Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Fortællinger om det traumatiserede jeg

 

Hvad sker der med et jeg, når man bliver udsat for fx voldtægt og andre overgreb? Kan traume-fortællinger rekonstruere vores tro på, at vi kan forstå verden og føle os hjemme i den igen? Eller ødelægger det traumatiske tab af sorgløshed for altid vores forsøg på at finde vej hjem igen?

 
 
"Vi er i stand til både at forstå verden og til at agere i den. Arendt sammenlignede følelsen af forståelse med følelsen af at høre hjemme." (Susan Neiman, Evil in Modern Thought)

“Ved at fortælle historier genvinder vi troen på, at vi kan forstå verden.” (Michael Jackson, The Politics of Storytelling)

“Jeg er ikke levende.” (Charlotte Delbo, Auschwitz and After)

FORUM/10.9.2003 Enhver filosofistuderende husker Descartes’ berømte ord Cogito ergo sum: ”Jeg er, jeg eksisterer må nødvendigvist være sandt, hver gang jeg udtaler eller tænker det.” At benægte cogito ville være en påståelig selvfornægtelse – som Bernard Willams skriver, som at sige ”jeg er fraværende” til et navneopråb. Men hvad skal man så mene om Charlotte Delbo, en ikke-jødisk, fransk kvinde, som overlevede Auschwitz og Ravensbrück, og som alligevel påstod, at hun døde i Auschwitz? Hvad fortæller denne selvmodsigelse os om betingelserne for at være et jeg?

Delbos påstand er ikke et svar på Descartes trang til at bevise eksistensen af et tænkende jeg. Det er et svar på et andet spørgsmål om jeg’et: Kan man føle sig hjemme i verden? At nå frem til at kunne føle sig hjemme i verden er en af de fundamentale drivkræfter indenfor både filosofi og historiefortælling, som også Hannah Arendts arbejde har gjort klart. Forsøget på at overbevise sig selv om, at mennesket og verden er skabt for hinanden, kan opfattes som en form for verdslig teodicé, en forsikring om verdens meningsfuldhed, selv om denne verden er et sted med lidelse og grusomhed.

Fortællinger om det traumatiserede jeg rejser en række spørgsmål: Hvad sker der med et jeg, når det utænkelige sker, når man bliver frarøvet alt, hvad der gør én menneskelig? Kan traume-fortællinger rekonstruere vores tro på, at vi kan forstå verden og føle os hjemme i den? Eller ødelægger det traumatiske tab af sorgløshed for altid vores forsøg på at finde vej hjem igen?

Den amerikanske feministiske filosof Susan J. Brison, som overlevede en voldtægt og et seksuelt mordforsøg, hævder i Aftermath; Violence and the Remaking of a Self (Princeton University Press, 2002), at traume-fortællinger gør én i stand til at genskabe et jeg, som i det mindste noget af tiden kan føle sig hjemme i verden. Mens Charlotte Delbos trilogi Auschwitz and After (Yale University Press, 1995) mere foruroligende viser, hvordan det paradoksale for evigt vil forfølge én i bestræbelsen på at finde vej hjem igen.

Brisons bog befinder sig indenfor tre overlappende diskurser. For det første er bogen en smertefuld personlig beretning om, hvordan hun, da hun spadserede ned ad en landevej uden for Grenoble i Frankrig en smuk morgen i juli 1990, blev angrebet bagfra, voldtaget, banket og efterladt i den tro, at hun var død. Hendes bog er en følsom beretning om hendes voldtægt og hendes ti år lange og svære forsøg på at genskabe sig selv. Hendes personlige beretning placerer hendes bog blandt andre beretninger skrevet af andre overlevende fra individuelle eller kollektive grusomheder. I den henseende er Brisons primære mål at aflægge vidnesbyrd om sin voldtægt. At aflægge vidnesbyrd er både en måde at komme igennem sit personlige traume på og at engagere sig i den politiske nødvendighed, som det er at aflægge vidnesbyrd om den seksuelle volds uretfærdighed.

For det andet reflekterer Brison som en professionel filosof over sin personlige fortælling for at kunne diskutere på filosofiske spørgsmål omkring jeg’ets natur, erkendelsens natur og fortællingens rolle.

For det tredje er Brison som professionel feministisk filosof orienteret mod en feministisk diskussion af det relationelle jeg og betydningen af offerets synsvinkel. Selv om man ved en hurtig gennemlæsning kunne stille den personlige beretning op imod bogens filosofiske dimensioner, ville dette yde bogens filosofiske bidrag ringe retfærdighed. Bogen er filosofisk ved ikke bare at inkludere ”en del sider, som kun en akademiker vil kunne elske”, som en anmelder formulerer det i The Spectator Remembering to forget.

Men bogens filosofiske ærinde bæres igennem af den personlige beretning, som lader de filosofiske spørgsmål tage udgangspunkt i rigtige individers virkelige livserfaringer – i dette tilfælde i forfatterens traumatiske oplevelser. Denne fremgangsmåde afspejler en af de centrale bidrag til feministisk filosofi. Hvis filosofiske spørgsmål omkring personlig identitet og erkendelse er tænkt i relation til det konkrete jeg – inklusiv et jeg, som er blevet voldtaget – så kan man nå frem til temmelig forskellige teorier om jeg’et, i modsætning til hvis man forsøger at gøre sig fri af alle konkrete oplevelser.

Derfor er det spørgsmål, der motiverer Brison, det følgende: hvad er betingelserne for at genskabe jeg’et, når hun/han er blevet ødelagt af traumer og vold? Hendes svar er, at siden jeg’et er fundamentalt relationelt, kan jeg’et kun genskabes i sammenhæng med andre. Som psykologen Judith Lewis Herman påpeger: en traumatisk hændelse er, når en person føler sig fuldstændig hjælpeløs over for det, der opfattes som en livstruende kraft. Traumet ødelægger troen på, at man kan være sig selv i relation til andre. Gennemarbejdelsen af et traume kan kun gennemføres i relation til andre mennesker, der føler med én, og som bliver opbevarere af ens historie. Brison gennemarbejdede sit traume sammen med sin mand, sin terapeut, andre voldtægtsofre, venner og professionelle filosoffer. Denne relationelle karakter af jeg’et nedbryder ikke muligheden for autonomi mere end erkendelsen af, at alle jeg’er er formede, gør. Faktisk argumenterer Brison ligesom mange andre feminister for, at muligheden for at være uafhængig er fuldstændig gennemsyret af éns afhængighed af andre gennem omsorg og socialisation.

At lade filosofiske spørgsmål tage udgangspunkt i konkrete erfaringer af vold har også implikationer for andre filosofiske områder, inklusiv erkendelsesteorien. Hvor filosoffer typisk mener, at for at opnå erkendelse må man frigøre sig fra bestemte synsvinkler, fører beretninger af voldsofre til meget forskellige implikationer. Tag for eksempel filosoffen, som valgte en utilitaristisk tilgang til at bestemme, hvorvidt den skade, som voldtægtsofferet havde lidt, vejede tungere end den gavn, voldtægten udgjorde for voldtægtsmanden.

En række bekymrende aspekter knytter sig til dette eksempel. For det første kan man spekulere på, om en utilitaristisk rentabilitetsberegning er det bedste udgangspunkt for at belyse de etiske implikationer af en voldtægt. For det andet kan man, selv om man er en overbevist utilitarist (og det har jeg mødt mange feministiske filosoffer, der er), undre sig over, hvordan man kan anvende en utilitaristisk metode i denne sammenhæng. Man vil være nødt til at kunne forestille sig, hvilken skade voldtægtsofferet har lidt – ikke nogen let sag, for, som Brison skriver, så er meget af det, som voldtægtsofferet gennemgår, ikke til at forestille sig. Lige meget hvilken metodisk tilgang man anvender, så må man prøve at forstå det ud fra voldtægtsofferets synsvinkel. Fortællinger i 1. person er vigtige erkendelsesmæssige redskaber, som gør filosofferne i stand til at forstå forskellige slags jeg’er, og derved åbne op overfor nye områder indenfor filosofiske undersøgelser.

Voldtægtsofre gennemgår en nedbrydning af jeg’et, og de mister følelsen af at høre hjemme i verden. Som den serbiske feminist og anti-krigsaktivist Lepa Mladjenovic skriver, gør voldtægt en kvinde ”hjemløs i sin egen krop” (citeret i Rhonda Copelon: "Surfacing Gender: Reconceptualizing Crimes Against Women in Time of War" i Mass Rape, 1994). Findes der metoder, som kan hjælpe én til at finde vej hjem igen? Brison mener, at traume-fortællinger gør én i stand til at kunne føle sig hjemme igen.

For det traumatiserede jeg tjener fortællingen både til at integrere traumatiske erindringer i den overlevendes jeg-følelse og opfattelse af verden og til at reintegrere den overlevende i et samfund. Brison bruger udtrykkene at ”beherske” og at ”genbeherske” et traume gennem fortællingen. Traumets destillationsrest er en slags kropslig erindring. Mens traumatiske erindringer føles, som om de er passivt udstået, er fortællingen et resultat af bestemte valg. Ved at engagere sig i en fortælling opnår den overlevende kontrol over sin stemme og sin subjektivitet. Og ved at fortælle sin fortid er man i stand til mere frit at konstruere en fremtidig fortælling, som frigør sig fra denne fortid.

Brison mener altså at fortællingen kan gøre os i stand til at beherske traumet, genskabe ens jeg og ultimativt at genvinde følelsen af at høre hjemme i verden. Charlotte Delbos trilogi Auschwitz and After(1995) rokker ved denne forestilling. Delbos beretning er baseret på en strukturelt anderledes situation end den vold, som Brison oplevede. Dokumenter skrevet af overlevende fra Auschwitz handler om det utænkelige, der skete ikke bare en gang, men igen og igen og igen mod dem, der stod én nærmest og mod de tusindvis af andre mennesker og kroppe, som passerede forbi på vej til krematoriet. Fordi den grusomhed, som hun aflægger vidnesbyrd om, er en grusomhed begået mod en masse mennesker, unddrager Delbo sig den individuelle fortællerstemme. I det første bind, None of Us Will Return, bliver kvinden, som er en del af gruppen, kun lejlighedsvist benævnt ved navn, men er mest til stede som en del af det ”vi”, som oplever mennesker, der ankommer og forsvinder igen, tørst, navneopråb, dagene, nætterne og tulipanerne foran SS-officerernes huse.

Delbo unddrager sig den narrative drivkraft, som beror på refleksion, til fordel for en direkte konfrontation med de grusomhedens fysiske detaljer ved hjælp af ”sanse-erindringer”, som drukner alle intellektuelle forsvar. Denne sanse-erindring er en blanding af sanser, som bliver gengivet i nutid, som i det følgende: "Kvinden flygter… Hunden springer på kvinden, sætter tænderne i hendes hals… Kvinden skriger. Et smerteskrig. Et eneste skrig, der skærer igennem kamppladsens ubevægelighed. Vi er ikke klar over, om skriget kommer fra hende eller os, om det kommer fra hendes åbne sår i halsen eller fra vores. Jeg kan mærke hundens tænder i min strube." (Delbo, 28)

Tilstedeværelsen af sanse-erindring er en af grundene til, at Delbo beskrev sig selv som nabo til Auschwitz. ”Auschwitz er der, uforanderlig, præcis, men indhyllet i et erindringsslør, et uigennemtrængeligt slør eller skind der isolerer det fra mit nuværende jeg. I modsætning til slangens skind, så kan erindringens slør ikke udskiftes…” Delbo lægger stemme til en spaltning af jeg’et. På den ene side kan hun huske hvert eneste øjeblik fra Auschwitz; på den anden side kan hun ikke genkende sig selv i det jeg, der var i lejren. Denne spaltning af jeg’et viser vidnesudsagnets paradokser – dets nødvendighed og umulighed. For hvordan kan man være vidne til det, der er utænkeligt, til den vilkårlige og uforklarlige brutalitet, som reducerer ens valg til et valg mellem at være død og levende død? Charlotte mærker hundens tænder i sin egen strube, og forfatteren Delbo sprænger derved den narrative form, med dens traditionelle distinktion mellem jeg’et og den anden, liv og død, fortid og nutid.

I det tredje bind af trilogien, The Measure of Our Days, som handler om de overlevendes fysiske hjemkomst, er mangedoblingen af de individuelle stemmer endnu mere åbenlys. Da de overlevende bliver sat fri fra deres fælles traume, er ”jeg” nogen gange Charlotte, nogen gange Gilberte, Mado, Poupette, Marie-Louise, Ida, Jacques og mange andre. De hjemvendtes forskelligartede skæbner viser, at skæbnens tilfældighed er afgørende for de overlevendes forsøg på at leve videre. Gifter man sig med prinsen på den hvide hest, der viser sig at være en mand, som er én utro og forlader én? Er ægtemanden en mand, som lader hver eneste detalje fra sin kones oplevelser fæstne sig i sin hukommelse, gør hendes erindringer fra koncentrationslejren til sine egne? Gifter man sig med en mand, som selv er en af de overlevende, og som lever, som om han var den eneste overlevende i sin familie? Vender man hjem til sin far helt alene, efter at man har været vidne til sin søsters død i lejren? Er man fejlagtigt blevet mistænkt for at være kollaboratør og blevet skyet som pesten i årevis af ens forhenværende kammerater?

Med disse forskelligartede skæbner, som Delbo portrætterer, finder jeg idéen om ”beherskelse” af traumet, som Brison foreslog som fortolkningsmodel til fortællingen, svær at anvende på Delbos tekst. Koncentrationslejrenes rædsler bliver ved med at forvirre både ”jeg’et” og læseren og viger udenom en integration i det ”normale” liv, at tjene til dagen og vejen, holde hus og opfostre et barn. Det paradoksale ved at overleve denne grusomhed og være vidne til den hentydes der til ved hjælp af det paradoksale i selve teksten. Den erkendelse, der er opnået i lejrene er en ”ubrugelig” erkendelse – ubrugelig til at leve livet med – men er også ”en dybere, mere troværdig erkendelse”, med hvilken man vil kunne se det hele i en persons ansigt med det samme.

Kan fortællinger gøre overlevende i stand til at generhverve følelsen af at høre hjemme i verden? Kan de uddybe læserens/lytterens forståelse af, hvad der er muligt i denne verden? Både Susan Brison og Charlotte Delbo svarer bekræftende på det andet spørgsmål. Men de kæmper på forskellig vis med det første spørgsmål. Antropologen Michael Jackson beskriver i The Politics of Storytelling (Museum Tusculanums Press, 2002) fortællingens sværhedsgrad som afhængig af den ”ubevidste kropslige rytme når man bevæger sig væk fra et sikkert og familiært sted, ind i et rum af tilfældighed og fremmedhed, og så vender tilbage igen for at gøre status.”

Brisons personlige fortælling følger denne struktur. Hun bliver voldtaget i et fremmed land, vender hjem, og gennem fortællingen forsøger hun at komme til at beherske traumet og at genskabe sig selv. Ikke desto mindre kan hun ikke opretholde troen på en irreversibel genskabelse, og hendes nyligt genvundne fornemmelse af at føle sig hjemme bliver ustandseligt sat på spil. Selv om Delbos tekst også følger den almindelige form for historiefortælling (arrestation og deportation, oplevelser fra koncentrationslejren og hjemkomst), modstår hun ikke desto mindre forsøget på at beherske beretningen om de traumatiske begivenheder. Hun skriver: ”Et barn gav mig en blomst / en morgen / en blomst plukket / til mig / han kyssede blomsten / før han gav den til mig / og bad om et kys / … Der er ikke noget sår, der ikke kan hele / sagde jeg til mig selv den dag / og gentager det fra tid til anden / men ikke nok til at tro på det.” (Delbo, 240-41)

Både filosofien og historiefortællingen kan måske genskabe vores tro på verden og forsikre os om, at vi kan føle os hjemme i den. Men de er også nødt til at lægge stemme til de dybtgående jordrystelser, som bliver ved med at rokke ved dette gentagne forsøg på at berolige. Som Brison og andre feministiske filosoffer illustrerer, kan personlige fortællinger effektivt reflektere konkrete oplevelser, med dybtgående implikationer for filosofiske teorier til følge. Men disse fortællinger er nødt til at modstå tilskyndelsen til at beherske det, det ikke kan beherskes. Delbos værk er et enestående eksempel på, hvordan det jeg, der er blevet revet fra hinanden, holder fast i den følelse af tilfældighed og fremmedhed i verden, som gør det umuligt at vende tilbage til det sikre og familiære, til følelsen af at høre hjemme.

Robin Schott, ph.d., er forskningsleder ved Danmarks Humanistiske Forskningscenter. Artiklen er oversat fra engelsk af Kamilla Jørgensen
 
In English
Read this article in English:
Narratives of the traumatized self
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk