Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den Kærlighed

 

Marie Cardinals nye bog har mere karakter af notat end roman. Alligevel er der glimtvise, sansemættede beskrivelser fra barndommens Algier.

 
 
FORUM/18.6.99 Marie Cardinal har skrevet en lillebitte roman(?), der på dansk har fået titlen Kærlighed. På fransk hedder den Amour ... amours ..., hvilket forekommer mig mere passende, fordi den franske titel angiver bogens karakter af overvejelse eller notat. Den danske titel er godt nok noget forpligtende i betragtning af de 99 trykte sider med beskedne 1624 enheder pr. side incl. mellemrum. Jeg mener: Ud fra den titel ville jeg forvente omkring 500 sider med Penguintypografi!

Bagsideteksten siger, at det er en stærk og vedkommende roman om at finde sig selv. Det er helt afgjort at tage munden for fuld. Bogen beskrives bedre som nogle sympatiske noter om at finde sig til rette med sin historie og samtidig tage vare på sin nutid.

Bogens hovedperson, den 65-årige Lola, har købt sig et landhus i Sydfrankrig og sidder i det dertil hørende faldefærdige lysthus og tænker på fortid og nutid. Hun undrer sig over, hvad der har fået hende til at købe huset, og hun undrer sig over sin skæbne. Det er svært for hende at få barndommen og tilknytningen til Algier til at hænge sammen med voksenlivet i Frankrig, og det er svært for hende at få rede på relationerne til (de voksne) børn og især til mænd. Den modne Lola er både alene og ensom og tvinges ind i selvrefleksion.

Vi får straks fra begyndelsen at vide, at lysthuset, hvor hun gør sig sine refleksioner, er smukt, at trompetblomsterne nærmest holder det oppe, og vi får i løbet af bogen at vide, at huset ligger i området ved Mont Ventoux. Men Marie Cardinal benytter sig desværre ikke af lejligheden til at give nogen særlig beskrivelse af dette nutidshjem for hovedpersonen. Med hensyn til beskrivelse må vi følge hende til fortiden, til barndommens Algier. Derfra er glimtvise, tætte og sansemættede beskrivelser af f.eks. tilberedningen af couscous, men de holder hurtigt op igen, og en del af stoffet er umiddelbart genkendeligt, hvis man har læst hendes Ord som forløser fra 1979.

På nutidsplanet beslutter hovedpersonen at lade den lokale tømrermester reparere det faldefærdige lysthus for blomsternes skyld. Lysthuset kan selvfølgelig læses som billede på hovedpersonen selv, og brugen af dette billede er da en køn idé; den bliver bare aldrig ordentligt udfoldet, og Lola bliver aldrig rigtig vedkommende. Hendes erindringer om eksmand og elskere virker mildt sagt summariske. Konklusionen om ægteskabet, nemlig at hun opførte sig som en besiddende, dresseret småborger ved at smide den utro ægtemand ud, virker tænkt og ikke følt. Som endnu en køn idé, der ikke udfoldes. Da aftalen med tømrermesteren om reparationen af lysthuset på bogens sidste sider falder sammen med en opringning fra den tidligere ægtemand om, at han vil komme på besøg om aftenen medbringende gaver til Lola, skulle idyllen være komplet, og Lola planlægger østers og champagne med mere. Det var så den sidste kønne og uudfoldede idé.

Ærlig talt, hvis så lille en sag skal kaldes en roman, må den ville noget mere og have mere sammenhængskraft end disse sympatiske noter. Udgivelsen læner sig indtil overbalance op ad Marie Cardinals navn og tidligere forfatterskab, og hvis den skal betragtes som en roman, bliver afhængigheden helt uacceptabel. Lysthuse og blomster kan eksistere i gensidig afhængighed, men en roman skal kunne eksistere i kraft af sig selv.

FORUM/18.6.99

Lise Winther-Jensen er mag.art. og psykoterapeut med privatpraksis på Frederiksberg.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk