Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

At skrive direkte ind i tiden

 

Inge Eriksen har netop modtaget Martin Andersen Nexø Legatet. Fra debuten i 1975, med Kællinger i Danmark, der kom midt i oprørets og forandringernes tid, har hun hele tiden haft den subjektive, den menneskelige befrielsesdimension med.

 
FORUM/2.6.99 Martin Andersen Nexø Legatet skal gives til en forfatter, der skriver i Nexøs ånd, som det hedder i fundatsen. Det har jeg selvfølgelig tænkt over, og svaret er, at det ved jeg sandelig ikke, om man kan sige, at Inge Eriksen gør. Nu har jeg ikke stået for valget, forbindelsen Nexø og Eriksen, så ansvaret er sådan set ikke mit. Jeg skal bare begrunde valget. Og det er svært nok endda. Jo mere jeg tænkte over opgaven, jo mere umulig forekom den mig. Så jeg gik ærlig talt i stå, kunne ikke komme ret meget længere end til et fælles politisk afsæt i rødt, ganske vist i mange forskellige variationer. Men hvad siger det i grunden? Og siger det overhovedet noget i sig selv om indre litterære forbindelser, om åndeligt fælleskab? Og så var det, det faldt det mig ind, at det sådan set ville være nemmere at pege på forskellene.

Nexø, der flyver højt fra starten, for siden hen at styrtdykke. Inge Eriksen, der straks fra Victoria og Verdensrevolutionen i 1976 lagde an til landing i de højere luftlag, og er blevet der lige siden. Senest med Sommerfuglens vinge, fra 1997, første del af en ny storambitiøs trilogi, der griber samtidshistorien i storpolitikken.

Nexø, der skriver med hjertet, føler og fornemmer sig frem. Inge Eriksen, der skriver med hjernen. Fordi hun vil forstå, trænge i bund, fordi hun vil analysen, sammenhængen, logikken og paradokset, fordi hun vil helheden i en sådan grad, at selv når hun står tilbage med splittelsen skal den partout tjene et højere formål.

Nexø, der for mig at se frygter de stærke kvinder over for Inge Eriksens alter-ego-agtige frygtindgydende hovedpersoner, der gang på gang indgår en sublim, stolt og frivillig kontrakt med virkeligheden, med realitetens knaldhårde vilkår. Kvinder, der som Antonia i Silkehavet (1981), ofrer sig i et symbolsk fald fra mastetop til hestehov, fra sørøverskibets eventyrverden til det borgerlige ægteskab og de kvindelige værdier. Der er ingen leflen for kvindelig masochisme her.

Nexø, der frygter det erotiske, Inge Eriksen, der opsøger det i hengivelse og i katastrofe. Hendes kvinder er vilde med mænd, det er i kærlighedsmødet, de henter deres kraft, i en uendelig strømmen af tiltrækning og afvisning, i skæbnesvanger konsekvens.

Og dog er der fællestræk. Begejstringen for det mandlige må Nexø og Eriksen nok siges at være fælles om. Hos Nexø indgår det idealiseret mandlige i en symbiotisk fælles pagt, der forbinder socialisme og patriarkat, men i Inge Eriksens forfatterskab er der et sådant mylder af elskværdige mænd, at fænomenet nødvendigvis må forklares konstitutionelt. Det vil jeg afholde mig fra, kun tilføje at har man bare en gang hørt Inge Eriksen tale om fodbold og hylde sine skiftende yndlingsspillere, så vil man forstå, hvad jeg mener. I øvrigt er det mandlige modspil i hendes romaner en stor del af nydelsen ved at læse hende. Og om nydelsen ved at læse Inge Eriksen, skal sidste del af min begrundelse handle om.

Om skytsengle skriver Inge Eriksen i den fremragende essaysamling af samme navn fra 1994, at de hverken kan "standse krigene eller forhindre magtmisbrug, men de kan styrke os så langt, at vi passer vores have uden at lukke os inde i den". Alene dette havebillede, der peger på en skytsengel, som tegn på, at vi behøver noget uden for os selv, åbner jo for mangfoldige indre forestillingsverdener. At vi hver for sig finder det, som giver os styrken til det nære uden at forsvinde i det. Dette at kunne være sig selv, uden at være sig selv nok, at være til stede uden at miste sansen for fraværets nødvendighed. At kunne holde fast, uden at miste evnen til at slippe. Med havebilledet yngler og fordobler sproget sig, og sammenholder man dette enkle afsæt med ambitionen om i fiktionens form at forklare den politiske udvikling fra Berlinmurens fald, november 1989 til kuppet mod Gorbatjov sommeren 1991, sådan som det sker i Sommerfuglens vinge, så nærmer man sig noget essentielt i Inge Eriksens litterære ambition og dermed også i nydelsen ved at læse hende.

Inge Eriksen fortæller sine historier, så de taler direkte ind i tiden, hun skriver om det, som optager os, og om det som burde optage os. Hvad der skete med Berlinmuren hin novemberaften i 1989, bliver en stadig større udfordring at forstå. Ved et tilfælde krydsede jeg selv grænseovergangen mellem Øst- og Vestberlin netop den nat, hvor grænsevagterne blev til dansende mennesker foran øjnene på bilister, der resten af natten kørte kortege hele vejen til Danmark i et uendeligt mylder af trabier fyldt af bedstemødre og babyer. Det billede er helt mit eget, men Inge Eriksen har med fotografen Clara i Sommerfuglens vinge foldet det fælles familiealbum ud.

Det sidste kapitel er langt fra skrevet endnu, og som det tegner bliver det stadigt mørkere. Men det bør ikke overraske nogen, at det er Inge Eriksen, der med den nye trilogi skriver netop den historie. Fra debuten i 1975, med Kællinger i Danmark, der kom midt i oprørets og forandringernes tid, har hun hele tiden haft den subjektive, den menneskelige befrielsesdimension med. Og så fik jeg måske alligevel skrevet mig frem til den åndsbeslægtethed, som legatudvalget kan have tænkt på.

Til lykke til Inge Eriksen med Nexø Legatet.

FORUM/2.6.99

Elisabeth Møller Jensen er centerleder, KVINFO og hovedredaktør af Den Nordiske Kvindelitteraturhistorie.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk