sydamerikanske katolske helgenfester, hvor oprindeligt hedenske guddomme bliver iklædt kristen helgendragt.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at kvinder i almindelighed var anfægtede af den plads, de havde fået tildelt i samfundet, hvor kvinden i princippet i enhver henseende var underlagt manden og ham mindre værdig.

I kirken fik hun at vide, at hun som repræsentant for Evas køn, var medskyldig i hendes ansvar for menneskets fald og derfor retfærdigvis måtte have lavstatus. At mennesket så også blev genoprejst ved en kvinde, den hellige jomfru, Maria, kunne vel være kvinderne en trøst, men forandrede ikke deres jordiske stilling: Bundne til jorden og den foragtede materie som det var deres lod at være.

Og hvorfor skulle det også det? Man kendte vel sin plads.

Selv de middelalderkvinder, som vi nu beundrer for deres mod og indsigt, udtrykker en selvforståelse, som er helt i overensstemmelse med tidens overvejende misogyne holdning. De karakteriserer sig selv i breve mv. som "stakkels", "uværdige", "små" osv.. Selvom denne måde at betegne sig selv på kan betragtes som "topoi" - altså konventionelle vendinger og fraser, der bruges fast, uden nødvendigvis at have indholdsmæssig dækning - så er det altså ikke betydningsløst, hvad det er for vendinger, der bliver hængende som "topoi".

Hvis man gang på gang tvinges til at udtrykke en bestemt selvopfattelse - selvom så tvangen nok så meget kun er en konventionstvang - så tror jeg ikke på, at man undgår at lade sig påvirke. Det er da fristende at forestille sig, at en Hildegard eller en Birgitta eller en anden af middelalderens magtfulde kvinder har brugt disse selvundervurderende prædikater med underforstået ironi - men i så fald kan vi ikke vide det, og vi har intet konkret at hænge det op på, hvis vi tror det. Nej, jeg er bange for at også de i al ydmyghed samtykkede i deres status.

Ydmyghed er en smuk egenskab at være i besiddelse af, men en ydmyghed, der har rødder i et mig påduttet mindreværd og en tilsvarende taknemmelighed over at få lov til at være her - kan jeg ikke bruge til noget. Og jeg vil betakke mig for at være underkastet lydighedspligt i forhold til en kirke, hvis fortolkning og formidling af kristendommen alene hviler på patriarkalsk, hierarkisk tradition.

Derfor er jeg nødt til at spørge: Er det et sådant hierarkisk kvinde-kend-din-plads samfund, vi med vores middelalderinteresse fascineres af - og prøver at spejle os i? Vi, der tager det som en selvfølge og regner for retfærdigt, at vi fødes med en blank samfundsattest i et samfund, hvor enhver i princippet kan blive hvad som helst uanset køn, race, tro og social baggrund.

Naturligvis vil det være absurd, at bebrejde middelalderens kvinder, at de ikke var feminister eller havde sans for ligestillingsproblematik. Men der er grund til, at vi bebrejder os selv, hvis vi ukritisk kaster os over en tidsalder og skaber dens ånd og institutioner om i vort eget billede. Eller omvendt.

For når det er sagt, så kan man spørge, hvorfor middelalderen nu er kommet i den grad på mode? Middelalderforskeren Brian McQuires bud på et svar er bl.a., at interessen kan skyldes, at man kan drage paralleller mellem middelalderens store europæiske fælleskab og enhedskultur og nutidens åbenhed overfor Europatanken og en voksende international bevidsthed i det hele taget. Derudover kan interessen skyldes en søgen i vor tid efter den spiritualitet, som var en selvfølgelig del af det middelalderlige univers. Det er der sikkert noget - måske meget - om.

Og det kan man tolke positivt, som noget det er værd at tage til sig igen. Men jeg tror også, der er noget andet, som jeg finder mere problematisk.

Nu det med spiritualiteten. Jeg mener afgjort, at vi lever i et alt, alt for materialistisk samfund, men jeg jubler ikke helhjertet af glæde over at noget tyder på, at åndelige værdier igen er ved at få en høj status. For jeg synes ikke det er ligegyldigt på hvilken baggrund de åndelige værdier opprioriteres.

Når f.eks. tilsyneladende flere og flere mennesker igen benytter sig aktivt af deres medlemskab af Folkekirken - eller knytter sig til andre trosretninger og religioner - så mener jeg ikke, at det entydigt er udtryk for en ny og navnlig ikke positiv spirituel vækkelse, men at det snarere er et afmagtssymptom. For i et samfund som vores, hvor det almindelige menneske efterhånden føler større og større afmagt i forhold til de ydre og overordnede kræfter, der styrer og organiserer samfundet, fordi man ikke længere forstår hvad der sker, så vender man sig i sin afmagt indad mod sig selv og sit eget. Eller, som i middelalderen, opad mod Gud, som man heller ikke kan "forstå", men som man heller ikke behøver at forstå. Man vender sig op ad mod Gud for om muligt der at få svar på de eksistentielle spørgsmål om liv og død, godt og ondt osv., der bliver mere og mere påtrængende i takt med, at samfundskonstruktionen bliver mere og mere uigennemsigtig.

På den måde mener jeg, at spiritualitetens opblomstring er udtryk for en tidsånd, der bredt er præget af afmagt og på den måde ligner visse perioder i middelalderen. Derfor kaster vi os over den med en genkendelsens glæde, som børn, der genkender sig selv i et spejl. Så meget mere som samfundsstrukturen i "vor globale landsby" i stigende grad nærmer sig middelalderens feudalsamfund, hvor vi nu i stedet for fyrster, gejstlighed, borgere, bønder og trælle, har storkapitalens fyrsteligt rige selskaber, dernæst eksperternes og forskerne-af-hvad-som-helsts samt mediernes præsteskab, dernæst de almindelige lønmodtagere og så hele resten på overførsels- eller ingen indkomst med samme hierarkiske opdeling og med næsten ligeså vandtætte skodder mellem lagene.

Og hvis det ikke er nok, så vil jeg pege på en sidste men i denne sammenhæng afgørende mulig grund til, at man så beredvilligt og bredt tager middelalderen til sig nu. Trods alle ligestillingstiltag så har de sidste års kønsrolledebat afsløret en atter frodigt spirende nedvurdering af kvinder - i alle samfundets lag. Jeg skal bare nævne mistænkeliggørelsen af kvindelige forskere og angsten for det åbenbart værste af alt "modersamfundet", "formødringen" af samfundets magtorganer.

I middelalderen var der så sandelig ikke rum - i hvert fald ikke offentligt rum - til kvindelige forskere og/eller stærke mødre. For mig ser det ud som om, der også her er en slags genkendelsens glæde, der dybest set er baggrunden for den aktuelle middelalderbegejstring. Men den glæde finder jeg ikke særlig glædelig og det er ikke en glæde, jeg kan tage del i. Derfor må jeg konkludere, at hvor meget jeg end personligt fortsat vil lade mig fascinere af, interessere mig for og lade mig inspirere af de store middelalderkvinder, så vil jeg ikke have deres tid. Jeg vil bo i en tid, forsvare en tid, spejle mig i en tid uden feudale over- og undertoner, hvadenten de bliver spillet på middelalderinstrumenter eller på syntheziser. Derfor må mit svar blive Nej!

Jeg kan ikke bifalde og må advare mod, at middelalderen kanoniseres. Dixit diabolus! Djævlen har talt! - i det mindste hans advokat.

FORUM/1.7.99

Hvis du har en kommentar til denne artikel, gå til debatsiden Aggro-ventilen


Malene Thorborg er cand.mag. i klassisk filologi og tidligere præst. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk