Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kussestimerne slår til igen

 

En provokerende ny feministbog bruger tabloidtricks - FORUM har e-mailet ti spørgsmål til de unge redaktører bag succesen for at høre hvad meningen er

 

 
FORUM/12.5.99 Fittstim er et udtryk opfundet og foreviget af den tidligere svenske LO-boss Stig Malm - det betyder noget i retningen af "kusse-stime". Stig Malm brugte "fittstim" over en frokost i 1992 om sine kvindelige LO-kollegaer, men det skulle han ikke have gjort. 1992 var sidste gang Stig Malm brugte ordet offentligt - for han blev tvunget til at træde tilbage.

Det omstridte skældsord er nu blevet støvet af og gjort til et provokerende kampråb og titlen på feministantologien Fittstim. Den er skrevet af 18 unge svenske kvinder og henvender sig til teenagepiger. Den udkom den 18. marts i et oplag på 10.000 og blev udsolgt på 4 dage. Der var også rift om bogen i Norge - så meget, at en kvinde, der fik et af de 175 eksemplarer tildelt Norge - kom i avisen.

En af bidragyderne til bogen, Karolina Ramqvist, er anmelder på Dagens Nyheter i Stockholm, og i hendes bidrag til Fittstim citerer hun bl.a. et nedladende brev, den folkekære multikunstner Ulf Lundell skrev til hende efter en negativ omtale af en af hans bøger. Brevet slutter, "Savner du en fyr? Du må tage og slappe lidt af." Lundell blev så forpisset over at blive citeret, at han afbrød forbindelsen til sit gamle forlag. Gamle Lundell-fans blev så forpisset over Lundells sprælleri, at de brændte hans plader.

Belinda Olsson og Linda Norrman Skugge er redaktørerne bag udgivelsen. Begge er journalister på Expressen, Sveriges næststørste tabloidavis. I forordet til bogen forklarer de, hvorfor de har skrevet bogen: Vi ville vise, at der findes piger, som har højere mål end at blive valgt til Frøken Sverige. Vi ville vise, at vi findes, og at vi ikke er ligeglade. Vi er cool, flotte, seje, smarte, sjove og frem for alt så er vi feminister. Vi vil gi' piger et forum, hvor de ikke bliver redigeret og tilrettelagt. Det her er en ucensureret frizone, en aggro-ventil. Alles meninger er lige meget værd, og vi er stolte over, hvor ærlige alle pigerne i denne bog har været. Vi håber, at piger ved at læse denne bog måske lærer at sætte grænser lidt tidligere, indser deres eget værd og indser, at de har magt over deres eget liv.

FORUM redaktionen mailede Olsson og Skugge 10 hurtige spørgsmål til en hurtig e-mail Q&A runde om den ophedede debat.

- Hvorfor overhovedet bruge det omstridte skældsord "fittstim" - er det ene og alene af tabloidfeministiske grunde, for at få omtale???

- Først må vi lige forklare: En tabloidfeminist er ikke en "Se og Hør-feminist". Det troede de i Norge. Hvad vi mener med tabloidfeminist er, at vi arbejder på Expressen, et stort aftenblad, en tabloidavis. Og at det er bedre at arbejde på en sådan avis, eftersom den læses af mange, da målet er at sprede det feministiske budskab til så mange som muligt.
Hvorfor vi brugte ordet fittstim? Jo, vi ville bevidst provokere for at blive hørt gennem medielarmen. Vi benyttede den taktik, og ja, vi er jo nået ud til - MANGE! Så det er lykkedes, kan man sige.

- Hvad har den voldsomme reaktion på jeres bog handlet om?

- For meget om Lundell. En lille smule om at omslaget er ækelt (?). Lidt om at folk virker bestyrtet over, at unge kvinder skriver sorte og negative tekster om deres egen opvækst. De synes vel, at vi burde være søde, glade og fornøjede. Os i Sverige, verdens mest ligestillede land.
Men vi har også fået mange positive reaktioner - fra forældre, som vil købe bogen til deres børn og fra unge piger, som har fattet, hvad det er at være feminist og nu selv stolt kalder sig det.

- Hvordan har unge piger, som bogen jo henvender sig til, reageret?


- De er blevet feminister, det er blevet den sejeste bevægelse i Sverige. Unge starter feministiske fanzines og begynder at diskutere disse spørgsmål i skolerne. Og piger er holdt op med at barbere sig!

- Hvordan har I fundet bidragyderne? Har det ikke været svært?

- Vi valgte de piger, som vi syntes om og vidste kunne skrive godt. Det var ikke svært at finde dem, det sværeste var at vælge 16 gode piger ud blandt alle de velskrivende piger.

- Piger, som siger at de ikke er feminister, er dumme, har I sagt - hvorfor er de dumme ?

- Feminisme står jo for ligestilling mellem kønnene og skriver man ikke under på det, så er man jo ikke engang humanist. Så er man åndssvag og tarvelig.

- Hvordan kan man omdefinere feminisme til at blive noget sexet og hipt?
Og er feminisme udelukkende et spørgsmål om repræsentation - om den rette indpakning?


- Man skal sådan set ikke omdefinere feminismen til at blive sexet og hipt, og det handler heller ikke om den rette indpakning. Feminismen handler udelukkende om retfærdighed mellem kønnene. Punktum. Men i Sverige vil mange unge ikke kalde sig feminister. De ved ikke engang, hvad ordet betyder. Så med Fittstim ville vi få unge til at ville blive feminister. Og det er lykkedes for os. Fordi vi lavede en bog, der tiltaler unge. Bogens layout, som Brita Zilg har lavet, bidrager vel til at unge tiltales af bogen. (Zilg layouter pigetidsskriftet Darling - check www.drrling.se)

- Hvis I er trætte af 70er feminismen, hvorfor så bruge det æstetisk "grimme" billede på forsiden af bogen - er det ikke lige præcis det, unge kvinder er bange for ved feminismen - at det bliver associeret med noget traditionelt uskønt og usexet?

- Vi er ikke trætte af 70er-feministerne. Ære være dem! De er vores idoler og forbilleder, og vi har dem at takke for alt.
Angående omslaget så ville vi vise, hvordan vi piger virkelig ser ud, og det har ikke skræmt de unge væk. De er som sagt holdt op med at barbere sig. Det har fået unge til at huske på, hvordan de ser ud, man bliver jo ødelagt af alle de avis- og reklamebilleder.

- Hvad skal unge kvinder med feminisme i dag? Hvilke uligheder skal den ændre?

- Det er de sædvanlige: lige løn for lige arbejde.
Der er ikke sket så meget siden 70erne.
Det findes stadig ingen kvindelige chefer i erhvervslivet.
Fiksering på udseende er værre end nogensinde. Kvinder oplever, at de ikke har ret til deres egen krop.

- Hvordan påvirker det en konkret at vokse op i skyggen af post-feminismen?

- Vi fik at høre, at alt var godt, at der var fuld ligestilling, og at vi levede i verdens mest ligestillede land. Der var ikke plads til at diskutere det vi følte, uretfærdighederne, for vi fik kun at høre, at alt var løst, og at vi ikke havde noget at klage over.

- Hvad er der så opslidende ved at være feminist?

- Man bliver så gal, når man bliver bevidst om uretfærdighederne. Det er lettere at gå omkring med skyklapper og tro, at en kvinde er en kvinde, og en mand er en mand og skide på resten.
Og blive draget til ansvar for alt. En antiracist behøver ikke at stå til ansvar for alt. Alle synes, at en antiracist er god. Mens mange synes, at en feminist er en ækel heks. Trods alt kæmper vi for noget GODT!


Fittstim af Linda Norrman Skugge, Belinda Olsson, Brita Zilg (layout) er udkommet på Bokförlaget DN, 1999.
 
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk