Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Gensyn med generne

 

Me Tarzan, You Jane? To nye bøger gør op med biologiens omklamring af kønnet - den ene med udgangspunkt i biologien, den anden i kulturanalysen

 
FORUM/26.5.99 "Vi er besat af kroppen", konkluderede to svenskere for et par år siden. Konklusionen faldt i deres antologi "Kroppens tid", hvori en række forskere beskrev den vestlige kulturs besættelse af at udforske kroppen, tæmme den, overskride den, manipulere den og tale om den.

Det var i 1996. Siden da har interessen for kroppen for alvor taget nyt sigte. Nu gælder det om at aflure den de hemmeligheder om kønnet og kønsforskellene, som stadig flere mener, gemmer sig netop dér - i kroppen.

Denne variant af interesse for kroppen giver imidlertid åndenød. Efter at have brugt år på at slippe kønnet fri af kroppens fængsel og ud i kulturen, skal det nu på ny lukkes inde i et uhyggelig snævert og iltfattigt rum. Og der står magtfulde kræfter bag. De opererer hovedsagelig indenfor videnskaben - biomedicinen, bioteknologien og socialbiologien, men de sidste par år har en biologisk determinisme også stukket hovedet frem indenfor feminismens egne rækker - specielt blandt særartsfeministerne. Fælles er ønsket om én gang for alle at bestemme kønnets og kønsforskellenes naturlige forankring i kroppen og på denne baggrund få bragt forholdet mellem kønnene tilbage i sit "oprindelige" leje; Me Tarzan, You Jane. Hermed mener man, der skulle være ryddet op efter det naturstridige orgie, som feminismen har været vært for de sidste mange årtier.

Vi er mange, der snapper efter vejret og håber på, at al denne snak, der både formår at være reduktionistisk og revisionistisk, går over af sig selv - præcis som en børnesygdom. Men andre nægter at forstille sig, vil simpelthen ikke acceptere at blive frarøvet den luft, kvinder har tilkæmpet sig.

Til disse hører svenske Nina Björk, der for et par år siden rettede et veritabelt angreb på "livmoderfeministerne" i sin bog "Under det rosa täcket". Før hende var de kritiske tilkendegivelser ledet af big-shots som Donna Haraway og Judith Butler.

Og nu føjes endnu et par bøger til rækken af skrifter, der brænder af velbegrundet vrede. I Natalie Angiers Woman - An Intimate Geography (1999) og Sara Arrhenius´ En riktig kvinna (1999) hudflettes den biologiske determinisme i kønsdiskussionen atter. Selvom forfatterne er ude i samme ærinde, afspejler bøgerne, at deres ekspertise ligger to forskellige steder. Angier er prisbelønnet journalist på New York Times, hvor hun skriver om biologi. Arrhenius er kulturjournalist på Dagens Nyheter i Sverige - og det er fra disse vinkler deres krydsermissiler affyres.

Natalie Angier vedkender sig en dyb fascination af biologi, derfor ønsker hun at levere en hyldest til kvinders kroppe. Hyldesten består i at tænke den kvindelige biologi uden om den biologiske determinisme. At gøre det muligt for mennesker at forholde sig til kvindekroppe og kvindelig anatomi uden at falde i determinismens grøft. At se og forundres over de komplekse og næsten ufattelige processer, som foregår i kroppen uden samtidig at forbinde dem med en specifik kvindelig adfærd eller kønsrolle begrænset til omsorgsevne, hang til børnefødsler, selvopofrelse, selvkontrol og passiv seksualitet.

Med sin store viden lykkes det hende at komme helskindet igennem projektet og samtidig dække, hvad der forekommer at være den kvindelige biologis totale spektrum. Intet er for stort eller småt. Læsningen starter ved ægget, herefter går det over stok(ke) og sten gennem kromosomer, hormoner og livmoder over klitoris og bryster i rutefart mellem biologi og kultur. For eksempel eksponerer hun brysternes kulturskabte magi blot for at fratage dem den igen: "Still, I will argue that breasts fundamentally are here by accident. They are sensory exploiters. They say little or nothing about a woman's inherent health, quality, or fecundity".

Videre går det gennem æggelederne ud i begæret. Og før vi ender ved kærligheden og relationsevnen, når Angier lige at slå et slag for den kvindelige aggression: "Physical aggression is discouraged in girls in manifold and aggressive ways. Not only are they instructed against offensive fighting; they are rarely instructed in defensive fighting. Girls don't learn how to throw a punch. (...) Just the thought of a girl-fight, and people snicker and rub their hands with glee. Cat fight!"

På trods af den svimlende fart og de talløse nedslagspunkter mister hun aldrig grebet. Alle emner, bryster såvel som kærlighed, gennemlyses af forskellige videnskabsdiscipliner og deres resultater - et kalejdoskopisk mønster omkring grundfarven biologi. Med et graciøst hovmod udpeger hun naturvidenskabens ømme steder - alle de metodiske svagheder og de selvmodsigende forskningsresultater omkring sammenhængen mellem biologi, køn og adfærd hos mennesker og dyr.

Hun afdækker, hvorledes naturvidenskaben, i modsætningen til hvad videnskabsfolk hævder, umuligt lader sig adskille fra den kultur og det politiske klima, som den skabes og skaber sine resultater i. Og hun smiler overbærende af videnskabens tendens til cirkelslutninger. Cirkelslutninger er udpræget, når man observerer aber, for at finde træk af menneskers oprindelige, naturbundne adfærd. Aberne antropomorfiseres. Forskerne indlæser - ganske ubevidst - en menneskelig adfærd i de Macaca-aber, de kigger på. De overfører et kulturelt skabt kønsrollemønster på aberne, som herefter opfattes som eksponenter for en oprindelig menneskelig adfærd. Vi ser med andre ord dét, vi vil se, finder præcis dét, vi leder efter - næsten aldrig noget andet, konkluderer Angier.

I Sara Arrhenius bog rykker vi på afstand af kroppen og ind i en mere rendyrket kulturanalyse. Hun har ikke umiddelbart nogen ambition om at tilbagegive menneskeheden en biologi, heller ikke selvom den renses for determinisme - som Angier forsøger det. Hun opsummerer de sidste års diskussion af kvindelighed, biologi og biologisme, og hælder syre ud over de svenske forskere og debattører, der befatter sig med at identificere kønsforskellenes og den "rigtige kvindes" naturgrundlag i kroppen.

Centralt for bogen står hendes skelnen mellem biologi som videnskabsdisciplin og biologisme. Det er biologismen, vi er ramt af i vores kultur, mener hun. Biologismen er ingen videnskab men en livsanskuelse, der anvender biologi som en slags model eller et sprog til at forstå mennesker - og i særdeleshed mandlighed og kvindelighed. Biologismen har fundet et vækststed "i det specielle rum, som skabes i mødet mellem videnskab, forskellige politiske bevægelser, mediernes informations- og underholdningsstrøm og new-agebevægelsens informelle vidensproduktion". Og biologismen nøjes ikke med at beskrive, hvordan mandlighed og kvindelighed er, men vil også fortælle os, hvordan vi bør leve for at være "rigtige" mænd og kvinder. Den ideologiserer, konkluderer Arrhenius.

Men forskellen mellem kønnene er hverken naturbundet eller transhistorisk gældende, sådan som biologismen hævder. Den er en kulturelt skabt idé bundet i historien, bundet i den moderne epoke. For at underbygge dette argument læner Arrhenius sig op af den amerikanske forsker Thomas Laqueur. I sin bog Making Sex redegør han for, hvorledes man indtil midten af 1700-tallet mente, at kønnene var ens, men at kvinden var en mindre udviklet variant af manden. Beviset fandt man - ligesom i dag - i kroppen. I lægebøgers gengivelse af kvinders kønsorganer, søgte man at betone ligheden så meget, at de ind i mellem lignede en penis. Først med oplysningstiden og de nye politiske strømninger blev kvinder noget radikalt anderledes end mænd - også i lægebøgerne. Kroppen kan altså fortælle, hvilken historie det skal være. Men de historier, vi mener at aflure den, afspejler som regel menneskesyn og kønsopfattelser, der er gældende for den tid, vi lever i.

Hvis dette er så indlysende, hvorfor har biologismen så så stor gennemslagskraft i dag, spørger Arrhenius. Dens evne til at give klare og enkle svar på konfliktfyldte og problematiske spørgsmål er lokkende. I en tid hvor grænserne både mellem krop og teknologi og mellem kønnene er flydende, har mange brug for "en streg i sandet". Det er dén, biologismen trækker. At den trækkes præcis dér, hvor den trækkes, argumenteres med natur. Og mange accepterer det, fordi det ser ud som om, der står videnskab bag.

Hvordan er man rustet, når alle siderne i Angier og Arrhenius bøger er vendt?
Full metal jacket?

Nej! For Angiers vedkommende er det gode historier sat både på spidsen og på hovedet. Hendes generøsitet med detaljerne, anekdoterne og nuancerne bæres af en imponerende viden. Der er krudt og kugler, fyrværkeri og festivitas i hendes historier om kvindekroppene - hyldesten er fuldbragt.

Arrhenius derimod er mindre velfornøjet. Ikke meget fest over dét kig ind i den svenske debat, hvor ekkoet af danske Jannie Helle og Karl Mar Møller runger fælt.

Både Angier og Arrhenius opfordrer imidlertid til modstand mod biologismens omklamring af kønnet. De advarer mod de tilbageslag, det kan have for kvinder, hvis biologismetænkningen for alvor siver ind i politikken. De tilvejebringer også et grundlag hvorpå biologismeberetningerne kan fravælges, men de har intet klart defineret mål og frem for alt ingen strategi.

For at få det må vi nok tilbage til Nina Björk. Hun foreslog en tredje vej for feminismen, men den førte væk fra kønnet, væk fra Kvindeligheden med stort K ud i menneskeligheden for at bringe kønnets maskerade til ophør. Så vidt jeg kan skønne, er det ikke en destination, der tiltaler hverken Angier eller Arrhenius.

Anette Dina Sørensen er skribent og kønsforsker. Hun er fast skribent for FORUM.

Woman. An intimate Geography, af Natalie Angier. Houghton Mifflin 1999 .

En rigtig kvinna. Om biologism och könsskillnad, af Sara Arrhenius. Atlas 1999.
 
Læs mere
Læs anmeldelsen af Angiers bog i
The New York Times og først kapitel af bogen.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk