Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Villige kinadukker og lydige geishaer

 

Om at blive indskrevet i den vestlige verdens kliche-fantasier om asiatiske kvinder

 
FORUM/27.5.99 For noget tid siden, var der en ung fyr, som sagde følgende til min kæreste; "Jeg har prøvet at være sammen med asiatiske kvinder. Det er ligesom at kneppe en 12-årig". Sagt halvt i spøg, halvt i alvor - men frem for alt ganske naturligt på en ganske almindelig arbejdsdag.

Da jeg var barn, var der sommetider andre børn som spurgte, hvordan jeg mon kunne se noget med så smalle øjne? På gammelklog vis kunne jeg herefter belære dem om, at jeg skam kunne se ligeså meget som alle andre. For min mor og far havde selv fortalt, at man ser med pupillerne og ikke med alt det andet udenom. Så vidt jeg husker, godtog de fleste denne autoritative, voksne forklaring uden videre problemer, mens kun få forblev i troen på, at jeg og min søster i virkeligheden var halvblinde. Disse få standhaftige sjæle var dog et irritations-moment; for det første ville jeg gerne have ret, for det andet ville jeg ikke anses som svagtseende. Er der måske noget værre end en brilleabe? Når jeg klagede min nød til forskellige voksne, så sagde de for det meste, at det var de andre børn, som var dumme. Eller uvidende. Eller dårligt opdragede. Dem skulle jeg ikke lytte til.

Da jeg af min lamslåede kæreste fik gengivet analogien med de asiatiske kvinder, ramtes jeg først af udsagnets groteske betydning.For at vide, at dét, at have sex med en kvinde af asiatisk oprindelse, er som "at kneppe en 12-årig", må manden jo gladeligt have forgrebet sig på 12-årige pigebørn. Altså, en ægte pædofil tilståelse. I realiteten er der nok ikke meget pædofil Don Juan over en 26-årig som ham. Nærmere brovtende skamløshed og praleri. Så jeg grinede lidt overbærende af absurditeten, mens jeg tænkte på ham som en uvidende stakkel hæmmet af dårlig opdragelse. Er det ikke bedst at overhøre sådanne lavpandede udtalelser?

Muligvis.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på udsagnet. Det interessante er nemlig, på hvilken baggrund sådanne stereotype forestillinger genereres? Konstruktionen "asiatisk kvinde", som den forefindes i vestlige kulturer, er langt fra uproblematisk. Faktisk er den dødssyg og yderst stereotyp. Men den trives i bedste velgående, også i et evigt frisindet land som Danmark. Den overordnede forestilling om "asiatiske kvinders" naturlige underdanighed, tilbageholdenhed og opvartende natur er udbredt. Og så er det egentlig lige meget, om man har boet her i 25 år, opflasket med dansk velværdsstat og danske normer. Man er disponeret - som der engang var én, der sagde til mig. Eller også er man eksotisk og bringer anelser om rismarker under fjerne himmelstrøg. Som om man lige var hentet ind fra kulissen i Shogun. Så er der de mere "positive" stereotyper, så som at alle asiater arbejder hårdt og aldrig laver vrøvl. Som regel efterfølges sådanne udsagn af henvisninger til diverse amerikanske analyser, der angiveligt har bevist, at asiater generelt er virkelig intelligente, hvide næstmest intelligente og sorte dummere end alle andre.

Den vestlige fantasi om kategorien "asiatisk kvinde" er selvfølgelig meget mere kompleks end ovenfor beskrevet, men de gængse stereotyper reproduceres og kan være svære at afmontere. De billeder af asiatiske kvinder, som kulturen præsenterer os for på tv, i film eller i musik er stadigvæk gabende konventionelle. De få gange man ellers ser nogen. For faktisk er der et stort fravær af kvinder med asiatisk udseende i de film og tv-serier, som vi importerer fra USA eller selv producerer i Europa. I store prisbelønnede, progressive tv-serier som NYPD Blue, ER, Homicide - Life on the Street og The Practice optræder der ingen asiatisk udseende kvinder (eller mænd for den sags skyld) i de større roller. Dette til trods for at serierne åbenlyst tilstræber multikulturelle rollebesætninger. En hel del biroller, mere eller mindre intetsigende, bliver det derimod til. Så er der en sygeplejerske her, og en politibetjent dér. Men det bliver oftest ikke til mere end lidt flagren i baggrunden, hvor skuespilleren får lov til at fremsige en i bedste fald ligegyldig sætning i hvert andet afsnit.

"There is a patient for you, Dr. Greene." Exit.

Med mindre man altså gerne vil se historiske skildringer af asiatiske kulturer. Her i vesten synes der nemlig at være ganske stor interesse for at producere tv-serier og film om asiatisk kultur i gamle dage. Lige fra den antikverede og håbløse Shogun til lidt bedre eksempler som Den sidste kejser og Indokina. Der er sågar opstået en Tibet-trend i de seneste år, hvor anerkendte instruktører er valfartet til Andesbjergene og Nordafrika for at optage film om tibetansk kultur, nu hvor det ikke er muligt at komme ind i selve Tibet. Det kan vitterlig være meget underholdende og - i bedste fald - en smule oplysende at se disse historiske skildringer af stovte samuraier og depraverede kinesiske kejserfamilier. Der er ligesom bare en grænse for, hvor mange lydige geishaer og drikfældige kejserinder man kan holde ud at se, når der ikke rigtig eksisterer andre fortolkninger af rollen som moderne asiatisk kvinde. Og slet ikke i en vestlig kontekst.

Tv-serien Ally McBeal, som vises hver torsdag aften på TV2, adskiller sig dog en smule fra denne tendens ved at have introduceret figuren Ling Woo; en usympatisk, arrogant eks-advokat. Som en alien er Ling landet på det ellers så hvide advokatkontor. Hendes fornemmeste opgave er at gøre livet surt for de neurotiske, men dog så pæne Barbie-advokatkvinder, som ellers befolker serien. Ling er en tvetydig figur, der hele tiden oscillerer mellem de forskellige stereotyper, som klæber til "den asiatiske kvinderolle" - dragen og porcelænsdukken. Som en Dragon Lady kniber hun øjnene samme og hvæser som en drage, når noget går hende i mod, og i det hele taget opfører hun sig umanerligt intrigant det meste af tiden. På den anden side er hun også en afkølet China Doll; en sexet og uopnåelig kvinde, der fordrejer hovedet på mændene. Og som kvinderne hader.

I USA har der været kritiske røster fremme, som har påpeget, at Ling blot forstærker og reproducerer de gængse stereotyper. At hun er et backlash i stedet for et fremskridt. Men måske kan man også sige, at Ling ved sin uafladelige balanceren på kanten af det dybt stereotype netop problematiserer disse fasttømrede kategorier. Stereotypien udleveres og dekonstrueres ved gentagne gange at blive udlevet og fremstillet i mere og mere groteske variationer. Denne strategi vil givet miste sine subversive potentialer på et eller andet tidspunkt; det vil jo ikke i al evighed være interessant at se Ling som Dragon Lady meets China Doll. Man må vel forvente, at hun bliver til et menneske på et eller andet tidspunkt.

Jeg må indrømme, at jeg nærer en lille svaghed for denne Ling og derfor nøje følger hendes eskapader hver torsdag. Med sin højst bizarre adfærd peger hun på sig selv som asiatisk kvinde indskrevet i kulturens stereotyper. Men Ling må siges at være en undtagelse. Andre gange når asiatiske kvinder går prime time, synes der ofte at ske det, at de blot forstærker gængse opfattelser. Thailandske Mai fra DR's populære serie TAXA er et eksempel.

Det skønnes, at der er omkring 1000 thailandske prostituerede kvinder i Danmark. Dertil kommer de thailandske kvinder, som danske mænd møder på ferier eller via kontaktbureauer, og som følgende hentes herop med det formål at blive gift. Disse kvinder fylder meget i den danske bevidsthed. Faktisk er de smeltet sammen til en stor ensartet grød, hvor der ikke skelnes; i vor bevidsthed er de alle købt, betalt og importeret på den ene eller den anden måde. Med et asiatisk udseende er det let at blive skrevet ind i denne kategori - også selvom man ikke er fra Thailand. Den sammensmeltning der sker af alle kvinder med thailandsk baggrund kommer på mystisk vis også til at omfatte alle andre asiatisk udseende kvinder i dette land.

Da jeg var teenager, syntes jeg, at det var særlig irriterende, når folk spurgte, om jeg var fra Thailand. Med tydelig dansk diktion skyndte jeg mig at betone, at det var jeg i hvert fald ikke. Det lugtede af købekone og massagepige, og jeg kunne ikke distancere mig hurtigt nok. Ti år senere og en del bøger klogere reagerer jeg ikke længere sådan. Men opfattelsen af alle asiatiske kvinder som værende "thailandske", og hvad dertil knytter sig, eksisterer stadigvæk.


Derfor er det egentlig dødssygt, at en glimrende serie som TAXA ikke kan finde på noget andet end Mai. Selvfølgelig er det vigtigt at belyse de store problemer, som mange af de thailandske hustruer til danske mænd måtte have. Men til forskel fra Ling leger Mai ikke med sin stereotyp, hun udfylder blot rollen som thailandsk kvinde i dansk definition. Jeg betvivler ikke de gode intentioner, for Mai er den søde thailandske kvinde, som vi alle føler med og har sympati for. Gid hun må vende hjem fra Bangkok og blive forenet med sin danske kæreste! Hvor Ling kan siges at rumme et subversivt potentiale, er jeg bange for, at Mai blot forstærker kulturens forestillinger om thailandske og andre asiatiske kvinder. Så derfor håber jeg egentlig, at Mai bliver i Bangkok, og at Laura Drasbæk, som spiller rollen, bliver tilbudt noget mindre stereotypt.

Stereotypien er en spændetrøje, når den ikke bruges til andet end at bekræfte en kulturel fantasi. Det siger sig selv, at det er nødvendigt at indskrive asiatiske kvinder i mangfoldige og varierende kontekster for at komme de kedsommelige kategoriseringer til livs. Hvis det ikke sker, bliver omkostningen, at man må høre på, at det "at være sammen med asiatiske kvinder, er som at kneppe en 12-årig". Det kan hverken asiatiske kvinder eller 12-årige piger være tjent med.

Så nye fortolkninger ønskes!

FORUM/26.5.99

Lene Myong Petersen er stud.mag. og medlem af bestyrelsen i Kvindeligt Selskab
 
 
 
In English
Read this article in English:
Willing China Dolls and Obedient Geishas
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk