Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Uddrag af Marie Cardinals "Kærlighed"

 

 
På landet lå køkkenet i en vinkel hvor vinduerne til den ene side vendte ud mod haven, til den anden mod gården. Her afholdt kvinderne en gang om ugen den store couscous-messe.

Der var Zoubida, Aïcha, Fatima, Kaders to døtre og Lola da hun var lille.
Kheira, couscousens præstinde, havde skubbet tykke bøger ind under børnenes bagdele for at de skulle være på højde med situationen. Foran de små strakte sig, for øjeblikket tomt, umådeligt, det enkle, lyse egetræsbord. De havde alle en kniv i hånden. De var parat.

Det foregik i meget gamle dage: i Lolas barndom.

Youssef, gartneren, anbragte en sivkurv midt på bordet; den var fyldt med courgetter, auberginer, løg, gulerødder, kålrabier, peberfrugter, tomater som han lige havde indsamlet i køkkenhaven. Der var også en selleri og en buket koriander som han lagde øverst, og hvis duft udsendte frydefulde løfter.
Dagen før havde Kheira sat kikærter og rosiner i blød; dejlige muskatdruer som hun havde gemt fra sidste vinhøst. Hendes mor, Daïba, tørrede frugter i løbet af hele sommeren, det var hendes specialitet. Hun spredte dem ud på en finmasket rist i et hjørne af gården i nærheden af sin bolig. Figner, druer, små grønne og røde pebre som hun overvågede med den største omhu: det gik ikke an at de rørte ved hinanden, luften skulle kunne passere under og langs dem osv. Hun flyttede dem tit fordi hun fulgte solens gang. Hendes figner og druer blev, selv om de var tørre, ved med at være honningsøde, bløde, lækre; hendes pebre fik én til at falde i svime.

Dagen før var Kheira også, iført sin silkehaïk, taget ind til landsbyen, kørt af Kader i bedstemors bil. Der var hun blevet længe hos slagteren for at udvælge tværrebsstykker og fire lammehalse som hun fik skåret i tynde skiver så at kødet ikke blev skilt ad under tilberedningen. Da hun var kommet tilbage, havde hun ladet to stykker tykt fjerkræ slå ihjel: to skabagtige haner.
Det skulle altså være en couscous på lam og hane til cirka tyve personer: dem der boede på gården.

Kom så i gang!

Først løgene, pillede og skåret i ringe. Kheira lod dem blive gyldne i en smule olivenolie, så kom hun kødet i.

Imens gjorde pigerne de øvrige grønsager i stand: "Begynd med de mindst saftige, og tomaterne til sidst." Det ville sige auberginerne først, uden skræl og skåret i store firkanter, dernæst gulerødderne, kålrabierne, sellerien og courgetterne, behørigt skrællede. Når grønsagerne var helt nye, kom de dem hele i. Bortset fra pebrene som de åbnede, tømte for kerner og skar i lange strimler. Til sidst de halve eller kvarte tomater. Det hele blev efterhånden hældt ned i couscousgryderne. For øjeblikket brunede kødet. Så kom Kheira timian, laurbær og korianderbuketten i og hældte vand på til det var dækket. "Det lugter godt, børn!"

Kheira havde allerede bredt et stort, hvidt klæde ud på bordet og havde strøet den tørre semulje ud på det. Hun havde travlt, hun gik frem og tilbage mellem ildstedet og bordet. Hun dyppede hånden i en stor skål saltvand, så lod hun med en hurtig og gentagen håndbevægelse små dråber falde ned på semuljegrynene "så de begynder at svulme op." Dernæst tog hun semuljen med begge hænder og kom den, håndfuld efter håndfuld, ned i dørslagene på couscousgryderne som hun derefter anbragte højt oppe over dampen fra de beholdere hvor suppen fra grønsagerne og kødet nu kogte på lille blus. Hun lagde låg på couscousen, og med fugtige tøjstykker tilstoppede hun alle åbninger. "Dampen må kun slippe ud foroven."

Pigerne rengjorde bordet, klargjorde beholdere, kar, skåle hvor de anbragte de opsvulmede rosiner og de små, fint stødte pebre. "I sidste øjeblik hælder man bouillon over til det dækker, det laver man stærk sovs og mild sovs af."
Kheira havde taget et dybt træfad frem. Couscousen var svulmet op, hun hældte den ned i denne skål, den dampede, den var brændende varm, den var hvid, gul.
Lola vil aldrig glemme Kheiras ferme hænder, håndfladerne er rosafarvede af henna, som dykker ned i den kogende semulje og "ruller" den med fantastisk behændighed til der ikke er den mindste klump tilbage. Hvert korn løsnedes. Hun kom den tilbage i suppen så den kunne svulme op en gang til. Hun rullede den atter, tilsatte en ganske lille smule smør. Når hun satte den tilbage på ilden for at give den et sidste og kort opkog, dampet couscous, skinnede den.
Til allersidst kikærterne i suppen. Man må absolut ikke glemme kikærterne.
Hele formiddagen var gået.

Så ringede man med klokken. Meget hurtigt hørtes lyde i gården: mændene vendte tilbage med hestene og sulfatsprøjterne. Onklen tog trappen fire trin ad gangen mens han råbte: "Jeg er sulten!"

Lola åbner øjnene.
Foran sig ser hun dalen, og i hovedet har hun stadig onklens glade råb på gårdens trappe: "Jeg er sulten!"
Trappen udviskes, hun prøver at genkalde sig farven og mønstrene i fajancefliserne som var lagt på trinene. Hun har mistet dem. Hun ved ikke længere?

Lola tænker at hun har været heldig fordi hun ikke er muslim. Hun ville ikke have brudt sig om at man giftede hende med en mand hun ikke kendte. Fra barndommen på gården har hun kun ét dårligt minde: veninden Meriems bryllup da hun var tretten år.

Lola havde hjulpet med til at pynte Meriem. Kvinderne havde sminket hende og klædt hende på. Lola havde syntes hun var så smuk med guldpailletter på panden, rouge på kinderne og øjnene sorte af khol, i den smukke kjole og skørterne der var så talrige at hun blev nødt til at holde armene ud til siden for ikke at krølle den stive silke hun var iført. Så havde man givet hende en helt ny haïk på som fuldkommen skjulte hende. Ude i gården var der fest: musik, sange, danse, jublen, bål, aftenen var faldet på. På et vist tidspunkt må hun være gået ud sammen med de andre piger, de andre kvinder, fra det rum hvor Meriem, smykket som en madonna, var blevet alene tilbage. Man sagde Lola skulle gå ind i huset igen. Hun var gået ind i det værelse som vendte ud mod gården. Fra vinduet så hun ægtemanden ankomme klædt i en hvid, ærmeløs tunika, hun kunne ikke se mandens ansigt. Han red på en hest med en pragtfuld broderet sadel. Han steg ned og gik ind i det værelse hvor Meriem befandt sig. Musikken, skrigene blev øredøvende. Kort tid efter kom ægtemanden ud, han var ikke ung, han holdt et blodigt lagen frem. Jubelråbene blev dobbelt så høje… Lola havde forstået at Meriem ikke var jomfru længere, og at blodet stammede fra et sår manden havde givet hende… mellem benene…

Lola sidder i lysthuset af trompetblomster, hun kan se figentræerne på skråningen, rosmarinhækken. Finde ud af at hendes jord er her.

Hun har på fornemmelsen at hun spiller komedie, at hun går ind i en person. Hvorfor skulle hun være herfra? På grund af timianen, laurbærtræerne, firbenene, solen, Middelhavet?

Hvad er et jordområde for noget, hvad er jord?
Den jord Lola i dag befinder sig på, er beigefarvet, klæbrig, den er lerholdig. Hendes tabte jord var rød, klumpet, med små bitte sten, en varm jord.
Hun kan godt lide at røre ved jorden.
Jorden: en stump land som man kender udenad?

Jorden: en rund masse der drejer sig som en top om sig selv og om solen, en vanvittig?
Jorden: en nation, et folk, et sprog, en geografi? Denne jord eksisterer ikke længere for Lola, hun er fortabt.
Jorden er tabt, onklen er død, for længe siden.
Ordene er tilbage? Billeder? Ikke engang?

Der er meget mere tilbage end dét. Der er et hårnet tilbage, et net hvis masker bliver mangfoldige… Lola husker da Aoued lærte hende at strikke ude i garagen. Det var varmt, fluerne summede, sulfatsækkene var blå, de lugtede stærkt. En ret, en vrang… Aoueds pinde var tilklippede fjer fra en kalkun… En ret, en vrang… Perlestrik… Med én maske kan man lave to masker, man kan lave ti af én, man kan lave tusind, man kan lave en million. Man kan lave kniplingsmønster, man kan lave ærmer, man kan lave sokker, man kan lave et sengetæppe. Man kan lave sletter og bjerge. Man skal bare begynde. Aoued sagde: "Du lærer det, Lola, sådan er dét?"

Lære, fatte, forstå, Lola elsker at finde ud af hvad det er hun har fået som hun alligevel ikke kan se. Da hun var lille, elskede hun fikserbilleder. Hun kiggede for eksempel på en tegning der forestillede et barn som gik tur i en tæt skov; nedenunder stod der: "Hvor er hesten?" Hun blev nødt til at se nøje på tegningen, dreje den i alle retninger, og til sidst kom hesten til syne. Der var den, der var en hest, ikke engang skjult. Den passede ikke til tegningen, og alligevel omfattede tegningen den. Man skulle bare se godt efter, gøre sig umage, se det fra alle vinkler, så kom man frem til det...

Lola er gået langt ind i sig selv. Det varer nogle sekunder før hun bliver klar over at virkeligheden er dér, i Provence, i lysthuset med trompetblomster, i havestolen; hun er ikke længere i Algeriet, hun er ikke længere en lille pige. Alligevel er der noget som bliver tilbage hos hende, uforandret, noget der gør at der ikke er nogen som helst afstand mellem den lille pige hun var og den gamle kvinde hun er. Hun ved ikke hvordan hun skal definere denne tilstand. Ord viser sig, hun tænker mangel, fravær... ensomhed... Hun ved ikke - det har altid været der... Udvisket dukker en mands ansigt frem. Faderen...?

Aftenen faldt på, blid, lun. En smuk nat meldte sig med løfter om at det endelig vil blive køligt. Hun tænker at hun måske får brug for en trøje om lidt. Denne udsigt distraherer hende en lille smule, en ganske lille smule. Og derpå melder absurditeten, tomrummet, sig igen.
Hun var blevet overmandet af denne tilstand af tomhed i det øjeblik hun begyndte at gå ned ad universitetets store hovedtrappe. Den vej gik hun aldrig, der var ingen der nogen sinde gik den vej; den var pompøs, storslået, monumental, sine steder deltes den i to, den dannede spiraler som omsluttede damme, palmegrupper, kort sagt det var ikke praktisk når man ville hen til rue Michelet. Det var hverken praktisk eller den lige vej.
Hvorfor gå den vej denne aften i stedet for som alle andre at tage sidealleen kantet med figentræer? Det var absurd.

Siden barndommen havde hun betragtet denne trappe, disse høje og brede trin som påbød kroppen uvant store bevægelser, som en magisk vej. Hun drømte om at gå på den, at have ret til det. Og så, den aften, fordi hun havde set sin navn skrevet på et officielt dokument, fordi hun som følge heraf havde sit sidste eksamensbevis i lommen, fordi hun lige officielt havde fået sin embedseksamen i filosofi, mente hun at hun havde ret til at gå ned ad denne trappe. Hun havde erhvervet sig en begrebsbestemmelse, en titel, som kastede hende ind i de voksnes verden. På én gang. En svimlende fornemmelse.


Skolen havde været hendes hjem; det var der hun havde blomstret, der hun havde lært at elske, der hun var vokset. Hjemme hos hendes egen familie var det en slagmark, en krigszone. Moderen imod faderen, hele familien mod faderen, onklerne indbyrdes, moderen imod bedstemoderen. De skændtes altid, skreg, græd, blev forligt med omfavnelser, tårer, latterudbrud. Kun faderen og moderen var for evigt uforsonlige. Evigt. Faderen hjemme hos sig selv, alene. Moderen i flokken af sine brødre, sin mor, alle de andre, sluttet sammen mod hendes tidligere mand. Hun selv, den lille pige, vidste ikke hvem hun skulle elske, hvordan og hvorfor hun skulle elske. Kun henne i skolen fandtes der harmoni, et hierarki, respekt, kærlighed og disciplin. Hendes veninder hver dag. Hver dag hendes lærere. Hver dag tavsheden under bønnen før hver time, før hvert måltid midt på dagen. Fred.

Tolv år i den samme skole. Og derpå tre år på universitetet med nye venner, nye lærere, men i løbet af de tre år altid de samme. Tolv år plus tre år, det bliver femten år, det er meget når man er tyve år.

I løbet af femten år de samme steder, de samme sorte billeder, timeplaner, kirkeklokker, ringninger, bøger, fyldepenne, papirark. Eksaminerne, de uundgåelige datoer; distancemærker, sømærker, grænser. År efter år i denne sikkerhed og også i denne stædighed: at gennemføre til afslutningen. Afslutningen på hvad? Hun havde aldrig tænkt på at barndommen afsluttedes, at ungdommen afsluttedes. Det er nu hun tænker på det, da hun går ned ad hovedtrappen til universitetet i Algier.

Der er smukt, men det er øde. Hun er der alene. Det bliver snart aften.
Tårerne kommer, og med dem den hulken som får skuldrene til at løfte sig. En sorg, en stor barnesorg. Det havde hun ikke ventet. Men det er alligevel en dejlig dag.

Det er ikke så længe siden, fem år, lidt mere, midt om sommeren at hendes far døde. Hun befandt sig på en strand. Man var kommet for at hente hende i bil. Man havde sagt: "Din far er afgået ved døden i nat, du må tage tilbage til Algier" Sådan, ikke mere. Hvorfor han var død, hvordan han var død, det havde man ikke fortalt hende. Hun var i badedragt, en todelt. "Skynd dig at klæde dig på. Din mor giver dig noget passende tøj på stedet."
"På stedet", "passende?" Hun har ikke turdet spørge hvad det betød. Hun havde aldrig mødt døden, hun vidste ikke hvordan man opførte sig over for den. Især hendes fars død.
"På stedet", det var hos faderen. En mands lejlighed, en ungkarls, et hønsehus. Moderen sagde: "Han tager dumme høns med hjem." Og moderen var der netop. Moderen på dette fortabelsens sted, det var forrykt, usømmeligt! De få gange hun selv havde været der, havde hun kun turdet sætte sig på kanten af stolene, hun havde aldrig åbnet en soveværelsesdør. Hun var bange for at få øje på kvinder i skrækindjagende stillinger, med spredte ben, åbent køn, ligesom sår. Og nu var hendes mor her og opførte sig som husets frue, udstedte ordrer, tog imod gæsterne, talte til dem i et medfølende tonefald. Utroligt.
"Passende" ville sige klædt i sort fra top til tå. Også sorte strømper, selv om det var så varmt. Hvor kom det tøj fra som klædte hende så godt, og som hun aldrig havde set før? Et makabert eventyr. Alt det i hans badeværelse som hun aldrig før havde set. Hun går i detaljer: børster, krystalflakoner med glaspropper, et rundt forstørrelsesspejl til barbering med en lille lampe over ved siden af barberknivene, håndklæder med hans initialer, et stort spejl. Hun betragter sig selv, hun ser sig selv i sort. Hun synes det klæder hende godt.
Ude i gangen betror moderen hende: "Du skal ikke være bange, man har allerede lagt ham i kiste." Lola ved ikke hvad det betyder. Hun spørger: "Hvad betyder det?" "Ja, man har lagt ham ned i kisten og lukket den. Jeg har villet spare dig for det, min skat."

Hun går ind i den store dagligstue der er forvandlet til kapel med levende lys. Der er mørkt, skodderne er lukket, og gardinerne er trukket for. Møblerne er forsvundet, i stedet for er der opstillet stolerækker hvor der sidder nogle få personer. Fire-fem stykker. Lola er imponeret. Man har ført hende ned i den anden ende foran kaminen, der hvor kisten er anbragt på træbukke dækket med sort stof og flankeret af to tændte kerter. Der er kranse rundtomkring, på gulvet, overalt. Mellem kisten og stolerækkerne er der en bedeskammel, en enkelt. Moderen fører hende hen til den og hvisker hende i øret: "Det er din plads, du er hans eneste slægtning." Og hun går sin vej.

Hun har ingen siddeplads; bedeskamlen, det er alt.

Hun lægger sig på knæ. Hun tør ikke se på kisten foran sig, den kasse som hendes far er lukket inde i. Hun lægger underarmene på det røde fløjl, hun folder hænderne, hun sænker hovedet. Man skulle tro hun bad, men hun beder ikke. Til trods for de år hun har tilbragt i en klosterskole, har hun aldrig kunnet bede, hun har aldrig vidst hvordan hun skulle gribe det an. Man har sagt igen og igen at det var at kommunikere direkte med Gud, men det havde aldrig fungeret. I den anden ende af telefonledningen var der ikke andet end skæggede mænd, jomfruer, martyrer, helgener, døde, men aldrig Gud.

Marie Cardinal (f. 1929) er mest kendt i Danmark for den psykoanalyse-inspireret romanen "Ord som forløser" (1979). Hun har også skrevet "Et liv for to" (19??), "Nøglen sidder i døren" (19??) og erindringsbogen "Mine rødders land" (19??).

Dette uddrag er trykt med tilladelse fra Forlaget Cicero.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk