Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Drømmen som frigørelse

 

Karen Blixen bruger drømmen som inspirationskilde og erkendelsesrum i fortællingen "Drømmerne" i "Syv fantastiske fortællinger". I denne artikel om "Drømmerne", som for nyligt er bragt i det franske tidsskrift "L'Europe", viser Grethe Rostbøll, at fortællingens brug af drømme også indeholder et opgør med datidens begrænsning af kvindens seksualitet og livsmuligheder

 
"Vi har i vore Drømmes Kosmos sagt os fri for alt Forhold til Verdens opholdende og ordnende Magter, til en universel Samvittighed. Vi har givet os i Hænderne paa, og sluttet en Pagt med Verdens uberegnelige, vilde, skabende Magter: den universelle Fantasi". Skygger paa Græsset, 1960.

FORUM/17.7.2003 I fortællingen Drømmerne fra Syv fantastiske Fortællinger (1934/35) anskues "Drømmens Kosmos" i en overlegen digterisk form, der er skabt længe før de højstemte formuleringer i Skygger paa Græsset. Med et overbevisende artistisk greb, lykkes det Blixen at skabe en poetik for drømmens væsen. Drømmen bliver i det poetiske univers en instans for ny erkendelse ved at frigøre fantasien. I denne frigørelse løber fiktion og virkelighed sammen i en højere dimension, en slags fjerde dimension, der forklares i Skygger paa Græsset: "Jeg har i Drømme, i et Nu af salighed, følt den fjerde Dimension indenfor Rækkevidde. Drømmens Verden er uden Tyngdelov, dens Atmosfære er Befrielse, dens Højdepunkt er - uforklarligt for eller stik imod den vaagne Logik - Erkendelse af Triumf".

Lige som den unge Nietzsche i Tragediens Fødsel (1872) hævder drømmens æstetiske forrang, ser Blixen drømmen som en del af den skabende proces. Nietzsches opfattelse er, at det kunstnerisk følsomme menneske forholder sig til drømmen, lige som den filosofiske natur forholder sig til virkeligheden. Drømmen er en vej til før-erkendt viden, en viden der er unddraget erfaringen, men tilgængelig for erkendelsen. I de bevidsthedslag, hvor drømmen opleves, findes også adgangen til inspirationen.

Karen Blixen er i stand til med fantasien at danne en forestillingsvirkelighed, der i fortællingerne bliver til et selvgyldigt univers. Med en intens erindringsevne er hun i stand at transformere erfaringer til episke forløb, der forbinder den godt fortalte historie med en erkendelse af det enkelte menneske i en mytisk sammenhæng. Blixen vedkender sig drømmen som inspirationskilde, og hun hævder fantasiens forrang, som en vej til at overvinde kaoskræfterne i sig selv - og i perioden. Hun har været levende optaget af drømmen som en central dimension og fortællingen Drømmerne indtager en overordnet plads, fordi den priser den universelle fantasi. Lovprisningen gælder ikke dagdrømmen og flugten fra virkeligheden, men kunsten som den instans, der kan justere virkeligheden. Med stort artiske overskud har Blixen i Drømmerne givet denne drømmeinspiration en form.

Mange forskere har analyseret fortællingen Drømmerne. Senest har Bo Hakon Jørgensen i sin disputats Siden hen - om Karen Blixen, 2000, foretaget en grundig og indsigtsfuld gennemgang af drømmebegrebet. I afsnittet "At drømme, drøm og drømmere" gennemgår Hakon Jørgensen nogle hovedbetydninger af ordet "drøm". Ifølge Ordbog over Det danske Sprog betyder ordet, 1) forestillinger der indtræffer under søvn (nattedrøm), 2) urigtige forestillinger, indbildninger, der indfinder sig i vågen tilstand (dagdrøm), 3) lyse forventninger til fremtiden, fantasi, åbenbaring. Disse tre betegnelser diskuterer Bo Hakon Jørgensen i fortolkningen af "Drømmerne". Kort konkluderet mener Hakon Jørgensen, at "fortællingens indbyggede distance er en frelsende mellemform, mellem nattedrømmen og dagdrømmen", (p.72) og han afviser en mere kompliceret og livgivende sammenhæng mellem nattedrømmen og den vågne tilstand.

Imidlertid angives yderligere nogle betydninger af begrebet drøm, der er særlig relevante med henblik på Karen Blixens brug af drømmen, nemlig 4) drømmen som leg, som spil som parallel til kunstnerisk fantasi, samt 5) drømmere som mennesker bundet i erotisk afhængighed af det andet køn.

Bo Hakon Jørgensen afviser stort set betydningerne 4) og 5), idet han har den opfattelse, at rammefortællingen er drømmedelen af fortællingen, og "spillet", "legen", "fantasien" afviser han som "mytologiseringer", og "den erotiske afhængighed" henviser han til "noget så tidsunderlagt som kærlighed". Samlet konkluderer Hakon Jørgensen om forholdet mellem fortælling og drøm, at "fortællingen som helhed altså er en kritik af hengivelsen til vågne drømme eller mytologiseringer i konflikt med tiden".

Ved at konkludere så snævert på drømmeelementet i Drømmerne mistes en meget afgørende dimension i fortolkningen, nemlig dobbeltheden mellem kunst og virkelighed, og ironien i skildringen af forholdet mellem kønnene.

Den norske forsker Tone Selboe tager diskussionen op i sit oppositionsindlæg ved disputatsen. Hun hævder, at Bo Hakon Jørgensen placerer drøm og drømmere i en fordømmelsesposition i måden, han afviser drømmere af Lincoln Forsners type. I sin iver efter at fordømme Lincoln Forsners drømmeliv, hævder Tone Selboe, lukker Hakon Jørgensen af for andre betydningslag.

Selboe mener ikke, at fortællingen klart skelner mellem dagdrøm og nattedrøm, men kalder begge dele "et talent for at drømme" forbundet med fantasi og forestillingsevne.

Tone Selboe forklarer, at når Blixen skriver om drømmen som fænomen er det friheden og letheden, der fremhæves som "et område for priviligert erfaring" - også knyttet til den erotiske, frigørende oplevelsesform, som Lincoln Forsner får lov at opleve, og som forandrer hans erkendelse. "Det er fordi han ikke respekterer drømmens princip, som er forandring og frihed", konkluderer Tone Selboe, "at han så at sige bliver drømmer på den gale måde".

Også Charlotte Engberg tager i sit indlæg Ex auditorio fat på opfattelsen af drømmebegrebet. I en længere analyse af Drømmerne i Billedets ekko, 2000, understreger hun drømmens dobbelthed, der "på én og samme tid skal opfattes som en kompensatorisk aktivitet og som udtryk for den evne til at fantasere, der er forudsætningen for at kunne fortælle historier." Charlotte Engberg understreger lige som Tone Selboe gør, at fortællingens komposition af et bevidst valg og at "drømmen for Blixen er et narrativt og kunstnerisk greb", teksten er et sprogligt-litterært arbejde, "der konstruere en form for virkelighed."

Hvis Karen Blixen har læst den franske tænker og forfatter André Bretons første surrealistiske manifest fra 1924, hvad hun næppe har, så ville hun kunne nikke genkendende til hans indsættelse af drømmen som en ny instans for erkendelse: "Kan drømmen ikke også anvendes til at løse nogle af livets fundamentale problemer?" spørger Breton, "er disse problemer de samme i den ene situation som i den anden, og findes de allerede i drømmen? Er drømmen mindre tynget af sanktioner? - Har man indgivet os ringe tanker om forsoningen mellem drøm og vågen tilstand?"

I sit opgør med sanktioner, moral og tillærte vaner hylder André Breton drømmen som en vej til en ny virkelighed, en slags overvirkelighed. Hans synspunkter stemmer overens med Blixens, når han forventer, at "der i fremtiden vil ske en sammensmeltning af disse to tilstande, der tilsyneladende er modsætninger, drøm og virkelighed".

I øvrigt har André Breton nogle sarkastiske bemærkninger om romanen som genre, bemærkninger, der ville have glædet Blixen, hvis hun havde kendt argumenterne: "En lystig konsekvens af tingenes tilstand (positivismen) er f. eks. denne overflod af romaner. Og beskrivelserne - intet kan sammenlignes med dem i tomhed".

Blandt de mere specifikke inspirationer i samtiden til "drømmerne" kan nævnes den engelske forfatter H.G.Wells The Dream, som Blixen læser som føljeton til Nashs og Nash Pall Mall Magazine fra okt. 1923 til maj 1924. Romanen optager Blixen, der "er saa enig med ham i, hvorledes han ser paa hele vor Tids Livsopfattelse". Romanen rummer en udtalt indignation over den periodes moralbegreber, der forhindrer enhver lykke og fremgang for menneskeheden.. Opgøret med tidens dobbeltmoral og fornægtelsen af det erotiske er formentlig den del, der har tiltalt Blixen. The Dream har stilistisk ingen lighed med Blixens Drømmere, men drømmen som en mulig transformation af problemer, der ikke åbent kan sættes under debat, hænger sammen med tidens oprør mod den seksuelle dobbeltmoral.

Blixen læser også i den periode Aldous Huxley, og hun deler hans visioner om en bedre fremtid.

Den tilgængelige litteratur i tidsskifter og blade har været afgørende for Blixen i den lange afrikanske udlændighed, derfor kan det ikke afgøres, om hun har læst eller diskuteret de mest kontroversielle forfattere fra Europa, nemlig Frank Wedekind og Arthur Schnitzler. Gennem Georg Brandes eller læsning af August Strindberg kan Blixen have haft kendskab til wienerkredsen; men der findes ikke dokumenter, hvor de omtales.

Karen Blixens stilistiske metode med brug af drøm, rollespil og masker har en overbevisende lighed med skildringen af den kvindelige hovedperson i Wedekinds to værker Die Erdgeist og Die Büsche der Pandora. Teksterne bliver beslaglagt, da de udkommer og først frigivet efter Wedekinds død i 1918. Alban stifter tidligt bekendtskab med teksterne, og han arbejder med libretto og komposition til Lulu fra 1929 til 1934. Teksten og operaens komplicerede tilblivelse viser med stor tydelighed, hvor vanskeligt det har været for kunstnere i tiden af behandle seksualitet og en fri kærlighed mellem kønnene.

Arthur Schnitzler, der også tilhører wienerkredsen, har i en årrække haft censuren hængende over hovedet, og med stort kunstnerisk talent bevæger han sig i genrer, hvor stilelementer som drøm, rollespil og masker indsættes for at undgå fogedforbud. I 1926 udkommer den korte roman Traumnovelle, der i en elegant og vittig form, skildrer både mandens og kvindens begær, seksualitet og forestilling om utroskab. Schnitzler vælger modsat Karen Blixen at lade personernes bevidsthed flyde mellem drøm og virkelighed. Hovedpersonen Fridolin og hans kone Albertine fristes af seksuelle partnere, og i deres drømme/forestillinger går de meget vidt; men Schnitzler lader både personerne og læserne opfatte situationen som en "det kunne være sandt" virkelighed. Måske finder det hele sted i fantasien i en drømmeverden, måske er dele af det virkelighed foregået. Den provokerende del af både Wedekind og Schnitzlers tekster er, at den kvindelige hovedperson er fuldt ud lige så seksuelt aktiv som manden, og hun er specielt i Lulu der aktive, den der indleder og afbryder forholdene. Hos begge forfattere er det kvindelige begær en integreret del af teksten, og vurderet med tidens moral, dybt forkastelig.

Karen Blixen har haft stoffet til Drømmerne i tankerne længe før, fortællingen bliver skrevet. Rammefortællingen indeholder navne og replikker fra et tidligt manuskriptudkast, kaldet Elmis Hjerte. Stemningen omkring rammefortællingen rummer reminiscenser fra den afrikanske virkelighed, og beskrivelsen af kysten ved Tagaunga går igen i Den afrikanske Farm, 1937. Den mørke nat, bølgernes langsomme bevægelser sænker vemod og tristesse over de te unge mænd på dækket. Mændene er desillusionerede, og på hver deres måde på flugt, Ben Said på flugt fra et fængselsophold og på vej hjem for at tage hævn, Mira Jama er kommet for tæt på virkeligheden til at kunne fortælle historier, og derfor overtager Lincoln Forsner fortællerollen og bringer fortællingen ind i europæisk kontekst.

Den hemmelige ladning, som dhowen sejler med fra Afrika, kunne være en ladning af myter. Afrika indsættes som en poetisk modsætning til Europa og den relativisme, som både Lincoln og Mira Jama synes influeret af. De drømmer om sammenhæng, men nihilismen slår ind over dem i et åbent mismod og en mistro til fremtiden.

Det litterære greb består i, at Karen Blixen lader mændene fortælle, først Lincoln, så de øvrige. Til sidst opklarer Marcus hele forløbet, men det er Lincoln der viderebringer hans forklaring. Der indsættes mange fortælleinstanser, og ingen af dem er uhildede i deres opfattelse af den kvinde, som hele fortællingen drejer sig om: Pellegrina Leoni. Hun er drømmekvinden, der ikke selv kommer til orde, før i dødsøjeblikket.

Som understreget af både Selboe og Engberg forløber Lincoln fortællinger metonymisk, dvs. at den ene beretning afløser og belyser den næste, der i tid kan ligge forud for den, læseren først stifter bekendtskab med. Lincolns beretning er ikke en drøm, selv om han indimellem, når han lytter til de andres beretninger, føler, at det kunne være en af hans egne drømme. Men stilistisk benyttes elementer, der kendes fra nattedrømmen: Brud, forskydninger, fortætninger og overraskende personsammenfald. Lincoln (og fortælleren bag teksten) insisterer på, at det fortalte er virkelighed. Det drømmeagtige er et virkemiddel knyttet til opbyggelse af en stemning, en vis upræcished i beretningen, og et bevidst forsøg på hos Lincoln som fortæller at skabe spænding, udsætte og skjule væsentlige pointer. Der sammenkædes realistiske beskrivelser med eventyrelementer om den fejrede sangerinde, og filosofiske overvejelser kombineres med letsindig tale og romantiske skildringer af erotiske situationer.

Afslutningen af hans beretning er både overraskende og meget personligt farvet af hans egen opgivende holdning til fremtiden. Ja, kvinden lærer ham at drømme, men han mister hende samtidig. I forestillingen om hende opfyldes hans inderste længsler, men hans forestilling om en kvinde svarer ikke til hendes drøm om en højere virkelighed, hvor manden og kvinden kunne forenes.

Splittelsen mellem den afrikanske myte og den europæiske civilisation bliver hendes død. Den unge Lincoln Forsner kan ikke rumme hendes længsel efter en ny identitet, og han taber sin sjæl, ikke på grund af Pellegrina, men fordi han ikke vil være den, han er. Pellegrina har mistet alt, også et livsgrundlag i almindelig forstand; mens Lincoln har alt, en rig baggrund og et godt navn. Han kunne vende tilbage til England og udrette store ting, hvis han ellers ville. Hvorfor sukker han? Er kulturens byrde ham for tung, eller er han en af de vege unge mænd, der tilbringer deres ungdom i forgæves venten på en kvinde - som om hans lykke for evigt ville være at slentre rundt i omegnen af Rom og nyde solen, vinen og varmen. Lincoln er på flugt fra sig selv og et opgør med sit fædrene ophav. Faderen opgiver ham, og tilsyneladende passer det Lincoln meget godt. Han kan genfortælle historier, men ikke selv finde på dem.

For Lincoln er drømmen ikke et adgangskort til fantasien, tværtimod er dagdrømmen, som Mira Jama forklarer, det modsatte, nemlig en vegetativ, uegentlig og svag attitude. Mira Jama siger sarkastisk til ham: "Du lader Skæbnens Bølger vaske Dig til den ene Kyst efter den anden, og saa aabner Du i morgen Øjnene for at se, hvor Du er". For sangerinden Pellegrina kunne et ægte kærlighedsforhold måske have bragt hende tilbage til sig selv, men hendes stjernestatus har fjernet hende fra det liv, hvori drømme realiseres. Drømmen er i kunstnerisk forstand virkeliggjort på scenen, her er hun den engel, der forliger menneskene med det hårde slid. Hun kunne skabe sine skikkelser på scenen, men ikke uden for rampelyset finde en form, hvor hendes kvindelighed kunne omfatte både det åndelige og det sanselige.

Mira Jama derimod har indset sin bestemmelse. Han er kommet for tæt på livets barske realiteter, og han søger hvile i nattens, i søvnens drøm. Her sker alt uden anstrengelse fra hans side, han har efter et langt liv som eventyrfortæller erobret sig en drømmers sjæl, og "det er en stor Guds Naade, en stor Henrykkelse", forklarer han. Drømmen er noget ophøjet, som Mira Jama repræsenterer, han tager afstand fra drømmen som en romantisk tilbagelængsel, drømmen er i sit væsen en livgivende inspiration, som han på grund af ubarmhjertige omstændigheder er afskåret fra at få del i.

Det er vigtig at bemærke, at det ikke er Pellegrina, der drømmer, det er mændene, der drømmer om hende. For Pellegrina er rollespillet dyb alvor, og en af fortællingens pointer er, at Blixen tillægger kvinden i de forskellige roller alle de attråværdige egenskaber, som manden sætter pris på. Pellegrina vurderes af mandens blik og hendes optræden fortolkes af mændene. Blixen vender op og ned på verden ved at lade mændene forfølge en kvinde, der i virkeligheden ikke eksisterer. Deres forfølgelse af hende i de sneklædte bjerge er er flugt fra den virkelige verden, hvor drømme realiseres.

Hvis mændene kunne se sig selv, som Pellegrina ser sig selv, så ville de måske være i stand til at gribe den kvinde, de drømmer om i et ægte kærlighedsforhold. Hver for sig lever de tre unge mænd i et utilstrækkelig forestilling om, hvem de selv er. De søger bekræftelse af deres jeg hos hinanden, og de bliver til i kraft af omgivelserne. På en måde skaber de en drøm om, hvem de gerne ville være, ikke som en stræben efter en bestemmelse, men derimod som en undvigemanøvre, der fjerner dem fra virkeligheden.

Pellegrina dør af sine rolleskift, og hendes forklædninger er kun en udsættelse af det uomgængelige: Døden i bjergene. Blixen er ubestikkelig i sin opfattelse af den reale virkelighed, den kan man ikke drømme sig fra. Selv om Pellegrina som en Faust fristes til at handle om sit livs lykke, og selv om hun sælger sin skygge til djævelen for at få lidt fred i hjertet, så lykkes det kun en stund. Regnskabets time venter, og der er ingen forsoning, da hun bliver indhentet på den stejle klippevæg med kravet om at røbe sin identitet. Alle kræver svar, selv om de ved, det bliver hendes - og deres ulykke.

Drømmens venden op og ned på verden, bliver i fortællingens brug af betydningselementer også til en omvending af, hvad man normalt venter af en kvinde. I sine forklædninger er Pellegrina den aktive, den begærende og den forførende. Blixen bruger med stilens lethed til at indsætte kvinden som en aktiv og handlende person, og hun lader en dekadent ironi følge Pellegrinas leg med det seksuelle og dermed med mændene. Med moderne virkemidler overdrages initiativet til kvinden, og hendes frigjorte seksualitet overrasker og glæder mændene, indtil hun forsvinder. I spillet om magtbalancen mellem kønnene bliver kvinden hovedpersonen og mændene bipersoner, og det er kvinden, der i fortællingens univers bestemmer, hvornår mændene skal forlade scenen. I kraft af sin erotiske tiltrækningskraft underminerer Pellegrina de vedtagne normer. Set i det perspektiv bruger Blixen også drømmen til at anfægte et magthierarki, hvor mændene i deres ophøjethed styrer og bestemmer.

Pellegrina har i sig et overmål af kraft og med en stærk viljesanstrengelse stræber hun mod snestormen, hun forvandles til en overnaturlig skikkelse, der i den sorte kappe forlader denne verden. I et forsøg på at undslippe konfrontationen med sine forfølgere kaster hun sig ud over klippekanten i et sidste fald, et fald der modsvarer det fald fra det åndelige, ophøjede, hun tidligere har gennemført. Ånd og krop forenes i døden. Det sanselige kunne ikke finde en fysisk form, hvor det åndelige kunne integreres. Drømmen kunne give Pellegrina en forestilling ny eksistens, men ikke virkeliggøre den. Når eksistensen udspaltes, som kaffetræets mange rødder, bliver livet til en drøm, og virkeligheden bryder sammen. Derfor dør den forvandlede Pellegrina, lige som kaffetræet dør efter den sidste blomstring.

Karen Blixen tilhører generationen efter Friedrich Nietzsche, Ibsen, Strindberg og Brandes, og hun er stærkt påvirket af deres opgør med en hendøende kulturs værdier. Det lange ophold i Afrika fra 1914 til 1931 betyder, at Blixen bliver kastet frem og tilbage i tiden, og at hun absorberer flere kulturer i sin erfaringsverden. Selv om Blixen er uden for det litterære miljø i det gamle Europa, følger hun med og diskuterer ideer og påvirkninger. Slægtskabet med samtidens kunstnere bliver tydeligere efterhånden som forfatterskabet folder sig ud. De tidlige manuskripter til samlingen Syv fantastiske Fortællinger bliver til i midten af 1920´erne, og som avantgarden i Europa benytter Blixen nye genrer og afprøver en ny æstetik. Der er interessante ligheder med andre skribenter i perioden, og Blixen anvender, som de gør, rollespil, masker, forklædninger og drømme. På overfladen stilistiske virkemidler, men ved en mere grundig læsning, fremgår det, at stilen er en bevidst kompostion, der vælges for at tildække et oprør og omgå tabuer i tiden. Blixen benytter det drømmen, spillet og masken som et virkemiddel, der ikke kun viser forfald, men røber et artistisk overskud, der leger med de kunstneriske udtryksformer. Dobbeltheden i betydningen er central, og ironien bag stilformerne er nødvendig forudsætning for at opfatte hele spektret af betydning.

Bruddet med den gamle verdensorden medfører en køns- og identitetskrise, der kalder på nye forestillinger om forholdet mellem generationerne.

Drømmen og rollespillet får en speciel betydning som stiltræk, der signalerer kunstnerisk overskud, viser hen til fantasien som en særlig kraft, der kan overvinde fordomme, bigotte opfattelser og miljøets snæversyn. Ved at drømme, kan man forestille sig en ny verden, forestillingen om en ny verdensorden fastholdes som en vision, udtrykt som en drøm eller et spil. Dem, der drømmer eller agerer, trækker sig tilbage fra verden for at forme og leve i en anden (og bedre) verden.

Blandt samtidens tænkere og forfattere kan fremhæves Andre Breton, der i Det surrealistiske manifest fra 1924 fremhæver drømmens enestående karakter som udtryk for frihed og længsel efter frihed. Blixen har næppe læst Breton, men måske i tidsskiftet stiftet bekendtskab med diskussionen, der foregår midt i 20´erne. Midt i 20´erne har Blixen læst den engelske forfatter H. G. Wells roman Drømmen, og hun kommenterer sin læsning i Breve fra Afrika. Desuden fremhæver Blixen sit valgslægtkab med Aldous Huxley.

Relationerne til kredsen af kunstnere fra Wien er mere problematiske, selv om Blixen i sin e fortællinger absolut synes at kende til den ældre generation, Hoffmann m. fl. Den yngre generation, den tilhører avantgarden, har hun formentligt læst om og diskuteret, men næppe læst.

Når det gælder forholdet mellem kønnene, opgøret med dobbeltmoral og valg af drøm og rollespil som virkemidler er Arthur Schnitzler og Frank Wedekind/Alban Berg de mest interessante. Og selv om Blixen ikke har læst dem, er deres værker, Schnitzlers Drømmenovelle fra 1926 og Wedekind/Bergs Lulu fra 1929 oplagte for at forstå, hvor samtidig Blixen er i sine fortællinger og hvor dristigt, hun bruger stilistiske virkemidler i sit opgør med moral og opfattelsen af kvindens seksualitet og livsmuligheder.

For at forstå, Karen Blixens brug af drømmemotivet i Drømmerne og i andre senere fortællinger, er det væsentlig at kende til filosoffen og forfatteren Friedrich Nietzsche (1844 - 1900). Siden sine unge år har Blixen været optaget af Nietzsche, og hun har specielt nævnt Zarathustrabogen, som en yndet læsning. For at fortolke forholdet mellem drøm og erkendelse er det imidlertid Nietzsches ungdomsværk Tragediens Fødsel fra 1872, man må have fat på. Værket er Nietzsches disputats, der udgør et tværvidenskabeligt studie i relationerne mellem videnskab, kunst og filosofi. I en vidtgående karakteristik af det græske folk, den græske tragedie og tilintetgørelsen af tragediens verden opstiller Nietzsche begreberne: det apollinske og det dionysiske. Karen Blixen har været meget optaget af denne begrebsdannelse og i fortællingen Kardinalens første Historie fra Sidste Fortællinger forsøger hun at integrere det dionysiske i det apollinske. Ved at tildele et tvillingepar hver sit navn knyttet til Apollon og Dionysos lader fortælleren drengene arve begge forældrenes tilbøjeligheder: Moderens kærlighed til musik og faderens til religion. Den ene af drengene indebrænder, og den anden lever videre med begge identiteter, da ingen ved, hvem der dør. Den overlevende søn bliver kardinal, og det er ham, der fortæller historien.

Nietzsche forklarer, at Apollon og Dionysos repræsenterer hver sin del af vor erkendelse, Apollon repræsenterer drømmen og den bildende kunst, men Dionysos rusen, musikken og den ikke-bildende kunst. Apollon er Gud for poesien, der er en ydre manifestation af "den indre fantasiverdens skønne skin". Nietzsche fastholder drømmeerfaringen som en henrykkende vision, og hans beskrivelse falder tæt sammen med Karen Blixens beskrivelse i Skygger paa Græsset. Nietzsches begreb "amor fati", kærlighed til skæbnen svarer meget fint til den henrykkelse, Blixen skriver om, hendes begreber "Overgivelse" og "Hengivelse" er tydeligt inspireret af Nietzsche-læsning.

For at belyse Mira Jamas forklaring om kaffetræets rødder og hans iagttagelse af Lincoln Forsner som dagdrømmer, kan Nietzsches adskillelse af et apollinsk og dionysiske kunstsyn inddrages: ". . . Paa den ene side som drømmens billedverden, hvis fuldkommenhed er uden enhver sammenhæng med det enkelte menneskes intellektuelle niveau eller kunstneriske dannelse, på den anden side som rusfyldt virkelighed, der heller ikke agter den enkelte, men som endda forsøger at tilintetgøre individet og forløse det gennem en mystisk enhedsfølelse. Over for disse naturens umiddelbare kunsttilstande er enhver kunstner "efterligner", vel at mærke enten apollinsk drømmekunstner eller dionysisk ruskunstner".

Hvis kunstneren vedkender sig sin drømmeinspiration, hvad Blixen tydeligvis gør, så dannes der ifølge Nietzsche "under påvirkning fra den apollinske drøm [en] enhed med verdens inderste grund, i et lignelsesagtigt drømmebillede". Billedet af kaffetræet og dets rødder har denne karakter af lignelse, og Blixen opfatter billedet som en allegori på en bestemt livsform, hun ser repræsenteret i dagdrømmeren Lincoln. Lincoln griber ikke Mira Jamas forklaring om dagdrømmeren og ligheden med den bøjede pælerod, i stedet undviger Lincoln gennem sin drømmeberetning.

For Blixen er den drøm, vi har adgang til, når vi sover, et guddommeligt vidnesbyrd om livets herlighed. André Breton kalder den for "den rene drøm", hvorimod Nietzsche klart betoner, at drømmeren ved, at drømmen er et skin. Også Blixen har den klare opfattelse, at vi ved, når vi drømmer. Drømmen bliver på den måde "et skin af skinnet". Lige som Nietzsche har hun den opfattelse, at drømme er gjort af det samme stof, som poetiske og kunstneriske frembringelser. Drømmen har adgang til nogle dybere bevidsthedslag på samme måde som den kunstneriske skaben. I drømmen forløses den frie ånd, og visse kunstformer er særlig beåndede, mener Nietzsche.

Drømmen kan være en vej til at forstå sammenhænge, der er unddraget den vågne bevidsthed, og Blixen har en sådan adgang til drømmens verden, som hun fortæller om i Ekko fra Højene som erkendelsens triumf: "Thi vi har i vore Drømmes Kosmos sagt os fri for alt Forhold til Verdens opretholdende og ordnende Magter", forklarer Blixen, "vi har givet os i Hænderne paa, og sluttet en Pagt med Verdens uberegnelige, vilde, skabende Magter: den universelle Fantasi". Og videre, " det lader sig gøre, her i Livet, for os Mennesker gøre at samle deres hele Væsen og anraabe de Kræfter som skelner og lægger tilrette...men hverken den Dansende eller den Drømmende kan svare, eller begære at svare. De vil alle have opnaaet og erkendt den suveræne Triumf som ligger i Hengivelsen, i den "ubetingede Overgivelse". Gaven vi får til gengæld, "deres højeste og ypperste Gave til os er Inspiration".

Nietzsche ser som Blixen drømmen som en instans, der vedrører den guddommelige inspiration, han går endog videre og mener, at bestemte kunstneriske udtryk er udsprunget af drømmen. Nietzsche skriver: "Drømmeverdenernes skønne skin, som ethvert menneske frembringer som helt og fuldt kunstner, er forudsætningen for al bildende kunst, ja, det er også, som vi vil få at se, en vigtig del af poesien". Nietzsche bruger en strofe fra Mestersangerne, hvor Hans Sachs synger om hemmeligheden ved den poetiske undfangelse:


Min ven, det er just digterens værk
at han tyder og mærker sig sine egne drømme.
Tro mig, menneskets sandeste indbildning
åbner sig for ham i drømme:
Al digtekunst og poesi
er blot tydning af varselsdrømme


Helt så enkelt er det ikke for digteren i værkstedet, men formentlig er Nietzsche og Blixen enige om, at drømme for digterne foregår i de samme bevidsthedslag, som fremkalder værkerne. "Og som filosoffen forholder sig til tilværelsens virkelighed, sådan forholder det kunstnerisk sensible menneske sig til drømmens virkelighed; han ser på, omhyggeligt og med glæde: for ud af disse billeder tyder han livet, ved disse begivenheder øver han sig til livet", skriver Nietzsche.

Set i en sådan overordnet sammenhæng bliver fortællingen Drømmerne en lovprisning af poesien som erkendelsesvej. Fortællingen indsætter myten som modvægt til det tyvende århundredes værdiopløsning. Lovprisningen gælder ikke dagdrømmen og flugten fra virkeligheden, men kunsten som den instans, der kan justere virkeligheden.

Karen Blixen er med Drømmerne i stand til at skabe billeder af nogle modsætninger og konflikter mellem kønnene, og vise hen til en ny orden med ligeværd for mænd og kvinderi. Som andre kunstnere i tiden kan hun ved at bruge rollespil og drøm som elementer i fortællingerne gå langt videre i en civilisationskritik, end det ellers er muligt i en mere realistisk fortælleform.

Fortællingen Drømmerne peger på en ubevidst sammenhæng mellem skaberkraften og drømmen. Den hemmelige ladning, som dhowen sejler med fra Afrika, kan være en ladning af fortællinger, i hvert tilfælde en ladning af myter, som de tre mænd på dækket fortæller og lytter til. Afrika sættes op som en poetisk modsætning til Europa og den relativisme, Lincoln og Mira Jama forsøger af overgå hinanden i. De drømmer om sammenhæng, men nihilismen er konsekvensen. Når Lincoln har lært at drømme, sker det ikke, fordi Pellegrina er en drømmer, men fordi hun opfylder hans drøm om en kvinde. I forestillingen om hende opfyldes hans inderste længsler. Men hans længsler om en kvinde svarer ikke til den idé om en kvinde, som Pellegrina forestiller sig at kunne blive til. Hendes drøm er en ide om en højere virkelighed, hvor krop og sjæl igen kunne forenes.

Drømmen er en måde at beskrive og forlige sig med et tab, en sorg eller et savn - måske en forkert handling og nogle ubrugte muligheder. Erindringen kan skabe skel og repetere smertelige erfaringer; men drømmen forliger og forsoner uden at ophæve det, som var. Drømmen forliger og integrerer begivenheder i en højere virkelighed, hvorimod erindringen sætter skel.

Lord Byron, som Blixen beundrer, skriver længe efter sin afrejse fra England en betagende sørgesang om forholdet til sin ungdoms elskede, Mary Ann Chawort. Digtet bliver en måde at overkomme afstanden, afskeden og hans bortrejse. Lord Byron opgiver sin elskede, men sorgen og længslen tilbage forfølger ham. Digtets titel er "Drømmen" og dets førstelinier til alle strofer lyder, "Nu skifter Ånden i mit Drømmesyn", hans drømmesyn er en forklaring til den elskede, om at han trods alt stadig elsker hende. Digtet afsluttes med


Forbi var Drømmen, ikke mer den skifted.
Det var en sælsom Skæbne, som bestemte
for disse tvende Skabninger en Lod,
der næsten syntes virkelig - at en
i Vanvid endte - begge to i Sorg


Drømmen bliver æstetisk en form, hvori digteren kan udtrykke og skrive om svært erkendelige erfaringer, og samtidig en vej til at indse og erkende skjulte motiver. Ved at hævde drømmens integritet og forrang frem for hverdagens klare lys, nærmer kunstneren sig det, Nietzsche forstår ved en højere sandhed: "Den højere sandhed, fuldkommenheden i disse tilstande i modsætning til den fragmentarisk forståelige dagsvirkelighed, men også den dybe bevidsthed om den i søvne og drømme helbredende og hjælpende natur er på samme tid det symbolske analogen for den sandsigende evne og i det hele taget for kunstarterne, som gør livet muligt og værd at leve".

Blixen udsiger mere hengivent sin tak til Gud for denne indsigt i en højere sandhed, og hun overgiver sig til de kræfter, hun føler er på færde i drømmen. Lige som Nietzsche sammenligner Blixen hengivelsen med en skib, der sejler med vinden: "Skibet har forsaget, og har givet Afkald paa, at krydse op mod Vind og Strøm, nu fyldes dets Sejl, og det løber i lykkelig Selvfølelse frem paa lydige Bølger. Er dets Fart dets egen, eller er den Udenomskræfters Værk? Vi kan ikke sige det. Den Dansende overgiver sig til og lader sig føre af sin kyndige Meddanser, - er da Valsens frie Flugt og Sikkerhed den Førendes eller den sig Hengivendes Værk? Ikke hverken Skibet, eller den Dansende, eller den Drømmende, kan svare, eller vil begære at svare. De vil alle have opnaaet og erkendt den suveræne Triumf som ligger i Hengivelsen, i den "ubetingede Overgivelse"".

Selv om Karen Blixen voksne liv er præget af modgang, så lyder hendes digteriske bekendelse som en fanfare af hengivelse. På trods af sorgen over tabet af farmen og de efterfølgende økonomiske vanskeligheder, på trods af sygdom og lange perioder med modløshed, så klinger der akkorder gennem forfatterskabet af styrke og tro på, at modgangen kan overvindes. Denne skriven på trods af et indre mismod, er den holdning, som Ernest Hemingway fremhæver, da han i 1954 nævner, at Nobelprisen burde været tildelt Karen Blixen.

Karen Blixen skaber et univers i sine fortællingen, hvor smerten, sorgen og tabet er indskrevet i tekstens dybdestruktur; men mørket og mismodet overvindes af længsel, håb og tro på, at hvis man samler hele sit væsen og anråber alle de magter, der kan anråbes, så vil "Mennesker i Livet" opnå: "Fred i Hjertet".

Grethe Rostbøll er tidligere kulturminister og mag.art. i litteraturvidenskab. Mere om Grethe Rostbøl i Dansk Kvindebiografisk Leksikon online.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk